Legislator Case Law & Legislation
200214L00591 DK

Betænkning over I. Forslag til lov om arbejdsskadesikring

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 2002 216 og L 217 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 216 og L 217

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar, fra beskæftigelsesministeren

2

Høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

Spm. 1 om redegørelse for § 6, til beskæftigelsesministeren

Spm. 2 om orientering om mulighederne for selvstændige og medarbejdende ægtefæller for fortsat at være forsikret, til beskæftigelsesministeren

5

Spm. 3 om kommentar til høringssvarene om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, til beskæftigelsesministeren

Spm. 4 om fastsættelse af en midlertidig erhvervsevnetabserstatning, til beskæftigelsesministeren

Spm. 5 om indføjet »egnethedskriterium « , til beskæftigelsesministeren

Spm. 6 om fastholdelse af sagsbehandlingstiden, til beskæftigelsesministeren

Spm. 7 om kommentar til notat fra advokatfirma Bjørst om dækning af skader i udlandet, til beskæftigelsesministeren

Spm. 8 om nye initiativer for at forbedre mulighederne for udenlandske søfolk for arbejdsskadeerstatning, til beskæftigelsesministeren

Spm. 9 om, hvorfor søfolk får beregnet erhvervsevnetabserstatninger på baggrund af Arbejdsdirektoratets omregningsmodel, til beskæftigelsesministeren

6

Supplerende høringssvar, fra beskæftigelsesministeren

7

Spm. 10 om, hvorledes en påvirkning i et konkret, individuelt tilfælde kan anses for egnet til at forårsage en skade, til beskæftigelsesministeren

Spm. 11 om, hvori de positive virkninger af en samlet afgørelse i arbejdsskadesager består, til beskæftigelsesministeren

Spm. 12 om erstatning for personer, der både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og erstatningsanvarsloven, til beskæftigelsesministeren

Spm. 13 om konsekvens for nedsættelse af afgørelsesfristen, til beskæftigelsesministeren

Spm. 14 om redegørelse for, hvilke muligheder der er for, at arbejdsskadelovgivningen kan dække arbejdstagere, til beskæftigelsesministeren

Spm. 15, om den nugældende erhvervssygdomsliste vedligeholdes og udbygges efter den nye lovs ikrafttræden, til beskæftigelsesministeren

8

Svar på spm. 1 om redegørelse for § 6, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 2 om orientering om mulighederne for selvstændige og medarbejdende ægtefæller for fortsat at være forsikret, fra beskæftigelsesministeren

9

Svar på spm. 3 om kommentar til høringssvarene om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 4 om fastsættelse af en midlertidig erhvervsevnetabserstatning, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 5 om indføjet »egnethedskriterium « , fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 6 om fastholdelse af sagsbehandlingstiden, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 7 om kommentar til notat fra advokatfirma Bjørst om dækning af skader i udlandet, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 8 om nye initiativer for at forbedre mulighederne for udenlandske søfolk for arbejdsskadeerstatning, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 9 om, hvorfor søfolk får beregnet erhvervsevnetabs- erstatninger på baggrund af Arbejdsdirektoratets omregningsmodel, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 10 om, hvorledes en påvirkning i et konkret, individuelt tilfælde kan anses for egnet til at forårsage en skade, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 11 om, hvori de positive virkninger af en samlet afgørelse i arbejdsskadesager består, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 12 om erstatning for personer, der både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 13 om konsekvens for nedsættelse af afgørelsesfristen, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 14 om redegørelse for, hvilke muligheder der er for, at arbejdsskadelovgivningen kan dække arbejdstagere, fra beskæftigelsesministeren

Svar på spm. 15, om den nugældende erhvervssygdomsliste vedligeholdes og udbygges efter den nye lovs ikrafttræden, fra beskæftigelsesministeren

10

1. udkast til betænkning

11

Supplerende høringssvar, fra beskæftigelsesministeren

12

Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren

13

Henvendelse af 12/5-03 fra Forsikring & Pension

14

Spm. 16 om kommentar til henvendelse af 12/5-03 fra Forsikring & Pension, til beskæftigelsesministeren

15

2. udkast til betænkning

16

Svar på spm. 16 om kommentar til henvendelse af 12/5-03 fra Forsikring & Pension, fra beskæftigelsesministeren

Betænkning over lovforslag 2002 216 og L 217 Valid

Bilag 2

2 af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå

Spørgsmålene og svarene er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 1

Ministeren bedes redegøre for, hvordan § 6 skal forstås, da der i bemærkningerne til lovforslaget, jf. side 39, står: »... I hvilket omfang påvirkningen kan anses for at være egnet til at forårsage den anmeldte skade « .

Svar

Det nye ulykkesbegreb er baseret på en vurdering af årsagssammenhængen mellem en hændelse eller en påvirkning på arbejdet og en skade.

Som et element i denne vurdering er det i lovforslagets bemærkninger anført: »Således vil en skade fortsat skulle afvises, hvis den påvirkning, der er tale om, ikke er egnet til at forårsage skaden eller påvirkningen ikke skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår. «

Bemærkningerne i lovforslaget om »egnethed « har givet anledning til en del kommentarer i høringssvarene, ligesom det blev omtalt i en række indlæg ved 1. behandlingen af lovforslaget.

Bemærkningerne om »egnethed « er alene tænkt som et element i den samlede vurdering af årsagssammenhængen.

Som eksempler på sager, der vil blive afvist med begrundelsen, at hændelsen eller påvirkningen ikke er egnet til at forårsage en skade, kan nævnes

En person rejser sig fra en stol og får rygsmerter.

En person får et slag på hånden og får samtidig smerter i foden.

En person falder ned fra en stige og får samtidig symptomer på blindtarmsbetændelse.

En person har knæliggende arbejde i 3 dage og får symptomer på gigt i knæene.

Spørgsmål 3

Ministeren bedes kommentere det i nogle af høringssvarene fremhævede problem i lovforslagets § 17, stk. 3, i forhold til reglerne om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i erstatningsansvarsloven. Vil ministeren, eventuelt gennem bekendtgørelse eller vejledning, sikre, at Arbejdsskadestyrelsens adgang til at træffe midlertidige skønsmæssige afgørelser om erhvervsevnetab ikke fører til økonomiske tab for personer, der har fået tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven?

Svar

Efter erstatningsansvarsloven ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste , når Arbejdsskadestyrelsen træffer en afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven .

Er der tale om en » 0-afgørelse « hvorved forstås, at det midlertidige tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven er under 15 pct., ophører retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven dog ikke.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven svarer til tilskadekomnes faktiske tab. På baggrund af de seneste domme om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven skal det midlertidige tab af erhvervsevne udmåles til tilskadekomnes aktuelle (altså faktiske) tab af erhvervsevne.

Det betyder, at når tilskadekomne har en lønindtægt vil den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven kunne sammenlignes med en standardiseret erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Der vil i disse situationer ikke være et hul, når Arbejdsskadestyrelsen udmåler det midlertidige tab i overensstemmelse med de principper, som dommene er udtryk for. Dog indebærer arbejdsskadesikringslovens erstatningsniveau på 4/5, at der er et tab, ligesom arbejdsskadesikringslovens årslønsmaksimum indebærer, at tilskadekomne ikke i alle situationer får det faktiske tab kompenseret.

Har tilskadekomne aktuelt ikke en lønindtægt, fastsættes det midlertidige tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven på baggrund af en vurdering af det aktuelle (midlertidige) tab.

Ofte vil tilskadekomne i disse situationer have en anden indtægt for eksempel revalideringsydelse. Det kan ikke udelukkes, at der i disse sager kan opstå huller i forhold til erstatningsansvarsloven, hvor det ville have været en fordel for tilskadekomne kun at være omfattet af erstatningsansvarsloven.

Et andet problem opstår på grund af de forskellige udbetalingsregler i arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.

Problemet kan bedst illustreres med et eksempel.

Har tilskadekomne efter arbejdsskaden et sikkert konstateret varigt tab af erhvervsevne for eksempel på mindst 25 pct., men er de erhvervsmæssige forhold ikke afklaret på det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen skal træffe afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, træffes der en midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven på baggrund af det aktuelle (midlertidige) tab af erhvervsevne.

Denne afgørelse vil – bortset fra en eventuel »0-afgørelse « – som oven for anført have den betydning, at udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste ophører.

