Betænkning og indstilling
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 45
Bilagsnr.
Titel
Alm.del
Bilag
Oversigt over bilag vedrørende Finansudvalgets behandling af statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for 2000 med tilhørende beretninger.
Finansudvalgets skriftlige spørgsmål til beskæftigelsesministeren og til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og besvarelserne heraf.
1. Udvalgsarbejdet
Statsrevisorerne afgav den 10. april 2002 den endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2000 og foretog i overensstemmelse med grundlovens § 47, stk. 3, indstilling til Folketingets beslutning med hensyn til statsregnskabet for finansåret 2000. Statsrevisorerne indstillede i lighed med tidligere år, at statsregnskabet godkendes.
Møder
Finansudvalget påbegyndte behandlingen af endelig betænkning den 9. oktober 2002 og har herefter behandlet betænkningen samt de af statsrevisorerne afgivne beretninger i en række møder.
Spørgsmål
Finansudvalget har til skriftlig besvarelse stillet spørgsmål til beskæftigelsesministeren og til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling. Svarene er optrykt som bilag.
Det bemærkes, at udvalget løbende har haft lejlighed til at behandle statsrevisorernes beretninger og de rigsrevisorrapporter, der ligger til grund for disse, efterhånden som de har foreligget, og at udvalget også i forbindelse hermed eller f.eks. i forbindelse med gennemgangen af de årlige bevillingslovforslag har stillet spørgsmål til ministre, hvor der har været anledning hertil.
2. Indstilling og politiske bemærkninger
Vedrørende beretning nr. 14/00 bemærkes, at Finansudvalget den 2. september 1998 anmodede finansministeren om en oversigt over statslige edb-projekter, hvor der var konstateret væsentlige overskridelser i forhold til det oprindeligt bevilgede budget. Af finansministerens besvarelse fremgik, at på en række statslige edb-projekter kunne der konstateres betydelige overskridelser. Finansudvalget besluttede på denne baggrund den 20. oktober 1998 at anmode statsrevisorerne om at foranledige en revisionsmæssig undersøgelse og bedømmelse af statslige edb-projekter. Statsrevisorernes beretning om sagen - nr. 9/99 - blev afgivet den 27. september 2000. Ved Finansudvalgets behandling af beretningen noterede udvalget sig, at undersøgelsen havde identificeret en række årsager til, at edb-projekter forsinkes og fordyres, og at den havde givet en række anvisninger på, hvorledes styringen, organiseringen, planlægningen og gennemførelsen af statslige edb-projekter kunne styrkes. Udvalget noterede sig endvidere, at statsrevisorerne havde anmodet rigsrevisor om i en ny beretning at foretage en udtømmende undersøgelse af Amanda-projektet og herunder efterprøve, om arbejdsministerens oplysninger til Finansudvalget havde været fyldestgørende.
Statsrevisorerne afgav den 10. oktober 2001 beretning nr. 14/00 om Arbejdsmarkedsstyrelsens edb-projekt Amanda. Finansudvalget har i forbindelse med behandling af statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2000 stillet spørgsmål til skriftlig besvarelse til beskæftigelsesministeren om den videre opfølgning på Amanda-sagen.
Udvalget tilslutter sig de af statsrevisorerne afgivne bemærkninger vedrørende denne beretning og generelt alle andre udtalelser, statsrevisorerne har fremsat i betænkningen og beretningerne.
Finansudvalget noterer i denne forbindelse,
at statsrevisorerne finder det påfaldende, at der er så mange revisionssager, der stadig ikke har fundet en tilfredsstillende løsning,
at rigsrevisor i mange beretninger vedrørende Undervisningsministeriets område har udtrykt sig kritisk, bl.a. fordi der ikke er sket nogen videre udvikling i sagerne, og
at statsrevisorerne finder, at Undervisningsministeriet ikke i nødvendigt omfang har udøvet kontrol med og ført tilsyn med en række institutioner under ministeriet.
Udvalget forudsætter, at ovennævnte bemærkninger vedrørende Undervisningsministeriet og den i beretningerne samt i endelig betænkning i øvrigt rejste kritik allerede har givet de berørte ministerier og styrelser anledning til dybtgående overvejelser om en forbedring på de punkter, som omfattes af kritikken.
Udvalget indstiller i overensstemmelse med statsrevisorerne følgende
Forslag til folketingsbeslutning
i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til
statsregnskabet for finansåret 2000
Statsregnskabet for finansåret 2000 godkendes.
Eva Kjer Hansen (V) Svend Heiselberg (V) nfmd. Kristian Jensen (V) Christian Mejdahl (V) Kristian Thulesen Dahl (DF) fmd. Per Dalgaard (DF) Gitte Seeberg (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Jann Sjursen (KRF) Jan Petersen (S) Lissa Mathiasen (S) Lotte Bundsgaard (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Jens Peter Vernersen (S) Ole Sohn (SF) Morten Helveg Petersen (RV)
Enhedslisten, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne
bilag 2
Ad gennemgang af statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2000
Bilag 2
Finansudvalgets spørgsmål 1 til beskæftigelsesministeren om Amanda og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål nr. 1
Ad Statsrevisorernes beretning nr. 14/2000 om Arbejdsmarkedsstyrelsens edb-projekt Amanda.
Der ønskes en redegørelse for den af ministeren påtænkte videre opfølgning på Amanda-sagen.
Svar
Som det fremgår af vedlagte notat fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, kan det oplyses, at Ekspertgruppens anbefalinger på nuværende tidspunkt må anses som gennemført, og at udviklingen af Amanda som helhed må vurderes at være afsluttet.
Der udestår fortsat en vurdering af effekten af Ekspertgruppens anbefalinger. Finansudvalget vil blive orienteret herom i 2. kvartal af 2003, når denne vurdering foreligger.
Det er på den baggrund min vurdering, at med gennemførelsen af Infrastruktur- og Platformsprojektet er anbefalingerne fra Ekspertgruppens rapport fra oktober 2000 gennemført. Udviklingsprojektet Amanda kan derfor anses som afsluttet.
Notat
Ad statsrevisorernes beretning nr. 14/2000 om Arbejdsmarkedsstyrelsens edb-projekt Amanda
Som led i løsningen af de problemer, der opstod vedrørende Arbejdsformidlingens edb-system Amanda, blev der nedsat en Ekspertgruppe, der skulle anvise mulige løsningsmodeller.
Ekspertgruppen offentliggjorde den 10. oktober 2000 sin rapport med løsningsmodeller. Hovedanbefalingerne var, at funktionaliteten skulle optimeres, at infrastrukturen skulle fornys, at OS/2-platformen i Amanda skulle udskiftes med Windows, og at der skulle være en øget fokus på effektivitet og driftsøkonomi.
Som det første led i opfølgningen på ekspertgruppens anbefalinger prioriterede styrelsen i samarbejde med AF de mest nødvendige ændringer i Amanda, således at arbejdsgangene blev gjort lettere og mere smidige. Disse funktionelle optimeringer var fuldt gennemført den 16. juli 2001, hvor de sidste ændringer blev taget i brug.
Med hensyn til anbefalingerne om forbedring og udskiftning af infrastrukturen og platformsskiftet valgte styrelsen på grund af projekternes tætte afhængighed at gennemføre projekterne i sammenhæng. Den 16. juli 2001 indgik styrelsen en aftale med Mærsk Data om fornyelserne af infrastrukturen og om platformsskiftet. Forbedringerne blev planlagt gennemført ved udgangen af 1. kvartal 2002.
Som første del af opfølgningen af disse anbefalinger blev udskiftningen af infrastrukturen i form af nye pc’er, nyt netværk (WAN) og installation af nye regionale servere gennemført frem til januar 2002.
Udskiftningen af Amanda’s platform blev forsinket, idet udrulningen af den nye Windows-platform, der var planlagt gennemført pr. 1. april 2002, blev afsluttet den 22. juli 2002. Forsinkelsen skyldtes, at der opstod problemer med udviklingen og implementeringen af især sikkerhedssystemet. Der er redegjort herfor i aktstykke 94 af 14. januar 2002 og aktstykke 131 af 22. april 2002. Selve udrulningen af den nye platform forløb planmæssigt.
Efter idriftsættelsen af den nye Windows-platform har der vist sig nogle uforudsete driftsproblemer, der er generende for AF’s arbejde. Mærsk Data har i samarbejde med styrelsen udarbejdet en tilpasningsplan for gennemførelse af fejlrettelser og ændringer med henblik på at få en mere driftsstabil løsning. En række tiltag er iværksat og har ført til, at driftssituationen nu er stabil. Der skal dog fortsat ske optimeringer af brugernes svartider. Tilretningerne som følge af skiftet til Windows forventes at være gennemført i 1. kvartal 2003.
Herefter udestår der en driftsprøve vedrørende Windowsskiftet.
For at sikre fokus på effektivitets- og driftsøkonomiske forhold anbefalede ekspertgruppen desuden en styrket central it-funktion i styrelsen. Den anbefaling blev fulgt, idet der i starten af 2001 blev ansat en it-direktør med hovedansvaret for Amanda.
Med gennemførelsen af Infrastruktur- og Platformsprojektet er anbefalingerne fra Ekspertgruppens rapport fra oktober 2000 gennemført. Arbejdsmarkedsstyrelsen anser på den baggrund udviklingsprojektet Amanda for at være afsluttet.
En redegørelse for projektets afslutning forelægges Finansudvalget i et kommende aktstykke i november 2002 som led i den kvartalsvise afrapportering.
Ekspertgruppen anbefalede endvidere, at der efter gennemførelsen af gruppens øvrige anbefalinger blev foretaget en vurdering af effekten af disse og af anvendelsen af Amanda på længere sigt. Som følge af de ovennævnte driftsgener og den dertil knyttede tilpasningsplan og som led i prioriteringen af it-implementeringen af arbejdsmarkedsreformen »Flere i arbejde « er den omhandlede vurdering planlagt til gennemførelse i andet kvartal af 2003.
Finansudvalget vil blive orienteret herom, når denne vurdering af Amanda foreligger.
Det er på baggrund af ovennævnte styrelsens vurdering, at Ekspertgruppens anbefalinger er gennemført.
Finansudvalgets spørgsmål 1 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling om den økonomiske styring på Aarhus Universitet og Københavns Universitet og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 1
Ad Statsrevisorernes beretning nr. 15/2000 om den økonomiske styring på Aarhus Universitet og Københavns Universitet.
Hvilke initiativer er der eller forventes der at blive taget for at sikre »en højere grad af sammenkædning mellem den finansielle styring og aktivitetsstyringen i budgetlægningen og opfølgningen på universiteterne« samt en »forbedring af prognosticeringen på universiteterne af årets resultat« og en sikring af, at tiltagene gælder hele universitetsområdet, jf. statsrevisorernes endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2000, s 299.
Svar
I min redegørelse til statsrevisorerne har jeg bl.a. anført, at ministeriet ville tage en drøftelse med universiteterne af de problemer, beretningen peger på, med henblik på forbedring af økonomistyringen.
Beretningen er blevet drøftet på møder mellem departementschefen og Rektorkollegiet i foråret 2002, og ministeriet har anmodet universiteterne om at redegøre for, hvilke overvejelser og initiativer beretningen indtil nu har givet anledning til. På grundlag af universiteternes besvarelser vil ministeriet overveje, hvilke konkrete initiativer der eventuelt skal tages for at forbedre økonomistyringen.
Ministeriet har desuden taget initiativ til afholdelse af en konference den 22. oktober 2002 om økonomistyring på universiteterne. På konferencen vil deltage rektorer, dekaner, universitetsdirektører, økonomichefer m. fl. fra universiteterne, og der vil være indlæg om økonomistyring fra blandt andre rigsrevisor og direktør Anders Nørskov fra Økonomistyrelsen og en ekspert fra universitetssektoren.
Formålet med konferencen er at skærpe universitetsledelsernes opmærksomhed på den økonomiske styring og drøfte, om der skal ske en tilpasning af de økonomiske styringsredskaber samt igangsættes en udvikling på området, der sikrer, at institutionerne lever op til de statslige krav.
Herudover agter jeg snarest at fremsætte lovforslag om en reform af universiteternes ledelsesstruktur med henblik på at styrke ledelsen og øge universiteternes handle- og beslutningskraft. Reformen indeholder bl. a. forslag om oprettelse af bestyrelser og forslag om ansat ledelse.
Forbedringen af økonomistyringen ser jeg som en proces, som vil foregå over en længere tidsperiode. Rigsrevisor vil løbende blive orienteret om udviklingen og eventuelle initiativer på området.
§ 17-bilag 3
Ministerens svar på spørgsmål 1 til beskæftigelsesministeren ad § 17. Beskæftigelsesministeriet
§ 19-bilag 4
Ministerens svar på spørgsmål 1 til ministeren for videnskab, teknologi og udvikling ad § 19. Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling
Betænkning afgivet af Finansudvalget den 20. november 2002
Betænkning og indstilling
vedrørende
den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 2000
Indhold
Udvalgsarbejdet
Møder
Spørgsmål
Indstilling og politiske bemærkninger