Legislator Case Law & Legislation
20012XX00078 DK

Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002) - L 76

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2001 L 76 Valid

Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002)

Justitsministeren (Lene Espersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om gensidig bistand ved inddrivelse af visse EF-fordringer (Udvidelse af lovens anvendelsesområde, effektivisering mv.).

(Lovforslag nr. L 76).

Formålet med lovforslaget er at udvide lovens anvendelsesområde, så der efter anmodning fremover skal ydes bistand til andre EU-lande til inddrivelse af visse indkomst- og formueskatter, forsikringsafgifter samt administrative sanktioner og bøder af ikke-strafferetlig karakter, der vedrører de fordringer, som loven finder anvendelse på.

Loven, som i dag bl.a. omfatter bistand til inddrivelse af told, moms og visse punktafgifter, udvides herved til også at omfatte bistand til inddrivelse af direkte skatter.

Herudover har lovforslaget til formål at effektivisere proceduren for inddrivelse.

Lovforslaget gennemfører Rådets direktiv 2001/44/EF af 15. juni 2001 om ændring af Rådets direktiv 76/308/EØF om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med foranstaltninger, der er finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, samt af landbrugsafgifter og told, og i forbindelse med merværdiafgift og visse punktafgifter (inddrivelsesdirektivet).

Ændringsdirektivet skal være gennemført i dansk ret senest den 30. juni 2002.

Ved gennemførelsen af det oprindelige inddrivelsesdirektiv fra 1976 blev det sikret, at de fordringer, som var omfattet af direktivet, kan inddrives i alle EU-medlemsstater og ikke kun i den stat, der har truffet afgørelse om inddrivelse.

Inddrivelsesdirektivet omfattede oprindelig kun fordringer, der er snævert forbundne med Fællesskabets såkaldt egne indtægter, det vil navnlig sige fordringer i forbindelse med foranstaltninger finansieret af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, landbrugsimportafgifter og told. I fortsættelse af Rådets 6. momsdirektiv fra 1977, der harmoniserede beregningsgrundlaget for momsen og gav Fællesskabet del i provenuet heraf, blev anvendelsesområdet for inddrivelsesdirektivet udvidet til også at omfatte fordringer i forbindelse med merværdiafgift, jf. Rådets direktiv 79/1071/EØF. I forbindelse med gennemførelsen af det indre marked på punktafgiftsområdet vedtog Rådet endvidere i 1992 at inddrage fordringer vedrørende punktafgifter på forarbejdet tobak, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt mineralolier (de harmoniserede punktafgifter) under direktivet, jf. Rådets direktiv 92/108/EØF.

Med den seneste direktivændring udvides anvendelsesområdet for inddrivelsesdirektivet på ny, idet medlemsstaterne nu også skal yde hinanden gensidig bistand til inddrivelse af visse indkomst- formue- og forsikringsskatter samt administrative sanktioner og bøder af ikke-strafferetligt karakter i forbindelse med de fordringer, som direktivet finder anvendelse på.

Direkte skatter er i dag ikke undergivet generelle bestemmelser om bistand til inddrivelse inden for EU, og ændringsdirektivet indebærer derfor en væsentlig forbedring af inddrivelsesmulighederne på dette område. Hidtil har det kun været muligt at opnå bistand til inddrivelse af fordringer vedrørende direkte skatter i andre EU-lande, hvis kravet er omfattet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og det pågældende land som hjemler inddrivelse, hvis det pågældende land (ligesom Danmark) har tiltrådt OECD s og Europarådets konvention på området, eller hvis det pågældende land er omfattet af den særlige nordiske overenskomst. Dette er i dag kun tilfældet for lidt under halvdelen af EU-landene. Med gennemførelsen af ændringsdirektivet vil alle EU-lande fremover skulle yde hinanden bistand til inddrivelse af direkte skatter efter de samme regler, som gælder for inddrivelse af visse indirekte skatter, herunder bl.a. moms.

Herudover indebærer lovforslaget, at procedurerne for inddrivelsen effektiviseres på flere punkter. Disse ændringer af inddrivelsesproceduren, som ligeledes følger af ændringsdirektivet, indebærer bl.a.

At der kan kræves flere oplysninger end tidligere i forbindelse med inddrivelsen,

at der skal ydes bistand, selv om alle inddrivelsesmuligheder i det land, som anmoder om bistand, ikke er udtømt, hvis det står klart, at yderligere nationale foranstaltninger ikke vil føre til betaling,

at der efter anmodning skal ydes bistand, selv om skyldneren anfægter fordringen eller fuldbyrdelsesdokumentet, for så vidt dette er tilladt efter de regler og den administrative praksis, der gælder for tilsvarende nationale fordringer,

at der kan aftales regler om refusion af udgifter i forbindelse med særligt vanskelige inddrivelser, og

at bistand kan afslås, hvis fordringen er mere end 5 år gammel regnet fra det tidspunkt, hvor den kunne inddrives.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →