Skriftlig fremsættelse (27. februar 2002) - L 124
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (27. februar 2002)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om orlov til lønmodtagere, der passer nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.
(Lovforslag nr. L 124).
Efter lovforslaget skal en lønmodtager have ret til at tage orlov fra sit sædvanlige arbejde for i stedet at passe en nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom. Ret til fravær fra det sædvanlige arbejde forudsætter, at lønmodtageren i stedet ansættes af kommunen til at passe en nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom i henhold til forslaget til § 103 a i lov om social service.
Forslaget fremsættes i tilknytning til Socialministerens forslag om ændring af lov om social service, hvorefter en person får en ret til at blive ansat af kommunen i op til 6 måneder til at passe en nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom. Som følge heraf vil en lønmodtagers ret til fravær fra sit sædvanlige arbejde højst kunne vare op til 6 mdr.
Forslaget sammenholdt med Socialministerens forslag har til formål at give bedre muligheder for, at erhvervsaktive personer kan varetage pasnings- og omsorgsopgaver overfor nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom samtidig med, at de bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Det foreslås at lovforslaget træder i kraft den 1. oktober 2002.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.