Skriftlig fremsættelse (6. februar 2002) - L 86
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. februar 2002)
Justitsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af adoptionsloven. (Nedlæggelse af Adoptionsrådet).
(Lovforslag nr. L 86).
Forslaget har til formål at nedlægge Adoptionsrådet og er et led i regeringens beslutning om at gennemføre en gennemgribende sanering af offentlige råd, nævn, udvalg og centre. Hensigten med saneringen er bl.a. at opnå en bedre prioritering af de offentlige midler og at skabe en mere gennemsigtig statslig administration ved at nedlægge eller sammenlægge råd og nævn m.v., der enten er overflødige eller har overlappende opgaver.
Adoptionsrådet har til opgave at følge udviklingen på adoptionsområdet og herunder medvirke til at skabe debat om generelle og principielle adoptionsspørgsmål.
De opgaver, som Adoptionsrådet i dag er pålagt, vil fremover kunne varetages af de øvrige aktører på adoptionsområdet, herunder navnlig af Adoptionsnævnet og Civilretsdirektoratet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.