Skriftlig fremsættelse (28. februar 2002) - L 151
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (28. februar 2002)
Integrationsministeren (Bertel Haarder)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.
(Lovforslag nr. L 151).
Lovforslaget omfatter 3.555 personer. Endvidere indebærer forslaget, at 2.608 børn kan få dansk indfødsret sammen med deres forældre, jf. § 6, stk. 2, i lov om dansk indfødsret.
Lovforslaget er det andet af i alt tre lovforslag om indfødsrets meddelelse, som fremsættes i dette folketingsår.
Lovforslaget er udarbejdet efter de retningslinier for meddelelse af dansk indfødsret ved naturalisation, som blev fastlagt ved forlig mellem et flertal af Folketingets partier i foråret 1999. Der kan efter forliget aftales nye retningslinier efter den 1. juli 2002. Regeringen arbejder i øjeblikket på et forslag til skærpede retningslinier, således at forhandlingerne om et nyt forlig kan være tilendebragt, og de nye retningslinier kan træde i kraft efter den 1. juli 2002.
Med disse ord anbefaler jeg lovforslaget til det høje Tings velvillige behandling.