Den midlertidige afgørelse skal følges op af en endelig afgørelse, når de erhvervsmæssige forhold er afklaret. Skal tilskadekomne gennem revalidering eller lignende kan det tage flere år, inden den endelige afgørelse kan træffes.

Den midlertidige erstatning kan – i modsætning til en endeligt fastsat erstatning – ikke omsættes til et engangsbeløb.

Erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven kan først fastsættes, når spørgsmålet er endeligt afgjort efter arbejdsskadesikringsloven.

Er tilskadekomne kun omfattet af erstatningsansvarsloven ville tilskadekomne kunne få erstatning for tab af erhvervsevne svarende til den »sikre « nedsættelse af erhvervsevnen udbetalt som et engangsbeløb, når erhvervsevnetabet er konstateret.

Det skal bemærkes, at de ovennævnte eksempler på manglende sammenhæng mellem de to regelsæt ikke er affødt af reformforslaget. Disse forhold forekommer allerede under de nugældende regler.

Kun i det omfang der, som følge af reformforslaget, træffes flere midlertidige erstatningsafgørelser eller hurtigere afgørelser, kan der blive tale om et stigende problem i denne forbindelse.

Det bemærkes endvidere, at som følge af det dobbelte regelgrundlag for udmåling af erstatning, kan den her omhandlede situation ikke elimineres gennem udarbejdelse af administrative forskrifter.

Betænkning over lovforslag 2002 216 og L 217 Valid

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 14. maj 2003

Betænkning

over

I. Forslag til lov om arbejdsskadesikring

II. Forslag til lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

[begge af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

1. Ændringsforslag

Der er stillet 14 ændringsforslag til lovforslag nr. L 216. Beskæftigelsesministeren har stillet ændringsforslag nr. 1-3, 6 og 8-14. Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 4, 5 og 7. Beskæftigelsesministeren har stillet 6 ændringsforslag til L 217.

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslagene blev fremsat den 9. april 2003 og var til 1. behandling den 24. april 2003. Lovforslagene blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslagene i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslagene har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 1. april 2003 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 330. Den 22. april, 1. maj og 9. maj 2003 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar og den 23. april 2003 et notat herom til udvalget.

Politisk aftale

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti indgik den 14. marts 2003 en aftale om en arbejdsskadereform. Lovforslaget er en implementering af denne reform.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Forsikring & Pension. Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 16 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 2 af udvalgets spørgsmål og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslagene til vedtagelse med de af beskæftigelsesministeren stillede ændringsforslag. Flertallet stemmer imod de af et mindretal stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslag nr. L 216 til forkastelse ved 3. behandling og lovforslag nr. L 217 til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme for de under nr. 1-5 og 7-14 stillede ændringsforslag til lovforslag nr. 216. Såfremt ændringsforslag nr. 4, 5 og 7 ikke vedtages, stemmer mindretallet for det af ministeren under nr. 6 stillede ændringsforslag.

Mindretallet finder, at lovforslag nr. L 216 på en række punkter indeholder forbedringer: Et enklere og mere virkelighedsnært ulykkesbegreb – de første skridt mod et anstændigt anerkendelsesniveau for erhvervssygdomme – kortere sagsbehandlingstider, uden at det går ud over de arbejdsskadedes retssikkerhed – og bedre muligheder for at få dækket udgifter til behandling og hjælpemidler.

Men disse forbedringer betales delvis af de arbejdsskadede selv gennem lavere erstatning for erhvervsevnetab. En væsentlig del af reformen (knap 250 mio. kr. ud af et samlet beløb på 580 mio. kr.) finansieres af de arbejdsskadede selv gennem en afskaffelse af afløsningsbeløbet. Det er ikke kun et beløb, som ved løbende erstatning udbetales ved pensionsalderen. Det har også direkte betydning for størrelsen af engangsbeløb, som udbetales, når erstatningen for erhvervsevnetab eller dele af den kapitaliseres. Det er ikke småpenge, de arbejdsskadede på den måde kan miste. Det kan løbe op i mere end 100.000 kr.

Af flere grunde er de lavere erstatninger uacceptable. For det første, fordi det forstærker det problem, at erstatningsniveauet i forvejen er for lavt og i langt de fleste tilfælde ikke dækker det reelle indtægtstab ved en arbejdsskade. For det andet, fordi det modvirker det forebyggende sigte i arbejdsskadelovgivningen, som det fremgår af lovens formålsparagraf: »Gennem arbejdsgivernes finansiering af erstatninger m.v. understøttes arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejdsskader « .

Enhedslisten vil, så snart lejlighed byder sig, foreslå, at erstatninger for erhvervsevnetab kommer op på et niveau, så de arbejdsskadede får en reel erstatning for deres indtægtstab.

Blandt andet på baggrund af erfaringerne med tidligere reformer på arbejdsskadeområdet vil Enhedslisten i øvrigt fremhæve, at reformens reelle effekter er svære at forudsige præcist. Derfor vil Enhedslisten fortsat følge praksis, hvad angår anerkendelser, sagsbehandlingstider m.v. meget tæt. Målet må stadig være, at de skader, man bliver udsat for i forbindelse med arbejdet, skal anerkendes som arbejdsskader og erstattes af arbejdsgiveren.

Desuden er der stadig uløste problemer for særlige grupper. Det gælder bl.a. folk, der arbejder i udlandet for et dansk firma, danske sømænd under fremmed flag, udlændinge på DIS-skibe, kursister og lærlinge.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

til

I. Forslag til lov om arbejdsskadesikring

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 6

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. For ulykker gælder retsvirkningerne i denne lov fra den dag, hvor ulykken indtræder eller hvor den påvirkning, der har forårsaget ulykken, ophører, medmindre andet er fastsat i loven. «

[Retsvirkningstidspunkt for ulykker]

Til § 7

2) I stk. 1, nr. 2, udgår »og 4. «

[Henvisning fjernes]

Til § 10

3) Efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum

»Det samme gælder fiskerikontrolskibe og havundersøgelsesskibe. «

[Præcisering af området for skader, der er dækket i tilfælde af krigshandlinger, når Danmark er i krig]

Til § 17

Af et mindretal (EL)

4) Stk. 7, 2. pkt., udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 7]

5) Stk. 8 affattes således

»Stk. 8. For tilskadekomne født den 1. juli 1939 eller senere ophører den løbende erstatning efter stk. 7 med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 65 år. Den løbende erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 4 gange den årlige erstatning efter stk. 6. Er skadelidte på tidspunktet for afgørelsen fyldt 65 år, udbetales erstatningen som anført i 2. pkt. «

[Bibeholdelse af afløsningsbeløb]

Af beskæftigelsesministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL)

6) I stk. 8 udgår 2. pkt.

[Konsekvensændring]

Af et mindretal (EL)

7) Efter stk. 8 indsættes som nyt stykke

»Stk. 9. For tilskadekomne født før den 1. juli 1939 ophører den løbende erstatning efter stk. 7 med udgangen af den måned, hvor modtageren fylder 67 år. Den løbende erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning efter stk. 6. Er skadelidte på tidspunktet for skaden fyldt 67 år, udbetales erstatningen som anført i 2. pkt. «

[Bibeholdelse af afløsningsbeløb]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 24

8) I stk. 4, 1. pkt., ændres »21 « til: »18 « og »21. « til: »18. «

[Modernisering (nedsættelse) af aldersgrænsen for særlig »ungeløn « svarende til aftalerne på arbejdsmarkedet]

Til § 28

9) I stk. 1, 2. pkt., ændres »tjenestealderen « til: »den optjente pensionsalder « .

[Tilpasning af terminologien til tjenestemandspensionsloven]

10) I stk. 2, 2. pkt . , ændres »tjenestealder « til: »optjente pensionsalder « .

[Tilpasning af terminologien til tjenestemandspensionsloven]

Til § 43

11) I 1. pkt. ændres »meddelelsen « til: »afgørelsen « .

[Præcisering af, at Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om ret til forsørgertabserstatning]

Til § 48

12) I stk. 4, 2. pkt., ændres »ulykkestilfælde « til: »arbejdsulykker « .

[Konsekvensændring]

Til § 85

13) I stk. 3, nr. 2, udgår 2.-4. pkt .

[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 14]

14) Efter stk. 3 indsættes som nye stykker

»Stk. 4. Er der tale om personer sikret efter § 48, stk. 2, anvendes bestemmelserne i loven kun for påvirkninger, der finder sted den 1. januar 2004 eller senere. Har tilskadekomne før denne dato været sikret efter tidligere lovgivning, medregnes de perioder, hvor pågældende har været sikret. Det samme gælder for medarbejdende ægtefæller, hvis der før denne dato er indgået en lønaftale, jf. § 1, stk. 1, 3. pkt. i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000.

Stk. 5. For skader, der indtræder i perioden 1. januar 2004 til 30. juni 2004, udgør kapitalbeløbet efter § 17, stk. 7, 2. pkt., 2½ gange den årlige løbende erstatning for personer, der er født i perioden 1. januar 1939 til 30. juni 1939. «

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 6 og 7.

[Præcisering af ikrafttrædelsesbestemmelsen for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller samt tilføjelse af en overgangsbestemmelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås i lighed med bestemmelsen i lovforslagets § 8, stk. 2, om erhvervssygdomme at præcisere retsvirkningstidspunktet for ulykker i loven. Er der tale om en konkret hændelse foreslås retsvirkningstidspunktet sat til datoen for hændelsen. Er der tale om en påvirkning (af op til 5 dages varighed) foreslås retsvirkningstidspunktet sat til datoen for ophøret af påvirkningen.

Til nr. 2

Med ændringsforslaget rettes en henvisningsfejl.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget præciseres det, at også personer, der udfører arbejde om bord på fiskerikontrolskibe og havundersøgelsesskibe, er dækket af arbejdsskadesikringsloven, hvis de udsættes for krigshandlinger, når Danmark er i krig.

Til nr. 4, 5 og 7

Ændringsforslagene har til formål at fjerne den nedsættelse af erstatningerne for erhvervsevnetab, som ligger i afskaffelsen af afløsningsbeløbet. Afløsningsbeløbet medvirker dels til at lette overgangen til folkepension for de arbejdsskadede. Dels indgår det som en del af det engangsbeløb, man modtager, hvis erstatningen for erhvervsevnetab eller dele af den kapitaliseres. En afskaffelse af afløsningsbeløbet vil således betyde generelt lavere erstatninger, som i forvejen ikke giver tilnærmelsesvis fuld erstatning til de mennesker, der bliver ramt af en arbejdsskade. Som sådan modvirker afskaffelsen af afløsningsbeløbet også lovens formål, som det fremgår af § 1, 3. pkt.: »Gennem arbejdsgivernes finansiering af erstatninger m.v. understøttes arbejdsmiljøsystemets forebyggelse af arbejdsskader. «

Til nr. 6

Ændringsforslaget er en konsekvens af forslaget til § 17, stk. 7, hvorefter personer, der er fyldt 63 år på skadetidspunktet, vil få udbetalt erstatningen som et engangsbeløb. Der bliver derfor ikke – som forudsat ved det punktum, der udgår – tale om en løbende erstatning.

Til nr. 8

Efter gældende lov fastsættes der en særlig (lav) årsløn for personer under 21 år. Denne aldersgrænse er historisk betinget. Det foreslås at ændre aldersgrænsen til 18 år svarende til gældende aftaler på arbejdsmarkedet som led i en generel modernisering af loven. Forslaget indebærer en merudgift, der er beregnet til 250.000 kr. årligt. Merudgiften skyldes, at den lave årsløn kun skal anvendes for personer under 18 år.

Til nr. 9 og 10

Det foreslås at justere lovforslaget, således at det teknisk lægger sig tættere på optjeningssystemet i tjenestemandspensionsordningen, hvor man optjener pensionsret i pensionsalderår, svarende til beskæftigelse i tjenestemandspensionsordningen på fuld tid efter det 25. år.

Til nr. 11

Det foreslås at præcisere, at der er tale om en afgørelse om erstatning for tab af forsørger.

Til nr. 12

Det foreslås at skabe samme terminologi for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der vælger at sikre sig efter loven, som for de ansatte.

Til nr. 13 og 14

Det foreslås at præcisere, at det alene er det nye erhvervssygdomsbegreb, der først træder i kraft den 1. januar 2005, hvorimod selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller har mulighed for at sikre sig også mod erhvervssygdomme allerede fra den 1. januar 2004.

Retsstillingen vil herefter være, at selvstændige erhvervsdrivende vil have mulighed for at sikre sig efter loven fra den 1. januar 2004. I 2004 anvendes det samme erhvervssygdomsbegreb som for de obligatorisk sikrede, nemlig det gældende erhvervssygdomsbegreb efter § 10 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Fra den 1. januar 2005 anvendes det nye erhvervssygdomsbegreb for både frivilligt sikrede og for de obligatorisk sikrede.

Med hensyn til forslaget til stk. 5 bemærkes, at personer, der er født mellem den 1. januar 1939 og den 1. juli 1939, og kommer til skade efter den 1. januar 2004, først vil være berettiget til folkepension ved det fyldte 67. år. Erstatningen på 2 gange den årlige ydelse vil derfor ikke dække perioden helt frem til folkepensionsalderen

Det foreslås at indføre en overgangsbestemmelse, der giver disse tilskadekomne en årlig ydelse på 2,5 gange den årlige ydelse i stedet for 2 gange den årlige ydelse, så de (mindst) er dækket frem til folkepensionsalderen.

De personer, det drejer sig om, vil være 64 år i perioden 1. januar 2004 – 30. juni 2004. De er født før 1.juli 1939 og er kommet til skade efter den 1. januar 2004.

Ændringen indebærer ingen ændringer af lovforslagets økonomiske bemærkninger.

Til slut bemærkes, at lovforslagets økonomiske bemærkninger i skema 1 indeholder en beklagelig trykfejl, idet det fremgår, at de samlede økonomiske konsekvenser af lovforslaget udgør 356,5 millioner kr. Beløbet for de samlede økonomiske konsekvenser er 365,5 millioner kr.

Ændringsforslag

til

II. Forslag til lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 1

1) Paragraffen affattes således

»§ 1. Enhver, der rammes af en ulykke eller en sygdom, der med rimelig sandsynlighed kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten, eller til de forhold, hvorunder tjenesten foregår, er berettiget til erstatning fra staten for følgerne heraf efter denne lov.

Stk. 2. Ved tjeneste efter stk. 1 forstås

aftjening af værnepligt, herunder som værnepligtig befalingsmand, ved forsvaret og redningsberedskabet,

aftjening af civil værnepligt,

aftjening af værnepligt ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande,

tjeneste som frivillig i hjemmeværnet, jf. lov om hjemmeværnet § 6, nr. 1, litra b, eller

tjeneste som frivillig i redningsberedskabet, som kontraktansat menig i det statslige regionale redningsberedskab, jf. beredskabslovens § 55, eller som beredskabspligtig, jf. beredskabslovens § 56. «

[Redaktionel ændring]

Til § 4

2) I 1. pkt. ændres »ulykkestilfældet « til: »ulykken « .

[Redaktionel ændring]

Til § 5

3) I stk. 1, 2. pkt., ændres »ulykkestilfælde « til: »ulykker « .

[Redaktionel ændring]

Til § 6

4) I stk. 1 ændres »ulykkestilfældet « til: »ulykken « .

[Redaktionel ændring]

Til § 7

5) I stk. 2, nr. 1, og stk. 3, nr. 1, ændres »ulykkestilfælde « til: »ulykker « .

[Redaktionel ændring]

Til § 8

6) I stk. 1, 2. pkt . , ændres »ulykkestilfældet « til: »ulykken « .

[Redaktionel ændring]

Bemærkninger

Til nr. 1-6

I § 1 er »civilforsvaret « ændret til »r edningsberedskabet « , hvilket følger af beredskabsloven. Herudover er frivillig tjeneste i redningsberedskabet medtaget som efter gældende lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. Endelig er bestemmelsen bygget op på en mere læsevenlig måde.

Herudover er ordene »ulykkestilfælde « og »ulykkestilfældet « erstattet af ordene »ulykke « og »ulykken « . Her Herved tydeliggøres, at ulykkesbegrebet efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og ulykkesbegrebet efter lov om arbejdsskadesikring er identisk.

Charlotte Antonsen (V) Eva Kjer Hansen (V) Freddy Dam (V) Jens Vibjerg (V) fmd. Bent Bøgsted (DF) Kristian Thulesen Dahl (DF) Lars Barfoed (KF) Charlotte Dyremose (KF) Tove Videbæk (KRF) Anne‑Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jan Petersen (S) Lone Møller (S) Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF) Anders Samuelsen (RV)

Søren Søndergaard (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →