Legislator Case Law & Legislation
20012XX00262 DK

Skriftlig fremsættelse (5. april 2002) - L 194

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2001 L 194 Valid

Skriftlig fremsættelse (5. april 2002)

Skatteministeren (Svend Erik Hovmand)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, kildeskatteloven, virksomhedsskatteloven og andre skattelove. (Succession for nære medarbejdere, aktier i selskaber af finansiel karakter - generationsskifte).

(Lovforslag nr. L 194).

Lovforslaget er en udmøntning af en del af regeringens konkurrenceevnepakke.

Forslaget har til formål at forbedre mulighederne for generationsskifte af en virksomhed. Det sker ved for det første at udvide den kreds af personer, der kan succedere, og for det andet ved at udvide den kreds af virksomheder, som der kan succederes i.

I dag er succession kun muligt, når en virksomhedsejer ønsker at sælge virksomheden videre til et nærtstående familiemedlem. Det foreslås at udvide muligheden for succession til at omfatte nære medarbejdere i virksomheden. Ved nære medarbejdere forstås personer, der gennem en periode på 4 år forud for overdragelsen har været fuldtidsbeskæftiget i sammenlagt 3 år, og som også på tidspunktet for overdragelsen er fuldtidsbeskæftiget i virksomheden.

I dag kan en person ikke succedere i aktier i selskaber, hvis indtægt eller kapital i det væsentlige vedrører finansielle aktiver. Succession kan ikke ske, hvis mindst 25 pct. af selskabets indtægter eller kapital vedrører finansielle aktiver. En så lav grænse som 25 pct. kan gøre det vanskeligt at videreføre en veldrevet og rentabel virksomhed. Det foreslås derfor at hæve grænsen fra 25 pct. til 50 pct.

Endelig foreslås en mindre ændring af kursgevinstloven vedrørende rentetilpasningslån i forbindelse med ejerskifte.

Lovforslaget skønnes at medføre et provenutab på ca. 45 mill. kr. for indkomståret 2002 og ca. 90 mill. kr. for indkomståret 2003. Heraf skønnes henholdsvis ca. 25 mill. kr. og ca. 55 mill. kr. at vedrøre de kommunale indkomstskatter. I finansåret 2002 skønnes provenutabet til 35 mill. kr.

Lovforslaget har ikke kunnet fremsættes inden den 1. april 2002. Det skyldes, at jeg har fundet det vigtigt, at lovforslaget inden fremsættelsen kom på høring hos erhvervsorganisationer m.m., idet forslaget har til formål at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne.

Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →