Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer\n [af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)]

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 30

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren

2

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Spm. 1 om eksisterende anmeldte rettigheder til indvinding af råstoffer, til miljøministeren

Spm. 2 om rettigheder, som ligger i regionplanlagte områder, til miljøministeren

Spm. 3, om store arealer skal kunne bindes af tidligere erhvervede rettigheder, til miljøministeren

Spm. 4 om at afvise forlængelse af rettigheder, til miljøministeren

Spm. 5 om indvindingstilladelser og gravetilladelser, til miljøministeren

4

Meddelelse om lukning for spørgsmål til lovforslaget den 15. november 2002

5

Spm. 6 om Danmarks forpligtelser i henhold til habitatdirektivet, til miljøministeren

6

Svar på spm. 1 om eksisterende anmeldte rettigheder til indvinding af råstoffer, fra miljøministeren

Svar på spm. 2 om rettigheder, som ligger i regionplanlagte områder, fra miljøministeren

Svar på spm. 3, om store arealer skal kunne bindes af tidligere erhvervede rettigheder, fra miljøministeren

Svar på spm. 4 om at afvise forlængelse af rettigheder, fra miljøministeren

Svar på spm. 5 om indvindingstilladelser og gravetilladelser, fra miljøministeren

7

Svar på spm. 6 om Danmarks forpligtelser i henhold til habitatdirektivet, fra miljøministeren

8

1. udkast til betænkning

9

Spm. 7 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, til miljøministeren

10

Samrådsspm. A om, hvilke konsekvenser ændringer af bekendtgørelse om internationale naturbeskyttelsesområder har for forvaltningen af råstofloven efter lovforslaget, til miljøministeren

11

Svar på spm. 7 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, fra miljøministeren

12

2 notitser: »Forlængelse af de anmeldte rettigheder set i relation til naturinteresserne« og »To højesteretsdomme er grundlaget for forslag til ændring af råstofloven«, fra miljøministeren

13

Spm. 8 om at forlænge rettigheder i nyudpegede habitatområder, til miljøministeren

Spm. 9, om man forventer, at der skal udbetales erstatning i områder, hvor der ikke før har været gravet, til miljøministeren

14

Svar på spm. 8 om at forlænge rettigheder i nyudpegede habitatområder, fra miljøministeren

Svar på spm. 9, om man forventer, at der skal udbetales erstatning i områder, hvor der ikke før har været gravet, fra miljøministeren

15

Talepapir fra besvarelse af samrådsspørgsmål A om, hvilke konsekvenser ændringer af bekendtgørelse om internationale fuglebeskyttelsesområder har for forvaltningen af råstofloven efter lovforslaget, fra miljøministeren

Bilag 2

To notitser fra miljøministeren samt nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå

Notits fra Miljøministeriet om forlængelsen af de anmeldte rettigheder i medfør af L 30 set i relation til naturinteresserne og notits fra Miljøministeriet om, at 2 højesteretsdomme er grundlaget for forslag til ændring af råstofloven (L 30) er optrykt efter ønske fra S.

Spørgsmål 8 og 9 og miljøministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra S.

N O T I TS

SKOV- OG NATURSTYRELSEN

Frilufts- og Råstofkontoret

Den 21. november 2002

Forlængelsen af de anmeldte rettigheder i medfør af L 30 set i relation til naturinteresserne.

Den første råstoflov blev vedtaget i 1972, hvor det kunne forudses, at den accelererende samfundsudvikling ville føre til en stærkt forøget råstofindvinding, som ønskedes undergivet en samfundsmæssig kontrol gennem råstoftilladelsessystemet blandt andet for at sikre hensynet til naturinteresserne.

Al råstofindvinding krævede tilladelse efter råstofloven.

Undtagelse fra dette krav kunne opnås ved at anmelde allerede eksisterende indvindingsrettigheder til amtsrådene og dokumentere lovligheden heraf. Amterne godkendte herefter hovedparten heraf og kunne i den sammenhæng stille enkelte vilkår for indvinding og efterbehandling. En indvinder skulle herefter blot orientere amtet om, at indvinding agtedes påbegyndt i henhold til amtets godkendelse af den anmeldte indvindingsret. Det er denne mulighed, der i forhold til råstoflovens bestemmelser gælder indtil den 1. juli 2003.

Loven indeholdt en forbudsbestemmelse, der gav miljøministeren beføjelse til at forhindre indvinding på en anmeldt ret med mulighed for erstatning, hvis det fandtes i strid med væsentlige samfundsmæssige interesser, herunder naturinteresser. Også den bestemmelse gælder stadig indtil den 1. juli 2003.

Udnyttelsen af en anmeldt ret efter gældende regler er således ikke ensbetydende med, at hensynet til naturen ikke kan varetages eller ikke er blevet det. Hvis en udnyttelse af en anmeldt ret er til fare for naturbeskyttelsen, kan miljøministeren forhindre det ved forbud efter råstoflovens bestemmelser.

Med lovforslaget om forlængelse af de anmeldte rettigheder sker der en opstramning og forbedret mulighed for at varetage f.eks. naturmæssige hensyn.

Efter lovforslaget er det nu ikke længere tilstrækkeligt blot at orientere amtet om, at indvinding agtes påbegyndt på de oprindeligt stillede vilkår. Al indvinding efter den 1. juli 2003, herunder også indvinding på en forlænget anmeldt ret, kræver efter lovforslaget egentlig tilladelse fra amtsrådet efter de til enhver tid gældende regler råstoflov såvel som anden relevant lovgivning når det måtte blive aktuelt.

Det skal i den sammenhæng understreges, at en anmeldt ret eller en efter lovforslaget forlænget anmeldt ret ikke er en »selvstændig udnyttelsesret «, der fortrænger anden lovgivning. I det omfang et areal, omfattet af en forlænget anmeldt ret, er undergivet anden lovgivnings bestemmelser, vil udnyttelsen af en tilladelse til indvinding efter råstofloven tillige forudsætte dispensation eller tilladelse i henhold hertil.

Uanset om der er tale om en forlænget anmeldt ret eller ej, vil hensynet til naturinteresserne dermed blive varetaget i henhold til de samme regler og procedurer, herunder inddragelse af offentligheden, VVM-vurdering, tilladelser m.v.

Forslaget om en forlængelse af de anmeldte rettigheder vil ikke indebære en forringet varetagelse af naturinteresserne i forhold til arealer, der ikke er omfattet af en forlænget anmeldt ret. Tværtimod kan sikringen af naturinteresserne siges at blive styrket på grund af de nye tilladelseskrav, der efter lovforslagets ikrafttræden den 1. juli 2003 stilles til udnyttelsen af en forlænget anmeldt ret. De foreslåede regler betyder i øvrigt også, at den råstofindvinding, der på baggrund af en anmeldt ret er igangværende pr. 1. juli 2003, kræver en egentlig tilladelse efter råstofloven til fortsættelse af indvindingen efter den 1. juli 2003.

N O T I T S

SKOV- OG NATURSTYRELSEN

Frilufts- og Råstofkontoret

Den 22. november 2002

To højesteretsdomme er grundlaget for forslag til ændring af råstofloven (L 30).

Højesteret har ved to domme taget stilling til betydningen af, at der ikke blev meddelt tilladelse til fortsat indvinding af sten, sand eller grus, som blev indvundet i henhold til en anmeldt ret efter råstofloven fra 1972.

De to domme vedrører graverettigheder for sand, grus og sten men har betydning for vurderingen af situationen i dag, hvor anmeldte rettigheder til indvinding af kalk, kridt, ler, tørv etc. udløber den 1. juli 2003, da lovgivningsprincipperne er ens for anmeldte rettigheder i forhold til alle slags råstoffer. Efter lovgivningen kan miljøministeren nedlægge forbud efter råstoflovens § 48, stk. 2 mod indvindingen, hvis udnyttelsen af rettighederne er i alvorlig modstrid med de hensyn, loven tilsigter at varetage herunder for eksempel naturinteresser.

De to domme

Højesterets dom i UfR 1997, side 157 vedrørte det spørgsmål, om et afslag på tilladelse til fortsat indvinding af grus, som hidtil var blevet indvundet på grundlag af rettigheder, som var anmeldt i henhold til 1972-loven, berettigede rettighedshaverne til erstatning. Et spørgsmål var, om indvindingen erstatningsfrit kunne standses den 1. juli 1988, hvor retten ifølge råstofloven bortfaldt.

Da det af forarbejderne til § 22 i 1977-loven fremgik, at de fleste af de i henhold til 1972-loven anmeldte rettigheder forventedes at være udtømt eller bortfaldet, inden rettighederne efter bestemmelsen i § 22 bortfalder, og at de resterende rettighedshavere ville få tilladelse til fortsat indvinding, med mindre ganske særlige hensyn var til hinder herfor, fandtes afslaget på indvinding (selv om indvindingen angik perioden efter den 1. juli 1988) at have karakter af et individuelt indgreb, der måtte ligestilles med et forbud mod indvinding efter indvindingsretten efter 1972-loven.

Da Højesteret desuden ikke fandt det sandsynliggjort, at råstofindvinding i væsentligt omfang havde medvirket til den i området konstaterede grundvandsforurening eller medførte en nærliggende fare for forurening af vandforsyningen, fandtes rettighedshaverne berettigede til erstatning for det tab, som afslaget medførte.

Ved Højesterets dom UfR 1999, side 1538 afgjordes den anden sag om graverettigheder vedrørende sand, grus og sten. Sagen vedrørte i første række, om retten til erstatning ved afslag på en tilladelse var begrænset til at vedrøre resterende forekomster på netop de arealer, som vedkommende indvinder havde angivet i konkrete grave- og efterbehandlingsplaner til myndighederne, eller om retten til erstatning også gælder for resterende forekomster på indvinderens øvrige oprindeligt anmeldte arealer. Højesteret fulgte det sidstnævnte synspunkt og tildelte erstatning også for tabet som følge af manglende mulighed for indvinding efter lovens ophørsfrist den 1. juli 1988.

Konsekvenserne af Højesterets domme

Af dommene kan entydigt udledes, at Højesteret ikke finder, at ophørsfristen i loven reelt medfører et erstatningsfrit bortfald af indvindingsretten, når der forinden er søgt om indvindingstilladelse til udnyttelse af den anmeldte ret.

De to domme har betydning for situationen i dag, hvor det efter råstofloven er rettighederne til indvinding af andre råstoffer end sand, grus og sten, det vil sige kalk, kridt, ler, tørv etc. udløber den 1. juli 2003. Det vil sige, at indehavere af de råstofrettigheder, der udløber den 1. juli 2003, kan sikre sin fortsatte (ejendoms)ret ved inden den 1. juli 2003 at ansøge om tilladelse til råstofindvinding.

Det vurderes på denne baggrund og på baggrund af de to domme, at der uden den foreslåede ændring af råstofloven vil blive søgt indvindingstilladelse på stort set alle anmeldte rettigheder inden den 1. juli 2003, selv om der først er et egentligt behov for at tage dem i brug til indvinding på et senere tidspunkt, eller behovet slet ikke opstår.

Ansøgningerne om indvindingstilladelse inden den 1. juli 2003 vil nemlig betyde, at rettigheds-indehaverne bevarer den retsstilling, der i dag i erstatningsmæssig henseende er knyttet til en anmeldt ret, det vil sige, at der fortsat kan blive tale om erstatning ved afslag på ansøgning om tilladelse til indvinding.

Rettighederne vil således stadigvæk eksistere, hvis der er ansøgt om indvindingstilladelse inden den 1. juli 2003, også selv om man ikke gennemfører den foreslåede lovændring. Kun hvis rettighedsindehaveren intet foretager sig inden den 1. juli 2003 vil rettighederne således bortfalde »automatisk« uden omkostninger for statskassen.

Det fremsatte lovforslag åbner mulighed for, at rettighedsindehaverne kan få retten til indvinding forlænget uden at søge om indvindingstilladelse, før der er behov for det.

Det skal understreges, at forlængelsen af de anmeldte rettigheder hverken forbedrer muligheden for rent faktisk at udnytte den forlængede ret eller forbedrer muligheden for at opnå erstatning ved afslag. Forlængelsen betyder heller ikke, at muligheden for at give afslag på tilladelse til indvinding begrænses.

Skov- og Naturstyrelsen har ikke umiddelbart kendskab til, om der findes andre rettigheder i areal-anvendelseslovgivningen, der er blevet forlænget på tilsvarende måde.

Spørgsmål 8

Hvad siger EU til, at man forlænger rettigheder i nyudpegede habitatområder?

Svar

Indvinding på forlængede anmeldte rettigheder kræver tilladelse efter råstoflovens bestemmelser og anden relevant lovgivning, herunder regler fastsat i henhold til EU-direktiver. Forlængelsen af de anmeldte rettigheder vurderes derfor ikke at være i konflikt med EU-retten.

Spørgsmål 9

Under henvisning til notitsen »To højesteretsdomme er grundlaget for forslag til ændring af råstofloven (L 30)«, jf. L 30 bilag 12, bedes ministeren oplyse, om man forventer, at der skal udbetales erstatninger i områder, hvor der ikke før har været gravet.

Svar

Ved afslag på ansøgning om tilladelse til fortsættelse af igangværende indvinding på en forlænget anmeldt ret viser Højesterets domme, at det er muligt at opnå erstatning.

Den situation, at en virksomhed får afslag på en ansøgning om at påbegynde indvinding på et areal, hvor der ikke har været gravet før, ses ikke at være principielt anderledes, end hvis virksomheden får afslag på at fortsætte en igangværende indvinding. Begge typer afslag kan få alvorlige konsekvenser for virksomhedens fortsatte drift. I forhold til udbetaling af erstatning forventes det derfor ikke at have nogen afgørende betydning, om man har været i gang med indvinding eller ej. Hvorvidt der konkret skal betales erstatning eller ej, er op til domstolenes afgørelse.

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 26. november 2002

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer

[af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2002 og var til 1. behandling den 7. november 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 18. juni 2002 dette udkast til udvalget, jf. (2001-02, 2. samling) alm. del - bilag 826. Den 15. oktober 2002 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Samråd

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til miljøministeren til mundtlig besvarelse. Ministeren besvarede spørgsmålet i samråd med udvalget den 26. november 2002. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 9 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Miljøministeren har endvidere sendt udvalget 2 notitser. Notitserne samt nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF, KF, RV og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget kan støtte lovforslaget, som indebærer en forlængelse af anmelderettighederne. Til den del af lovforslaget, der giver miljøministeren beføjelser til at give dispensation til indvinding af andre råstoffer end sand, grus og sten i de nationale naturbeskyttelsesområder på søterritoriet, er det Dansk Folkepartis opfattelse, at det kun skal være i ganske særlige tilfælde, at dispensation kan komme på tale, og at der som minimum skal ske en miljømæssig vurdering, inden dispensationen gives.

Et mindretal i udvalget (S) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Et andet mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Enhedslistens medlem af udvalget kan ikke tilslutte sig en forlængelse af råstofindvindingsrettighederne for kalk, kridt, ler og tørv m.m. i 25 år. Systemet med indvindingsrettigheder bør stoppes, da det reelt drejer sig om råstoffer, som rettelig burde tilhøre samfundet. Der bør gøres op med rettigheder, der for en dels vedkommende har en fiktiv karakter, men som kan lægge sig hindrende i vejen for fremtidig udvikling. Som en overgangsordning kunne rettighederne forlænges i en kort periode f.eks. 4 år til man har gjort op, om der reelt er tale om en ressource, der skal bruges i produktion nu, og mens man vurderer, om det råstof, man har rettigheder til, overhovedet eksisterer i det område, som indvindingsretten gælder for.

I nogle af de til lovforslaget indkomne høringssvar har amterne bedt om lov til at afslå en forlængelse af rettighederne netop på baggrund af, at der er arealer, hvor der rent faktisk ikke findes den anmeldte råstofressource. Endvidere er der arealer, hvor råstoffet er udnyttet, og som derfor bør afmeldes. Endelig vil Nordjyllands Amt gerne have lov til at afslå forlængelse for råstoffer, der ikke indgår i en nuværende produktion. Danmarks Naturfredningsforening mener, at man skal vurdere rimeligheden af at have en rettighed, som ligger i et naturbeskyttelsesområde eller uden for et regionalt udpeget indvindingsområde, f.eks. i en periode på tre år. Disse indvendinger tages på ingen måde alvorligt med lovforslaget, selv om de er yderst relevante.

Med hensyn til ministerens adgang til dispensation til indvinding i særligt følsomme områder eller i naturbeskyttelsesområder fremgår det af lovforslaget, at en VVM-vurdering er en forudsætning for en sådan dispensation, at der skal være tale om en ophentning, der ikke skader naturen, og at der skal være tale om råstoffer, der har helt specielle egenskaber og anvendes til unikke produkter. Enhedslisten håber, at miljøministeren vil følge en praksis, hvor der er tale om råstoffer, der ikke på nogen måde kan erstattes af andre materialer (økonomi skal ikke være et argument) med øget pligt til at overvåge miljøkonsekvenserne af indvindingen, og at der kun dispenseres for en kortere årrække. Dispensationen bør ikke kunne gives til f.eks. sandsugning og ralgravning.

Det fremgår af ministerens besvarelser, at der ikke for nuværende er overblik over, hvilke områder indvindingsrettighederne dækker. Enhedslisten vil derfor bede om, at ministeren over for udvalget i forbindelse med fornyelse af indvindingsrettighederne redegør for, hvilke arealer de fornyede indvindingsrettigheder dækker, så udvalget kan få et klart billede af, i hvilket omfang naturområder m.m. vil være udsat for indvinding.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Søren Gade (V) Helga Moos (V) Eyvind Vesselbo (V) fmd. Jens Vibjerg (V) Jørn Dohrmann (DF) Freddie H. Madsen (DF) Helle Sjelle (KF) Jørgen Lundsgård (KF) Mogens Nørgård Pedersen (KRF) nfmd. Inger Bierbaum (S) Nicolai Wammen (S) Pernille Blach Hansen (S) Svend Auken (S) Torben Hansen (S) Jørn Jespersen (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Keld Albrechtsen (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

55

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

2

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne