Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af mulighederne for at få meddelt fri proces

Fremsat den 31. oktober 2002 af Anne Baastrup (SF), Margrete Auken (SF) og Aage Frandsen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbedring af mulighederne for at få meddelt fri proces

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af 2002

1. at ændre justitsministerens bekendtgørelse om fri proces således, at de indtægts- og beløbsgrænser, der gælder for meddelelse af fri proces, ændres, således at 60 pct. af befolkningen er omfattet,

2. at ændre justitsministerens bekendtgørelse om fri proces således, at det bl.a. over for de myndigheder, der behandler ansøgninger om fri proces, tydeliggøres, at princippet i retsplejelovens § 330, stk. 1, hvorefter det er afgørende, om ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces, lægges til grund ved behandlingen af ansøgningerne om fri proces, i stedet for om der er udsigt til at vinde sagen, og

3. at fremsætte lovforlag om ændring af retsplejeloven, således at afslag på ansøgninger om fri proces vedrørende retssager mod det offentlige kan indbringes for en uvildig ankeinstans.

Bemærkninger til forslaget

Fri proces

Efter retsplejeloven og de i bekendtgørelse om fri proces fastsatte regler kan der efter ansøgning meddeles en person fri proces, såfremt ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces og ansøgeren ikke uden at lide væsentligt afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Fri proces efter retsplejelovens § 330 kan meddeles, hvis ansøgerens indtægtsgrundlag er 217.000 kr. eller mindre. Lever ansøgeren i ægteskab eller i anden samlivsform, kan fri proces meddeles, hvis summen af ægtefællernes eller de samlevendes indtægtsgrundlag er 275.000 kr. eller mindre. Beløbene forhøjes med 37.000 kr. for hvert barn under 18 år, som bor hos eller forsørges af ansøgeren. Beløbs- og indtægtsgrænser reguleres hvert år med satsreguleringsprocenten og bekendtgøres af justitsministeren.

Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne angivet ovenfor ikke er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig betydning for ansøgernes sociale eller erhvervsmæssige situation.

Fri proces medfører bl.a. fritagelse for retsafgifter, beskikkelse af advokat, godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt til f.eks. syns- og skønsforretninger og fritagelse for at erstatte modpartens sagsomkostninger. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de nævnte begunstigelser.

Fri proces i sager i 1. instans meddeles af statsamtet. Fri proces i anke- og kæresager meddeles af justitsministeren (Civilretsdirektoratet). Reglerne om fri proces er fastsat i retsplejelovens kapitel 31 og justitsministerens bekendtgørelse nr. 999 af 6. december 2001 om fri proces.

Ad 1. forslaget om en større dækningsgrad

I rapporten Retshjælpsordninger i Danmark, marts 2002, udarbejdet for Advokatsamfundet, anføres bl.a., at fri proces-ordningen og ordningen om offentlig retshjælp ved advokat efter de gældende regler kun kan anvendes, hvor den samlede husstandsindtægt ligger under 275.000 kr., og at ordningerne dermed kun dækker ca. 30 pct. af befolkningen. En af rapportens hovedkonklusioner er, at 71 pct. af befolkningen går ind for, at den økonomiske grænse for bl.a. fri proces udvides, så den i stedet for 30 pct. af befolkningen dækker 50 pct.

Advokat Karsten Høj henviser i en artikel i Lov & Ret, januar 2002, s. 26ff, til, at man ved fastsættelsen af indtægtsgrænserne i 1988 antog, at ca. 60 pct. af befolkningen og 2/3 af familierne ville være omfattet. Karsten Høj anfører endvidere, at det er meget tvivlsomt, om den forudsatte dækningsgrad for familier fortsat er gældende.

Forslagsstillerne finder, at intentionerne med fri proces-reglerne ikke kan siges at leve op til virkeligheden i dag. Der er siden vedtagelsen sket en systematisk udhuling af de økonomiske rammer med den konsekvens, at fri proces-muligheden ikke er til stede i det omfang, som var forudset ved etableringen af ordningen. Det giver en retsusikkerhed for mennesker med almindelige indtægter, at de ikke kan få ført deres sag ved de danske domstole.

Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund, at justitsministerens bekendtgørelse om fri proces ændres således, at de indtægts- og beløbsgrænser, der gælder for meddelelse af fri proces, ændres, så der sikres en dækningsgrad på 60 pct. af befolkningen.

Ad 2. forslaget om betingelsen om rimelig grund til at føre proces

Efter retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1, er det en betingelse for bevilling af fri proces, at ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces. Hvilke momenter, der skal tillægges betydning ved udøvelsen af skønnet, er ikke nærmere reguleret i loven. Af justitsministerens bekendtgørelse om fri proces fremgår, at der ved vurdering skal tages hensyn til muligheden for at få sagen behandlet i Forbrugerklagenævnet eller et klage- eller ankenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet. Herudover fremgår det af bekendtgørelsens § 6, stk. 1: » Fri proces kan ikke meddeles, hvis det efter en samlet vurdering af sagsgenstandens størrelse og art, omkostningerne til sagen og udsigten til at sagen vindes, ikke skønnes rimeligt at føre proces. « Der er således overladt de myndigheder, der behandler ansøgninger om fri proces, et konkret skøn i det enkelte tilfælde.

Advokat Karsten Høj henviser i sin artikel i Lov & Ret, jf. ovenfor, til forskellige forfatteres vurdering af den norm, der gælder for den skønsmæssige bedømmelse af kravet om rimelig grund til at føre proces, og henviser bl.a. til, at det er blevet formuleret sådan, at sagen ikke behøver at være en oplagt vinder. Karsten Høj anfører endvidere, at den standardiserede begrundelse, som statsamterne, Københavns Overpræsidium og Civilretsdirektoratet i snart mange år har anvendt, er, at ansøgeren skal have udsigt til at få medhold i sin påstand, og at der andre gange henvises til, at der skal være udsigt til at vinde sagen. Alene ved anvendelsen af disse begrundelser får man uvilkårligt det indtryk, at kravene til et positivt resultat er høje: der skal være tale om en klar vindersag. Karsten Høj konkluderer bl.a. på baggrund af en gennemgang af 2 sager, at der foreligger en restriktiv bevillingspraksis, hvor tvivlen ikke kommer ansøgerne til gode, og at den norm, der rent faktisk gælder og anvendes for skønsudøvelsen, synes at være i strid med det, som lovgiver har haft til hensigt med det opstillede krav om, at der skal være rimelig grund til at føre retssag, for at der kan bevilges fri proces.

Efter forslagsstillernes opfattelse fremgår det tydeligt af retsplejelovens § 330, stk. 1, at der skal bevilges fri proces, hvis det skønnes, at ansøger har en rimelig grund til at føre proces. Det må efter ordvalget betyde, at man skal skønne over, om det er rimeligt at føre proces, og ikke om man kan forventes at vinde sagen. Med hensyn til vurderingen af om det er rimeligt at føre proces, er det i litteraturen præciseret, at dette skøn skal udøves lempeligt, således at rimelig tvivl kommer ansøger til gode. Eller ved en negativ afgrænsning, at det skal overvejes, om procesrisikoen er værd at løbe. Det vil sige, om risikoen for som tabende part at blive pålagt omkostninger til modparten er for stor. Myndighedernes standardbegrundelse for afslag er derimod efter forslagsstillernes opfattelse en tillempet fortolkning af loven: Ansøger har ikke udsigt til at vinde sagen. Herved udøves der et skøn af en myndighed, som i virkeligheden vurderer, om sagen ved Højesteret vil kunne få et andet resultat, med de begrænsninger, der ligger allerede i det forhold, at ikke alle oplysninger er fremkommet i ansøgningen om fri proces.

Forslagsstillerne foreslår på denne baggrund, at justitsministerens bekendtgørelse om fri proces ændres således, at det bl.a. over for de myndigheder, der behandler ansøgninger om fri proces, tydeliggøres, at princippet i retsplejelovens § 330, stk. 1, hvorefter det er afgørende, om ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces, lægges til grund ved behandlingen af ansøgningerne om fri proces, og ikke en vurdering af, hvorvidt der er udsigt til at vinde sagen.

Ad 3. forslaget vedrørende sager mod det offentlige

Efter forslagsstillernes opfattelse virker det mildt sagt ikke betryggende for en ansøger, der ønsker at føre en principiel sag mod det offentlige, at det offentlige blot kan afvise fri proces med den begrundelse, at man ikke vil kunne vinde sagen. Dertil kommer, at sager mod det offentlige undertiden drejer sig om en persons fremtidige indtægter i form af førtidspension m.m. Sager mod det offentlige er ikke sjældent ganske principielle og kan få vidtrækkende konsekvenser for det offentlige. Derfor må der være en særlig betryggelse for den borger, som ønsker at anlægge sag mod eksempelvis Den Sociale Ankestyrelse, hvor det kan dreje sig om en systemfejl, som kan få afsmittende virkning på en lang række andre sager.

Efter forslagsstillernes opfattelse har den enkelte borger således ikke tilstrækkelige retssikkerhedsgarantier, når det drejer sig om sager mod det offentlige, herunder ikke mindst i sager, som kan få afledede konsekvenser for andre sager.

Et eksempel var den principielle sag, hvor en gruppe danskere ønskede rejst en sag mod statsministeren i spørgsmålet, om Maastrichttraktaten var i overensstemmelse med grundloven. Først da Højesteret anerkendte denne gruppes ret til at anlægge sag, fik de fri proces. Det forekommer besynderligt, at man ikke havde givet mulighed for via fri proces at sikre denne gruppe at få afklaret en principiel diskussion, som havde eksisteret gennem adskillige sager.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at retsplejeloven ændres således, at afslag på ansøgninger om fri proces i retssager mod det offentlige kan indbringes for en uafhængig ankeinstans. Det er forslagsstillernes opfattelse, at en ny ordning kunne etableres som en slags uafhængig ankeinstans, bestående f.eks. af universitetsansatte, med særlig viden på området. Der henvises til overvejelser af denne karakter i forbindelse med etableringen af Procesbevillingsnævnet.

Etablering af en uafhængig ankeinstans vedrørende ansøgning om fri proces i sager mod det offentlige skal endvidere ses i sammenhæng med de reelt manglende muligheder for mange personer for at føre sager mod det offentlige på grund af retsafgifternes størrelse. Der sker ikke så sjældent, at sagens genstand af domstolene vurderes at have en sådan størrelse, at det bliver umuligt for ansøger at betale retsafgiften, fordi man vælger en bestemt beregning af sagens størrelse. Som f.eks. i en sag, hvor det drejede sig om hjemmehjælp, hvor man beregnede, hvor mange penge det ville koste kommunen og satte retsafgiften i relation hertil. Ingen vil herefter kunne få råd til at rejse en sag mod det offentlige, hvis man anvender den type af beregning. Dertil kommer, at det er en central bestemmelse i grundloven, at domstolene har retten til at vurdere myndighedernes skøn. Fastsættes sagens økonomiske værdi ud fra ovennævnte princip, vil det reelt afholde mange fra at anlægge retssager og dermed indskrænke domstolenes kontrol med myndighederne. For et par år siden blev der afsagt et par højesteretsdomme i sager vedrørende tilkendelse af førtidspension. Disse afgørelser vurderer Kommunernes Landsforening vil koste det offentlige ca. en mia. kr. En uafhængig ankeinstans vil efter forslagsstillerne opfattelse kunne sikre, at der i sådanne principielle sager bevilges fri proces, herunder med hensyn til retsafgifter, alene ud fra en vurdering af sagens principielle karakter. Dermed bliver det sagen og ikke retsafgifternes størrelse, der bliver afgørende for, om der føres retssag.

Skriftlig fremsættelse

Anne Baastrup (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af mulighederne for at få meddelt fri proces.

(Beslutningsforslag nr. B 25).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.