Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002) - L 65
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002)
Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om sammenlægning af de bornholmske kommuner.
(Lovforslag nr. L 65).
På baggrund af en beslutning truffet af amtsrådet i Bornholms Amtskommune og kommunalbestyrelserne i Allinge-Gudhjem, Hasle, Nexø, Rønne og Aakirkeby Kommuner blev der den 29. maj 2001 afholdt en vejledende folkeafstemning blandt vælgerne på Bornholm om sammenlægning af øens fem kommuner og amtskommunen til én administrativ enhed. Ved folkeafstemningen stemte 73,9 % af de vælgere, der afgav gyldig stemme, for en kommunesammenlægning.
På baggrund af folkeafstemningens resultat rettede amtsrådet og de fem kommunalbestyrelser på Bornholm henvendelse til den tidligere indenrigsminister med anmodning om udarbejdelse af et lovforslag om sammenlægning af de bornholmske kommuner til én kommunal enhed pr. 1. januar 2003.
Lovforslaget skaber det fornødne lovmæssige grundlag for en sammenlægning af Allinge-Gudhjem, Hasle, Nexø, Rønne og Aakirkeby Kommuner samt Bornholms Amtskommune. Med lovforslaget oprettes således en ny kommune, Bornholms Kommune, der ligesom Københavns og Frederiksberg Kommuner tillægges både kommunale og amtskommunale opgaver. Det foreslås, at Bornholms Kommune benævnes Bornholms Regionskommune, og at kommunalbestyrelsen benævnes Bornholms Regionsråd.
Lovforslaget indeholder de nærmere regler om gennemførelsen af kommunesammenlægningen. Det foreslås, at der afholdes valg til Bornholms Regionsråd den 29. maj 2002, og at regionsrådet i perioden 1. juli 2002 til 31. december 2002 fungerer som et sammenlægningsudvalg, der har til opgave at forberede sammenlægningen. Det foreslås endvidere, at Bornholms Regionskommune oprettes den 1. januar 2003, og at regionsrådet herefter, indtil valgperioden udløber den 31. december 2005, fungerer som styrelsesorgan for Bornholms Regionskommune.
Der har under den lovforberedende proces været løbende kontakt mellem Indenrigsministeriet, nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og de bornholmske kommunalpolitikere. Lovforslaget bygger hovedsageligt på resultatet af disse drøftelser.