Betænkning over Forslag til lov om Den Europæiske Unions udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 222

Bilagsnr.

Titel

1

Meddelelse om åbning for spørgsmål

2

Tidplan for udvalgets behandling af L 222

3

Spm. 1 om mindreindtægter til Danmark som følge af udvidelsen, til udenrigsministeren

4

Spm. 2 om ratifikationsproceduren i de nye medlemslande, til udenrigsministeren

Spm. 3 om ratifikationsproceduren i de nuværende medlemslande, til udenrigsministeren

5

Spm. 4 om muligheden for at fastlægge en overgangsperiode for reglerne om fri bevægelighed, til udenrigsministeren

Spm. 5 om EU-landenes overgangsperioder for reglerne om fri bevægelighed, til udenrigsministeren

6

Spm. 6 om regeringens holdning til en overgangsperiode for reglerne om fri bevægelighed, til beskæftigelsesministeren

7

Spm. 7 om udvidelsens betydning for yderligere traktatændringer, til udenrigsministeren

8

Svar på spm. 6 om regeringens holdning til en overgangsperiode for reglerne om fri bevægelighed, fra beskæftigelsesministeren

9

Svar på spm. 1 om mindreindtægter til Danmark som følge af udvidelsen, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 2 om ratifikationsproceduren i de nye medlemslande, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 3 om ratifikationsproceduren i de nuværende medlemslande, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 4 om muligheden for at fastlægge en overgangsperiode for reglerne om fri bevægelighed, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 5 om EU-landenes overgangsperioder for reglerne om fri bevægelighed, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 7 om udvidelsens betydning for yderligere traktatændringer, fra udenrigsministeren

10

Spm. 8 om udvidelsens betydning for strukturfondene, til udenrigsministeren

Spm. 9 om udvidelsens betydning for EU-støtten til visse regioner i Danmark, til udenrigsministeren

Spm. 10 om fremtidige støttemuligheder for visse regioner i Danmark, til udenrigsministeren

Spm. 11 om de statsfinansielle konsekvenser ved øget brug af sociale ydelser, til udenrigsministeren

Spm. 12 om adgangen for asylansøgere til at rejse mellem de nye og de nuværende medlemslande, til udenrigsministeren

Spm. 13 om et øget antal polske turister på Lolland-Falster, til udenrigsministeren

Spm. 14 om de nye medlemslandes undtagelser på miljøområdet, til udenrigsministeren

Spm. 15 om Letlands og Polens overgangsregler vedrørende nuklear sikkerhed, til udenrigsministeren

Spm. 16 om de baltiske landes og Polens overgangsregler vedrørende fiskeri, til udenrigsministeren

Spm. 17 om den budgetmæssige kompensation til visse lande, til udenrigsministeren

Spm. 18 om de nye medlemslandes tiltræden af Schengenaftalen, til udenrigsministeren

Spm. 19 om den danske sommerhusregel, til udenrigsministeren

Spm. 20 om sikring af EU’s grænser i forhold til Kaliningrad-regionen, til udenrigsministeren

Spm. 21 om fødevaresikkerheden ved produkter fra de nye medlemslande, til udenrigsministeren

Spm. 22 om de nye medlemslandes optagelse i ØMU’en, til udenrigsministeren

Spm. 23 om Danmarks udgifter til EU efter år 2006, til udenrigsministeren

11

Svar på spm. 8 om udvidelsens betydning for strukturfondene, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 9 om udvidelsens betydning for EU-støtten til visse regioner i Danmark, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 10 om fremtidige støttemuligheder for visse regioner i Danmark, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 11 om de statsfinansielle konsekvenser ved øget brug af sociale ydelser, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 12 om adgangen for asylansøgere til at rejse mellem de nye og de nuværende medlemslande, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 13 om et øget antal polske turister på Lolland-Falster, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 14 om de nye medlemslandes vedtagelser på miljøområdet, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 15 om Letlands og Polens overgangsregler vedrørende nuklear sikkerhed, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 16 om de baltiske landes og Polens overgangsregler vedrørende fiskeri, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 17 om den budgetmæssige kompensation til visse lande, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 18 om de nye medlemslandes tiltræden af Schengenaftalen, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 19 om den danske sommerhusregel, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 20 om sikring af EU’s grænser i forhold til Kaliningrad-regionen, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 21 om fødevaresikkerheden ved produkter fra de nye medlemslande, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 22 om de nye medlemslandes optagelse i ØMU’en, fra udenrigsministeren

Svar på spm. 23 om Danmarks udgifter til EU efter år 2006, fra udenrigsministeren

12

1. udkast til betænkning

13

2. udkast til betænkning

Betænkning afgivet af Europaudvalget den 23. maj 2003

Betænkning

over

Forslag til lov om Den Europæiske Unions udvidelse med Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet

[af udenrigsministeren (Per Stig Møller)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 30. april 2003 og var til 1. behandling den 8. maj 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Europaudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 22 spørgsmål til udenrigsministeren og 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som disse har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, S, KF, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret .

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget byder de nye medlemslande velkommen til EU. EU-udvidelsen er i historisk perspektiv en meget stor og perspektivrig beslutning for alle folk og stater i Europa. Når man ser tilbage på den ustabilitet og de krige og konfrontationer, som i det 20. århundrede kostede millioner af mennesker livet og sønderbombede lande, så er det en historisk beslutning, at de europæiske folk og stater på denne måde forenes om at samarbejde fredeligt og demokratisk.

Det skaber platformen for økonomisk fremgang, social udvikling og beskæftigelse til gavn for alle europæere i form af øget velstand og velfærd på hele det europæiske kontinent. Ideer, værdier, kulturer og identitet kan igen forenes til gensidig og fælles inspiration.

EU-udvidelsen er et punktum for det 20. århundrede, for to verdenskrige, for 50 års deling af Europa og for 10-12 års revolutionerende forandringsproces i landene i Øst- og Centraleuropa for at blive en del af EU. For EU er et aktivt politisk valg. Det er også et punktum for 4-5 års intensive forhandlinger og tilpasning i landene for at kunne opfylde kravene om EU-medlemskab. Danmark havde det privilegium med vedtagelsen af Københavnskriterierne i 1993 at bane vejen for dette samt at kunne afslutte forhandlingerne under det danske formandskab i 2002.

Hermed er tiltrædelsestraktaten også et punktum for to succesrige danske EU-formandskaber.

Det betyder også en ny start for det 21. århundrede, for de nye lande, men også for os andre og for EU, for det skaber behov for, at vi får effektiviseret og demokratiseret vores måde at samarbejde på. EU-landene skal effektivt kunne træffe beslutninger i fællesskab. Det skal ske med fuld respekt for den mangfoldighed og forskellighed og det særpræg, der er i de enkelte lande, og som befolkningerne holder af og vil værne om. Demokratiet skal styrkes i EU-samarbejdet, så befolkningerne åbent kan følge beslutningerne og påvirke dem. EU-samarbejdet skal udvikles, så det supplerer hvert enkelt lands egne muligheder med rettigheder og indflydelse på de grænseoverskridende områder. Den nye EU-forfatningstraktat skal skabe dette grundlag.

EU-udvidelsen er også et led i en fortsat udvidelse. Bulgarien og Rumænien bliver medlem i 2007. Kroatien og Tyrkiet har søgt om medlemsskab. Flere europæiske lande vil følge efter i de kommende år.

EU er efter Berlinmurens fald og den forestående EU-udvidelse omdrejningspunktet for udviklingen i fremtidens Europa. Det gælder ikke blot for EU-medlemslande, men for alle europæiske lande, fordi den gensidige afhængighed er så stor. Et nyt Europa er ved at blive skabt. Fra alle lande afgiver man en bid af sin selvstændighed og suverænitet for at være med i EU. Men man har ikke foræret det væk. I stedet opnås indflydelse på de fælles beslutninger for hele Europa. Der opnås kort sagt en indflydelse på rammerne for det enkelte lands eksistens og fremtidsmuligheder ved medlemskabet af EU.

EU-udvidelsen den 1. maj 2004 betyder 10 nye lande, men befolkningsmæssigt ikke flere, end da Danmark, Storbritannien og Irland for 30 år siden blev medlem af EF. De kommende år venter en stor opgave med at integrere de nye lande og sikre, at udviklingsforskellene kan udlignes mellem landene ved, at de nye lande får et løft. Det vil tage tid. Forandringer kommer ikke på kort tid. Med EU-medlemskabet er skabt de rammer og de betingelser, der kan skabe et stabilt grundlag for en sådan udvikling. Derfor er EU-udvidelsen begyndelsen til en ny proces. Ses der på erfaringerne med tidligere udvidelser med bl.a. Spanien, Portugal og Grækenland, men også Irland, så betyder EU-medlemskabet, at de nye lande får et stort løft fremad. Det er også perspektivet for de nye EU-lande. Økonomisk er der inden for det nuværende EU-budget luft til denne proces. Udviklingen i landene vil, kombineret med EU-investeringer, betyde, at det vil gavne både de nye og de nuværende EU-lande. Hermed skabes også et nyt perspektiv for landenes befolkninger med flere muligheder i eget land.

Den forestående EU-udvidelse er den hidtil bedst forberedte. Både i de enkelte lande og med hensyn til EU’s kontrol. Tilpasningen i landene til de fælles EU-regler har været motoren i den hurtige forandringsproces i landene, fordi det var vejen til at opnå det ønskede EU-medlemskab. For landene har det ikke været en hurtig og let proces. Den begyndte i 1989 og har for de nye lande taget mange år at nå igennem. Nu skal medlemskabet fra den 1. maj 2004 til at fungere i praksis.

De lande, der bliver nye medlemmer af EU, er alle lande med en lang historie, kultur og veluddannet befolkning, som gennem tiderne har beriget hele Europa. De fleste af landene er handicappet af 50 års fastholdelse under sovjetisk dominans og et etparti-planøkonomisk system. For landenes befolkninger er der tale om en genforening med det fælles Europa, de altid har været en central del af.

For Danmark og alle andre Østersølande betyder EU-udvidelsen en totalt ændret situation i nærområdet, fordi alle lande – undtagen Rusland – vil være medlem af EU og også af NATO. Det ændrer totalt den sikkerhedspolitiske situation i Østersøregionen/Nordeuropa. Det skaber grundlag for, at Østersøregionen i de kommende år kan udvikles som en af Europas rigeste og mest veludviklede regioner.

Som led i EU-udvidelsen skal der holdes fast i de overordnede perspektiver for udviklingen i Europa, som handler om bedre muligheder for vore lande og befolkninger i fremtiden og om for vore muligheder for – i fællesskab som europæere – at kunne spille en positiv global rolle. Detaljerne og problemerne, som der er ved en så omfattende forandringsproces og udvidelse, skal ikke glemmes, men kræfterne skal bruges på at finde løsninger og ikke på at bruge problemerne som undskyldninger for at blokere for udvidelsen eller skabe fjendebilleder af de nye landes befolkninger. I en fælles forening – som EU – skal alle medlemmer behandles ens, for ellers har vi ikke en fælles forening, ellers får vi et Europa med A og B-medlemmer. Det er ikke acceptabelt.

Der er i forbindelse med EU-udvidelsen en debat om den frie bevægelighed for arbejdskraft, hvor ikke mindst Dansk Folkeparti forsøger at skabe et billede i den danske befolkning af, at millioner af øst- og centraleuropæere vil forlade deres lande og vælte ind på vores arbejdsmarked som underbetalte arbejdere, der vil arbejde i kort tid, hvorefter de vil snylte på det sociale system. Ses der på den faktiske mobilitet i de nye lande, så er den yderst begrænset. Ses der på de beregninger, der er lavet for hele EU, så er der tale om tal, som vil være håndterlige. For Danmarks vedkommende forudser man, at der årligt vil være 1.800-1.900, der fra Øst- og Centraleuropa vil søge ledige jobs i Danmark. Mon ikke vi skulle kunne magte en sådan opgave, hvis arbejdspladserne i øvrigt er der og der samtidig vil opstå mangel på arbejdskraft, fordi arbejdsstyrken falder, i takt med at vi bliver flere ældre?

Den folkelige bekymring, der kan være som følge af det frygtens billede, der bevidst søges skabt, og som blandes med problemer med illegal arbejdskraft, tager Socialdemokraterne dybt alvorligt. Derfor tager vi også hånd om dette og forhandler med regeringen herom, så eventuelle problemer er løst inden den 1. maj 2004.

Halvdelen af de nye medlemslande har ved folkeafstemninger allerede fået tilslutning fra deres befolkninger til medlemskabet. Nu er det de 15 EU-landes tur til at få vedtaget tiltrædelsestraktaten.

Med Folketingets ratifikation af tiltrædelsestraktaten den 4. juni 2003 bliver Danmark det første land i EU, der formelt godkender EU-udvidelsen. Hermed byder Danmark de nye lande velkommen. Hermed sender Danmark også et signal til de andre EU-lande om at få færdiggjort ratifikationen.

Det Radikale Venstres medlem af udvalget påpeger, at Det Radikale Venstre støtter dette forslag med stor glæde og byder de 10 nye medlemslande velkommen. Det er en stor glæde, fordi det er frugten af 10 års helhjertet arbejde. Der går en lige linje fra topmødet i København i 1993 med vedtagelsen af Københavnskriterierne til vedtagelsen af loven om Den Europæiske Unions udvidelse. Det Radikale Venstre har i hele denne proces været en aktiv medspiller for at overvinde de mange forskellige forhindringer, der har været på vejen til at nå det ambitiøse mål: Udvidelsen af EU med de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa.

EU’s udvidelse er et historisk vendepunkt. Udvidelsen vil samle størstedelen de af europæiske lande i et forpligtende samarbejde, der bygger på demokrati, menneskerettigheder, retsstaten og respekten for internationale aftaler. Med tiden vil kredsen af medlemslande forhåbentlig vokse.

Udvidelsen handler om Europas langsigtede stabilitet. Arbejdet med at integrere de nye lande i samarbejdet giver os selv den bedst tænkelige sikring mod nye stridigheder og delinger af Europa. Udvidelsen vil også gavne udligningen af de økonomiske forskelle mellem landene og styrke EU’s globale rolle som forkæmper for fred, demokrati, bedre miljø og mindre skel mellem rige og fattige lande.

Det Radikale Venstre er klar til den opgave, der venter efter vedtagelsen af denne lov. Vi deler ikke den frygt for udvidelsen, som andre dele af Folketinget har udtrykt. Vi er rede til at påtage os de nødvendige byrder og i fællesskab finde løsninger på de problemer, der måtte opstå i forbindelse med udvidelsen. Det er vi klar til i erkendelse af denne opgaves overordnede vigtighed efter et helt århundrede, hvor Europa har været udgangspunkt for mange konflikter og menneskelige tragedier.

Et mindretal i udvalget (DF) vil redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.

Dansk Folkeparti er tilhænger af samarbejde mellem de europæiske lande. Samarbejdets hovedindhold bør være af handelspolitisk og teknisk art, og samarbejdet bør samtidig styrke stabiliteten og sikkerheden i Europa. Dansk Folkeparti afviser ikke, at der kan være fordele ved en fortsat udvikling af visse områder af samarbejdet mellem europæiske nationer, herunder af samarbejdet mellem de nuværende medlemslande i EU og de kommende medlemslande. Det er naturligt, at der til stadighed sker en udvikling af samarbejdet, men det bør efter Dansk Folkepartis opfattelse ske med fuld anerkendelse af medlemslandenes suverænitet, uden svækkelse af de demokratiske institutioner i de enkelte medlemslande og under samarbejdsformer, der er præget af frivillighed og gensidig respekt mellem landene.

Efter Dansk Folkepartis mening er der flere væsentlige forhold, der fører til alvorlige betænkeligheder ved udvidelsen med 10 nye medlemslande den 1. maj 2004. Nedenfor skal opregnes de vigtigste

1. EU er ikke parat til den foreslåede udvidelse med 10 nye medlemslande, der finder sted allerede den 1. maj 2004 samtidig med en unionsdannelse

Den foreslåede udvidelse er ikke tilrettelagt samtidig med et løsere samarbejde, der gradvist kan udvikles, men derimod som et led i og en del af et langt mere centraliseret samarbejde end det tidligere EU-samarbejde, nemlig en egentlig unionsdannelse med egen forfatning og mange af de karakteristika, der kendetegner en nationalstat.

De nuværende EU-lande har historisk set ikke været i stand til at føre en fælles udenrigs- og forsvarspolitik, en langvarig fælles pengepolitik, en fælles asylpolitik, fælles retspolitik etc. Udvidelsen og den samtidige unionsdannelse vil imidlertid betyde, at 25 lande i fremtiden må være indstillet på at afgive suverænitet på mange afgørende områder ved flertalsafgørelser.

Den demokratiske proces, som i dag fungerer i medlemslandene, vil blive sat ud af spillet ved gennemførelsen af en egentlig unionsdannelse. De store og toneangivende lande vil kunne tiltage sig en hidtil ukendt magt over udviklingen i Europa, og der er en betydelig risiko for, at der i fremtiden vil ske en overvågning og styring af den politiske meningsdannelse i Europa.

Der arbejdes i disse måneder i EU-konventet med forberedelser til en fælles forfatning, en grundlov for EU, og denne forfatning vil – hvis den vedtages – føre til en yderligere stærk centralisering af magten i Europa.

Der lægges således op til, at en række lovgivningsområder i fremtiden kun kan varetages af Unionen og ikke af de enkelte medlemslande (eksklusiv kompetence for Unionen). Som eksempler på sådanne lovgivningsområder kan nævnes

- lovgivning om fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital

- lovgivning om toldunionen

- lovgivning om fælles økonomisk politik

- lovgivning om pengepolitikken for de medlemslande, der har tilsluttet sig euroen

- lovgivning om bevaringen af havbiologiske ressourcer inden for den fælles fiskeripolitik

- indgåelse af internationale aftaler på medlemslandenes vegne, når dette er forudsat i unionslovgivning og det er nødvendigt for at sætte Unionen i stand til at udføre sin kompetence internt i medlemslandene eller har betydning for intern unionslovgivning.

Dertil kommer en række lovgivningsområder, hvor der gælder – og for de nye medlemslandes vedkommende i fremtiden vil komme til at gælde – en deling af lovgivningskompetencen mellem Unionen og det enkelte medlemsland. Det gælder f.eks. lovgivning om

- det indre marked

- frihed, sikkerhed og retsvæsen

- landbrug og fiskeri

- transport

- transeuropæiske netværk

- energi

- socialpolitik

- økonomisk og social sammenhæng (kohærens)

- miljø

- sundhed

- forbrugerbeskyttelse

En så omfattende afgivelse af suverænitet over et kort åremål sker vel at mærke ikke som resultatet af folkelige krav i de europæiske lande og gennemføres samtidig uden opbygning af demokratiske institutioner, der kan erstatte eller supplere de nationale demokratier.

Danmarks Riges Grundlov fastslår i § 20, at beføjelser, der efter grundloven tilkommer danske myndigheder, ved lov i nærmere bestemt omfang kan overlades til internationale myndigheder. Men grundloven tillader ikke – og Danmarks befolkning har efter Dansk Folkepartis mening aldrig accepteret – at der på meget omfattende dele af lovgivningsområdet sker en så fuldstændig afgivelse af suverænitet, at den internationale myndighed, EU, skal kunne håndhæve en eksklusiv ret til at lovgive for den danske befolkning.

Magtstrukturen i hele EU vil i de kommende år i et hidtil ukendt tempo ændre sig fra, at parlamenter på folkestyrets grund lovgiver om det enkelte lands egne anliggender, til, at politiske afgørelser af større betydning som hovedregel slet ikke træffes af de enkelte landes folkevalgte forsamlinger, men træffes fjernt fra borgerne i et forum, der ikke har nogen folkelig forankring overhovedet, men er baseret på et samspil mellem embedsmænd og politiske elitedannelser på tværs af landegrænserne.

Etableringen af en egentlig statsdannelse, som EU-konventet med sin forberedelse af en EU-forfatning lægger op til, vil skabe en endnu større afstand mellem borgerne og de politiske beslutningstagere end før. Det skyldes ikke kun det meget store antal borgere i de europæiske nationer, der underkastes en central styring, men også, at forskelle i sprog, samfundsforhold og kultur gør det umuligt for borgerne at deltage i en fælles politisk dialog på samme måde, som man kan i Danmark og hvert enkelt af de andre deltagerlande. I praksis vil en EU-forfatning forhindre borgerne i gennem fri meningsudveksling at nå frem til en samlet stillingtagen, der kan udmønte sig i politiske beslutninger, og – i yderste konsekvens – i en demokratisk udskiftning af Unionens magthavere.

Denne udvikling vil i meget vid udstrækning komme uforberedt for de europæiske befolkninger, ikke mindst i de nye medlemslande, hvoraf de tidligere socialistiske lande gennem de sidste 10-12 år har lagt mange kræfter i at opbygge demokratiske strukturer, der tog afstand fra tidligere tiders centralisering, tyranni og undertrykkelse, og som var baseret på folkelig opbakning.

Det meget stærke underskud af demokrati, der beklageligvis vil være kendetegnende for Den Europæiske Union, kan vise sig at blive en akilleshæl, der kan føre til betydelige skuffelser og rumme kimen til stærke brydninger medlemslandene imellem og mellem befolkningerne og magteliterne indbyrdes. Konsekvenserne kan vise sig at blive sammenbrud af mange af folkestyrets idealer i de enkelte medlemslande. Dette er et aspekt, der slet ikke er tilstrækkelig klarlagt eller overvejet i forbindelse med udvidelsen og unionsdannelsen.

Udvidelsen med 10 nye medlemslande – og en egentlig unionsdannelse på omtrent samme tid – er ganske givet en historisk begivenhed, men den er først og fremmest et historisk eksperiment, hvor indsatsen er medlemslandenes nationale suverænitet og selvrespekt, folkestyret, nærhedsprincippet og en lang række af de andre værdier, der ellers har præget hverdagen i det samarbejdende Europa.

Opgaven for ansvarlige politikere, partier og bevægelser overalt i de europæiske lande må være at værne om disse værdier. Dansk Folkeparti advarer om, at der ved den samtidige udvidelse af EU og etableringen af en unionsdannelse er en overhængende risiko for, at vigtige demokratiske værdier mistes.

2. Danmark har – i modsætning til andre EU-lande, særligt Tyskland og Østrig – valgt ikke at kræve en overgangsordning, for så vidt angår arbejdskraftindvandringen til Danmark fra de nye medlemslande. Dette betyder for Danmark og den danske befolkning en urimelig usikkerhed om konsekvenserne for arbejdsmarkedet

Dansk Folkeparti har gennem lang tid advaret om, at konsekvenserne for det danske arbejdsmarked kan blive alvorlige. Det gælder bl. a., fordi risikoen for løntryk og risikoen for udnyttelse af det danske velfærdssystem er reel. Dansk Folkeparti har den 11. december 2002 fremsat forslag til folketingsbeslutning om overgangsordning for Danmark ved EU’s udvidelse mod øst (B 56). Forslaget går ud på, at Danmark bør forlange en overgangsordning, der ved den forestående udvidelse af EU sikrer, at arbejdskraft fra de nye medlemslande først kan opnå arbejdstilladelse i Danmark 7 år efter det pågældende lands optagelse i EU.

Der har på tidspunktet for betænkningsafgivelsen endnu ikke kunnet samles et flertal for Dansk Folkepartis beslutningsforslag, men Dansk Folkeparti vil fortsat arbejde for at undersøge, om der kan samles et politisk flertal, der vil bakke op om at yde den danske befolkning og det danske arbejdsmarked den beskyttelse, der ligger i en 7-årig overgangsordning.

Neden for er kort opsummeret eksempler på oplysninger, der tyder på, at der består en reel risiko for det danske arbejdsmarked og danske lønmodtagere.

a. Den svenske rapport

Den svenske rapport ( »EU’s utvidgning och arbetskraftens rörlighet «), der blev udarbejdet af en ekspertgruppe nedsat af den svenske regering, anbefalede, at borgere fra de nye lande ikke umiddelbart skulle have adgang til det svenske arbejdsmarked, men at der skal gælde særlige overgangsordninger. Rapporten peger på, at »useriøse erhvervsdrivende« kan udbyde fiktive job mod betaling. Job, som giver adgang til velfærdssystemet og sundhedssystemet på samme måde »som man i de forløbne år har solgt grupperejser ind i det svenske asylsystem « , skriver rapporten. 10 timers arbejde kan give 5 års velfærd til jobsøgeren og hele hans familie, inklusive egne og ægtefællens forældre, hvis der ikke er en overgangsordning. Rapporten anbefaler følgende

- Arbejds- og opholdstilladelse skal kunne gives for 1 år, hvis ansættelsen ikke er tidsbegrænset. Hvis ansættelsen er tidsbegrænset, skal tilladelsen kunne gives for den tid, ansættelsen varer. Der forlænges automatisk, hvis arbejdsgiveren er momsregistreret. Efter 5 år skal EU-reglerne gælde fuldt ud. Hvis en virksomhed er nystartet og man ikke kan bedømme dens seriøsitet, skal tilladelserne gives for endnu kortere tid, f.eks. 6 måneder.

- Der foreslås kontrol af arbejdstilbuddene. Det skal sikre mod useriøse virksomheder og misbrug. Det foreslås, at RSV, Riksskatteverket (skattemyndighederne) bistår immigrationsmyndighederne med at bedømme, om det er en seriøs stilling. Man skal undersøge, hvor længe virksomheden har eksisteret, om det er et selskab eller et personligt firma, hvor meget skat der betales, hvor mange arbejdsgiverafgifter, om der er gæld til det offentlige etc. Ud fra de oplysninger, der samles fra forskellige myndigheder, skal immigrationsmyndigheden inden 14 dage vurdere, om stillingsopslaget er seriøst.

- Det foreslås, at man holder op med at uddele cpr-numre til EU-borgere, der søger, men ikke har fået opholdstilladelse. Hidtil har man af servicegrunde uddelt cpr-numre, men da optagelse i folkeregistret » åbner døre til mange bidragssystemer « i den sociale sektor og sundhedssektoren, er det » uhensigtsmæssigt « . I stedet bør man tildele immigrationsmyndighederne ressourcer til, at de hurtigt kan behandle ansøgningerne.

b. LO’s analyse – gallupundersøgelsen

Ugebrevet A4 bragte den 9. december 2002 en beregning over, hvor mange polakker og estere, der ønsker at arbejde i Danmark. Undersøgelsen viste, at 150.000 polakker og 70.000 estere påtænker at udrejse i løbet af de første fem år af deres lands medlemskab af EU. En indvandring i denne størrelsesorden vil i sagens natur udgøre en meget stor trussel mod danske arbejdspladser. Efter udvidelsen den 1. maj 2004 vil virksomheder uden overenskomst med fagbevægelsen kunne ansætte arbejdskraft til lønninger, der ligger langt under de lønninger, arbejdsmarkedets parter har aftalt. Der vil især være tale om, at ufaglærte danske arbejdere skubbes helt ud af arbejdsmarkedet og over på permanente overførselsindkomster.

Selv om tilgangen af lønmodtagere måtte blive langt mindre end anslået i LO-undersøgelsen, vil virkningerne efter Dansk Folkepartis opfattelse være yderst alvorlige. I forvejen er der absolut ikke mangel på arbejdskraft, men derimod vækst i arbejdsløshedstallet, ikke mindst for nyuddannede jobsøgende. Hvis et 6- eller 7-cifret antal udenlandske arbejdstagere fra nye EU-lande kan komme hertil og konkurrere om de få ledige jobs, kan det betyde et alvorligt økonomisk tilbageslag for Danmark.

Den danske velfærdsmodel, som bygger på en høj grad af solidaritet, vil blive undergravet, hvis arbejdstagere og deres pårørende fra de nye medlemslande efter kort tids ophold i Danmark kan opnå samme ret til sociale ydelser som andre borgere her i landet.

Dansk Folkeparti har påpeget disse problemer i årevis, men skiftende danske regeringer har ignoreret dem. Hvad enten der har været tale om en venstreorienteret eller en borgerlig regering, har man henvist til de erfaringer, vi har fra tidligere udvidelser af EU. På baggrund af disse erfaringer har den nuværende statsminister således udtalt, at der ikke kommer en massiv tilstrømning af arbejdskraft fra øst.

c. Øvrige forhold

Skiftende danske regeringers modstand mod at kræve overgangsordninger for arbejdskraftens frie bevægelighed har ofte været begrundet med, at der ikke var problemer ved arbejdskraftens vandring i forbindelse med EF’s udvidelser i 1980’erne. Dansk Folkeparti har ved adskillige lejligheder gjort opmærksom på, hvorfor den kommende østudvidelse ikke kan sammenlignes med tidligere udvidelser.

For det første indførte medlemslandene i det daværende EF rent faktisk 7-årige overgangsordninger for at forhindre masseudvandring fra de nye lande.

For det andet er hovedparten af østlandene langt mere tilbagestående i økonomisk henseende end de tre lande, der opnåede medlemskab i 1980’erne.

For det tredje er der den geografiske beliggenhed. Polen – der udgør mere end halvdelen af de nye EU-borgere – ligger meget tæt på Danmark.

For det fjerde er det vigtigt at tage hensyn til, at nogle af Europas fattigste områder kommer til at grænse op til Europas rigeste områder, herunder Tyskland, Østrig og Danmark – hvoraf sidstnævnte er eneste land uden den 7-årige overgangsordning!

For det femte er der meget store forskelle i de sociale sikringsordninger. Danmark har nogle af verdens mest generøse sociale ordninger, mens de nye lande stadig befinder sig på begynderstadiet i denne henseende.

Den forestående udvidelse er den største udfordring, EU har stået over for. Derfor er det vigtigt, at den gennemføres med omtanke. Der burde være lavet undersøgelser, der tog højde for, at visse centrale lande i EU indfører overgangsordninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed. Dette er ikke sket. Det nærmeste vi kommer en undersøgelse, der tager disse forhold i betragtning, er den tidligere refererede gallupundersøgelse for Ugebrevet A4. I stedet er der lavet adskillige undersøgelser, der alle tager udgangspunkt i, at ingen af de nuværende EU-lande vil indføre overgangsordninger i forbindelse med udvidelsen. Der er således lavet en lang række forkerte analyser, som, forståeligt nok, er kommet frem til forkerte konklusioner.

3. De økonomiske konsekvenser ved udvidelsen er utilstrækkelig belyst

I forbindelse med udvidelsen er der en lang række økonomiske spørgsmål, der ikke er blevet belyst. Regeringen burde have taget initiativ til at få udarbejdet seriøse rapporter, der kunne belyse, hvorledes østudvidelsen vil påvirke dansk økonomi. Eksempelvis vil flere virksomheder flytte produktionen til Østeuropa. I stedet har mange politikere talt meget om, at østudvidelsen er en »win-win«-situation, som alle kun vil få fordele af. Der er hovedsagelig blevet fokuseret på, hvilke fordele de østeuropæiske lande vil få af EU-medlemskabet, der menes at føre til større vækst og mindre arbejdsløshed i disse lande.

Medlemskab er ikke kun en ubetinget fordel for de østeuropæiske lande. Især de fattigste lande, såsom Polen, Slovakiet og de baltiske lande, skal gennemgå store moderniseringer af deres produktionsapparat for at kunne konkurrere med det resterende EU og den øvrige omverden. I dag er arbejdsløsheden i Polen på mere end 20 pct. Næsten 20 pct. af den erhvervsaktive del af den polske befolkning er beskæftiget inden for landbruget. Europa-Kommissionens landbrugskommissær, Franz Fischler, har tidligere udtalt, at intet moderne land kan opretholde sig selv med så stor en del af arbejdsstyrken i landbrugssektoren. Hvis Polens landbrug skal moderniseres og bringes på niveau med EU-gennemsnittet, vil det være nødvendigt at bringe dette tal ned på 4-5 pct. Det svarer til, at mere end to millioner må forlade det polske landbrug. Noget lignende gør sig gældende med hensyn til industriproduktionen, der generelt er meget ineffektiv i de østeuropæiske lande og har svært ved at konkurrere med EU-landenes. Omstillingen til et moderne produktionsapparat vil få store konsekvenser for landene. På kort og mellemlang sigt vil denne omstillingsproces næsten med sikkerhed føre til store sociale problemer for de mindst velstående af østlandene, idet arbejdsløsheden vil stige yderligere.

Dansk Folkeparti har hele tiden peget på, at det ville være væsentligt at nedbringe arbejdsløsheden, forbedre bruttonationalproduktet (BNP) og bekæmpe korruptionen i ansøgerlandene, før de kunne optages som medlemmer. BNP ligger i de fleste af ansøgerlandene meget langt under det tilsvarende tal for Danmark. Polens BNP er således ca. en syvendedel af Danmarks. Korruptionen i de østeuropæiske lande, der indtræder i EU, er ligeledes langt større, end vi kender det i Vesteuropa.

De økonomiske og sociale forhold i de seks af ansøgerlandene, nemlig Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Polen og Slovakiet, gør, at der i disse lande kan forventes en fortsat høj arbejdsløshed og tillige høj kriminalitet. Dette kan få alvorlige konsekvenser for de nuværende medlemslande, herunder Danmark.

Dansk Folkeparti har i flere år opfordret til, at der på EU-niveau skulle udarbejdes en hvidbog over, hvilke omkostninger der vil være forbundet med østudvidelsen. Efter den tyske genforening viste udgifterne for Forbundsrepublikken sig at være langt større end forudset, og i 2001 skønnedes det, at det hvert år siden 1990 har kostet vesttyskerne ca. 140 mia. DM at få det tidligere DDR med dets 16 millioner indbyggere optaget i Forbundsrepublikken. Enhver realistisk bedømmelse af de nye EU-landes økonomi indikerer, at de økonomiske byrder for den vesteuropæiske befolkning ved udvidelsen vil blive langt større. Det fik i 2001 den tidligere tyske forbundskansler Helmut Schmidt til at udtale, at det »ville være latterligt at tale om at udvide EU med flere lande « . I Folketinget blev denne problemstilling den 7. februar 2001 drøftet mellem den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Peter Skaarup (Dansk Folkeparti) i forbindelse med statsministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1438 (folketingsåret 2000-2001). Dansk Folkeparti gentog ved den lejlighed opfordringen til et analysearbejde, en hvidbog, der kunne forberede de europæiske befolkninger, herunder den danske, på de meget omfattende økonomiske konsekvenser, der vil følge med udvidelsen. Et sådant udredningsarbejde er imidlertid ikke udført.

Under udvalgsarbejdet med lovforslaget er der af udvalget bl.a. stillet spørgsmål om de økonomiske konsekvenser for amter, kommuner og staten (jf. spørgsmål 11). Af besvarelsen fremgår det, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at foretage en beregning i relation til de sociale ydelser. Udvalget har også spurgt om muligheden for, at navngivne danske kommuner kan opnå støtte fra EU’s strukturfonde i fremtiden (spørgsmål 10). Ministeriet har svaret, at støttemulighederne ikke kendes. Udvalget har i spørgsmål 23 spurgt om de statsfinansielle konsekvenser for Danmark, og svaret efterlader også her usikkerhed med hensyn til de fremtidige danske nettoudgifter til EU’s budget. Det må således fastslås, at det er en særdeles stor mangel ved forberedelsen af østudvidelsen, at der ikke er gennemført et udredningsarbejde, en hvidbog. De europæiske lande og deres borgere, herunder Danmark og danskerne, går ind til stor usikkerhed om de økonomiske konsekvenser af udvidelsen.

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Charlotte Antonsen (V) nfmd. Eva Kjer Hansen (V) Jens Kirk (V) Thor Gunnar Kofoed (V) Tina Nedergaard (V) Kristian Thulesen Dahl (DF) Karina Sørensen (DF) Lars Barfoed (KF) Gitte Seeberg (KF) Claus Larsen‑Jensen (S) fmd. Henrik Dam Kristensen (S) Jacob Buksti (S) Ritt Bjerregaard (S) Mogens Lykketoft (S) Villy Søvndal (SF) Elisabeth Arnold (RV) Keld Albrechtsen (EL)

Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

56

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

1

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne