Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), pasloven og ægteskabsloven
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 198
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsoversigt og høringssvar, fra justitsministeren
2
Spm. 1 om, hvor mange aktuelle bortførelser ministeren er bekendt med pr. dags dato, til justitsministeren
Spm. 2 om, i hvor mange tilfælde der betales sociale ydelser til bortføreren i de tilfælde, personen befinder sig i udlandet, til justitsministeren
Spm. 3 om en kommunes ret til at stoppe sociale ydelser til børnebortføreren, til justitsministeren
Spm. 4 om stop for sociale ydelser, mens børnebortføreren opholder sig i udlandet, til justitsministeren
Spm. 5, om sociale ydelser genoptages, når børnebortføreren vender tilbage til Danmark, til justitsministeren
3
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
1. udkast til betænkning
6
Svar på spm. 1 om, hvor mange aktuelle bortførelser ministeren er bekendt med pr. dags dato, fra justitsministeren
Svar på spm. 2 om, i hvor mange tilfælde der betales sociale ydelser til bortføreren i de tilfælde, personen befinder sig i udlandet, fra justitsministeren
Svar på spm. 3 om en kommunes ret til at stoppe sociale ydelser til børnebortføreren, fra justitsministeren
Svar på spm. 4 om stop for sociale ydelser, mens børnebortføreren opholder sig i udlandet, fra justitsministeren
Svar på spm. 5, om sociale ydelser genoptages, når børnebortføreren vender tilbage til Danmark, fra justitsministeren
7
Ændringsforslag fra justitsministeren
8
2. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Retsudvalget den 8. maj 2003
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (internationale børnebortførelser), pasloven og ægteskabsloven
(Retshjælpsordning i børnebortførelsessager m.v.)
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
1. Ændringsforslag
Der er af justitsministeren stillet 3 ændringsforslag.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 27. marts 2003 og var til 1. behandling den 8. april 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 14. marts 2003 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 847. Den 3. april 2003 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 5 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af justitsministeren , tiltrådt af udvalget
Til titlen
1) Efter ordet »pasloven« indsættes: », udlændingeloven«.
[Ændringsforslag om ændring af titlen]
Til § 2
2) I det under nr. 1 foreslåede § 2 a, stk. 1, indsættes efter »selvstændigt pas« ordene: »eller selvstændig særlig rejselegitimation«.
[Sidestilling af et barns særlige rejselegitimation med pas i forbindelse med sletning af barn i pas]
Ny paragraf
3) Efter § 2 indsættes som ny paragraf
» § 01
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002, som ændret senest ved lov nr. 292 af 30. april 2003, foretages følgende ændring
1. § 39, stk. 5, affattes således
» Stk. 5 . Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration fastsætter regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument. Et barn under 15 år med selvstændigt pas eller selvstændig særlig rejselegitimation kan af den eller dem, der har forældremyndigheden, efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, kræves slettet i andre personers særlige rejselegitimation. Særlig rejselegitimation til udlændinge kan inddrages efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet. ««
[Indsættelse af bestemmelse om sletning af barn i særlig rejselegitimation til udlændinge]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at titlen ændres således, at den omfatter den foreslåede ændring af udlændingeloven, jf. nr. 3.
Til nr. 2
Det fremgår af den ved lovforslagets § 2, nr. 1, foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 a, at et barn under 15 år med selvstændigt pas kan kræves slettet i andre personers pas af den eller dem, som har forældremyndigheden over barnet. Afgørelse om sletning træffes af politiet, som midlertidigt kan inddrage et pas med henblik på sletning af et barn, der er indskrevet heri.
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 5, 1. pkt., fastsætter integrationsministeren regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument. Reglerne om udstedelse af rejselegitimation til udlændinge (konventions- og fremmedpas) er fastsat i udlændingebekendtgørelsens §§ 6 og 7.
Selvstændig særlig rejselegitimation til et udenlandsk barn under 15 år bør på samme måde som et selvstændigt pas kunne danne grundlag for, at et barn kan slettes af et dansk pas. Det foreslås derfor, at den foreslåede bestemmelse i paslovens § 2 a ændres således, at særlig rejselegitimation til et barn under 15 år også kan danne grundlag for, at barnet slettes af den voksnes pas.
Til nr. 3
Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 39, stk. 5, 2. pkt., kan rejselegitimation (konventionspas og fremmedpas) inddrages efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, eller når grundlaget for udstedelse er bortfaldet.
Da det i sager om børnebortførelser ofte forekommer, at den af forældrene, der bortfører barnet til udlandet, er udenlandsk statsborger, bør det sikres, at den foreslåede adgang til at få et barn slettet af andres pas også skal kunne finde anvendelse på rejselegitimation, som er udstedt til herboende udlændinge.
Det foreslås på den baggrund i den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 5, 2. pkt., at et barn under 15 år med selvstændigt pas eller selvstændig særlig rejselegitimation af den eller dem, der har forældremyndigheden, efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, kan kræves slettet i andre personers særlige rejselegitimation.
De foreslåede bestemmelser i § 39, stk. 5, 1. og 3. pkt., svarer til de gældende bestemmelser i § 39, stk. 5, 1. og 2. pkt.
Det bemærkes herved, at adgangen i den foreslåede bestemmelse i § 39, stk. 5, 3. pkt., til at inddrage særlig rejselegitimation til udlændinge efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, også vil omfatte midlertidig inddragelse med henblik på sletning af et barn under 15 år med selvstændigt pas eller selvstændig særlig rejselegitimation i andre personers særlige rejselegitimation.
Inge Dahl‑Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) nfmd. Karsten Nonbo (V) Freddy Dam (V) Per Dalgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KRF) Frode Sørensen (S) Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S) Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S) Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
56
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
1
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne