Forslag til folketingsbeslutning om, at nuværende førtidspensionister skal have ret til at vælge de nye ydelsesniveauer i den kommende førtidspensionsordning
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 23. oktober 2002 af Line Barfod (EL) og Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at nuværende førtidspensionister skal have ret til at vælge de nye ydelsesniveauer i den kommende førtidspensionsordning
Folketinget pålægger regeringen at sikre, at førtidspensionister, der i dag får førtidspension efter den gældende ordning, får ret til at vælge at overgå til de nye ydelsesniveauer ved førtidspensionsreformens start den 1. januar 2003.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 18 fra folketingsåret 2001-2002, 2. samling (se Folketingstidende, forhandlingerne side 445 og 5856, tillæg A side 611-612 og tillæg B side 1078).
For en række førtidspensionister vil det give bedre vilkår, hvis de får mulighed for at overgå til ydelsesniveauerne i den kommende førtidspensionsordning. Da der er førtidspensionister, der vil blive stillet ringere ved at overgå til den nye ordning, og da forslagsstillerne ikke ønsker at stille nogen førtidspensionister dårligere, end de er stillet i dag, er det vigtigt, at det bliver frivilligt, om de vil overgå til den nye ordning. Da der er tale om et indviklet regelsæt, hvor det kan være vanskeligt at bedømme, om der vil være fordele forbundet med at overgå til den nye ordning, skal de kommunale sagsbehandlere forpligtes til at rådgive pensionisterne om, hvilken situation de er i. For at sikre denne rådgivning skal staten overføre de fornødne ressourcer hertil til kommunerne.
Skriftlig fremsættelse
Line Barfod (EL)
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om, at nuværende førtidspensionister skal have ret til at vælge de nye ydelsesniveauer i den kommende førtidspensionsordning.
(Beslutningsforslag nr. B 21).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.