Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 218 omdelt efter afgivelse af betænkning

Bilagsnr.

Titel

60

Spm. 39 om kommentar til udkast til ændringsforslag vedr. yderligere begrænsning i anvendelsen af civile agenter, til justitsministeren

61

Breve til hhv. Den Danske Dommerforening og tidligere højesteretspræsident Niels Pontoppidan vedrørende invitation til møde i udvalget

62

Betænkning afgivet 22/5-03

63

Svar på spm. 39 om kommentar til udkast til ændringsforslag vedr. yderligere begrænsning i anvendelsen af civile agenter, fra justitsministeren

64

Meddelelse om møde med Den Danske Dommerforening onsdag 28/5-03

65

1. udkast til tillægsbetænkning

66

Spm. 40 om kommentar til artikel i Politiken 7/5-03 af Eva Smith, til justitsministeren

67

Spm. 41, om ministeren støtter, at civile agenter ikke må være personer, der er afhængige af politiet, til justitsministeren

Spm. 42 om sammenhængen mellem civile agenter, meddelere og anonyme vidner, til justitsministeren

Spm. 43, om forsvareren skal kunne få oplyst, om en oplysning fra en anonym kilde stammer fra politiet eller fra en kriminel meddeler, til justitsministeren

68

Spm. 44 om kommentar til artikel fra Jyllands-Posten 28/5-03: »Svensk advarsel mod civile agenter«, til justitsministeren

69

Spm. 45 om, hvordan ministeren vil sikre lovændringerne, til justitsministeren

Spm. 46, om Rigsadvokaten kan indhente oplysninger om civile agenter, til justitsministeren

70

Spm. 47 om sænkning af mistankekrav, til justitsministeren

Spm. 48 om, hvordan den dommer, der har afgjort, at materiale skal holdes hemmeligt, senere skal kunne opdage, at afgørelsen bør ændres, til justitsministeren

Spm. 49 om forholdet mellem en dommers tavshedspligt og pligten til at forhindre, at uskyldige bliver dømt, til justitsministeren

71

Samrådsspm. C om uddybning af svarene på spm. 39-49, til justitsministeren

72

Spm. 50 om ministerkommentar til artikler i it-avisen ComOn 28/5-03, til justitsministeren

73

Pressemeddelelse om åbent samråd 3/6-03

74

Svar på spm. 40 om kommentar til artikel i Politiken 7/5-03 af Eva Smith, fra justitsministeren

75

Svar på spm. 43, om forsvareren skal kunne få oplyst, om en oplysning fra en anonym kilde stammer fra politiet eller fra en kriminel meddeler, fra justitsministeren

76

Svar på spm. 44 om kommentar til artikel fra Jyllands-Posten 28/5-03: »Svensk advarsel mod civile agenter«, fra justitsministeren

77

Svar på spm. 45 om, hvordan ministeren vil sikre lovændringerne, fra justitsministeren

78

Svar på spm. 46, om Rigsadvokaten kan indhente oplysninger om civile agenter, fra justitsministeren

79

Svar på spm. 47 om sænkning af mistankekrav, fra justitsministeren

80

Svar på spm. 48 om, hvordan den dommer, der har afgjort, at materiale skal holdes hemmeligt, senere skal kunne opdage, at afgørelsen bør ændres, fra justitsministeren

Svar på spm. 49 om forholdet mellem en dommers tavshedspligt og pligten til at forhindre, at uskyldige bliver dømt, fra justitsministeren

81

Svar på spm. 50 om ministerkommentar til artikler i it-avisen ComOn 28/5-03, fra justitsministeren

82

Svar på spm. 41, om ministeren støtter, at civile agenter ikke må være personer, der er afhængige af politiet, fra justitsministeren

Svar på spm. 42 om sammenhængen mellem civile agenter, meddelere og anonyme vidner, fra justitsministeren

83

2. udkast til tillægsbetænkning

84

Spm. 51 om oversendelse af talepapir fra samrådet 3/6-03, til justitsministeren

Spm. 52 om præcisering af reglerne om tilfældighedsvidner, til justitsministeren

85

Svar på spm. 51 om oversendelse af talepapir fra samrådet 3/6-03, fra justitsministeren

Svar på spm. 52 om præcisering af reglerne om tilfældighedsvidner, fra justitsministeren

Bilag 2

3 af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 48

Ministeren bedes redegøre nærmere for, hvordan den dommer der har afgjort at materiale skal holdes hemmeligt for forsvareren, senere skal kunne opdage, at den afgørelse bør ændres fordi der under selve sagen kommer nye oplysninger frem, f.eks. at den mistænkte eller andre involverede kommer med helt nye oplysninger eller helt andre forklaringer end de har afgivet til politiet; er det f.eks. meningen, at den dommer, der har truffet afgørelse om hemmeliggørelse skal følge den efterfølgende sag, således at hun straks kan gribe ind, eller skal hun løbende have tilsendt retsbogen, eller efterfølgende have tilsendt retsbogen.

Svar

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, har Justitsministeriet ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn fundet, at det bør være retten, der har kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt der forligger hensyn, der efter den foreslåede bestemmelse i § 745 b kan begrunde en undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, og om disse hensyn er af så afgørende betydning, at det er påkrævet at afskære forsvarerens adgang til materialet.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 745 b, stk. 4, at rettens afgørelse om en fravigelse af § 745 om forsvarerens adgang til aktindsigt kan være tidsbegrænset, således at fravigelsen alene skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum. Afgørelsen kan herefter forlænges ved en senere kendelse. Herudover fremgår det, at retten kan afgøre, at fravigelsen skal gælde indtil videre – altså i et ikke nærmere fastsat tidsrum. De hensyn, der har begrundet fravigelsen, kan imidlertid ændre sig under efterforskningens forløb, ligesom betydningen for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar af, at forsvareren ikke kender materialet, kan ændre sig. Det er derfor væsentligt, at der sker en fornyet prøvelse af spørgsmålet på et tidspunkt, hvor efterforskningen er afsluttet, og det er fastlagt, hvilke beviser der skal føres under domsforhandlingen. Det foreslås derfor i § 745 b, stk. 4, at retten, hvis der er truffet afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal vurdere fravigelsen på ny, før domsforhandlingen indledes. Med den fornyede prøvelse sikres det, at forsvareren ikke afskæres fra aktindsigt, uden at dette fortsat er påkrævet. Den fornyede prøvelse skal tillige sikre, at det fortsat ikke medfører væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af forsvaret at undtage det pågældende materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Den dommer, der har truffet afgørelsen om at undtage materiale fra aktindsigt, skal ikke have tilsendt retsbøger og andet materiale løbende. Hvis der skulle fremkomme nye oplysninger under domsforhandlingen, der har betydning for den afgørelse om konkret undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, der er truffet (og eventuelt forlænget) forud for domsforhandlingen, er anklagemyndigheden forpligtet til at anmode om en fornyet prøvelse efter den foreslåede § 745 b. Det vil i givet fald ikke være den dommer, der leder domsforhandlingen, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt der fortsat kan undtages materiale fra forsvarerens aktindsigt, men derimod den dommer, der tidligere har truffet afgørelse om spørgsmålet.

Endvidere er politiet forpligtet til af egen drift at udlevere oplysningerne til forsvareren, hvis politiet finder, at hensynet, der begrundede undtagelsen fra forsvarerens adgang til aktindsigt, ikke længere er til stede.

Der kan i det hele henvises til pkt. 3.3.2.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Spørgsmål 49

Ministeren bedes redegøre nærmere for forholdet mellem en dommers tavshedspligt i forhold til afgørelser hun måtte have truffet om hemmeligholdelse af materiale og/eller anonyme vidner og så pligten efter både straffelovens § 143 og almindelige ulovbestemte retsprincipper om at forhindre, at uskyldige bliver dømt; vil dommeren der bliver opmærksom på, at hemmeligholdte oplysninger, herunder også om vidners identitet, skulle gå til den dommer, der dømmer i selve sagen og gøre hende opmærksom på, at der er et problem eller hvordan skal det foregå.

Svar

Justitsministeriet har forestået spørgsmålet således, at der tænkes på den situation, at en dommer, der har truffet afgørelse om konkret at undtage materiale fra forsvarerens aktindsigt efter den foreslåede § 745 b, efterfølgende bliver bekendt med forhold, der peger på, at det pågældende materiale alligevel ikke bør være undtaget fra aktindsigt.

I en sådan tænkt situation vil dommeren ikke være bundet af tavshedspligt i forhold til anklagemyndigheden. Den naturlige fremgangsmåde vil således være, at dommeren retter henvendelse til anklagemyndigheden om de pågældende oplysninger.

Spørgsmål 40

Ministeren kommentarer udbedes til vedlagte artikel fra Politiken den 7. maj 2003: »Der var engang en retsstat«.

KRONIKEN I POLITIKEN

Onsdag 7. maj 2003

Der var engang en retsstat

Af Eva Smith

Er befolkningen indstillet på at slække på retssikkerheden i kampen mod rockerkriminalitet? Juraprofessor Eva Smith har set nærmere på regeringens omstridte lovforslag.

Forleden blev forslaget om den såkaldte rockerlov fremsat i Folketinget. Regeringen og landets justitsminister er herved slået ind på en helt ny kurs. Mens det tidligere var god tone, at større lovforslag på strafferetsplejens område blev udarbejdet i udvalg bestående af repræsentanter fra politi, anklagemyndighed, dommere, forsvarere og universitetsjurister, har den nuværende justitsminister fundet nye veje. Det fremsatte lovforslag er ifølge sin indledning udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra politiet og anklagemyndigheden. Som en anden nyskabelse er denne gruppe anonym. Vi véd således ikke, hvilke repræsentanter fra politi og anklagemyndighed der har siddet i denne hemmelige gruppe. Men gruppen har unægtelig muntret sig. Her havde man lejlighed til at stille alle de forslag, som i årenes løb er blevet stemt ned af repræsentanter for domstole, universiteter og forsvarere.

Lovforslaget har fået overskriften: »Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet«. Det lyder jo som noget, vi alle kan støtte. Det viser sig imidlertid, at lovforslaget langtfra alene er møntet på rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet. Det har et langt bredere og mere generelt anvendelsesområde.

Jeg har siddet i mange arbejdsgrupper sammen med politi og anklagemyndighed, og uanset forskellige udgangspunkter har jeg altid syntes, det var rimelig nemt at nå til enighed, fordi der har været en grundlæggende forståelse for hinandens synspunkter. For få måneder siden ville jeg derfor ikke have troet, at anklagemyndigheden, selv når de sad alene med politiet, kunne have fremsat det forslag, som nu fremlægges af regeringen. Jeg havde faktisk heller ikke ventet, at regeringen ville fremsætte det, efter at have læst høringssvarene. Jeg mindes ikke tidligere at have set den samlede dommerstand og advokatstand advare så indtrængende mod gennemførelsen af et lovforslag. Retssikkerheden sættes over styr, lyder det advarende. Lad lovforslaget blive gennemgået af et af de sædvanlige udvalg med repræsentation fra dommere og forsvarere. Regeringen har imidlertid fremsat arbejdsgruppens forslag uden hensyn hertil.

Man foreslår bl.a., at for så vidt angår fortrolige oplysninger fra udenlandsk politi, skal dommeren tage stilling til, om disse oplysninger skal gives videre til forsvareren. Dommeren bliver imidlertid ikke bekendt med hele materialet, men får blot politiets argumentation for, at oplysningerne ikke skal videre til forsvaret. Der er med andre ord tale om, at dommerne på nærmest kafkask grundlag skal vurdere et materiale, de ikke kender. Argumentationen for forslaget er, at ellers vil de udenlandske politimyndigheder måske ikke udlevere det fortrolige materiale.

Jeg har meget svært ved at tro på, at udenlandske politimyndigheder har så lidt tillid til dommerstanden i et demokratisk land, at de vil nægte at udlevere materiale, en dommer får kendskab til.

Dertil kommer, at forslaget indebærer, at forsvarerens aktindsigt i politiets materiale skal beskæres.

Der var ellers tale om en landvinding, da man i 1978, efter mange års forarbejde, besluttede at ligestille forsvarer og anklagemyndighed. I årene efter 1978 er denne ligestilling yderligere blevet konsolideret og udbygget. En tilsvarende ligestilling har forsvaret ikke i alle de lande, politiet samarbejder med. Derfor foreslår man nu, med direkte henvisning til de oplysninger man får fra fremmede stater, at forsvarers aktindsigt skal begrænses. Mange års reformer er hermed fjernet med et pennestrøg. Det er ikke nemt at se, hvilken rolle Justitsministeriet har spillet i arbejdsgruppens arbejde, men som forslaget lægges frem, lader det til, at Justitsministeriet alligevel har fundet, at dette var for meget. Ministeriet foreslår derfor, at en advokat (ikke den sigtedes forsvarer, men en anden forsvarer) skal have mulighed for at kommentere anklagemyndighedens begrundelser for at ønske forsvarets aktindsigt beskåret.

Det er i mine øjne et ringe forslag. Konstruktionen med en anden forsvarer kendes allerede fra indgreb i meddelelseshemmeligheden, således f.eks. telefonaflytning. Telefonaflytninger må nødvendigvis være hemmelige i forhold til den mistænkte, der derfor ikke kan udpege sin egen forsvarer. Dertil kommer, at ikke alene sigtede, men også de personer, sigtede taler med, aflyttes. Den af retten udpegede forsvarer skal i princippet tale alle de aflyttedes sag.

Da denne bestemmelse blev indført, sås det som en landvinding. Det har imidlertid vist sig, at i over 97 procent af sagerne følger domstolen anklagemyndigheden. Dette skyldes formentlig, at det er meget vanskeligt for forsvarerne, der jo fører en ganske abstrakt sag, at komme med argumenter, som kan assistere dommeren i beslutningen om ikke at tillade indgrebet. En forsvarer i de her nævnte sager vil være i præcis samme situation. Han kan ikke på samme måde som den forsvarer, der er inde i sagen, vurdere, hvorvidt en hemmeligholdelse af bestemte fakta vil være en svækkelse af forsvarerens arbejde. Endvidere forekommer logikken at halte. Af hensyn til fremmede magter må forsvarerne ikke blive bekendt med materialet, men en anden forsvarer kan dog godt få visse oplysninger. Er der tale om en særlig mistillid til de forsvarere, som normalt beskikkes i straffesager?

Et andet forhold er, at forsvarerne, ikke alene i forbindelse med efterforskningen, men heller ikke når sagen kommer til doms, bliver bekendt med disse oplysninger. Begrundelsen herfor er, at efter retsplejelovens paragraf 848 skal de forhold, der har været forholdt den tiltalte, senest ved domsforhandlingen bekendtgøres for ham. Og, hedder det i materialet fra arbejdsgruppen, man kan ikke lade forsvareren få oplysningerne, fordi man på grund af paragraf 848 i så fald er nødt til at lade dem gå videre til sigtede.

Det er en ejendommelig argumentation; paragraf 848 er jo ikke en bestemmelse, der er givet af Gud Herren, og som derfor ikke kan ændres. Der vil ikke være noget i vejen for at beslutte, at der er et sæt oplysninger, som den tiltalte ikke kan få, men som hans advokat kan få. Dette svarer til den retstilstand, der allerede nu er gældende for anonyme vidner, hvor vidnets identitet bliver forsvareren bekendt, men denne ikke har tilladelse til at give oplysningerne videre til sin klient.

Det er mig uforståeligt, at dommeren og tiltaltes egen forsvarer ikke kan få alle oplysninger. Dansk politi må kunne forklare udenlandske myndigheder, at man har fuld tillid til såvel dommere som forsvarere. Men selv hvis forslaget ændres, så dommere og forsvarere får adgang til materiale, som man ønsker at hemmeligholde for tiltalte, vil heller ikke dette forslag være ganske uproblematisk. Man har som nævnt allerede gennemført en sådan ordning, for så vidt angår anonyme vidner. Det er en ubehagelig glidebane, hvis man i stigende grad vil give oplysninger til forsvareren, som han ikke har mulighed for at dele med sin klient. Det forekommer at være et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det grundlag, han er dømt på.

Endvidere er der forslag til nye regler om agenter. En agent er en person, der opfordrer en anden til kriminalitet, f.eks. ved at spørge, om man kan købe narkotika, for derved at afsløre denne andens kriminalitet. Politiets opgave er at forhindre og opklare forbrydelser, hvorfor man kun bør indlade sig på en sådan handlemåde, hvis det er absolut nødvendigt, ligesom man må tage alle forholdsregler for at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse, der ellers ikke var blevet begået. Derfor bestemmer loven i dag, at en sådan fremgangsmåde kun må anvendes, hvis andre efterforskningsskridt ikke vil være egnede, og hvis der er en særlig bestyrket mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået. Endvidere må agentvirksomheden ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang. For at sikre at disse regler overholdes, må agentvirksomheden efter de nuværende regler kun udføres af politimænd. Dette blev besluttet af Folketinget i 1986. Det var dengang Folketingets opfattelse, at det ikke var muligt at afgrænse en kreds af private personer, som på betryggende måde kunne anvendes som agenter. En sådan afgrænsning er heller ikke indeholdt i lovforslaget.

Derimod foreslås, at den civile persons medvirken skal være yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen. Dette sidste er ikke en tilfældig formulering. Efter lovforslaget skal det forstås sådan, at meddelerens bistand kan være mere omfattende ved efterforskning af alvorlige lovovertrædelser. Der vil være domstolskontrol på vurderingen af, hvad der er yderst beskedent. Politiets argumentation for, at civile agenter er nødvendige, forekommer ikke overbevisende. Det skal jo ses i forhold til, hvilket også erkendes af arbejdsgruppen, at den civile person udsættes for en ikke ubetydelig personlig fare, samt at det i visse tilfælde kan være vanskeligt at føre kontrol med de pågældende. Forslaget betyder, at i disse tilfælde overlades det til den civile person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en forøgelse af lovovertrædelsen.

Indførelse af civile agenter er imidlertid ikke nok. Man ønsker også at røre ved mistankekravet, samt hvornår agenter kan anvendes. For så vidt muligt at undgå at fremprovokere en lovovertrædelse, der ellers ikke var blevet begået, kræver de nuværende regler som nævnt, at der foreligger en særlig bestyrket mistanke. Arbejdsgruppen foreslår imidlertid, at det må være tilstrækkeligt med det almindelige mistankekrav, begrundet mistanke, og argumentationen er, at det særlige mistankekrav »på uhensigtsmæssig måde hindrer brugen af dette efterforskningsskridt i en række tilfælde«. Jeg skulle hilse og sige, at det faktisk også er meningen.

Endvidere har der hidtil været et krav i retsplejeloven om, at agenter kun kunne anvendes, hvis det var absolut nødvendigt for efterforskningen. Dette krav har dog skullet forstås sådan, at også hvis andre efterforskningsmidler ville være stærkt ressourcekrævende eller meget vanskelige at anvende, kunne man anvende agenter. Dette er imidlertid for stramt for arbejdsgruppen, man ønsker det derfor dæmpet til, at dette efterforskningsskridt blot skal være af afgørende betydning for efterforskningen. Dermed kommer indgrebet til at svare til betingelserne for telefonaflytning. Jeg overlader det til læseren af denne Kronik at vurdere, om telefonaflytning er et indgreb, der er af samme alvor som agentvirksomhed. Endelig er der hensynet til den civile agents personlige sikkerhed. Det må antages at være forbundet med betydelig risiko at infiltrere rockermiljøet og videregive oplysninger til politiet. Politiet peger selv på, at lovforslaget kan føre til flere likvideringer. Man vil formentlig kun kunne rekruttere unge, naive personer fra yderkanten af miljøet. Er det virkelig acceptabelt at udsætte dem for en sådan risiko? Står de mulige resultater i forhold til det, der ofres?

Det er næppe tilfældigt, at dette lovforslag fremlægges som et forslag til bekæmpelse af rockerkriminalitet. »Nye problemer kræver nye løsninger«, siger politikere. Men det er, som om man glemmer, at dette drejer sig om indgreb, ikke over for rockere, men over for mistænkte personer, herunder mistænkte rockere.

Men – vil justitsministeren sige – disse tiltag skal jo kun anvendes over for den mest alvorlige kriminalitet. Man må imidlertid ikke glemme, at samfundets interesse i at opklare alvorlig kriminalitet modsvares af en tilsvarende interesse for den mistænkte i ikke at blive uskyldigt dømt for alvorlig kriminalitet. Det er en langt alvorligere sag at stå over for flere års fængsel for handel med narkotika sammenlignet med en bøde for et cykeltyveri.

På strafferetsplejens område har udgangspunktet hidtil været, at den mistænkte/tiltalte skal have de bedste muligheder for forsvar – så vidt muligt uden at forringe politiets efterforskningsmuligheder. Blev denne konflikt sat på spidsen, har det hidtil været holdningen, at hensynet til den – måske – skyldige måtte have førsteprioritet. Det er vigtigt at opklare forbrydelser – men hidtil har vi ment, at det var endnu vigtigere at hindre, at uskyldige bliver dømt.

Filosofien har været, at man skulle opbygge et system, hvor enhver borger kan stole trygt på, at såfremt han udsættes for en mistanke, vil han have alle muligheder for at rense sig, herunder – som noget helt basalt – kendskab til myndighedernes materiale mod ham. En retsstat er karakteriseret ved, at de opstillede regler forekommer rimelige og retfærdige – også hvis de bliver brugt mod én selv og ens nærmeste.

Jeg er klar over, at der er et generelt ønske i den danske befolkning om forøget indsats over for rockere – men jeg tror ikke på, at befolkningen er villig til at ofre væsentlige retssikkerhedsgarantier – der er en beskyttelse for dig og mig mod urigtige domfældelser – for at opnå en tvivlsom gevinst. Der er efter min bedste overbevisning ikke tale om småjusteringer, men om et skred i helt fundamentale retsprincipper.

De her behandlede forslag er blot toppen af isbjerget. Lovforslaget indeholder adskillige andre regler, der forekommer betænkelige. Det straffeprocessuelle system er opbygget sådan, at dommeren sidder i midten – og på hver side af ham fremfører forsvar og anklager hver sine argumenter, hvorefter dommeren afsiger sin afbalancerede dom. Med dette lovforslag har regeringen valgt kun at lade sig rådgive af den ene side – anklagemyndigheden. Derved er balancen skæv, som også fremhævet af en samlet dommer- og advokatstand. Jeg vil derfor indtrængende anmode Folketinget om at følge dommernes og advokaternes forslag om en ny arbejdsgruppe med henblik på at få balance i lovforslaget. Det har taget flere generationer at opbygge den retssikkerhed, vi har i dag i Danmark. Lad den ikke smuldre med et pennestrøg.

Svar

1. I den pågældende artikel kritiserer professor, dr. jur., Eva Smith, lovforslagets to hovedelementer; de foreslåede begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt og de foreslåede ændringer i retsplejelovens regler om agentvirksomhed.

2. For så vidt angår de foreslåede ændringer i retsplejelovens regler om forsvarerens adgang til aktindsigt anfører professor Eva Smith, at det fremgår af lovforslaget, at når en dommer skal tage stilling til, om fortrolige oplysninger fra udenlandsk politi skal gives videre til forsvareren, skal dommeren træffe sin afgørelse uden at være bekendt med hele materialet. Der er med andre ord tale om, at dommeren på nærmest kafkask grundlag skal vurdere et materiale, de ikke kender.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke følgende

Lovforslaget indeholder forslag til nye regler om forsvarerens adgang til aktindsigt. Efter de foreslåede bestemmelser er det fortsat udgangspunktet, at alt materiale, der er tilvejebragt til brug for den konkrete sag skal er omfattet af forsvarerens adgang til aktindsigt. Dette gælder også som udgangspunkt for fortrolige oplysninger, som politiet måtte have tilvejebragt fra udenlandske politi til brug for den konkrete sag. Efter den foreslåede bestemmelse i § 745 b kan retten imidlertid konkret beslutte, at oplysninger, der indgår i sagen, ikke skal udleveres til forsvareren, hvis der er tale om afgørende hensyn til f.eks. fremmede magter. I modsætning til, hvad professor Eva Smith synes at antage, har retten i forbindelse med en afgørelse efter § 745 b fuld adgang til alt materiale i sagen, herunder det materiale som politiet ønsker konkret undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt.

Professor Eva Smith kritiserer endvidere, at det efter lovforslaget er en særligt beskikket advokat, der skal varetage den sigtedes eller tiltaltes interesser i forbindelse med en afgørelse om konkret undtagelse af materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter den foreslåede bestemmelse i § 745 b. En særligt beskikket advokat kan ikke på samme måde som den forsvarer, der er inde i sagen, vurdere, hvorvidt en hemmeligholdelse af bestemte oplysninger vil være en svækkelse af forsvarerens arbejde.

Justitsministeriet skal i den anledning bemærke følgende

Det fremgår direkte af den foreslåede bestemmelse i § 745 b, stk. 5, at den særligt beskikkede advokat har fuld adgang til materialet i sagen, herunder det materiale som politiet ønsker konkret undtaget fra aktindsigt. Advokaten får således udleveret genparter af det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Justitsministeriet finder på den baggrund, at den særlige advokat på betryggende måde vil være i stand til at varetage den sigtedes eller tiltaltes interesser under rettens behandling af spørgsmålet om konkret at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, herunder særligt ved at henlede rettens opmærksomhed på omstændigheder, der kan begrunde, at en undtagelse af materiale fra aktindsigt vil medføre væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar, jf. den foreslåede bestemmelse i § 745 b, stk. 2.

Professor Eva Smith anfører endvidere, at det ikke forekommer velbegrundet, hvorfor der er et behov for konkret at kunne undtage oplysninger fra forsvarerens adgang til aktindsigt også efter domsforhandlingens start. Eva Smith anfører i den forbindelse, at lovbemærkningernes henvisning til bestemmelsen i § 848 ikke er overbevisende, idet man kunne have ændret § 848, således at et tavshedspålæg til forsvareren fik en sådan udtrækning, at tiltalte ikke ville få krav på at få kendskab til alle sagens oplysninger ved domsforhandlingens start.

Justitsministeriet skal hertil bemærke

Bestemmelsen i retsplejelovens § 848 omhandler vidnebeskyttelse i forbindelse med domsforhandlingen, og bestemmelsen har således ingen sammenhæng med de foreslåede ændringer af forsvarerens adgang til aktindsigt. Derimod fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen i § 745, stk. 4, om begrænsning i forsvarerens adgang til aktindsigt, jf. betænkning nr. 622/1971, s. 43, at adgangen til at begrænse forsvarerens beføjelser efter § 745, stk. 4, bortfalder senest ved domsforhandlingens begyndelse (dog kan et tavshedspålæg udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under domsforhandlingen, jf. lov nr. 366 af 18. maj 1994). Om begrundelsen for den foreslåede udvidelse af adgangen til konkret at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, herunder med hensyn til den tidsmæssige udstrækning, henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 10.

Endelig anfører professor Eva Smith om de foreslåede begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt, at det forekommer at være et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det grundlag, han er dømt på.

Justitsministeriet er naturligvis enig med professor Eva Smith i, at det er et helt basalt krav i en retsstat, at den dømte kender hele det materiale, den pågældende er dømt på. Det er derfor også afgørende for de foreslåede begrænsninger i aktindsigten, at det materiale, der konkret undtages fra aktindsigten, ikke indgår i anklagemyndighedens sag i forbindelse med domsforhandlingen. Der vil således aldrig kunne blive tale om, at man dømmes på grundlag af »hemmelige beviser«.

Det kan endvidere tilføjes, at som anført ovenfor er det en betingelse for konkret at kunne undtage materiale fra aktindsigt, at undtagelsen af materialet ikke medfører væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes eller tiltaltes forsvar. Der vil derfor heller ikke kunne være tale om, at det materiale, som konkret er undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt og dermed ikke indgår i sagen, ville have betydning for skyldsspørgsmålet i sagen.

3. For så vidt angår forslaget til § 754 b, stk. 2, 2. pkt., hvorefter en civil person i begrænset omfang skal kunne medvirke til en politiagentaktion, anfører professor Eva Smith, at det overlades til den civile person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en forøgelse af lovovertrædelsen.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at lovforslaget indebærer, at civile personer efter aftale med politiet kan yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen. Bestemmelsen tager alene sigte på tilfælde, hvor der er behov for at introducere en politiagent i det kriminelle miljø, som politiets efterforskning er rettet mod, og de medvirkenshandlinger, som den civile person kan foretage, vil således omfatte tillidsskabende handlinger, der sigter på at fremme politiagentens muligheder for at komme til at virke.

Som beskrevet i besvarelsen af spørgsmål nr. 6, er det kendetegnende for de handlinger, som civile personer kan foretage efter forslaget til § 754 b, stk. 2, 2. pkt., at der er tale om enkle, klart afgrænsede handlinger, som politiet kan give præcise instruktioner om. Hertil kommer, at den civile persons bistand skal godkendes af retten. Rettens godkendelse er som udgangspunkt forudgående, men hvis øjemedet med aktionen ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at gennemføre agentvirksomheden. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer fra iværksættelsen af agentaktionen forelægge sagen for retten.

Justitsministeriet er på denne baggrund ikke enig i, at det er overladt til den civile person at sikre, at hans medvirken ikke bevirker en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed.

Endvidere kritiserer professor Eva Smith de foreslåede lempelser af mistankekravet (kravet om, at der foreligger en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt) og indikationskravet (kravet om, at efterforskningsskridtet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen).

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at som anført i bemærkningerne pkt. 2.2.3. er de foreslåede lempelser begrundet i, at de gældende betingelser for at anvende agenter er så strenge, at betingelserne først vil være opfyldt på et meget sent tidspunkt i efterforskningen – senere end det tidspunkt, hvor det praktiske behov for at anvende politiagenter opstår. Det må antages, at dette er medvirkende til, at retsplejelovens regler om agentvirksomhed anvendes forholdsvis sjældent i dag. Med forslaget tilsigtes det således at give politiet mulighed for at anvende agenter i videre omfang end hidtil, eftersom agentvirksomhed navnlig i relation til rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet kan være et meget vigtigt efterforskningsredskab.

Endelig anfører professor Eva Smith, at politiet »formentlig kun vil rekruttere unge, naive personer fra yderkanten af miljøet« som civile agenter.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at de personer, som vil kunne bistå politiet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 754 b, stk. 2, 2. pkt., som udgangspunkt vil være personer, som politiet allerede samarbejder med som led i opklaringen af alvorlig kriminalitet, f.eks. meddelere.

Som beskrevet i den kommenterede høringsoversigt vil der, hvis lovforslaget vedtages, blive taget initiativ til udarbejdelse af retningslinier for politiets samarbejde med civile agenter, således at der sikres den fornødne ledelsesmæssige kontrol med de enkelte polititjenestemænds samarbejde med civile personer. Det vil blandt andet blive fastsat, at politiet forinden iværksættelse af en agentaktion med en civil person skal vejlede den pågældende grundigt og dermed sikre sig, at den pågældende kender konsekvenserne af at medvirke, herunder at han kan forvente at skulle give møde i retten, hvis efterforskningen fører til tiltale.

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 3. juni 2003

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret kriminalitet)

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

1. Ændringsforslag

Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. april 2003 og var til 1. behandling den 5. maj 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 22. maj 2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 27. maj 2003, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 udvalgsmøde. Herudover har udvalget den 28. maj 2003 afholdt et møde med Den Danske Dommerforening.

Spørgsmål

Udvalget har efter betænkningsafgivelse over lovforslaget stillet 14 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse. 3 af udvalgets spørgsmål og justitsministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til justitsministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 3. juni 2003. Justitsministeren har tilsendt udvalget sit talepapir til brug for samrådet.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling. Flertallet stemmer imod de stillede ændringsforslag.

Et flertal (S, V og KF) bemærker, at udvalgets drøftelser efter 2. behandling bl.a. har drejet sig om de principielle aspekter ved, at forsvareren og dommeren i straffesagen efter lovforslaget ikke vil kunne få kendskab til materiale, som er tilvejebragt til brug for den konkrete sag, men er blevet undtaget fra aktindsigt uden tidsbegrænsning.

Med lovforslaget åbnes der bl.a. mulighed for, at materiale, der indgår i sagen, kan undtages fra forsvarerens adgang til aktindsigt uden tidsbegrænsning og dermed – i modsætning til i dag – også under og efter domsforhandlingen. Dette er en væsentlig nyskabelse, som er begrundet i, at de hensyn, som har gjort det påkrævet at begrænse aktindsigten under efterforskningen, i praksis ofte vil gøre sig gældende med samme styrke også efter domsforhandlingens begyndelse.

Samtidig er der ved udformningen af ordningen lagt vægt på at undgå, at den dommer, som skal træffe afgørelse om skyldsspørgsmålet i straffesagen, kan komme til at træffe denne afgørelse med kendskab til materiale, som er ukendt for den tiltalte og dennes forsvarer. En sådan situation ville kunne opstå, hvis ordningen var udformet sådan, at en dommer, der undervejs har givet anklagemyndigheden medhold i en begæring om tidsubegrænset at undtage materiale fra forsvarerens adgang til aktindsigt, også kan tage stilling til skyldsspørgsmålet m.v. under domsforhandlingen. Flertallet er enig med justitsministeren i, at en ordning af denne karakter ville give anledning til principielle betænkeligheder.

Det er på denne baggrund, at lovforslaget bl.a. indeholder en »dobbeltdommerordning « , som går ud på, at beslutningen om at undtage materiale fra aktindsigt skal træffes af en anden dommer end den, som senere skal tage stilling til skyldsspørgsmålet m.v. under domsforhandlingen.

Som det også er fremgået af justitsministerens besvarelser af udvalgets spørgsmål, indeholder lovforslaget en række elementer, som sikrer, at den nævnte ordning er retssikkerhedsmæssigt forsvarlig: Som noget nyt bliver domstolskontrollen med politiets beslutninger om konkret at undtage materiale fra aktindsigt gjort obligatorisk og forudgående. Retten kan kun træffe afgørelse om konkret at undtage materiale fra adgangen til aktindsigt, hvis det efter rettens vurdering er forsvarligt. Hvis retten under efterforskningen har givet politiet medhold i en begæring om tidsubegrænset undtagelse fra aktindsigt, skal retten tage denne afgørelse op til fornyet vurdering, før domsforhandlingen indledes, det vil sige, når sagen er færdigefterforsket. Hvis de hensyn, som gør det påkrævet at undtage materialet fra aktindsigt, kan varetages ved, at forsvareren og sigtede/tiltalte alene afskæres fra aktindsigt i et nærmere fastsat tidsrum, vil begrænsningen i adgangen til aktindsigt ikke kunne gøres tidsubegrænset. Hvis det i den konkrete situation er tilstrækkeligt for at varetage de pågældende hensyn, at der meddeles tavshedspålæg til forsvareren, skal denne mulighed bruges frem for helt at undtage materialet fra adgangen til aktindsigt. Den særligt beskikkede advokat, som skal varetage den tiltaltes interesser i forbindelse med rettens behandling af aktindsigtsspørgsmålet – herunder ved at henlede rettens opmærksomhed på omstændigheder, der eventuelt kan begrunde, at en undtagelse af materialet fra aktindsigt vil medføre væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af forsvaret i straffesagen – vil få udleveret genparter af alt materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den pågældende straffesag.

Flertallet vil på denne baggrund på ny fremhæve, at de foreslåede regler om adgangen til at begrænse forsvarerens adgang til aktindsigt har til formål at sikre politiets muligheder for at modtage informationer, der er afgørende for en effektiv bekæmpelse af rockerkriminaliteten m.v. Efter flertallets opfattelse går de foreslåede lovændringer ikke længere, end formålet tilsiger, og flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at de foreslåede begrænsninger er udformet på en måde, som tilgodeser hensynet til varetagelsen af den sigtedes eller tiltaltes forsvar.

I lyset af den kritik, der har været fremme, lægger flertallet også vægt på, at Folketinget vil få lejlighed til at vurdere erfaringerne med anvendelsen af de nye aktindsigtsregler på grundlag af den redegørelse, som justitsministeren vil fremsætte for Folketinget i folketingsåret 2005-06.

Et mindretal i udvalget (SF, RV, EL og KRF) indstiller lovforslaget til forkastelse . Mindretallet stemmer for de stillede ændringsforslag.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF, RV og KRF), tiltrådt af et mindretal (EL)

Til § 2

1) I nr. 14 indsættes efter det foreslåede § 754 b, stk. 2, 2. pkt., som nyt punktum

»Det er en betingelse for at anvende civile personer, jf. 2. pkt., at anvendelsen klart må antages at være et efterforskningsskridt, som er af afgørende betydning for efterforskningen af lovovertrædelser af systematisk eller organiseret karakter.«

[Begrænsning af anvendelsen af civile agenter til de tilfælde, hvor der er tale om organiseret kriminalitet]

2) I nr. 14 indsættes efter det foreslåede § 754 b, stk. 2, 2. pkt., som nyt punktum

»Bistanden efter 2. pkt. må ikke udføres af personer, der på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre bistanden på betryggende måde. «

[Indskrænkning af personkredsen, som kan være civile agenter]

Bemærkninger

Til nr. 1

I lovforslagets § 2, nr. 14, (retsplejelovens § 754 b, stk. 2, 2. pkt.) foreslås en undtagelse til den gældende bestemmelse i § 754 b, stk. 2, hvorefter agentvirksomhed alene må udføres af polititjenestemænd. Efter den foreslåede bestemmelse kan civile personer efter aftale med politiet yde bistand til at udføre eller fortsætte den lovovertrædelse, der efterforskes, når den bistand, der ydes, er yderst beskeden i forhold til lovovertrædelsen.

Det foreslås, at det som en yderligere betingelse for at anvende civile agenter fastsættes, at brugen af civile agenter klart må antages at være et efterforskningsskridt, som er af afgørende betydning for efterforskningen af lovovertrædelser af systematisk eller organiseret karakter. Formålet hermed er at begrænse anvendelse af civile agenter til de tilfælde, hvor der er tale om organiseret kriminalitet.

I vurdering af, om der er tale om organiseret kriminalitet, jf. formuleringen systematisk og organiseret kriminalitet, kan indgå de i EU-regi udformede nærmere retningslinjer for medlemslandenes indsamling og analyse af relevante data til brug for medlemskabernes årlige situationsrapporter. Disse retningslinjer indeholder bl.a. en definition af organiseret kriminalitet til brug ved analysen af de indsamlede data. Definitionen består af en liste med betingelser, som skal være opfyldt i de konkrete straffesager, for at den pågældende forbrydelse anses for begået som led i organiseret kriminalitet. Listen er således et redskab for politimyndighederne i de enkelte lande ved afgørelsen af, hvilke former for kriminalitet der skal omtales i situationsrapporten om organiseret kriminalitet i det pågældende land.

Til nr. 2

Bestemmelsen angiver de omstændigheder vedrørende en person, der medfører, at den pågældende ikke må anvendes som civil agent. Det foreslås, at det forbydes politiet at anvende nogen som agent, hvis den pågældende på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde.

Inge Dahl‑Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) nfmd. Karsten Nonbo (V) Freddy Dam (V) Per Dalgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KRF) Frode Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S) Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S) Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Line Barfod (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne