Legislator Case Law & Legislation
20012XX00041 DK

Skriftlig fremsættelse (9. januar 2002) - L 46

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Skriftlig fremsættelse af lovforslag 2001 L 46 Valid

Skriftlig fremsættelse (9. januar 2002)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, arbejdsmarkeds- fondsloven, ligningsloven, pensionsbeskatningsloven og personskatteloven. (Ændring af den Særlige Pensionsopsparing m.v.).

(Lovforslag nr. L 46).

Lovforslaget indeholder en ændring af den Særlige Pensionsopsparing (SP) og en sammenlægning med den Midlertidige Pensionsopsparing (DMP).

I 1998 blev DMP´en indført. Herefter skulle lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende indbetale 1 procent af deres indkomst til en pensionsopsparing. Det indbetalte beløb blev godskrevet den enkelte på en konto hos ATP og ville blive udbetalt - inklusive renter - når den pågældende fyldte 65 år.

I 1999 blev DMP-ordningen afløst af SP. SP er en videreførsel af DMP, men med den væsentlige ændring, at der blev indført et omfordelingselement. I SP bliver det indbetalte beløb godskrevet den enkeltes konto i forhold til beskæftigelsesgraden målt som indbetalt ATP-bidrag i perioden. Alle medlemmer kan således maksimalt få godskrevet, hvad der svarer til det, der godskrives en fuldtidsbeskæftiget lønmodtager, uanset hvor meget de måtte have indbetalt i SP i indkomstperioden.

Det er regeringens opfattelse, at der med SP'en ikke er tale om en reel pensionsopsparing men i højere grad om en skat på beskæftigelsen. Regeringen mener, at det oprindelige formål med DMP - at etablere en pensionsopsparing, der skal sikre den enkelte et forsørgelsesgrundlag ved pensionsalderen - fortsat er vigtigt og bør bevares, men at det fiskale element skal udgå af ordningen, så der bliver tale om en reel pensionsopsparing for den enkelte. Det foreslås derfor, at SP ændres, så den ligner den oprindelige DMP-ordning.

For at undgå administrativt besvær for erhvervslivet i forhold til at skulle ændre lønsedler mv. foreslås det, at ændringen i praksis sker ved, at DMP ophæves og indeståendet overflyttes til SP, som så til gengæld så vidt muligt reguleres i overensstemmelse med reglerne for DMP. DMP er en ordning under afvikling, og en sammenlægning med SP vil tillige give den enkelte et bedre overblik over sin samlede pensionsopsparing.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →