Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om planlægning \n(Byomdannelse)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 103 omdelt efter afgivelse af betænkning
Bilagsnr.
Titel
33
Spm. 19 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, der sikrer offentlighedens adgang til havnearealerne, til miljøministeren
34
Svar på spm. 19 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, der sikrer offentlighedens adgang til havnearealerne, fra miljøministeren
35
Spm. 20 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag om medfinansiering, til miljøministeren
36
Betænkning afgivet den 26. marts 2003
37
Svar på spm. 20 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag om medfinansiering, fra miljøministeren
38
Samrådsspm. B om uddybende at redegøre for besvarelserne af de stillede spørgsmål, til miljøministeren
39
1. udkast til tillægsbetænkning
40
Spm. 21 om de frivillige aftaler mellem Københavns Kommune og private investorer om byudviklingen i København, til justitsministeren og miljøministeren
Spm. 22 om aftaler med private investorer om finansiering af byudviklingen, til justitsministeren og miljøministeren
41
Talepapir fra besvarelse af samrådsspørgsmål B, fra miljøministeren
42
2. udkast til tillægsbetænkning
43
Ændringsforslag fra miljøministeren
44
Svar på spm. 21 om de frivillige aftaler mellem Københavns Kommune og private investorer om byudviklingen i København, fra justitsministeren
Svar på spm. 22 om aftaler med private investorer om finansiering af byudviklingen, fra justitsministeren
45
Svar på spm. 21 om de frivilling aftaler mellem Københavns Kommune og private investorer om byudviklingen i København, fra miljøministeren
Svar på Spm. 22 om aftaler med private investorer om finansiering af byudviklingen, fra miljøministeren
46
Spm. 23 om en redegørelse for forskellen mellem ministerens ændringsforslag om adgang til havnene og det ændringsforslag, som ministeren oversendte den 16. april 2003, jf. bilag 43, til miljøministeren
47
Svar på spm. 23 om en redegørelse for forskellen mellem ministerens ændringsforslag om adgang til havnene og det ændringsforslag, som ministeren oversendte den 16. april 2003, jf. bilag 43, fra miljøministeren
48
3. udkast til tillægsbetænkning
Tillægsbetænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 30. april 2003
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om planlægning
(Byomdannelse)
[af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget. Det Radikale Venstres medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1, og miljøministeren har stillet ændringsforslag nr. 2.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 5. december 2002 og var til 1. behandling den 22. januar 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 26. marts 2003. Lovforslaget var til 2. behandling den 1. april 2003, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 4 møder.
Samråd
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 1 spørgsmål til miljøministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med udvalget den 9. april 2003. Miljøministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 2 spørgsmål til miljøministeren og justitsministeren samt 3 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af miljøministeren under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod ændringsforslag nr. 1.
Et andet mindretal i udvalget (S, RV og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 1 af Det Radikale Venstre stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslag nr. 1 ikke vedtages, vil mindretallet stemme for ændringsforslag nr. 2.
Socialdemokratiets medlemmer af udvalget oplyser, at partiet vil stemme for lovforslaget, men da det ikke er lykkedes igennem udvalgsarbejdet at få et klart svar på, om de aftaler, kommuner indgår i dag med investorer om medfinansiering af bl.a. infrastruktur, er ulovlige, er der ifølge Socialdemokratiets opfattelse en uklar retstilstand på området.
Justitsministeriet har med baggrund i grundlovens § 43 afvist, at der i loven kan indføjes en mulighed for, at kommuner i forbindelse med byomdannelsesprojekter kan indgå aftaler med investorer om bidrag til infrastruktur, ud over hvad de er pligtige til som bygherrer.
Med afvisningen af denne mulighed for at indgå frivillige aftaler med investorerne uden reelt at tage stilling til, om sådanne aftaler er ulovlige, er der skabt en situation, hvor det ikke kan godtgøres, om indgåelse af sådanne aftaler mellem kommuner og investorer er ulovlige. Derfor kræver Socialdemokratiet en juridisk vurdering og en klar tilkendegivelse af, hvorvidt disse allerede indgåede aftaler er ulovlige, bl.a. for at sikre, at de kommuner, der allerede har indgået lignende aftaler, i fremtiden kan operere på lovlig grund.
Derfor er der et stærkt behov for en hurtig afklaring på dette område.
Det Radikale Venstres medlem af udvalget finder det afgørende, at de gamle havnearealer udvikles på en sådan måde, at offentligheden har hel og fuld adgang til havnefronten. En optimal udnyttelse af de tidligere havnearealer kræver, at det enkelte område er blandet. At det rummer en variation af forskellige boligformer, erhverv, institutioner, rekreative formål, kulturværdier osv., og at alle aktører har adgang til vandet. Vandet skal være synligt og tilgængeligt.
Det glæder, at miljøministeren og regeringen besindede sig på at støtte Det Radikale Venstres forslag om at sikre offentligheden adgang til de omdannede havnearealer. For Det Radikale Venstre er det afgørende, at så megen af Danmarks natur som mulig er fri og tilgængelig for hele befolkningen. Havnefronten og havneudsigten er et kollektivt gode, som lovgiverne bør forvalte til fælles bedste.
Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget er overordnet set positiv over for lovforslaget, men vil gerne fremhæve et element, man gerne så forbedret.
Kristeligt Folkeparti mener, at lovforslaget mangler en finansieringsmulighed for de virksomheder, der bliver pålagt udgifter til støjdæmpende foranstaltninger i kraft af, at et område udlægges til støjfølsom anvendelse.
Kristeligt Folkeparti finder det problematisk og urimeligt, at en lille selvstændig erhvervsdrivende uforskyldt kan risikere at skulle bruge et ukendt beløb på støjdæmpende foranstaltninger. Støjdæmpning giver ikke en produktionsgevinst for virksomheden, men bidrager derimod til en forøgelse af ejendomsværdien i området, som kommer developer og investor til gode. Det vil derfor være naturligt, om virksomhedernes omkostninger ved støjdæmpning helt eller delvis pålægges dem, der får den økonomiske gevinst af foranstaltningerne.
Kristeligt Folkeparti mener, at det er frivilligt for investorer og developere at gå ind i et byomdannelsesprojekt, hvorfor det således ikke giver mening at betragte en hel eller delvis finansiering af de støjdæmpende foranstaltninger som en skat.
Et tredje mindretal i udvalget (SF) vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod ændringsforslag nr. 1 og stemme for ændringsforslag nr. 2.
Et fjerde mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for ændringsforslag nr. 1 og stemme hverken for eller imod ændringsforslag nr. 2.
Enhedslisten stemmer imod lovforslaget, da det ikke gennem udvalgsarbejdet er lykkedes at få svar på, hvorvidt de aftaler, kommuner i dag indgår med investorer, kan erklæres ulovlige, hvilket efterlader en uklar retstilstand på området.
Justitsministeriet har med baggrund i grundlovens § 43 afvist, at der i lovteksten kan indføjes en mulighed for, at kommuner i forbindelse med byomdannelsesprojekter kan indgå aftaler med investorer om bidrag til infrastruktur, ud over hvad investorerne i dag er pligtige til som bygherrer. De arealer, som lovforslaget sigter på at kunne gøre tilgængelige for byggeri af boliger eller anden støj- og forureningsfølsom anvendelse, vil ofte kræve store investeringer i alle typer af infrastruktur. Udbygningen kan være en meget stor post på en kommunes budget, og derfor vil det ofte være nødvendigt, at investorer er med til at finansiere diverse infrastrukturelementer, som kan medvirke til at gøre et byomdannelsesområde attraktivt, særlig hvis der skal skabes ordentlig sammenhæng og rimelige rekreative muligheder for de fremtidige beboere og brugere af områderne.
Med afvisningen af at tilføje mulighed for at indgå frivillige aftaler med investorerne til lovforslaget uden at tage reelt stilling til, om sådanne aftaler er ulovlige, har man skabt en situation, hvor kommunerne ikke kan afgøre, om indgåelse af sådanne aftaler kan være ulovlige, og retsgrundlaget for aftalerne bliver derfor usikkert. Enhedslisten finder dette stærkt betænkeligt og ønsker ikke at tage medansvar for loven.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af et mindretal (RV), tiltrådt af et mindretal (S, SF, EL og KRF)
1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
»01. I § 15 indsættes som stk. 9
»Stk. 9. En lokalplan for et byomdannelsesområde med havnearealer skal indeholde bestemmelser, der sikrer offentlighedens adgang til at gå og opholde sig på den del af arealerne, der ligger ved vandet. ««
[Offentlighedens adgang til vandet]
Af miljøministeren, tiltrådt af et mindretal (V, DF og KF)
2) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
»02. I § 15 indsættes som stk. 9
»Stk. 9. En lokalplan for et byomdannelsesområde med havnearealer skal indeholde bestemmelser, der sikrer offentlighedens adgang til vandet. «
[Offentlighedens adgang til vandet] «
Bemærkninger
Til nr. 1
Bestemmelsen har til formål at sikre offentlighedens adgang til den del af de tidligere havnearealer, der ligger ved vandet, når arealerne med en lokalplan for et byomdannelsesområde i øvrigt tillades anvendt til boligformål eller erhvervsformål, der er forenelige med anvendelse til boligformål m.v.
Lokalplanen skal efter den foreslåede bestemmelse sikre, at der er adgangsvej til arealerne ved vandet, og at offentligheden får ret til at gå og opholde sig på disse arealer.
Lokalplanens udlæg af de omhandlede arealer til offentlige formål indebærer, at ejerne af arealerne efter reglerne i planlovens § 48 har mulighed for at fremsætte krav om kommunal overtagelse af arealerne mod erstatning. Overtagelsespligten påhviler dog kun kommunen, hvis det pågældende areal ikke kan udnyttes på en økonomisk rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de omliggende ejendomme.
Til nr. 2
Bestemmelsen har til formål at sikre offentlighedens adgang til vandet, når arealerne med en lokalplan for et byomdannelsesområde i øvrigt tillades anvendt til boligformål eller erhvervsformål, der er forenelige med anvendelse til boligformål m.v.
Lokalplanen skal efter den foreslåede bestemmelse sikre, at der er adgangsvej til vandet, og at offentligheden får ret til at opholde sig ved vandet.
Søren Gade (V) Helga Moos (V) Eyvind Vesselbo (V) fmd. Jens Vibjerg (V) Jørn Dohrmann (DF) Freddie H. Madsen (DF) Helle Sjelle (KF) Lars Barfoed (KF) Mogens Nørgård Pedersen (KRF) nfmd. Inger Bierbaum (S) Helge Mortensen (S) Pernille Blach Hansen (S) Svend Auken (S) Torben Hansen (S) Jørn Jespersen (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Keld Albrechtsen (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne