Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven\n(Nedsat kontanthjælp til personer, der er samlevende med en starthjælps- eller introduktionsydelsesmodtager)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 89
Bilagsnr.
Titel
1
Spm. 1 om forsørgertillæg i en husstand af samlevende, til beskæftigelsesministeren
Spm. 2 om sammenbragte børn i en husstand, til beskæftigelsesministeren
Spm. 3 om de økonomiske konsekvenser for samlevende, til beskæftigelsesministeren
Spm. 4 om definition af begrebet husstand, til beskæftigelsesministeren
Spm. 5 om beregning af forsørgertillæg til børn i et bofællesskab, til beskæftigelsesministeren
2
Forslag til tidsplan for arbejdet med lovforslaget
3
1. udkast til betænkning
4
Svar på spm. 1 om forsørgertillæg i en husstand af samlevende, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 2 om sammenbragte børn i en husstand, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 3 om de økonomiske konsekvenser for samlevende, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 4 om definition af begrebet husstand, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 5 om beregning af forsørgertillæg til børn i et bofællesskab, fra beskæftigelsesministeren
5
Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
6
2. udkast til betænkning
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålene og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra S.
Spørgsmål 2
Hvis der er mere end 2 sammenbragte børn i husstanden, hvis børn er det så, der kan gives tillæg til? Vil det alene gå efter alderen, og hvad med de ældste børns forsørgelse?
Svar
Det fremgår af § 25, stk. 7, at en person, der modtager starthjælp, får udbetalt et forsørgertillæg, hvis personen har forsørgelsespligt over for et barn under 18 år. Forsørgertillægget udgør for enlige 1.276 kr. pr. måned og for gifte og samlevende 1.058 kr. pr. måned. Der kan højst ydes 1 forsørgertillæg pr. barn, når begge forældre bor sammen med barnet. Der kan højst ydes 2 forsørgertillæg pr. husstand. Til en husstand medregnes ansøgeren, dennes ægtefælle eller samlever og hjemmeværende børn under 18 år, der har fast ophold i boligen. Hvis et barn under 18 år selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn, betragtes det ikke som hørende til en forældres husstand. Hvis der er flere end 2 børn i husstanden, beregnes forsørgertillægget for de 2 yngste.
Forsørgertillæg udbetales til indehaveren af forældremyndigheden. Hvis begge forældre har forældremyndigheden og tilhører samme husstand, udbetales tillægget til moderen.
Hvad angår ydelsen af 2 forsørgertillæg til en husstand henvises til svaret på spørgsmål 1. Det bemærkes, at forsørgelsen af sammenbragte børn ikke alene dækkes gennem udbetaling af starthjælp, men fx også af børnebidrag fra forældre, der ikke tilhører husstanden. Grænsen på 2 børn udgør en øvre grænse for, hvad en husstand uanset om parterne er gift eller samlevende kan modtage. Det har ikke været hensigten med indførelsen af starthjælpen at indføre et system i retning af kontanthjælpssystemet før bruttoficeringen i 1994, hvor hvert barn udløste et børnetillæg.
Spørgsmål 4
Ministeren bedes definere begrebet »husstand«. Vil alle personer med bolig på samme adresse være omfattet af den samme husstand? Herunder også eventuelle personer, der af praktiske/boligmæssige/økonomiske årsager har oprettet et bofællesskab/kollektiv i en passende stor bolig, der ikke er opdelt i adskilte boligadresser?
Svar
Begrebet »husstand« er i bemærkningerne til lov nr. 361 af 6. juni 2002 (L 126 2001-2002 2. samling) afgrænset således, at den højst består af 2 voksne, hvor den ene eller begge er forældre til barnet, og hvor det for samlevende gælder, at de lever i et ægteskabslignende forhold.
Hvis et barn bor hos begge forældre, kan det højst udløse et forsørgertillæg. Hvis et barn kun bor hos den ene forældre, vil barnet kunne udløse forsørgertillæg til begge forældre. Hvis et barn under 18 år selv har ansvaret for at forsørge en ægtefælle eller et barn, indgår det ikke i forældrenes husstand i relation til retten til forsørgertillæg. Dette betyder, at et barn under 18 år, der bor med sit eget barn hos en eller begge forældre, vil blive betragtet som en selvstændig husstand og hermed kunne få forsørgertillæg, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt. Forældre, søstre og brødre og andre familiemedlemmer, som har fast ophold i boligen sammen med forsørgeren, betragtes ikke som husstand til denne i relation til retten til forsørgertillæg.
Reglerne for, hvornår en person kan anses for samlevende, følger reglerne i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag og lov om social pension.
Da der højst kan udbetales 2 forsørgertillæg pr. husstand, udbetales det til den, der har forældremyndigheden over barnet ved fælles forældremyndighed til barnets moder. Herved følges principperne i lov om en børnefamilieydelse.
Det er en betingelse for udbetaling af forsørgertillæg, at barnet har ophold her i riget eller et andet EU/EØS land.
Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 28. november 2002
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og integrationsloven
(Nedsat kontanthjælp til personer, der er samlevende med en starthjælps- eller
introduktionsydelsesmodtager)
[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]
1. Ændringsforslag
Der er af beskæftigelsesministeren stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 13. november 2002 og var til 1. behandling den 18. november 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.
Dispensation fra 30-dages-reglen
Beskæftigelsesministeren har i den skriftlige fremsættelse anbefalet, at Folketingets behandling af lovforslaget gennemføres hurtigst muligt, og begrundet denne anbefaling.
Et flertal i udvalget (V, S, DF, KF og EL) indstiller, at lovforslaget kommer til 3. behandling tidligere end 30 dage efter lovforslagets fremsættelse.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 2 af udvalgets spørgsmål og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (S, SF, RV, EL og KRF) vil ved lovforslagets 2. behandling stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag og vil ved lovforslagets 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Det Radikale Venstre mener, at lovsjusk er forklaringen på dette forslag til lovændring. Og måske værre: Regeringen har så travlt med at gøre det umuligt at være udlænding i Danmark, at man kommer på den forkerte side af grundloven. Det virker, som om regeringen ser stort på alt, der trækker i retning af en human behandling af fremmede. Internationale konventioner, internationale anbefalinger vedrørende hjemsendelse af flygtninge og almindelig anstændighed sidder man overhørig. Det er dybt beklageligt.
Det Radikale Venstre undlader at stemme som svar på det paradoks, at vi på den ene side ikke støtter loven og på den anden side ikke ønsker, at Folketinget vedtager love, som er i strid med grundloven.
Enhedslisten finder, at det på den ene side er klart, at Folketinget må rette op på en grundlovsstridig lov, som var resultatet af regeringens bestræbelser på hurtigst muligt at genindføre nedsatte ydelser for primært flygtninge og indvandrere, og det deraf følgende lovsjusk. I den forbindelse har Enhedslisten peget på, at der skal nedsættes et uafhængigt lovråd, som kan vurdere, om de enkelte lovforslag er i overensstemmelse med grundloven, menneskerettighedskonventionen og andre grundlæggende internationale konventioner. Det er nødvendigt for at undgå lignende pinlige sager i fremtiden.
På den anden side kan Enhedslisten under ingen omstændigheder medvirke til et lovforslag, som fastholder de asociale nedsatte ydelser for bestemte grupper af kontanthjælpsmodtagere. Lovforslaget betyder ikke engang en genopretning af den samlede indkomst for samlevende, idet modregningen i starthjælpsmodtagerens indkomst erstattes af en modregning i kontanthjælpsmodtagerens.
Enhedslisten mener ikke, man skal skære i ydelserne. Enhedslisten mener ikke, man kommer hurtigere i arbejde, fordi man sulter, og vi mener ikke, man skal behandle folk afhængigt af, hvad deres ægtefælle eller samlever har af indkomst.
Et tredje mindretal i udvalget (IA) vil ved lovforslagets 2. behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget og ændringsforslagene.
Tjóðveldisflokkurin og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et mindretal (V, DF og KF)
Til § 1
1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 13, stk. 6, ændres »§ 26, stk. 3« til: »§ 26, stk. 5«.«
[Redaktionel ændring]
2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»02. I § 30, stk. 2, og § 109, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 26, stk. 2« til: »§ 26, stk. 4«.«
[Redaktionel ændring]
Til § 3
3) I stk. 1 udgår »og har virkning fra den 1. december 2002«.
[Ændret ikrafttræden]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringerne er redaktionelle
Til nr. 3
Det foreslås, at ikrafttrædelsesbestemmelsen ændres, da forslaget om, at loven skal have virkning fra den 1. december 2002, forudsatte, at vedtagelsen ved 3. behandling kunne ske før denne dato.
Birthe Rønn Hornbech (V) Irene Simonsen (V) Bodil Kornbek (KRF) Marianne Pedersen (V) Jørgen Winther (V) fmd. Pia Kjærsgaard (DF) Peter Skaarup (DF) Else Theill Sørensen (KF) Lars Barfoed (KF) Ritt Bjerregaard (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Morten Bødskov (S) Anne-Marie Meldgaard (S) nfmd. Kamal Qureshi (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Søren Søndergaard (EL) Kuupik Kleist (IA)
Tjóðveldisflokkurin og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
55
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
2
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne