Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002) - L 72
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002)
Justitsministeren (Lene Espersen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af forvaltningsloven. (Digital kommunikation).
(Lovforslag nr. L 72).
Lovforslagets formål er at fremme og lette mulighederne for, at borgerne kan benytte den nye informationsteknologi ved kommunikation med den offentlige forvaltning.
Med lovforslaget indsættes i forvaltningsloven en bemyndigelsesbestemmelse, der giver vedkommende minister adgang til at fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.
Hermed opnås bl.a. adgang til ved bekendtgørelse at fravige regler i lovgivningen, som i dag stiller krav om, at borgerne i nogle sammenhænge skal anvende papirdokumenter mv. ved henvendelser til en offentlig myndighed.
Lovforslaget bygger på en betænkning, der blev afgivet i december 2000 af et udvalg nedsat under Justitsministeriet (betænkning nr. 1400/2001 om e-signatur og formkrav i lovgivningen).
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.