Skriftlig fremsættelse (24. januar 2002) - L 58
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (24. januar 2002)
Miljøministeren (Hans Christian Schmidt)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet
(Lovforslag nr. L 58).
Lovforslaget har først og fremmest til formål at skabe den nødvendige hjemmel til at gennemføre internationale forpligtelser på havmiljøområdet. Lovforslaget indeholder således hjemmelsbestemmelser til gennemførelse af dele af tre forskellige internationale forpligtelser og retningslinier, nemlig 1) MARPOL-konventionens bilag VI om forebyggelse af luftforurening fra skibe, 2) OSPARs retningslinier fra 2001 om harmoniseret overvågning af påvirkningen af havmiljøet fra platforme samt 3) EU-direktiv 2000/59/EF om modtagefaciliteter i havne.
Lovforslaget indeholder hjemmel til at gennemføre dele af MARPOL-konventionens (den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe) bilag VI om begrænsning af luftforurening fra skibe. Hjemlen er nødvendig for at kunne fastsætte regler, der pålægger brændstofleverandører at indhente, opbevare og udlevere dokumentation for kvaliteten af det brændstof, der leveres til skibe samt regler om modtagefaciliteter for ozonlagsnedbrydende stoffer og udstyr, der indeholder disse stoffer, fra skibe. De resterende bestemmelser i bilag VI vil på Miljøministeriets område kunne gennemføres med hjemmel i gældende lovgivning.
Lovforslaget indeholder endvidere en hjemmel til at gennemføre OSPARs retningslinier vedrørende overvågnings- og egenkontrolforpligtigelsen for ejere/brugere af platforme. OSPAR er en konvention, der har til formål at forebygge og bekæmpe forurening af havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav. Hensigten med disse retningslinier er at harmonisere overvågning, indberetning og bedømmelse af den påvirkning af havmiljøet, der følger af udledninger fra platforme. Formålet er at kunne dokumentere havmiljøets tilstand før der indledes efterforskning og produktion af kulbrinter samt efterfølgende at registrere og dokumentere påvirkningen af havmiljøet som følge af udledninger foretaget i forbindelse med den nævnte efterforskning og produktion. Bemyndigelsen tænkes udmøntet i en ny bekendtgørelse om udledning af stoffer og materialer fra visse havanlæg, der skal erstatte den gældende bekendtgørelse fra 1984.
Endelig indeholder lovforslaget hjemmel til at gennemføre den del af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/59/EF af 27. november 2000 om modtagefaciliteter i havne til driftsaffald og lastrester fra skibe, som vedrører anmeldelse. Hjemlen er nødvendig for at kunne fastsætte regler om, i hvilken form anmeldelse af skibes affald skal ske. Direktivets øvrige bestemmelser kan gennemføres med hjemmel i den gældende havmiljølov.
Derudover indeholder lovforslaget en række formelle ændringer, der følger af kongelig resolution af 11. juni 1999, som med virkning fra 1. januar 2000 overfører ressortansvaret for udøvende tiltag på havmiljøområdet fra det daværende Miljø- og Energiministerium til Forsvarsministeriet.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.