Legislator Case Law & Legislation
20012XX00283 DK

Skriftlig fremsættelse (17. april 2002) - L 201

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2001 L 201 Valid

Skriftlig fremsættelse (17. april 2002)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om fremskaffelse af humant blod til lægemiddelformål m.v. (blodforsyningsloven).

(Lovforslag nr. L 201).

Lovforslaget indebærer en ophævelse af Statens Serum Instituts eneret til at forsyne de offentlige sygehuse med blodprodukter, idet det nuværende krav om, at sygehusene kun må anvende produkter fremstillet eller fremskaffet af Seruminstituttet, efter forslaget bortfalder samtidigt bibeholdes grundlaget for den velfungerende danske donorordning.

Med lovforslaget ophæves den gældende blodlov (lov nr. 465 af 10. juni 1997 om fremskaffelse og anvendelse af humant blod og blodprodukter til lægemiddelformål m.v. med senere ændringer), der efter lovens § 10 skal revideres i indeværende folketingssamling. Da lovforslagets bestemmelser imidlertid i høj grad viderefører bestemmelser i den gældende blodlov, er det mest markante ved forslaget i realiteten de bestemmelser, som bortfalder.

Med regeringens forslag

Bibeholdes kravet om, at donorer skal være frivillige og ubetalte og kun må tappes af offentlige blodbanker.

Fastsættes krav om, at tapning af blod som hovedregel kun må foregå med sigte på anvendelse i patientbehandlingen i Danmark samtidigt ophæves eksportforbuddet for blod og blodprodukter.

Bibeholdes kravet om, at amterne skal støtte donororganisationernes virksomhed.

Ophæves Seruminstituttets eneret på fremstilling og fremskaffelse af blodprodukter (lægemidler fremstillet på basis af blodplasma) til de offentlige sygehuse.

Ophæves amternes pligt til at levere blodplasma til Seruminstituttet.

Amtsrådsforeningen har over for regeringen tilkendegivet, at man er indstillet på at indføre en ordning med licitation over oparbejdningen af sygehusenes indsamlede plasma til blodprodukter.

Det danske samfund skylder donorerne og blodgaven respekt. Dette indebærer efter regeringens opfattelse bl.a., at man søger at nyttiggøre det donerede blod så optimalt som muligt dvs. at blodet bliver til gavn for så mange som muligt. Det er regeringens vurdering, at lovforslaget i kombination med Amtsrådsforeningens tilkendegivelse på bedste vis viser den fornødne respekt for donorerne og blodgaven.

Med henblik på at indrømme Seruminstituttet mulighed for at omstille sig til den ændrede regulering, samt med henblik på at indrømme amterne og H:S den fornødne tid til at etablere en licitationsordning, foreslås det, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden. Efter forslaget skal loven dog senest træde i kraft 1. januar 2004.

Lovforslaget vurderes ikke at have sundhedsfaglige eller miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget vil indebære, at andre virksomheder end Seruminstituttet får adgang til på markedsvilkår at fremstille/forhandle blodprodukter til sygehusene. Den omsætning, der herved vil kunne overgå til private virksomheder, beløber sig til ca. 65 mio. kr. årligt. Det bemærkes, at lovforslaget ikke afskærer Seruminstituttet fra på samme vilkår som andre virksomheder at byde i forbindelse med en licitation.

Både EU-kommissionen og en række internationale blodproduktproducenter har tilkendegivet, at de finder den nuværende konstruktion for forsyningen med blodprodukter i strid med EU-traktaten. Lovforslag vil efter regeringens opfattelse imødekomme Kommissionens og de øvrige sagsøgeres synspunkter.

Seruminstituttets produktion af blodprodukter har i årevis været en underskudsforretning, og det forudsætter en optimistisk prognose for at tro, at dette ændrer sig markant. En uændret videreførelse af produktionen på Seruminstituttet vil inden for en kort årrække kræve investeringer på ca. 110 mio. kr. Det er næppe realistisk, at denne investering vil kunne afdrages over driften. Hertil kommer, at den EU-retslige usikkerhed, der er med hensyn Seruminstituttets monopolstilling, ligeledes sår tvivl om rationaliteten i en sådan investering.

En eventuel egentlig nedlæggelse af produktionen af blodprodukter på Seruminstituttet vil have både beskæftigelsesmæssige og økonomiske konsekvenser. Konsekvenserne for det berørte personale og økonomien vil blive søgt reduceret mest muligt i overgangsperioden frem til senest 1. januar 2004.

Den sene fremsættelse af forslaget skal ses i lyset af blodområdets kompleksitet, som tidligere bl.a. har givet sig udtryk i, at Folketinget 2 gange har udskudt en lovbunden revision af blodloven. Regeringen har derfor forud for fremsættelsen af lovforslaget bl.a. drøftet den fremtidige regulering af blodområdet med de særlige "blodordførere" i Folketinget, bloddonorerne og amterne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →