Skriftlig fremsættelse (20. marts 2002) - L 167
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (20. marts 2002)
Socialministeren (Henriette Kjær)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om social service (Revision og udvidelse af ledsageordningen og udvidelse af adgangen for fysisk handicappede til selv at vælge hjemmehjælper)
(Lovforslag nr. L 167).
Forslaget indeholder 2 elementer: Dels en videreførelse af ledsageordningen efter det 67. år samt ophævelse af revisionsbestemmelsen om ordningen, dels en ophævelse af aldersgrænsen på 67 år i adgangen for fysisk og psykisk handicappede til selv at vælge hjemmehjælper.
Lovforslagets første del indebærer, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om måneden, inden de fylder 67 år, beholder retten til ledsagelse, efter at de fylder 67 år. Forslaget indebærer en delvis ophævelse af aldersgrænsen. Samtidig foreslås det, at personer, der inden lovens ikrafttræden mister eller har mistet retten til ledsagelse på grund af aldersgrænsekriteriet på 67 år, får ret til 15 timers ledsagelse om måneden. Forslaget er en del af regeringens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti.
Desuden foreslås det, at servicelovens § 148, om revision af servicelovens §§ 31 og 78 - ledsageordningen ophæves.
Med ledsagelsen kan personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne deltage i aktiviteter uden for hjemmet efter eget valg. Formålet er at medvirke til normalisering og integration i samfundet af disse personer.
Det foreslås, at revisionsbestemmelsen ophæves, da ordningen efter en indkøringsfase fungerer og kan ses som et integreret led i den række af foranstaltninger, som det offentlige stiller til rådighed for at øge handicappedes muligheder for selvstændighed, valgfrihed og ansvar for egen tilværelse.
Lovforslagets anden del indebærer en udvidelse af adgangen for fysisk og psykisk handicappede til selv at vælge hjemmehjælper, idet aldersgrænsen på 67 år i servicelovens § 76, stk. 2, ophæves. Efter bestemmelsen kan en fysisk eller psykisk handicappet under 67 år med behov for mere end 20 timers hjemmehjælp om ugen vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælpen og derfor selv vælge hjælper.
Forslaget svarer til indholdet i folketingsbeslutning B 3, fremsat af Kristeligt Folkeparti. Regeringen var positivt stemt for forslaget.
Forslaget indgår som en del af regeringens bestræbelser på at give de ældre flere valgmuligheder samt en større grad af indflydelse på den hjælp, de får. Med forslaget ønsker regeringen også at ophæve den forskelsbehandling, der har været på grund af alder i muligheden for selv at vælg hjemmehjælper.
Lovforslaget skønnes at ville medføre en offentlig merudgift på 17 mill. kr. ved fuld indfasning, der finansieres via regeringens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille forslaget til Folketingets velvillige behandling.