Skriftlig fremsættelse (6. februar 2002) - L 81
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (6. februar 2002)
Økomomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ophævelse af lov om erhvervsservice samt ændring af lov om statsautoriserede revisorer og lov om registrerede revisorer. (Nedlæggelse af erhvervsserviceordningen samt præcisering af revisors opgaver).
(Lovforslag nr. L 81).
Lovforslaget har til formål at ophæve lov om erhvervsservice, som blev vedtaget i december 1999, og som har gyldighed til 31. december 2002.
Med lovens ophævelse bortfalder erhvervsserviceordningen. Erhvervsserviceordningen er en midlertidig (3-årig) tilskuds- og godkendelsesordning til fremme af markedet for erhvervsservice. Ved erhvervsservice forstås varetagelse af myndighedskontakt for en kundevirksomhed gennem bistand i forbindelse med kundevirksomhedens administrative arbejde.
Ordningen har nu løbet i 2 af de påtænkte 3 år. I de 2 år er der i alt godkendt ca. 1.200 erhvervsserviceleverandører, og der er udbetalt i alt 96,5 mio. kr. til ca. 9.000 kundevirksomheder. Det vurderes derfor, at branchen for erhvervsservice er kommet godt fra start, samt at erhvervsservicekonceptet er indarbejdet tilfredsstillende. Der skønnes således ikke længere at være behov for at regulere erhvervet.
Med lovforslaget nedlægges erhvervsserviceordningen.
De ydelser, der indgår i erhvervsserviceordningen, er ikke forbeholdt godkendte erhvervsserviceleverandører, men kan udbydes af alle. Den lovmæssige ordning regulerer alene tilskuds- og godkendelsesordningen. Derfor kan erhvervsserviceydelser fortsat udbydes af alle også efter ordningens nedlæggelse.
Det fremgår af den gældende revisorlovgivning, at revisorers virksomhedsområde omfatter udøvelse af aktiviteter under erhvervsserviceordningen. Da det alene er erhvervsserviceordningen, der nedlægges, kan revisorer fortsat udøve de nævnte aktiviteter. En ophævelse af lov om erhvervsservice betyder derfor, at der skal foretages en mindre ændring af bestemmelserne om revisorers virksomhedsområde.
Med ophøret af tilskudsordningen, vil der på nuværende tidspunkt være mulighed for at overføre ca. 21 mio. kr. til FFL 2002.
Forslaget indgår i finanslovforslaget for 2002.
For at kunne opfylde målsætningen i Finansloven skal det henstilles, at Folketinget dispenserer fra 30-dages reglen i Folketingets Forretningsorden § 13.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.