Skriftlig fremsættelse (24. januar 2002) - L 59
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (24. januar 2002)
Miljøministeren (Hans Christian Schmidt)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om Hovedstadens Udviklingsråd
(Ændring af reglerne om landzoneadministrationen og reglerne om planlægning til butiksformål)
(Lovforslag nr. L 59).
I et lille tætbefolket land som Danmark må vi have overblik over, hvordan vi bruger vores areal- og naturressourcer, så vi uden at ødelægge naturværdier kan sikre råderum for den enkelte borger i by som på land. Derfor er planloven en god og nødvendig lov.
Planloven blev vedtaget i 1991 efter et omfattende forarbejde, som blandt andet omfattede et debatoplæg med titlen "Enkelt og effektivt". Hovedindholdet i loven er en sammenskrivning og forenkling af by- og landzoneloven, lands- og regionplanloven og kommuneplanloven, og formålet var en decentralisering, forenkling og afbureaukratisering af regelværket.
Men planloven trænger nu til et eftersyn, og dette lovforslag omfatter to områder af loven, hvor regeringen finder behovet for en forenkling og afbureaukratisering påtrængende. De to områder er reglerne om landzoneadministrationen og de regler om planlægningen til butiksformål, der blev indsat i loven ved en lovændring i 1997.
Spillereglerne efter landzonebestemmelserne og den administration, der knytter sig til dem, er gode, når det gælder om at tage hensyn til naturen og miljøet. Men det kan gang på gang konstateres, at reglerne ikke levner plads til individuelle og lokale hensyn. Reglerne er for stive og bureaukratiske. Og der er behov for en bagatelgrænse.
På baggrund af et almindeligt erkendt behov for at regulere placeringen af de store lavprisvarehuse blev der i 1987 indsat nogle bestemmelser i de dagældende regionplanlove. Bestemmelserne, der blev videreført i planloven, pålagde regionplanmyndighederne at fastsætte retningslinier om beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande.
Da reglerne ikke virkede tilfredsstillende, blev der i 1997 vedtaget en ændring af planloven, som fastsætter detaljerede bestemmelser om planlægningen til butiksformål. Efter disse regler skal både regionplanmyndighederne og kommunalbestyrelserne planlægge for butiksstrukturen. Men regionplanmyndighedernes rolle i denne planlægning er i strid med den almindelige rollefordeling i loven væsentligt mere omfattende end nødvendigt for at varetage hensynet til de enkelte kommuners udvikling inden for den regionale struktur.
Amtsrådene og Hovedstadens Udviklingsråd skal således fastsætte retningslinier for den samlede detailhandelsstruktur, og de skal både afgrænse de enkelte byområder og fastsætte, hvor mange kvadratmetre butiksbyggeri, der må opføres i de enkelte områder. Det er en opgave, som efter regeringens opfattelse kan varetages mere fleksibelt og mindre buraukratisk af kommunerne selv.
Hovedindholdet i det fremsatte lovforslag, der bygger på en række tidligere fremsatte beslutningsforslag, er følgende
Ændringsforslag vedrørende landzoneadministrationen
Lovforslaget indeholder dels et forslag om flytning af kompetencen til at meddele landzonetilladelse fra amtsrådene og Hovedstadens Udviklingsråd til kommunalbestyrelserne dels en række forslag om lempelser ved udvidelse af de kategorier af bebyggelser og benyttelsesændringer, der kan foretages uden en landzonetilladelse. En ny regel om naboorientering skal forebygge konflikter.
Det foreslås, at der uden landzonetilladelse skal kunne opføres en bolig på en landbrugsejendom, når den nye bolig skal benyttes som led i et generationskifte eller til brug for en medhjælper.
Reglerne om anvendelse af overflødige landbrugsbygninger lempes, således at disse bygninger også kan tages i brug til mindre butikker og en bolig.
Det foreslås endvidere, at mindre virksomheder i det åbne land, der lovligt er etableret i en eksisterende bygning, uden landzonetilladelse skal kunne udvides med nyt byggeri eller ved til- eller ombygning.
Endelig foreslås det, at der skal meddeles landzonetilladelse til placering af en gyllebeholder ude på markerne, medmindre væsentlige hensyn til natur og miljø samt naboer afgørende taler imod placeringen. En tilladelse skal være betinget af, at gyllebeholderen afskærmes med beplantning.
Som følge af, at landzonemyndigheden flyttes fra Hovedstadens Udviklingsråd til kommunalbestyrelserne, foreslås det, at bestemmelsen i lov om Hovedstadens Udviklingsråd om nedsættelse af et landzoneudvalg ophæves.
Ændringer vedrørende planlægningen til butiksforslag
Lovforslaget indeholder forslag om ændringer i reglerne om planlægning til butiksformål, der begrænser regionplanmyndighedernes kompetence og udvider kommunalbestyrelsernes kompetence tilsvarende.
Kommunerne får efter forslaget kompetence til selv at afgrænse de centrale byområder, hvor der kan planlægges for butiksbyggeri, og selv at fastsætte det maksimale bruttoetageareal for butiksbyggeri i disse områder.
Kravene i planloven til den kommunale planlægning til butiksformål foreslås ikke ændret.
Regionplanmyndighederne skal ikke længere fastsætte retningslinier om den samlede detailhandelsstruktur i regionen. Deres kompetence begrænses til de forhold, som har regional betydning, det vil sige betydning for flere end den enkelte kommune.
Amtsrådene og Hovedstadens Udviklingsråd skal efter forslaget fastsætte retningslinier om beliggenheden af og det maksimale bruttoetageareal til butiksformål for bydelscentre og aflastningsområder med regional betydning. Det er efter forslaget områder, der udlægges til mere end 3.000 m2 bruttoetageareal til butiksformål.
De skal endvidere fastsætte retningslinier om beliggenheden af og de maksimale bruttoetagearealer for butikker på mere end 3.000 m2 bruttoetageareal for dagligvarebutikker og 1.500 m 2 bruttoetageareal for udvalgsvarebutikker. Det gælder også for butikker, der ønskes placeret i de centrale byområder.
Der skal som hidtil gives en særlig planlægningsmæssig begrundelse for at tillade større butikker end de nævnte. Men grænsen for udvalgsvarer, der efter de gældende regler er på 1.000 m2 , foreslås sat op til 1.500 m2 for at åbne mulighed for større fleksibilitet i den kommunale planlægning.
Efter lovforslaget bliver det alene kommunalbestyrelsernes ansvar at fastlægge detailhandelsstrukturen i kommunen. Men da mange kommuner endnu ikke har fastsat de nødvendige bestemmelser i kommuneplanens hovedstruktur og rammerne for lokalplanlægning, indeholder lovforslaget en overgangsbestemmelse. Efter den foreslåede bestemmelse skal kommunerne benytte de retningslinier om de centrale byområder, bydelscentre og aflastningsområder, der er tilvejebragt i regionplanmyndighedernes Regionplan 2001, som grundlag for kommune- og lokalplanlægningen, indtil der er tilvejebragt bestemmelser om den samlede detailhandelsstruktur i kommuneplanen.
Overgangsbestemmelsen sikrer, at den igangværende planlægning for aktuelle byggeprojekter ikke sættes i stå, fordi kommunerne kan benytte det administrationsgrundlag, der er tilvejebragt i regionplanerne. Større afvigelser herfra skal efter forslaget afvente, at kommunalbestyrelsen efter de nye regler får tilvejebragt bestemmelser om den samlede detailhandelsstruktur i kommunen. Det kan ske i forbindelse med en revision af hele kommuneplanen eller ved en såkaldt temarevision af kommuneplanen, hvor butiksbestemmelserne i planen bliver revideret.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, skal jeg anbefale Folketingets velvillige behandling af forslaget.