Legislator Case Law & Legislation
20021BB00018 DK

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af regionale indsatscentre til bekæmpelse af organiseret kriminalitet

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2002 18 Valid

Fremsat den 22. oktober 2002 af Morten Bødskov (S), Sandy Brinck (S), Frank Jensen (S), Per Kaalund (S) og Lissa Mathiasen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om etablering af regionale indsatscentre til bekæmpelse af organiseret kriminalitet

Folketinget opfordrer regeringen til i indeværende folketingsår at igangsætte de nødvendige tiltag, så der inden 1. januar 2003 kan etableres regionale indsatscentre til bekæmpelse af organiseret kriminalitet.

Formålet med de nye regionale indsatscentre er at sikre en bedre og mere effektiv regional koordinering af myndighedernes arbejde med bekæmpelsen af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet.

Etableringen af regionale indsatscentre til bekæmpelse af organiseret kriminalitet skal sikre,

at der etableres et regionalt centrum for efterforskning af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet,

at indsatscentrene placeres i tilknytning til hovedkontorerne for Told og Skat-regionerne, og at de fornødne ressourcer sikres til indsatscentrenes etablering og drift, bl.a. via fælles finansiering mellem regionens kommuner,

at det skal være muligt for regionens kommuner at overdrage sagsbehandling til de regionale indsatscentre, når der er mistanke om organiseret eller rockerrelateret kriminalitet. De nødvendige ændringer herfor i loven om personoplysninger skal sikres,

at de i dag fordelte ressourcer til de eksisterende regionale efterforskningsstøttecentre, REC, fordeles til de nye regionale indsatscentre, samt at det gøres muligt for de regionale indsatscentre at benytte sig af oplysninger fra det nationale efterforskningsstøttecenter, NEC,

at medarbejderstaben på de enkelte indsatscentre skal bestå af medarbejdere fra politi og Told og Skat samt fra regionens kommunale social- og skatteforvaltninger,

at de kommunale medarbejdere indgår i det enkelte indsatscenters medarbejderstab efter en rotationsordning,

at sagsbehandlingen i indsatscentrene anonymiseres således, at det ikke er de udlånte kommunale sagsbehandlere eller ansatte ved Told og Skat, der eksempelvis underskriver sagsakter, men ledelsen af indsatscenteret, og

at der ved etableringen af de nye indsatscentre sker en indsats for efteruddannelse af centerets medarbejdere, og at det sikres, at denne efteruddannelse har et europæisk perspektiv, hvor en del af uddannelsen afholdes i EU-regi med fokus på grænseoverskridende organiseret kriminalitet.

Bemærkninger til forslaget

Mange kommuner udfører i dag et stort og godt arbejde for at bekæmpe rockerkriminaliteten. Men en række kommuner magter af forskellige årsager reelt ikke at forfølge rockernes stadig mere spidsfindige kriminalitetsformer. Kommunerne står derfor ofte magtesløse over for rockernes sociale bedrageri, skatteunddragelse og økonomiske kriminalitet.

Årsagerne er mange. Rockerne kan have tilholdssted i én kommune og bopæl i en anden, hvilket kræver omfattende kommunal koordination. Og rockernes kriminalitetsformer er nu så veludviklede, at den kommunale sagsbehandling ofte ikke længere er nok, hverken fagligt eller i omfang.

Samtidig er der eksempler på, at sagsbehandlere forståeligt nok reelt lader rockernes sagskomplekser ligge af hensyn til sig selv og deres familiers tryghed. Ingen bryder sig, hverken direkte eller indirekte, om trusler på liv og førlighed. Man kan kun have fuld forståelse for denne situation. Også dette kalder på nye tiltag mod rocker- og anden organiseret kriminalitet.

Skriftlig fremsættelse

Morten Bødskov (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af regionale indsatscentre til bekæmpelse af organiseret kriminalitet.

(Beslutningsforslag nr. B 18).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →