Skriftlig fremsættelse (20. marts 2002) - L 166
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (20. marts 2002)
Trafikministeren (Flemming Hansen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om anlæg af rute 18, strækningen Herning N-Brande, og rute 15, strækningen Herning Ø-Snejbjerg (Motorvej Herning-Brande).
(Lovforslag nr. L 166).
Ved lov nr. 401 af 2. juni 1999 blev trafikministeren bemyndiget til at lade anlægge to nye hovedlandeveje som motortrafikveje mellem henholdsvis Herning Nord og Brande (rute 18) og Herning Øst og Snejbjerg (rute 15).
Med lovforslaget ændres bemyndigelsen vedrørende rute 18, således at strækningen fra Sundsvej i Herning til Brande kan anlægges som motorvej i stedet for motortrafikvej.
Ændringen er en følge af regeringens ønske om, at rute 18 skal udbygges til motorvej på hele strækningen fra Herning til Vejle, dels for at understøtte erhvervsudviklingen i det midt- og vestjyske område, dels fordi motorveje har en højere trafiksikkerhed end motortrafikveje.
Gennemførelsen af de to vejstrækninger er omfattet af den politiske aftale af 24. januar 2001 mellem den tidligere regering (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre), Venstre, Det Konservative Folkeparti og Centrum Demokraterne om investeringer på trafikområdet. Regeringen og Socialdemokratiet har i en tillægsaftale af 31. januar 2002 til aftalen af 24. januar 2001 erklæret sig enige om at støtte den foreslåede ændring af anlægsloven.
Anlægsudgiften til de to vejstrækninger udført som motortrafikveje, der er anslået til 1.570 mio. kr., er indbudgetteret på FFL 2002. Merudgiften ved at anlægge strækningen Sundsvej-Brande som motorvej i stedet for motortrafikvej er anslået til 140 mio. kr. Merudgiften indbudgetteres på FFL 2003 og efterfølgende års finanslove.
Det samlede anlæg gennemføres i fire etaper med forventet åbning i perioden 2005-2008.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.