Skriftlig fremsættelse (4. april 2002) - L 193
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (4. april 2002)
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (Helge Sander)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om radiofrekvenser.
(Lovforslag nr. L 193).
Det overordnede formål med loven er at gennemføre anden og sidste del af den revision af telelovgivningen, som er forudsat i den telepolitiske aftale, som et flertal i Folketinget - bestående af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Centrum-Demokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialistisk Folkeparti - indgik den 8. september 1999. Efterfølgende indgik den samme kreds af forligspartier en aftale af 7. oktober 1999 vedrørende iværksættelse af en række nye frekvenspolitiske initiativer, og i forlængelse heraf en tillægsaftale af 28. april 2000 om afprøvning af auktion som metode til udstedelse af tilladelser.
Første del af lovrevisionen blev gennemført med vedtagelsen af lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Nærværende forslag til lov om radiofrekvenser udgør som nævnt anden del af lovrevisionen og indebærer en gennemskrivning og sammenlægning af reglerne om mobil- og frekvensforhold og er altovervejende en videreførelse af de eksisterende regler.
Oprindeligt skulle lovforslaget have været fremsat i folketingssamlingen 2000/01, men blev efter aftale med ordførerne udskudt til efter 3G-auktionen. På baggrund af lov nr. 1266 af 20. december 2000 om auktion over tilladelser til 3. generations mobilnet med tilhørende bekendtgørelse blev auktion i efteråret 2001 afprøvet som metode til udstedelse af tilladelser.
I overensstemmelse med den telepolitiske aftale sikrer lovforslaget blandt andet klare generelle politiske målsætninger for den samlede frekvenspolitik og en ny beslutningsprocedure, så nye frekvensmuligheder hurtigere stilles til rådighed for markedet. Lovforslaget sikrer endvidere en øget kvalitet og et klarere og enklere administrationsgrundlag for IT- og Telestyrelsen. Lovforslaget udgør herudover første del af implementeringen af en ny EU-direktivpakke.
Lovforslaget følger også op på, at tillægsaftalen om auktion forudsætter, at der skal tages stilling til, om auktion skal indføres som et generelt instrument ved udstedelse af tilladelser.
Lovforslaget indeholder således enkelte nyskabelser
1) Ændring af kompetencefordelingen mellem ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og IT- og Telestyrelsen. Der skabes en klarere afgrænsning mellem politiske beslutninger, der træffes af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, og rent telefaglige/tekniske beslutninger, der træffes af IT- og Telestyrelsen. Der indføres et frekvenspolitisk rammemandat, som betyder, at ministeren for videnskab, teknologi og udvikling fastsætter de politiske målsætninger og prioriteringer for den danske frekvensadministration, som IT- og Telestyrelsen skal agere inden for. IT- og Telestyrelsen udsteder inden for rammerne heraf frekvensplanen, som er en udmøntning af det frekvenspolitiske rammemandat, det internationale frekvenssamarbejde, herunder samarbejdet i EU, samt beslutninger truffet i den danske frekvensadministration.
2) Auktion indføres som generelt instrument og som alternativ til offentligt udbud ved udstedelse af tilladelser til frekvensanvendelse i situationer, hvor ressourcerne er knappe. Dette sker som opfølgning på 3G-auktionen, som har vist, at auktion er egnet som metode til udstedelse af tilladelser. Tilladelser udstedes som hovedregel efter først-til-mølle princippet, men når der er mangel på frekvenser, kan ministeren konkret beslutte at anvende enten offentligt udbud eller auktion som metode til udstedelse af tilladelserne. Lovforslagets regler om auktion er baseret på erfaringerne fra 3G-auktionen. Bestemmelsen giver ministeren adgang til at udfærdige konkrete auktionsmodeller passende til en aktuel situation, så de telepolitiske målsætninger tilgodeses.
3) Forenkling af tilladelsessystemet, så drift af mobilkommunikation kun kræver én tilladelse. Herved afskaffes det hidtidige dobbelte tilladelsessystem. Fremover bliver der kun en frekvenstilladelse, hvori alle krav til tilladelsesindehaveren samles. Endvidere justeres frekvensreglerne for at sikre bedst mulig koordination mellem frekvensreglerne og radio-tv-reglerne. Det er målet også at afskaffe det dobbelte tilladelsessystem på dette område, men i første omgang afventes den kommende mediepolitik.
Med henblik på en grundig inddragelse af telebranchen og andre relevante parter er der forinden den egentlige høring over lovforslaget foretaget en præsentation af forslaget for branchen m.fl. Endvidere er partierne bag den telepolitiske principaftale efter aftale blevet præsenteret for de indkomne høringssvar og deres betydning for lovforslaget. Dette har medført, at lovforslaget tidsmæssigt ikke har kunnet fremsættes inden påske og derfor først fremsættes umiddelbart efter den 1. april. Lovforslaget ønskes på trods heraf behandlet i denne folketingssamling.
Under hensyntagen til at nærværende lovforslag har en nær sammenhæng med visse af de forhold, der er omhandlet i forslag til lov om ændring af lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v. og om ophævelse af lov om Telestyrelsen henstiller jeg til, at det høje Ting kan vedtage nærværende lovforslag samtidig med det ovenfor nævnte.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.