Betænkning over Forslag til lov om ændring af beredskabsloven \n(Ændret grundlag for beredskabsplanlægningen, tilpasning af det krigsmæssige beredskab, sammensætningen af ankenævnet m.v.)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 108
Bilagsnr.
Titel
1
Henvendelse af 9/12-02 fra Foreningen af beredskabskonsulenter ved civilregionerne
2
Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 9/12-02 fra Foreningen af beredskabskonsulenter ved civilregionerne, til indenrigs- og sundhedsministeren
3
Henvendelse af 9/12-02 fra Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn
4
Spm. 2 om kommentar til henvendelse af 9/12-02 fra Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn, til indenrigs- og sundhedsministeren
5
Høringssvar og høringsnotat, fra indenrigs- og sundhedsministeren
6
Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren
7
Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 9/12-02 fra Foreningen af beredskabskonsulenter ved civilregionerne, fra indenrigs- og sundhedsministeren
8
Svar på spm. 2 om kommentar til henvendelse af 9/12-02 fra Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn, fra indenrigs- og sundhedsministeren
9
Tidsplan for behandlingen af lovforslaget
10
Spm. 3 om at sikre de frivillige i Beredskab Storkøbenhavn, til indenrigs- og sundhedsministeren
11
Henvendelse af 20/2-03 fra Personalet ved Beredskab Storkøbenhavn
12
Spm. 4 om kommentar til henvendelse af 20/2-03 fra Personalet ved Bedredskab Storkøbenhavn, til indenrigs- og sundhedsministeren
13
Svar på spm. 3 om at sikre de frivillige i Beredskab Storkøbenhavn, fra indenrigs- og sundhedsministeren
14
Henvendelse af 27/2-03 fra Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn
15
Spm. 5 om kommentar til henvendelse af 27/2-03 fra Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn, til indenrigs- og sundhedsministeren
16
Spm. 6 om samordningen i Storkøbenhavn, til indenrigs- og sundhedsministeren
17
1. udkast til betænkning
18
Svar på spm. 4 om kommentar til henvendelse af 20/2-03 fra Personalet ved Beredskab Storkøbenhavn, fra indenrigs- og sundhedsministeren
19
Svar på spm. 5 om kommentar til henvendelse af 27/2-03 fra Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn, fra indenrigs- og sundhedsministeren
20
Svar på spm. 6 om samordningen i Storkøbenhavn, fra indenrigs- og sundhedsministeren
21
2. udkast til betænkning
22
3. udkast til betænkning
23
Notat af 18/3-2003 om nyttiggørelse af frivilligpotentialet i Storkøbenhavn, fra indenrigs- og sundhedsministeren
Betænkning afgivet af Kommunaludvalget den 20. marts 2003
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af beredskabsloven
(Ændret grundlag for beredskabsplanlægningen, tilpasning af det krigsmæssige beredskab, sammensætningen af ankenævnet m.v.)
indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke ;Rasmussen)]
1. Ændringsforslag
Der af indenrigs- og sundhedsministeren stillet et ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 5. december 2002 og var til 1. behandling den 23. januar 2003. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og indenrigs- og sundhedsministeren sendte den 14. oktober 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 20. Den 17. januar 2003 sendte indenrigs- og sundhedsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra
Foreningen af beredskabskonsulenter ved civilregionerne,
Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn og
Personalet ved Beredskab Storkøbenhavn.
Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget kommenteret henvendelserne.
Deputationer
Endvidere har Gruppen af frivillige ledere ved Beredskab Storkøbenhavn mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Udtalelse fra indenrigs- og sundhedsministeren om nyttiggørelse af frivilligpotentialet i Storkøbenhavn
1. Lovforslag L 108
Ved den politiske aftale om beredskabet efter 2002 besluttede samtlige partier i Folketinget, at der på grundlag af den sikkerhedspolitiske situation skal foretages en yderligere forskydning fra traditionelle civilforsvarsopgaver (krigsmæssigt beredskab) til fredstidsopgaver, herunder beredskabet ved større hændelser, der bl.a. set i lyset af begivenhederne efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001 bør prioriteres yderligere.
På den baggrund indeholder lovforslaget en ophævelse af beredskabslovens § 12, stk. 2, der giver mulighed for at pålægge visse kommuner at kunne yde en øjeblikkelig og mere omfattende indsats mod følgerne af krigshandlinger. Som en naturlig konsekvens heraf foreslås ligeledes en ophævelse af beredskabslovens § 11 om den pligtmæssige samordning af opgaver inden for redningsberedskabet i det storkøbenhavnske område. De opgaver, der skal samordnes efter § 11, omfatter udelukkende varetagelsen af det krigsmæssige redningsberedskab efter lovens § 12, stk. 2.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at såfremt kommunalbestyrelserne i det storkøbenhavnske område fremover ønsker at samordne deres opgaver inden for redningsberedskabet, kan dette aftales i henhold til beredskabslovens § 10. I bemærkningerne peges på, at henset til de særlige forhold i det storkøbenhavnske område kan det være relevant, at kommunalbestyrelserne i dette område tager initiativ til at overveje behovet for at aftale en sådan samordning. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ikke hidtil fundet grundlag for at foreslå en pligtmæssig samordning af redningsberedskabets opgaver inden for det storkøbenhavnske område opretholdt, da det bør være kommunalbestyrelsernes egen afgørelse, hvorvidt de ønsker at samordne deres opgaver, helt eller delvist. Det bemærkes i den forbindelse, at det i henhold til beredskabsloven er den enkelte kommunalbestyrelse, der selv fastsætter de opgaver, der skal løses af frivillige.
2. Den politiske aftale om beredskabet efter 2002 vedrørende frivillige
På baggrund af den politiske aftale om redningsberedskabet efter 2002, hvor et af de centrale punkter er en øget nyttiggørelse af det potentiale, som de frivillige udgør for redningsberedskabet, tilskrev indenrigs- og sundhedsministeren den 12. december 2002 samtlige kommunalbestyrelser, jf. ministeriets samtidige orientering til Kommunaludvalget (alm. del bilag 4), og meddelte, at de politiske partier er enige om, at målsætningen er, at de frivillige skal udgøre en reel, operativ del af beredskabet og indgå som en integreret ressource såvel lokalt og regionalt som centralt. Som et væsentligt element heri skal der oprettes en permanent, central personelreserve af frivillige, der skal kunne indkaldes til at afløse og bistå mandskab fra det kommunale og statslige redningsberedskab ved langvarige og mandskabskrævende indsatser.
Denne målsætning skal ses på baggrund af det ændrede trusselsbillede, som Danmark står over for. Varslingstiden for egentlige krigshandlinger rettet mod Danmark vurderes til over 10 år. Derfor ændres fokus yderligere for det samlede redningsberedskab fra det krigsmæssige beredskab til et fredstidsberedskab, herunder et beredskab for større hændelser som naturkatastrofer og terrorhandlinger m.v.
Med henblik på at sikre en opfølgning på målsætningen om øget anvendelse af frivillige i redningsberedskabet er der, som forudsat i aftalen, etableret en Frivilligenhed, hvori Beredskabs-Forbundet, de kommunale parter, Beredskabsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet deltager.
Det centrale i Frivilligenhedens arbejde er et ønske om at skabe det bedst mulige beredskab inden for de givne ressourcer. Fokus er dermed rettet mod fordelene ved at inddrage frivillige i opgaveløsningen. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at de frivillige først og fremmest skal ses som et supplement til og dermed ikke som en erstatning for det lønnede personel i redningsberedskabet. Der skal i forlængelse heraf særligt peges på, at den udvikling, der er sat i gang i retning mod indførelsen af risikobaseret dimensionering, åbner nye muligheder for som et integreret element i kortlægningen af risici i de enkelte kommuner at inddrage spørgsmålet om, hvorledes de frivillige vil kunne aflaste, supplere og bistå det lønnede personel i redningsberedskabet.
Frivilligenheden har den 20. februar 2003 udsendt en handlingsplan med en række initiativer, der skal medvirke til at understøtte arbejdet med at øge inddragelsen af frivillige i såvel det kommunale som statslige beredskab samt tilvejebringe rammerne for en central personelreserve af frivillige, herunder med deltagelse af veluddannede frivillige fra det storkøbenhavnske område.
Som nævnt oven for er det den enkelte kommunalbestyrelse, der selv fastsætter de opgaver, der skal løses af frivillige. Såfremt målsætningen om at øge anvendelsen af frivillige skal kunne realiseres, forudsætter det således et aktivt medspil fra kommunerne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har derfor opfordret kommunalbestyrelserne til at overveje, om deres kommune med fordel kunne begynde at anvende eller øge den eksisterende anvendelse af frivillige.
3. De storkøbenhavnske kommuners undersøgelse
Beredskabsudvalget for Storkøbenhavn har igangsat et udvalgsarbejde i et etableret Beredskabsforum, der er sammensat af beredskabscheferne for de storkøbenhavnske kommuner samt beredskabsdirektøren for Beredskab Storkøbenhavn. Ifølge kommissoriet for udvalgsarbejdet skal de vurdere, hvorvidt de storkøbenhavnske kommuner selv kan løse alle beredskabsopgaver, jf. beredskabsloven, eller om der er opgaver, der ikke kan løses fremover, herunder hvorvidt der fortsat kan være opgaver, der mest rationelt løses i fællesskab eksempelvis administration, uddannelse og anvendelse af frivillige. Det følger endvidere af kommissoriet, at der i den forbindelse skal foretages en analyse af, om der fortsat er behov for Beredskab Storkøbenhavn i en ny model til løsning af opgaver, som ikke umiddelbart dækkes af kommunernes beredskab, eller som det vil være rationelt at samle i et fællesskab for de kommuner, der ønsker en frivillig samordning.
Ifølge kommissoriet skal udvalgsarbejdet resultere i en rapport, der skal være færdig senest medio maj 2003. Rapporten skal herefter sendes til Beredskabsudvalget for Storkøbenhavn senest den 15. maj 2003, således at udvalget kan behandle rapporten på sit møde den 26. maj 2003. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er bekendt med, at rapporten herefter planlægges forelagt for Beredskabskommissionen for Storkøbenhavn, der tentativt afholder møde den 11. juni 2003.
Rapporten kan danne grundlag for stillingtagen i de 20 kommuner til spørgsmålet om samordning eller andre samarbejdsformer vedrørende opgaver inden for redningsberedskabet, herunder administration, uddannelse og anvendelse af frivillige.
4. Undersøgelse i regi af Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Det fremgik af bemærkningerne ved første behandlingen af lovforslaget om samordnings- og frivilligspørgsmålet i det storkøbenhavnske område samt af den efterfølgende debat, at der fra flere sider er udtrykt en bekymring for, om der er opgaver inden for redningsberedskabet i det storkøbenhavnske område, der ikke vil blive løst, hvis Beredskab Storkøbenhavn afvikles som en konsekvens af ophævelsen af lovens § 11.
På den baggrund vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet tage initiativ til, at der parallelt med kommunernes egen undersøgelse også i regi af Beredskabsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet gennemføres en undersøgelse af, hvilke muligheder man har fra statslig side for at bidrage til at nyttiggøre de kompetencer og ressourcer, som de frivillige i Storkøbenhavn udgør i relation til den centrale personelreserve. Kommunerne i Storkøbenhavn skal fortsat selv tage stilling til den fortsatte varetagelse af de kommunale opgaver, der i dag varetages af frivillige ved Beredskab Storkøbenhavn. Denne arbejdsdeling mellem kommunerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal ses på baggrund af, at ansvaret for og finansieringen af kommunale beredskabsopgaver skal forblive hos kommunerne.
Undersøgelsen forventes bl.a. at belyse, hvorvidt lokaliseringen af den centrale personelreserve i Hedehusene yderligere vil kunne styrke bestræbelserne i henhold til den af Frivilligenheden udarbejdede handlingsplan om bl.a. at etablere en central personelreserve af frivillige. I relation til Frivilligenhedens handlingsplan vil det således være relevant at undersøge, om Beredskab Storkøbenhavn kan udvikles til et regionalt center for de frivillige i det storkøbenhavnske område.
Undersøgelsen forventes ligeledes at omfatte, hvorvidt et sådant center i Storkøbenhavn også vil kunne udvikles til at varetage visse landsdækkende funktioner for de frivillige, der skal tilknyttes de statslige regionale beredskabscentre i den frivillige indsatsstyrke (Den centrale personelreserve).
4. Indstillinger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
5. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af indenrigs- og sundhedsministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 1
1) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer
» 01. I § 9, stk. 4, udgår »og § 11, stk. 1« samt »og § 11, stk. 2,«.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er tale om en konsekvensændring af beredskabslovens § 9, stk. 4, som følge af forslaget i § 1, nr. 8, om ophævelse af beredskabslovens § 11.
Thor Gunnar Kofoed (V) Gudrun Laub (V) Ester Larsen (V) Marianne Pedersen (V) nfmd. Jens Vibjerg (V) Uno Larsson (DF) Poul Nødgaard (DF) fmd. Knud Erik Kirkegaard (KF) Helle Sjelle (KF) Arne Toft (S) Inger Bierbaum (S) Jørn Pedersen (S) Karen J. Klint (S) Ole Stavad (S) Kristen Touborg (SF) Marianne Jelved (RV) Line Barfod (EL)
Kristeligt Folkeparti, Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne