Beretning om tilsynets virksomhed i folketingsåret 2001-02
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
§ 4 a blev indsat som en ny bestemmelse ved den seneste revision af psykiatriloven, der trådte i kraft den 1. januar 1999. Bestemmelsen fastslår, at lovens bestemmelser om, at det er overlægen, der træffer beslutning om bl.a. tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, ikke er til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær træffes af en anden læge, men i sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.
Baggrunden for § 4 a var, at der i psykiatrilovsundersøgelsen, der blev gennemført forud for revisionen af psykiatriloven i 1998, blev peget på et behov for at få afklaret, om en beslutning, der efter loven skal træffes af overlægen personligt og således ikke kan delegeres til underordnet lægeligt personale, kan anses for truffet af overlægen, selv om beslutningen er truffet af underordnet lægeligt personale, når overlægen igen efterfølgende tager stilling til beslutningen.
Psykiatrilovsundersøgelsen viste, at der i retspraksis var taget stilling til, om ordet »overlægen« forhindrer, at overlægens kompetence delegeres til andre læger på afdelingen, når der under overlægens fravær, f.eks. om natten, skal træffes afgørelse om tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse.
I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 529, og Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 188, blev det antaget, at beslutning om tvangstilbageholdelse skal træffes af overlægen eller den læge, der i overlægens fravær fungerer i hans sted. Dette krav blev ikke anset for opfyldt i dommen fra 1995, hvor overlægens beslutning alene fremtrådte som en efterfølgende stiltiende accept af en beslutning om tvangstilbageholdelse, der var truffet af en underordnet læge. I dommen fra 1996 blev kravet anset for opfyldt, idet der blev lagt til grund, at en afdelingslæges beslutning om tvangstilbageholdelse efterfølgende var godkendt af overlægen.
I de ovennævnte domme blev det således fastlagt, at en beslutning, der er henlagt til overlægen personligt, efter omstændighederne kan anses for truffet af overlægen, selv om den i første omgang er truffet af underordnet lægeligt personale, når overlægen efterfølgende tager stilling til den.
Justitsministeriet fandt, at denne retspraksis burde lovfæstes, hvorfor § 4 a blev indsat i psykiatriloven.
Der er ikke indsat en præcis frist for, inden for hvilket tidsrum overlægen skal tage stilling til beslutningen, men det er bestemt, at det skal ske »snarest «.
Det fremgår af lovens bemærkninger, at udtrykket snarest indebærer
»at overlægen skal tage stilling hurtigst muligt efter, at overlægen igen er mødt på sygehuset.«
Det fremgår videre af bemærkningerne, at
»Er der tale om en efterfølgende stillingtagen til en tvangstilbageholdelse, kræves det ikke, at overlægen når at tage stilling inden udløbet af den frist på henholdsvis 24 og 48 timer, der er fastsat i psykiatrilovens § 10, stk. 3, 1. og 2. pkt. Disse frister skal derimod overholdes af den læge, der under overlægens fravær træffer bestemmelse om tvangstilbageholdelse. «
»Det er på denne baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at der ved indsættelsen af § 4 a i psykiatriloven var opmærksomhed på, at der vil kunne gå mere end 48 timer, inden overlægen tager stilling til en beslutning, der i overlægens fravær er truffet af andre læger. § 4 a er således efter ministeriets opfattelse udtryk for en anerkendelse af, at der på alle tidspunkter skal kunne træffes de nødvendige beslutninger vedrørende tvang, herunder uden for normal dagarbejdstid og i weekender.
Ministeren vil supplerende gerne understrege, at hensynet til patientens retssikkerhed ikke alene er tilgodeset ved, at overlægen efterfølgende tager stilling til de beslutninger, andre læger i overlægens fravær træffer. Patientens retssikkerhed er også tilgodeset ved, at patienten skal have beskikket en patientrådgiver, allerede når tvangsindgrebet iværksættes. Patienten har også mulighed for at klage over beslutningen om anvendelse af tvang, allerede når denne træffes af lægen. Patienten skal således ikke afvente overlægens stillingtagen til beslutninger truffet af en anden læge, hvis patienten ønsker at klage.
Ministeren mener derfor samlet, at der med de gældende regler er fundet en hensigtsmæssig balance, hvor såvel patienternes retssikkerhed som afdelingernes muligheder for at tilrettelægge en hensigtsmæssig anvendelse af de lægelige ressourcer, er sikret.«
Folketingets Ombudsmandens opfølgningsrapport er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 5. Tilsynets spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 52 og ministerens svar på alm. del bilag 85.
3.6 Indelåsning på egen stue
På baggrund af Folketingets Ombudsmands opfølgningsrapport af 6. februar 2001 om inspektion af Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland har tilsynet drøftet brugen af døraflåsning, dvs. isolation på stuen ved aflåsning af patientens dør.
I den forbindelse udtalte tilsynet i sin beretning for folketingsåret 2000-01, jf. afsnit 3.10, følgende
»Tilsynet har noteret sig, at Justitsministeriet endnu ikke har taget stilling til hjemmelsspørgsmålet.
Tilsynet finder under henvisning til psykiatrilovens mindstemiddelprincip, at indelåsning på egen stue som behandlingsmiddel over for den særlige gruppe af psykiatriske patienter, der er anbragt på afdelingen, i stedet for fiksering kan være nødvendig. Dog skal der tages hensyn til, at den enkelte patient kan finde indelåsning på egen stue mere indgribende end fiksering.
Tilsynet noterer sig, at psykiatrilovens kapitel 5 indeholder bestemmelser om fiksering, der kan anvendes, når nogle nærmere angivne betingelser er opfyldt. § 4 i psykiatriloven indeholder bestemmelser om anvendelse af den mindst indgribende tvangsforanstaltning. Der sigtes her også til de forskellige tvangsindgreb, der er hjemlet i psykiatriloven. En opfattelse, hvorefter hjemmelen til at foretage fiksering kombineret med mindstemiddelprincippet med henvisning til dette hjemmelsgrundlag indebærer adgang til at foretage en række tvangsforanstaltninger af mindre indgribende karakter end fiksering, vil efter tilsynets umiddelbare opfattelse i princippet åbne op for en uoverskuelig og uhjemlet adgang til en række foranstaltninger over for indlagte patienter.
På denne baggrund er tilsynet umiddelbart positivt indstillet over for, at der tilvejebringes en hjemmel til at anvende indelåsning på egen stue som behandlingsmiddel over for den særlige gruppe af psykiatriske patienter, der er anbragt på Sikringsafdelingen. En sådan lovregulering bør indbefatte et krav om individuelt begrundet registrering af alle beslutninger om døraflåsning. «
Folketingets Ombudsmand sendte kopi til tilsynet af sit brev til indenrigs- og sundhedsministeren af 12. april 2002 om spørgsmålet om manglende hjemmel til at aflåse patientstuerne på Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
Det fremgår bl.a. af brevet, at » da bl.a. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er af den opfattelse at der ikke er hjemmel til at låse patienter på Sikringsafdelingen inde på deres egen stue, og da der nu er sket en udskydelse af det tidspunkt da der søges tilvejebragt lovhjemmel for en sådan indelåsning, går jeg ud fra at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sikret sig eller vil sikre sig at der ikke i tiden frem til tilvejebringelsen af den fornødne hjemmel sker indelåsning af patienter på deres egen stue på Sikringsafdelingen (selv om der måtte være behov for det ). «
Tilsynet bad indenrigs- og sundhedsministeren kommentere henvendelsen.
Det fremgår bl.a. af ministerens svar til tilsynet, » at regeringen planlægger at fremsætte et lovforslag til ændring af psykiatriloven til efteråret med henblik på at etablere den nødvendige hjemmel til at foretage aflåsning af patientstuerne på Sikringsafdelingen.
For så vidt angår tiden, indtil en lovændring kan træde i kraft, er det vurderingen, at det vil have overordentlig alvorlige konsekvenser for såvel patientbehandlingen som patienternes og personalets sikkerhed, såfremt der tages skridt til at bringe den årelange praksis med indelåsning af patienter på egen stue til ophør i denne periode. Resultatet vil bl.a. være, at der vil blive behov for at underkaste patienter meget langvarige fikseringer. Der er således ingen tvivl om, at fortsat anvendelse af aflåsning af patientstuerne er i god overensstemmelse med psykiatrilovens generelle »mindste middels princip«.
Ministeriet agter derfor i den mellemliggende tid ikke at gribe ind i forhold til Sikringsafdelingens fortsatte anvendelse af indelåsning på egen stue.«
Ministeren oplyste supplerende, »at når fremsættelsen af lovforslaget er udskudt til næste samling, skal dette bl.a. ses i lyset af, at der siden 1918 har eksisteret en praksis med aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen. Måtte Folketinget imidlertid ønske, at et lovforslag hastebehandles allerede i denne samling, er jeg naturligvis indstillet herpå. «
Efterfølgende kaldte tilsynet indenrigs- og sundhedsministeren i samråd den 15. april 2002, hvor ministeren blev bedt om at redegøre for sagen om den ulovlige brug af aflåsning af patientstuerne på Sikringsafdelingen.
Efter samrådet skrev tilsynet følgende til indenrigs- og sundhedsministeren: »Under henvisning til samrådet d.d. om samrådsspørgsmål A om den ulovlige brug af aflåsning af patientstuerne på sikringsafdelingen, jf. alm. del bilag 148, har tilsynet truffet beslutning om at henstille, at ministeren sikrer, at grundlovens bestemmelse i § 71 overholdes. «
Indenrigs- og sundhedsministeren oversendte efterfølgende til tilsynet udkast til forslag til ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (indførelse af mulighed for aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland) (L 205).
I forbindelse med, at indenrigs- og sundhedsministeren fremsatte lovforslaget, besluttede tilsynet at holde et møde med ledelsen for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
Tilsynet besøgte derfor den 8. maj 2002 Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland. Baggrunden for tilsynets besøg var ønsket om at drøfte Sikringsafdelingens praksis med låste døre til de enkelte patientstuer set i sammenhæng med indenrigs- og sundhedsministerens forslag til ændring af psykiatriloven (L 205), der skulle give hjemmel til aflåsning af patientstuerne på Sikringsafdelingen i nærmere bestemt omfang.
Det fremgik af referatet, at tilsynet fik en kort introduktion til Sikringsafdelingen, hvoraf det bl.a. fremgår, at Sikringsafdelingen består af 3 afsnit med hver 10 senge. Afdelingen har de mest farlige patienter indlagt fra hele landet. Afdelingens hovedopgave er derfor at behandle farlighed.
Det er kun på Sikringsafdelingen, der er låste døre, og ikke på det lukkede (rets-)psykiatriske afsnit Pilehus 2 på Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
Indlæggelse på sikringen kan kun ske ved retslig kendelse, eller efter at justitsministeren har afsagt farlighedsdekret
Patienterne er i gennemsnit indlagt i 7 år. De anbringelsesdømte i 3-30 år, mentalobservander i 2-12 måneder, patienter på farlighedsdekret i 5 år og de varetægtsurrogatanbragte indtil dom.
Det fleste patienter udskrives til de (rets-)psykiatriske afdelinger i landet med henblik på behandling af grundmorbus (skizofreni) og varetagelse af patienternes behandlingsdom. Det var afdelingens vurdering, at når indlagte, der er indlagt efter farlighedsdekret, udsluses til en (rets-) psykiatrisk afdeling er de, set i forhold til patienterne på den psykiatriske afdeling, stadig de mest syge.
Patienter, der er anbragt efter farlighedsdekret, udgør 2/3 af patienterne, og andelen er stigende.
Vedrørende spørgsmålet om brugen af låst dør oplyste afdelingen, at ud over hensynet til behandlingen og for at afværge fare låser Sikringsafdelingen patientstuerne om natten, en gang om dagen fra kl. 13.30 til 14.00, under behandlermøderne og 1½ time om ugen i forbindelse med den ugentlige konference.
Det er efter afdelingens vurdering vigtigt, at alt personale deltager i det daglige behandlermøde og den ugentlige konference. Det daglige behandlermøde sikrer den daglige koordinering af behandlingsindsatsen over for den enkelte indlagte. Der er tale om et møde, hvor formiddagens erfaringer med den enkelte indlagte bliver overleveret. Det er endvidere et væsentligt led i oplæringen af nye medarbejdere.
Afdelingen mener ikke, at spørgsmål om kontinuitet, koordineringen af behandlerlinjen og holdninger kan løses på anden vis ved f.eks., at en del af personalet har vagten på afdelingen under møderne, eller andet personale tager over under mødet, eller ved brug af it eller ved opnormering. Det skyldes især hensynet til patienterne, at der ikke inddrages andet personale under møderne. Man havde prøvet det et halvt års tid, men patienterne følte sig meget utrygge, og de ville hellere være inde på patientstuen i den periode. Eftersom det er et overleverings- og koordineringsmøde, vil opnormering heller ikke formindske behovet for at låse døren i den situation. Brug af it vil ikke skabe den dialog, som efter afdelingens opfattelse er afgørende.
Der er et særligt behov for aflåsning af dørene om natten, det er for risikofyldt, at der er mere end en patient, der kan komme ud samtidig. Det vil i den forbindelse ikke være tilstrækkeligt med den normering, der er i dag, hvor der er 2 plejere om natten pr. afsnit.
Afdelingen oplyste i forlængelse heraf, at indtil 1987 var patienterne låst inde på deres stuer hele tiden. I forbindelse med ændring af den praksis blev personalenormeringen fordoblet.
Den ugentlige konference er et mere dybtgående møde om behandlingsindsatsen over for de indlagte.
Afdelingen oplyste i den forbindelse, at personalet selvfølgelig gik ind til patienterne, hvis de ringede efter dem under møderne.
Det er endvidere afdelingens vurdering, at der vil være en meget større risko for overgreb, hvis dørene ikke kan låses i de tilfælde. Behovet for at låse er mest afgørende om natten og under den ugentlige konference. Når det drejer sig om det daglige behandlermøde, er det efter afdelingens opfattelse en afvejning af kvaliteten i overleveringen og patienternes retssikkerhed, det drejer sig om, men det er det mindste af problemerne.
Aflåsning af patientstue bruges også som led i behandlingen for bl.a. at skærme patienterne fra stimuli. En nyankommen patient starter med at opholde sig det meste af tiden på patientstuen, og der er 2 plejere omkring patienten, når vedkommende er i fællesskabet med de andre patienter. Ca. halvdelen af de indlagte har fuldt fællesskab på afdelingen og har egen nøgle til deres stue, så det er muligt for dem at aflåse stuen, når de går fra stuen. Det er ikke muligt for patienter med egen nøgle at låse stuen indefra.
Det er fast praksis, at personalet 1 gang i timen ca. 10 min. ad gangen er hos de patienter, der er på deres aflåste patientstue.
For mange af patienterne er det trygt at være på den aflåste patientstue. Afdelingen har haft en patient i 14 år, som ikke er ude i fællesskabet, men har 4 x ½ times udgang om dagen til haven alene. Han er bange for, at de andre skal stjæle hans tanker. Flere af patienterne føler sig endvidere mere trygge inde på den aflåste stue.
Folketingets opfølgningsrapport af 6. februar 2001 er omdelt i folketingsåret 2000-01 på alm. del bilag 164.Folketingets Ombudsmands brev af 12. april 2002 til indenrigs- og sundhedsministeren er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 136. Tilsynets spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren om brevet og dennes svar er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 137 og 147. Samrådsspørgsmålet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 148. Det efterfølgende brev fra tilsynet til indenrigs og sundhedsministeren er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 164. Udkast til lovforslaget er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 159. Referatet fra tilsynets møde med ledelsen på Sikringsafdelingen er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 249.
3. 7 Opfølgning på »Dannysagen«
§ 71-tilsynet har gennem det sidste 1½ år drøftet sagen om et selvmord på Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. Sagen er i pressen blevet omtalt som Dannysagen.
Den 24. april 2002 bad tilsynet Vestsjællands Amt om en redegørelse om, hvorvidt »sagen efterfølgende har givet anledning til ændrede vurderinger og procedurer på Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, herunder eventuelle ændrede rutiner, når patienterne på patientstuen tilses af personalet gennem dørspionen. «
Samme dag bad tilsynet Københavns Amt om »en redegørelse for, om sagen efterfølgende har givet anledning til ændrede vurderinger og procedurer i sager om indstillinger til justitsministeren efter psykiatrilovens § 40. Det har i den forbindelse været oplyst overfor § 71-tilsynet, at »Danny« i dagene op til sagens afgørelse ikke var fastspændt, men kunne gå frit rundt på afsnittet på den psykiatriske afdeling i Glostrup.«
Efterfølgende har tilsynet drøftet redegørelserne og har i den forbindelse taget redegørelserne til efterretning. Tilsynet har i den forbindelse over for Vestsjællands Amt udtalt, at »tilsynet finder især instruksen vedrørende særlig observation i forbindelse med suicidaladfærd væsentlig. Tilsynet er i den forbindelse enig i, at en observationsplan lægges ud fra den enkelte patients individuelle behov.«
§ 71-tilsynets breve til Københavns Amt og Vestsjællands Amt er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 162, 163, 306 og 307.
Redegørelserne fra henholdsvis Vestsjællands Amt og Københavns Amt er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 243 og 281.
4. Opfølgning på årsberetninger fra de lokale psykiatriske patientklagenævn for 2001
Det følger af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 39, stk. 1, at de lokale psykiatriske patientklagenævn hvert år skal offentliggøre en beretning om deres virksomhed. Det følger samtidig af forarbejderne til den seneste ændring af loven, at det forudsættes, at bl.a. § 71-tilsynet bliver gjort bekendt med årsberetningen.
På baggrund af en gennemgang af årsberetningerne fra de lokale psykiatriske patientklagenævn for 2001 har tilsynet i et enslydende brev af 13. juni 2002 til de lokale psykiatriske patientklagenævn i de enkelte amtskommuner og Københavns Overpræsidium udtalt følgende
»§ 71-tilsynet har på et møde drøftet samtlige årsberetninger fra de lokale psykiatriske patientklagenævn, og som de to tidligere års beretninger finder § 71-tilsynet fortsat, at beretningerne er et vigtigt instrument i tilsynets arbejde.
§ 71-tilsynet har i de sidste 2 år, med baggrund i oplysningerne fra årsberetningerne, haft særlig fokus på spørgsmålet om patientrådgivernes mødedeltagelse ved nævnenes møder.
§ 71-tilsynet finder det fortsat positivt med den særlige opmærksomhed og de initiativer, der fortsat iværksættes af de enkelte lokale psykiatriske patientklagenævn for at sikre en så høj mødedeltagelse fra patientrådgivernes side som muligt. Tilsynet har i den forbindelse kunnet konstatere, at der har været taget initiativ til i visse nævn, i overensstemmelse med sundhedsministerens opfordring sidste år, at ændre nævnenes mødetidspunkter således, at møderne i videst muligt omfang enten indledes ved arbejdsdagens begyndelse eller placeres op til arbejdsdagens afslutning.
Men § 71-tilsynet kan dog desværre fortsat konstatere, at der samlet set fortsat er et stort antal sager ved de lokale psykiatriske patientklagenævn, hvor patientrådgiverne ikke deltager i møderne.
§ 71-tilsynet vil derfor i den kommende folketingssamling drøfte problemstillingen og i den forbindelse skrive til Folketingets Sundhedsudvalg om problemstillingen for at sikre, at emnet tages op i forbindelse med den kommende revision af psykiatrilovgivningen.
Afslutningsvis opfordrer tilsynet til en fortsat dialog på tværs af nævnene om problemstillingen, og tilsynet vil derfor i den forbindelse gerne underrettes om nye tiltag, der iværksættes på området.«
Brevet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 225.
5. Besøg på psykiatriske afdelinger m.v.
5.1 Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Glostrup
Den 27. september 2001 aflagde § 71-tilsynet et uanmeldt besøg på Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Glostrup, jf. tilsynets beretning for folketingsåret 2000-01 afsnit 5.6. Tilsynet foretog en rundgang på det lukkede gerontopsykiatriske afsnit P 83, det lukkede afsnit P 85 og det lukkede afsnit P 84. Tilsynet konkluderede efter besøget
»Tilsynet finder det positivt med den beskrevne modernisering af såvel de fysiske rammer som en udvikling af behandlingsfilosofien ved en større satsning på de miljøterapuetiske behandlingsmetoder.
Tilsynet anerkender endvidere, at der i relation til kontinuitet i behandlingen er endog meget store fordele ved afdelingens integrerede afsnit med mulighed for at etablere skærmede enheder, idet en patient kan blive på det samme afsnit gennem hele behandlingsforløbet, hvor patienten tidligere først var på lukket afsnit og dernæst på åbent afsnit.
Det forhold, at der på et og samme afsnit kan være både en uaflåst og en aflåst del, ændrer imidlertid ikke ved, at enhver frivilligt indlagt patient efter tilsynets opfattelse bør få sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, medmindre patienten selv ønsker at få sengeplads på en aflåst del af afsnittet.
Tilsynet finder således, at en patient, som indlægges frivilligt, bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret afsnit, og at en patient, der oprindelig er indlagt eller tilbageholdt tvangsmæssigt når betingelserne for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt bør informeres om, at indlæggelsen nu er frivillig, og bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret afsnit.
En frivilligt indlagt patient, som ikke tager imod tilbuddet om en sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, bør efter tilsynets opfattelse informeres grundigt om retten til at forlade den aflåste del af afsnittet.
Det bør efter tilsynets opfattelse kun undtagelsesvis forekomme, at en frivilligt indlagt patient af kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit. Patienten bør da hurtigst muligt tilbydes en sengeplads på en uaflåst del af afsnittet.
Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit P 83 ikke tilstrækkelige og tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at størstedelen af sengepladserne fortsat befinder sig på flersengsstuer, og manglen på badefaciliteter.
Efter tilsynets opfattelse kan der ikke være tvivl om, at der er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter på afsnittet, når de er nødsaget til at dele sengestue med hinanden.
Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit P 85 ikke tilstrækkelige og tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at størstedelen af sengepladserne fortsat befinder sig på flersengsstuer og at inventaret er nedslidt.
Efter tilsynets opfattelse kan der ikke være tvivl om, at der er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter på afsnittet, når de er nødsaget til at dele sengestue med hinanden.
Efter tilsynets opfattelse er de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit P 84 ikke tilstrækkelige og tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af, at størstedelen af sengepladserne fortsat befinder sig på flersengsstuer, der gør pladsen trang for den enkelte patient.
Efter tilsynets opfattelse kan der ikke være tvivl om, at der er tale om en betydelig belastning for de enkelte patienter på afsnittet, når de er nødsaget til at dele sengestue med hinanden.
Tilsynet finder det overordentlig beklageligt, at patienterne på grund af afdelingens vanskeligheder med at rekruttere personale skal forholde sig til nye vikarer med utryghed for såvel patienter som personale til følge.
Tilsynet finder det ligeledes overordentlig beklageligt, at hvis det daglige personalefremmøde i afsnittene er mindre end planlagt, kan det berøre aktivitetstilbuddene til patienterne i afsnittene.
Tilsynet skal i den forbindelse understrege vigtigheden af, at man til stadighed er opmærksom på sammenhængen mellem det faktiske antal personale og kvaliteten af behandling og pleje.
Tilsynet finder det derfor positivt med de beskrevne initiativer til at imødegå rekrutteringsproblemerne.
Tilsynet opfordrer Københavns Amt til at overveje, med henblik på at imødegå de vanskeligheder, som rekrutteringsproblemerne har skabt, at ansætte personale med anden relevant uddannelsesmæssig baggrund og, i det omfang personalet ikke har den tilstrækkelige erfaring på området, at sikre dette ved introduktionskurser og løbende i efteruddannelsen.
Tilsynet finder det positivt med de beskrevne efteruddannelsesinitiativer.
Tilsynet finder det kritisabelt, at der indtil den 31. oktober 2001 har været en gennemsnitlig belægning på over 100 pct. på afsnit P 84 og P 85 gennem hele perioden. Overbelægning medfører, at forholdene på afsnittene bliver mere trange, ligesom presset på fællesfaciliteterne bliver større. Hertil kommer, at personalet skal tage sig af flere patienter.
Tilsynet skal i øvrigt understrege, at uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning ikke udgør en acceptabel del af løsningen på overbelægningsproblemer, idet uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning bl.a. øger risikoen for genindlæggelse.
Tilsynet finder det kritisabelt, at den største del af sengene befinder sig på flersengsstuer.
Tilsynet finder det herudover beklageligt, at ingen af patientstuerne har eget toilet eller bad.
Tilsynet finder det positivt med den beskrevne modernisering af afdelingen, men har samtidig noteret sig, at der fortsat vil være tosengsstuer på det gerontopsykiatriske afsnit.
Tilsynet finder det meget beklageligt, at der befinder sig færdigbehandlede patienter på afdelingens lukkede afsnit, som alene venter på et passende kommunalt eller amtskommunalt udslusningstilbud.
Tilsynet ser derfor positivt på den fortsatte kapacitetsudvidelse.
Tilsynet finder det vigtigt, at administrativt frihedsberøvede patienter så vidt muligt har adgang til frisk luft dagligt.
Tilsynet finder det positivt, at patienter indlagt på et lukket afsnit har mulighed for individuelt tilpasset kost.
Tilsynet kan konstatere, at der har været et stigende antal tvangsindlæggelser på afsnit P 83. Tilsynet vil derfor i sin opfølgning på rapporten anmode om en yderligere opgørelse heraf.
Tilsynet skal endvidere fremhæve den opfølgende indsats, der tager sigte på at opnå en fælles forståelse mellem patient og personale om, hvad der rent faktisk skete i forbindelse med en tvangsanvendelse.
Tilsynet har således i forbindelse med sit arbejde fået indtryk af, at det jævnligt forholder sig sådan, at en patient føler sig krænket i forbindelse med et enkelt tilfælde af tvangsanvendelse i et indlæggelsesforløb, hvor tvang i øvrigt kan have været anvendt ved adskillige lejligheder. Patienten vender til stadighed tilbage til dette ene tilfælde af tvangsanvendelse, hvilket gør det vanskeligt for patienten at komme videre under og efter indlæggelsesforløbet.
Indsatsen for at opnå en fælles forståelse af det passerede kan efter tilsynets vurdering medvirke til, at et enkelt tilfælde af tvangsanvendelse ikke gør det helt så vanskeligt for patienten at komme videre.
Tilsynet finder det beklageligt, at misbrugsproblemet blandt psykiatriske patienter i stigende grad belaster dagligdagen og behandlingsmiljøet.
Tilsynet finder det positivt, at afdelingsledelsen er i færd med at udbygge samarbejdet med »Åben Rådgivning« på dette felt.
Tilsynet finder det positivt, når patienterne på de lukkede afsnit i videst muligt omfang har uhindret adgang til at føre en uforstyrret privat telefonsamtale.
Tilsynet finder, at den indsats, der bliver gjort for at informere patienterne, er positiv. Således er det positivt, at Sundhedsministeriets pjece »Tvang i Psykiatrien « ligger fremme i afsnittene og udleveres til patienterne, når deres tilstand gør det muligt at forstå pjecens indhold.
Tilsynet finder det endvidere positivt, at patienter frivilligt indlagt på lukkede afsnit og færdigbehandlede patienter informeres om deres rettigheder, herunder om retten til at komme og gå fra afsnittet.
Tilsynet finder dog, at det vil være rigtigst, at Sundhedsministeriets pjece »Tvang i Psykiatrien« udleveres til alle patienter, pårørende og patientrådgivere, når der er tale om frihedsberøvelse eller anden tvang i psykiatrien, medmindre det er helt klart, at de pågældende har det nødvendige kendskab til de oplysninger, som informationsmaterialet indeholder.
Navnlig det forhold, at ikke alle patienter på et lukket afsnit har en patientrådgiver, som kan informere, vejlede og rådgive med hensyn til forskellige forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling, understreger da også behovet for information om regler og rettigheder m.v. ikke kun over for patienterne, men også over for deres pårørende.«
Rapporten er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 61.
5.2 Aalborg Psykiatriske Sygehus
Den 8. april 2002 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt besøg på Aalborg Psykiatriske Sygehus. Tilsynet foretog en rundgang på de lukkede afsnit Ø 15 og V 8. Tilsynet konkluderede efter besøget
»Efter folketingsvalget i november 2001 fik tilsynet en ny sammensætning. Besøget på Aalborg Psykiatriske Sygehus er derfor det nye tilsyns første tilsynsbesøg. Rapportens fokus er derfor tilsynets generelle indtryk af besøget, især under henvisning til, at tilsynet på nuværende tidspunkt arbejder med en bred erfaringsindsamling.
Tilsynet finder det positivt med den igangværende brugerundersøgelse. Tilsynet skal i den forbindelse anmode om at få fremsendt resultaterne af undersøgelsen på de lukkede afsnit.
Tilsynet finder ikke, at de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit Ø 15 og V 8 er tilstrækkelige og tidssvarende. Tilsynets opfattelse skal især ses i lyset af den i perioder meget høje belægning og til tider overbelægning, der er på afsnittene.
Tilsynet anerkender endvidere, at der i relation til kontinuitet i behandlingen er endog meget store fordele ved afdelingens integrerede afsnit med mulighed for at etablere skærmede enheder, idet en patient kan blive på det samme afsnit gennem hele behandlingsforløbet, hvor patienten tidligere først var på lukket afsnit og dernæst på åbent afsnit.
Det forhold, at der på et og samme afsnit kan være både en uaflåst og en aflåst del, ændrer imidlertid ikke ved, at enhver frivilligt indlagt patient efter tilsynets opfattelse bør få sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, medmindre patienten selv ønsker at få sengeplads på en aflåst del af afsnittet.
Tilsynet finder således, at en patient, som indlægges frivilligt, bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret afsnit, og at en patient, der oprindelig er indlagt eller tilbageholdt tvangsmæssigt når betingelserne for frihedsberøvelsen ikke længere er opfyldt bør informeres om, at indlæggelsen nu er frivillig, og bør tilbydes plads på en uaflåst del af et integreret afsnit.
En frivilligt indlagt patient, som ikke tager imod tilbuddet om en sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit, bør efter tilsynets opfattelse informeres grundigt om retten til at forlade den aflåste del af afsnittet.
Det bør efter tilsynets opfattelse kun undtagelsesvis forekomme, at en frivilligt indlagt patient af kapacitetsmæssige grunde ikke tilbydes sengeplads på en uaflåst del af et integreret afsnit. Patienten bør da hurtigst muligt tilbydes en sengeplads på en uaflåst del af afsnittet.
Tilsynet finder det positivt, at Nordjyllands Amt er særlig opmærksom på de eventuelle problemer, der kan opstå på de lukkede afsnit med baggrund i manglen på lægeligt personale og ved brugen af vikarer.
Tilsynet finder det endvidere positivt med de beskrevne initiativer til at imødegå rekrutteringsproblemerne.
Samtidig finder tilsynet det dog beklageligt, at patienterne på de lukkede afsnit på grund af sygehusets vanskeligheder med at rekruttere personale skal forholde sig til nye vikarer med utryghed for patienter og personale til følge. Tilsynet finder det endvidere beklageligt, hvis brugen af vikarer kan berøre aktivitetstilbuddene til patienterne på de lukkede afsnit.
Tilsynet opfordrer Nordjyllands Amt til at overveje, med henblik på at imødegå de vanskeligheder, som rekrutteringsproblemerne har skabt, at ansætte personale med anden relevant uddannelsesmæssig baggrund og, i det omfang personalet ikke har den tilstrækkelige erfaring på området, at sikre dette ved introduktionskurser og løbende i efteruddannelsen.
Tilsynet finder det positivt med de beskrevne efteruddannelsesinitiativer.
Tilsynet finder det kritisabelt, at der på de lukkede afsnit generelt, uanset at der er korrigeret for orlov, er en meget høj gennemsnitlig belægningsprocent gennem hele perioden. Såvel meget høj belægning og overbelægning medfører efter tilsynets opfattelse, at forholdene på afsnittene bliver mere trange, ligesom presset på fællesfaciliteterne bliver større. Hertil kommer, at personalet skal tage sig af flere patienter.
Tilsynet skal i øvrigt understrege, at uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning ikke udgør en acceptabel del af løsningen på overbelægningsproblemer, idet uhensigtsmæssigt tidlig udskrivning bl.a. øger risikoen for genindlæggelse.
Tilsynet finder det positivt, at alle stuerne på afsnit Ø 15 og V 8 er enestuer.
Tilsynet finder det kritisabelt, at overbelægning betyder, at såvel enestuer som fællesarealer inddrages til patientstuer.
Tilsynet finder det endvidere beklageligt, at alene 4 af patientstuerne på afsnit Ø 15 og V 8 har eget toilet eller bad, især når der henses til patienter, der er indlagt i længere tid.
Tilsynet finder det derfor positivt med de beskrevne decentrale funktioner.
Tilsynet finder det meget beklageligt, at der er færdigbehandlede patienter på sygehusets afsnit, som alene venter på et passende kommunalt eller amtskommunalt udslusningstilbud.
Tilsynet ser derfor positivt på det fortsatte arbejde med at sikre de nødvendige botilbud.
Tilsynet kan konstatere, at patienternes adgang til aktiviteter kan afhænge af de fysiske rammer og personaleressourcer.
Tilsynet finder det vigtigt, at administrativt frihedsberøvede patienter så vidt muligt har adgang til frisk luft dagligt.
Tilsynet finder det endvidere positivt med de beskrevne aktiviteter.
Tilsynet finder, at den rette balance mellem de biologiske, de psykoterapeutiske og de socialpsykiatriske behandlingsmetoder er et væsentligt element i den psykiatriske behandling.
Tilsynet finder det positivt, når patienterne på de lukkede afsnit i videst muligt omfang har uhindret adgang til at føre en uforstyrret privat telefonsamtale.
Tilsynet finder, at den indsats, der bliver gjort for at informere patienterne, er positiv. Således er det positivt, at Sundhedsministeriets pjece »Tvang i Psykiatrien « ligger fremme i afsnittene og almindeligvis udleveres til patienterne.
Tilsynet finder det endvidere positivt, at patienter frivilligt indlagt på lukkede afsnit og færdigbehandlede patienter informeres om deres rettigheder, herunder om retten til at komme og gå fra afsnittet.
Tilsynet finder dog, at det vil være rigtigst, at Sundhedsministeriets pjece »Tvang i Psykiatrien« udleveres til alle patienter, pårørende og patientrådgivere, når der er tale om frihedsberøvelse eller anden tvang i psykiatrien, medmindre det er helt klart, at de pågældende har det nødvendige kendskab til de oplysninger, som informationsmaterialet indeholder.
Navnlig det forhold, at ikke alle patienter på et lukket afsnit har en patientrådgiver, som kan informere, vejlede og rådgive med hensyn til forskellige forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling, understreger da også behovet for information om regler og rettigheder m.v. ikke kun over for patienterne, men også over for deres pårørende.«
Rapporten er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 224.
6. Opfølgning på tidligere besøg på psykiatriske afdelinger m.v.
Det er tilsynets praksis, at der et års tid efter et institutionsbesøg med forskellige spørgsmål til den driftsansvarlige myndighed følges op på den rapport, som besøget mundede ud i.
Således har tilsynet fulgt op på sine besøg på Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital, de psykiatriske afdelinger på amtssygehusene i Gentofte og Herlev samt Psykiatrisk Afdeling Herning.
Eftersom Sygehus Fyn, Svendborg Psykiatriske Afdeling, på eget initiativ har fremsendt en redegørelse, der følger op på tilsynets udtalelser i forbindelse med tilsynsbesøg, har tilsynet ikke fundet anledning til også at foretage en opfølgning.
Opfølgningerne har ikke givet anledning til bemærkninger fra tilsynets side.
Redegørelsen vedrørende Psykiatrisk Afdeling Herning er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 12.
Redegørelsen vedrørende Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 109
Redegørelserne vedrørende de psykiatriske afdelinger på amtssygehusene i Gentofte og Herlev er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 32.
Redegørelsen vedrørende Sygehus Fyn, Svendborg Psykiatriske Afdeling, er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 41.
7. Besøg på institutioner for voksne, hvor reglerne i serviceloven om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten anvendes
7.1. Plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund
Den 15. august 2001 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt besøg på plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund. Tilsynet foretog en rundgang på afdelingerne C, A og L, jf. tilsynets beretning for folketingsåret 2000-01 afsnit 11. Tilsynet konkluderede efter besøget
»Den ene af tilsynets grupper kunne ved ankomsten til afsnit C konstatere, at det tog bemærkelsesværdigt lang tid, før der kom personale til stede på afsnittet.
Tilsynet finder, at de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afsnit C er tilstrækkelige og tidssvarende. Tilsynet skal dog bemærke, at afsnittet er beliggende på 3. sal og den umiddelbare adgang til frisk luft er en mindre altan for enden af gangen.
Tilsynet finder, at de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afdeling A er tilstrækkeligt gode og tidssvarende.
Tilsynet finder, at de fysiske rammer og forholdene i øvrigt på afdeling L er tilstrækkeligt gode og tidssvarende.
Tilsynet finder det særlig positivt, at beboerne har adgang til egen have fra deres bolig.
Tilsynet finder det positivt, at humor bevidst inddrages i behandlingen af demente på plejehjemmet.
Tilsynet finder det beklageligt, at beboerne, på grund af plejehjemmets vanskeligheder med at rekruttere og delvise vanskeligheder ved at fastholde personale, skal forholde sig til nye vikarer med utryghed for såvel beboere som personale til følge.
Tilsynet har i den forbindelse bemærket, at ca. 30 pct. af plejehjemmets samlede udgifter til vikarer fra vikarbureauer går til dækning af vagter på afdeling B, herunder afsnit C, og at der samtidig i perioden 1. september 1999 til 31. august 2001 har været et betydeligt personaleflow på samme afdeling.
Tilsynet finder det derfor positivt, at der pågår en analyse af årsagerne til rekrutteringsproblemerne og vikarforbruget m.v.
Tilsynet vil i sin opfølgning på rapporten anmode om en redegørelse for konklusionerne på analysen, og hvilke initiativer det har medført.
Tilsynet finder det positivt med de beskrevne efteruddannelsesinitiativer.
Tilsynet finder det positivt med Gentofte Kommunes initiativer, hvor der oplyses om reglerne i serviceloven om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.
Tilsynet skal endvidere fremhæve den opfølgende indsats, der tager sigte på at opnå en fælles forståelse mellem beboere og personale om, hvad der rent faktisk skete i forbindelse med en magtanvendelse.
Tilsynet skal bemærke, at tilsynet på baggrund af ovenstående ikke betragter plejehjemmets brug af skærmning som begrænsninger for den enkelte beboers bevægelsesfrihed.
Tilsynet finder det særdeles beklageligt, at der ikke er eget bad i 24 af plejehjemmets stuer/boliger.
Tilsynet finder det derfor positivt, at Gentofte Kommunes Socialudvalg har vedtaget et oplæg til en moderniseringsplan for bl.a. de 24 stuer/boliger.
Tilsynet finder det positivt med den klare formålsbestemmelse, der danner grundlag for aktivitets- tilbuddene til beboerne på plejehjemmet.
Tilsynet finder det endvidere positivt, at formålsbestemmelsen understreger, at målet er at hjælpe og støtte den enkelte beboer til at forblive aktiv, vedligeholde sine færdigheder og forebygge funktionstab, ensomhed og angst, og at aktivitetstilbuddene er medvirkende til, at beboerne oplever livskvalitet både i hverdagen og ved festlige lejligheder.
Tilsynet finder det endelig positivt med de beskrevne aktiviteter for beboerne på plejehjemmet.«
Rapporten er omdelt i 1. samling på alm. del bilag 61.
8. Besøg på institutioner for tvangsanbragte børn
8.1. Munkerup Observations- og behandlingshjem
Den 3. april 2002 besøgte tilsynet Munkerup Observations- og behandlingshjem. Baggrunden for besøget var et ønske om at få et indblik i og en drøftelse af, hvordan man i praksis håndterer området for tvangsanbragte børn.
Af referatet fra besøget fremgår bl.a., at »familieafdelingen er et tilbud om et frivilligt ophold for familier, som har behov for støtte til at fungere som en familie. Baggrunden for familiernes ophold, som varer mellem 3 måneder og 1 år, er f.eks. tidligere misbrugsproblemer, forældre med psykiske problemer eller umodne forældre, hvis egen opvækst har været præget af omsorgssvigt, eller forældre, som har manglende forståelse for børns behov.
Omkring halvdelen af de behandlede familier får hverdagen til at fungere efter opholdet, de øvrige forældre bliver enten skilt fra hinanden, eller barnet/børnene bliver fjernet fra hjemmet.
Familierne tilbydes udslusningshjælp, hvis de ønsker dette. Familierne er ofte sårbare og angste for at skulll hjem og klare hverdagen på egen hånd. Munkerup har derfor bl.a. en forældrecafe for tidligere brugere.
Børnene på småbørnsafdelingen, som er tvangsfjernet, har ofte forældre med misbrugsproblemer, udviklingshæmmede forældre, psykisk syge forældre eller forældre hvis egen opvækst har været præget af omsorgssvigt.
Børnene, som er mellem 0 og 5 år, er psykisk, følelsesmæssigt og/eller socialt underudviklede. Børnene har ofte været overladt til sig selv, så basale behov for mad, pleje og omsorg er meget vigtige.
Børn, som har været udsat for omsorgssvigt, er ofte præget af manglende tillid til, at voksne kan og vil forstå deres omsorgsbehov. Der er ofte tale om særdeles sårbare børn, som let bliver angste, frustrerede og overstimulerede.
Misbrugsbørnene kræver særlig behandling, de skal vænnes til at spise og tåler ikke kropskontakt eller øjenkontakt.
Efter behandling kommer børnene hjem, på opholdssteder eller i plejefamilier. Udslusningen varer mellem 2 og 4 uger og betales af kommunen. Kontaktpædagogen arbejder tæt sammen med forældrene, opholdsstedet eller plejefamilien, men det er barnet, som »viser vejen«.
Der føres ikke statistik på afdelingen over, hvordan det går børnene efter behandling, men i dag er betingelserne gode, der skrides tidligere ind, og behandlingen er tilpasset og forlænget. Det vil kræve mange ressourcer at føre statistik på grund af forældrenes mange kommuneskift og dermed mange sagsbehandlere.
Det er kommunerne, der træffer afgørelse om børnenes samvær med forældrene. Det giver ofte forældrene mere ro, når barnet/børnene er anbragt på et behandlingshjem frem for hos en plejefamilie, hvor forældrene føler sig mere truet på forældreskabet. Det er efter deres vurdering også vigtigt med omsorg og støtte til forældrene, f.eks. tid til samtale, kaffe og rygning.
Afslutningsvis oplyste afdelingen, at samarbejdet med kommunernes sagsbehandlere er godt efter deres vurdering, men der er ofte forskel på sagsbehandlingen, selvom det er den samme lovgivning, samme kommune med faste sagsbehandlere. Der burde være mere fokus på forældre, der får tvangsfjernet børn, bl.a. for at bryde den sociale arv. Dette kunne f.eks. ske gennem bofællesskaber for umodne forældre. Børn, der kommer direkte fra eget hjem til f.eks. en plejefamilie, kræver ofte ophold på en døgninstitution, fordi de er så dårlige, at plejefamilierne ikke magter dem. Dette giver børnene unødige opholdsskift. «
Referatet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 187.
9. Møder
9.1 Møde med Folketingets Ombudsmand
Tilsynet holdt den 13. marts 2002 møde med Folketingets Ombudsmand. Baggrunden var, at der efter folketingsvalget i november 2001 var sammensat et helt nyt tilsyn. Tilsynet fandt det derfor særlig relevant at holde et møde med Folketingets Ombudsmand, set i lyset af grænsefladerne mellem tilsynets arbejde og Folketingets Ombudsmands inspektionsvirksomhed. Folketingets Ombudsmands inspektionsvirksomhed i almindelighed og i relation til psykiatriske afdelinger og kompetenceafgrænsning af samarbejdet mellem tilsynet og Folketingets Ombudsmand blev derfor først og fremmest drøftet. Derudover drøftedes begrebet skærmning, Folketingets Ombudsmands inspektionsrapport fra Psykiatrisk Afdeling på Holstebro Centralsygehus og den retlige regulering på psykiatriområdet.
Referatet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 116.
9.2 Møde med Dansk Psykiatrisk Selskab
Tilsynet holdt den 13. juni 2002 møde med Dansk Psykiatrisk Selskab. Følgende emner blev bl.a. drøftet: Organisering af psykiatrien i amterne/H:S, manglen på psykiatere, sammenhængende psykiatritilbud, de »usynlige« grupper i psykiatrien, brugen af tvang i psykiatrien og elektrochokbehandling (ECT).
Vedrørende spørgsmålet om organisering af psykiatrien i amterne/H:S bemærkede selskabet bl.a., at det finder det problematisk, at psykiatrien i forvaltningerne i flere amter er flyttet væk fra sundhedsforvaltningen til enten socialforvaltningen eller en selvstændig psykiatriforvaltning. Selskabet mente, det var meget vigtigt at fastholde psykiatriens tilknytning til de andre sundhedsfaglige specialer. Flytningen væk fra sundhedsforvaltningen havde, efter selskabets opfattelse, gjort det vanskeligere at rekruttere læger til psykiatrien i forvaltningen. Selskabet gjorde endvidere opmærksom på, at disse ændringer kunne influere på udviklingen inden for området, herunder på kvalitetsstandarderne.
Vedrørende spørgsmålet om de »usynlige« grupper i psykiatrien påpegede selskabet bl.a., at der var behov for at styrke indsatsen over for dobbeltdiagnosepatienter, i gerontopsykiatrien og over for udviklingshæmmede med psykiske lidelser, herunder via forskning i behandlingsmetoder og holdningsbearbejdelse hos personalet. Selskabet oplyste endvidere, at det var et særligt problem med indsatsen over for udviklingshæmmede, hvor der i dag er meget få specialister på området.
Vedrørende spørgsmålet om brugen af tvang i psykiatrien understregede selskabet bl.a., at tvang er nødvendigt, men at behandlerne nødigt ville bruge det. Derfor var det, efter selskabets opfattelse, også vigtigt fortsat at arbejde med at mindske brugen af tvang, når en patient er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling. Selskabet mente, at initiativer som at etablere enestuer og efteruddannelse af personalet, herunder holdningsbearbejdelse, var vejen frem. Selskabet påpegede endvidere, at det var et problem, at meget erfarent personale i dag arbejdede i distriktspsykiatrien, og at der især på de lukkede afsnit var meget nyuddannet personale. Det var derfor vigtigt at arbejde med at kvalitetssikre arbejdet på de lukkede afsnit, herunder f.eks. uddanne personalet i miljøterapi. Det var i den forbindelse også et problem, at der var mange lukkede afsnit med overbelægning.
Derimod undrede det ikke selskabet, at antallet af tvangsindlæggelser ikke falder, tværtimod mente selskabet, at man ville se flere tvangsindlæggelser, hvilket efter selskabets opfattelse hang tæt sammen med, at man i psykiatrien har ændret fokus fra sengepsykiatrien til f.eks. udbygningen af den ambulante behandling samt den fortsatte fokus på patientrettigheder.
Vedrørende spørgsmålet om elektrochokbehandling (ECT) mente selskabet bl.a., at der var en manglende forståelse for brugen af behandlingsmetoden. Samtidig understregede selskabet, at det var vigtigt, at der hele tiden blev arbejdet med at skærpe kravene til brugen af behandlingen. Efter selskabets opfattelse kunne det overvejes i arbejdet med fortsat at sikre kvaliteten i behandlingen, at sørge for en ensartet uddannelse i brugen ved f.eks. at centralisere uddannelsen af personalet to steder i Danmark.
Referatet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 267.
10. Deltagelse i konferencer m.v.
Tilsynet deltog den 24. januar 2002 i Fyns Amts konference »Hvad gemmer der sig bag skærmning«. Formålet med konferencen var at samle repræsentanter for de danske psykiatriske afdelinger og andre med tilknytning til psykiatrien for at få belyst og beskrevet tværfagligt, hvad der menes med begrebet skærmning i psykiatrien.
Invitationen er omdelt i 1. samling på alm. del bilag 27.
Tilsynet deltog den 3. april 2002 i Folketingets Socialudvalgs høring om anbragte børn og unge. Formålet med høringen var at afklare problemstillingerne omkring anbringelser og pege på muligheder for at gøre anbringelser bedre for børn og forældre.
Invitationen er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 97.
11. Information om tilsynets arbejde
I det forløbne folketingsår har tilsynet med henblik på at udbrede kendskabet til hele sin virksomhed til en bredere kreds af offentlige myndigheder, personale og ikke mindst patienter udarbejdet en folder.
Tilsynets mål med udbredelsen af folderen har været at medvirke til en positiv udvikling, således at administrativt frihedsberøvede, hvor de end befinder sig, bliver tilbudt nogle forhold, som samfundet kan være bekendt.
Folderen blev oprindelig udsendt til ca. 350 forskellige myndigheder, organisationer, foreninger m.v. Efterfølgende er folderen udsendt enten efter anmodning eller i forbindelse med besvarelse af henvendelser.
Pjecen om tilsynet, der nærmere beskriver tilsynets opgaver efter grundloven, udsendes enten efter anmodning fra. f.eks. psykiatriske afdelinger eller uddannelsessteder eller i forbindelse med besvarelse af henvendelser.
Inge-Lene Ebdrup (V) fmd. Ester Larsen (V) Anita Knakkergaard (DF) nfmd.
Else Theill Sørensen (KF) Tove Videbæk (KRF) Jette Bergenholz Bautrup (S)
Henrik Dam Kristensen (S) Anne Baastrup (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV)
Beretning afgivet af §71-tilsynet den 12. september 2002
Beretning
om
tilsynets virksomhed i folketingsåret 2001-02
1. Indledning
2. Konkrete sager
3. Henvendelser og spørgsmål til ministre og andre
3.1 Valg
3.2 Tvangsbehandling med el-stimulation
3.3 Tvangsfiksering og personalemangel
3.4 Psykoterapi
3.5 § 4 a i psykiatriloven
3.6 Indelåsning på egen stue på Sikringsafdelingen
3.7 Opfølgning på »Dannysagen«
4. Opfølgning på årsberetninger fra de lokale psykiatriske patientklagenævn for 2001
5. Besøg på psykiatriske afdelinger m.v.
5.1 Psykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset i Glostrup
5.2 Aalborg Psykiatriske Sygehus
6. Opfølgning på tidligere besøg på psykiatriske afdelinger m.v.
7. Besøg på institutioner for voksne, hvor reglerne i serviceloven om magtanvendelse og
andre indgreb i selvbestemmelsesretten anvendes
Plejehjemmet Holmegårdsparken i Charlottenlund
8. Besøg på institutioner for tvangsanbragte børn
8.1 Munkerup Observations- og behandlingshjem
9 Møder
9.1 Møde med Folketingets Ombudsmand
9.2 Møde med Dansk Psykiatrisk Selskab
10. Deltagelse i konferencer m.v.
11. Information om tilsynets arbejde
1. Indledning
Efter folketingsvalget i november 2001 fik tilsynet en ny sammensætning. Det nyvalgte tilsyn har fundet det afgørende at få en grundig debat om tilsynets opgaver nu og fremover. Tilsynet har derfor indledt sit arbejde med disse drøftelser og har derfor ikke haft vægten på de udadvendte aktiviteter som f.eks. tilsynsbesøg.
Tilsynet har i løbet af folketingsåret 2001-02 afholdt 11 møder og behandlet en række generelle og konkrete sager samt haft indenrigs- og sundhedsministeren i samråd.
Tilsynet har holdt møde med Dansk Psykiatrisk Selskab og Folketingets Ombudsmand. Tilsynet har besøgt to psykiatriske afdelinger og en institution for tvangsanbragte børn. Tilsynet har endvidere haft lejlighed til at deltage i konferencer m.v.
De generelle og konkrete sager har sammen med besøgene, møderne og konferencerne givet anledning til, at tilsynet har rettet henvendelse og stillet spørgsmål til bl.a. indenrigs- og sundhedsministeren, socialministeren, justitsministeren og forskellige amtskommuner og kommuner.
I det forløbne folketingsår har tilsynet som tidligere år udarbejdet en folder om sin virksomhed.
2. Konkrete sager
Tilsynet har i løbet af folketingsåret modtaget et stort antal henvendelser fra og om enkeltpersoner, der administrativt er berøvet deres frihed. En del af disse henvendelser vedrørte spørgsmål, som ligger uden for tilsynets kompetence, herunder spørgsmål om lovligheden af selve frihedsberøvelsen. Andre sager har tilsynet fundet det mest hensigtsmæssigt at henvise eller videresende til de administrative klage- eller tilsynsmyndigheder på det pågældende retsområde. Tilbage er et antal sager vedrørende selve behandlingen under frihedsberøvelsen. Tilsynet har behandlet disse sager, som bl.a. har afgørende indflydelse på valget af de anmeldte og uanmeldte besøg på psykiatriske afdelinger.
3. Henvendelser og spørgsmål til ministre og andre
Tilsynet har i det forløbne år rettet henvendelse til og stillet spørgsmål til bl.a. indenrigs- og sundhedsministeren, socialministeren, justitsministeren og forskellige amtskommuner og kommuner.
I det følgende omtales nogle af de sager, som henvendelserne og spørgsmålene har omhandlet.
3.1.Valg
På baggrund af en henvendelse fra en tvangsindlagt patient, der ikke havde fået lejlighed til at stemme ved folketingsvalget den 20. november 2001, bad tilsynet indenrigs- og sundhedsministeren om at redegøre for adgangen til at stemme ved f.eks. folketingsvalg for en patient, der er tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling på valgdagen. Tilsynet bad endvidere ministeren om at oplyse, hvorledes det forholder sig, hvis en tvangsindlagt patients anmodning om at stemme ved f.eks. folketingsvalg afslås af personalet på en psykiatrisk afdeling under henvisning til manglende personaleressourcer.
Af indenrigs- og sundhedsministeren svar fremgik det bl.a., at »efter folketingsvalglovens § 54, stk. 1, nr. 1, kan vælgere, der er indlagt på sygehus, afgive brevstemme på sygehuset. Det gælder også vælgere, der er tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling på et sygehus.
Efter reglerne påhviler det bl.a. sygehuset at sørge for, at de vælgere, der er eller bliver indlagt på sygehuset i den periode, hvor der kan afgives brevstemme, bliver gjort bekendt med muligheden for at afgive brevstemme på sygehuset, ligesom sygehuset på forskellig måde skal sørge for, at de pågældende rent faktisk får mulighed herfor.
Der er ikke adgang til at afslå en patients anmodning om at afgive brevstemme på sygehuset alene under henvisning til manglende personaleressourcer, heller ikke hvis det drejer sig om en patient, der er tvangsindlagt.
Efter udløbet af fristen for at afgive brevstemme kan en vælger, herunder en vælger, der er indlagt på sygehus, kun afgive stemme ved på valgdagen at møde personligt frem på det afstemningssted, hvor vedkommende er optaget på valglisten. Det følger af folketingsvalglovens § 47.
Valglovgivningen indeholder ingen regler om spørgsmålet om, hvorvidt en vælger, der er indlagt på sygehus på valgdagen, skal have mulighed for, hvis vedkommendes helbredstilstand i øvrigt tillader dette, at blive transporteret eller ledsaget til afstemningsstedet ved sygehusets foranstaltning for at afgive stemme.
Spørgsmålet om, i hvilket omfang og under hvilke betingelser en tvangsindlagt patient kan få adgang til at forlade sygehuset, f.eks. for at afgive stemme på valgdagen, er heller ikke reguleret i valglovgivningen.
Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien regulerer heller ikke dette spørgsmål. En frihedsberøvelse udelukker imidlertid ikke udgang fra en psykiatrisk afdeling. Den ansvarlige overlæge på afdelingen kan således efter en konkret vurdering give tilladelse til en kortere udgang for en frihedsberøvet patient.«
Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 75 og svaret på alm. del bilag 127.
3.2. Tvangsbehandling med el-stimulation
Tilsynet følger nøje brugen af tvangsbehandling med el-stimulation. Tilsynet spurgte derfor indenrigs- og sundhedsministeren, i hvilket omfang samt i hvilke situationer elektrochok benyttes i psykiatrien.
Af ministerens svar fremgik, at »til brug for min besvarelse har jeg indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen
»Det præcise antal af ECT-behandlinger (ElektroChokTerapi) som foretages i Danmark pr. år kendes ikke, men en landsdækkende undersøgelse fra 1999 viser, at der blev givet 16.306 behandlinger til 1.710 patienter. Der er i januar 2000 blevet oprettet en kode for ECT-behandling i Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS) under behandlings og plejeklassifikationen. Registreringen er frivillig og i 2000 har kun få psykiatriske afdelinger indberettet. Sundhedsstyrelsen forventer, at andelen af psykiatriske afdelinger, der indberetter, vil stige væsentligt de nærmeste år.
Siden 1999 har Sundhedsstyrelsen ført statistik over brugen af tvang i psykiatrien. Heraf fremgår det, at 68 patienter i 1999 og 98 patienter i 2000 blev behandlet med ECT under tvang. Stigningen fra 1999 til 2000 er ikke nødvendigvis et udtryk for en reel stigning i antallet af ECT-behandlinger givet under tvang, men kan skyldes en øget registrering, en stigning som ofte ses i en periode i starten af landsdækkende registreringer.
Indikation for ECT-behandling som førstevalgsbehandling er til stede ved akutte, livstruende neuro-psykiatriske tilstande bl.a., hvor der foreligger en tilstand med høj selvmordsrisiko, svær psykomotorisk hæmning, en særlig form for akut delirium eller i enkelte andre særlige tilfælde. Hovedindikationerne for ECT-behandling er forskellige svære former for depression, maniske tilstande og akutte delirøse tilstande.
På opfordring fra Sundhedsstyrelsen har Dansk Psykiatrisk Selskab i løbet af 2001 udarbejdet en revideret udgave af selskabets betænkning vedr. ECT-behandling i Danmark fra 1996, hvori der fremlægges en grundig og opdateret gennemgang af den videnskabelige evidens for behandlingens virkninger, bivirkninger, indikationsområder og anvendelsesmåde (udgivet februar 2002). Desuden indeholder publikationen en beskrivelse af kvalitetskravene til selve behandlingen, apparatur til behandlingen samt uddannelsesniveau og oplæring af personalet, der varetager behandlingen. Derudover er der udarbejdet et eksempel på patientinformation.«
Jeg kan henholde mig til denne udtalelse, og som jeg tilkendegav ved offentliggørelsen af Sundhedsstyrelsens statistik for anvendelse af tvang i psykiatrien for 2000 - vil jeg følge udviklingen i anvendelsen af tvangsbehandlinger med ECT nøje.«
Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 152 og svaret på alm. del bilag 201.
3.3 Tvangsfiksering og personalemangel
På baggrund af statistiske oplysninger om brugen af fiksering i psykiatrien, spurgte tilsynet indenrigs- og sundhedsministeren, om den udbredte brug kunne skyldes personalemangel eller manglende uddannelse af personalet.
Ministeren svarede: »Til brug for min besvarelse har jeg bedt Sundhedsstyrelsen om en udtalelse
»I psykiatrilovens kapitel 5 er fastsat regler for betingelserne for at iværksætte fiksering på psykiatriske afdelinger. Det fremgår heraf, at tvangsfiksering kun må anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient
- udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
- forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
- øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Fiksering må derfor ikke foretages på grund af personalemangel.
Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten. I medfør af lægeloven er lægen ansvarlig for at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af en patient, herunder også beslutning om iværksættelse af fiksering«.
Jeg kan henholde mig til styrelsens udtalelse.«
Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 151 og svaret på alm. del bilag 201.
3.4 Psykoterapi
Tilsynet følger med stor bevågenhed de forskellige behandlingsmetoder inden for psykiatrien. Tilsynet bad derfor indenrigs- og sundhedsministeren om en redegørelse for brugen af psykoterapi i behandlingen af patienter indlagt på psykiatriske afdelinger og en redegørelse for erfaringerne med brugen af psykoterapi på Sygehus Fyn, Svendborg Psykiatriske Afdeling.
Ministeren svarede: »Jeg har som oplyst i min foreløbige besvarelse af 17. maj 2002 anmodet Sundhedsstyrelsen om en udtalelse til brug for min besvarelse. Jeg har nu modtaget følgende udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som jeg kan henholde mig til
»Generelt indgår psykoterapi som et af flere behandlingselementer i behandling af patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. De andre elementer omfatter medicinsk behandling og hjælp til løsning af sociale problemer.
Psykoterapi er et vidt begreb og omfatter alt fra mere pædagogiske principper og adfærdstræning til psykoanalyse i klassisk forstand.
Psykoanalyse i klassisk forstand er uegnet til de alvorligt psykisk syge, der indlægges på de almenpsykiatriske afdelinger, idet effekten er udokumenteret - nogle patienter med psykoser vil endda få det dårligere, hvis de udsættes for mere indsigtsgivende terapi - og behandlingen er meget ressourcekrævende. Dertil kommer, at kun ganske få psykiatere og psykologer mestrer denne teknik.
Der findes imidlertid andre og bedre dokumenterede behandlingsmetoder, herunder eksempelvis den kognitive terapiform. Det vigtigste er imidlertid, at de psykoterapeutiske tiltag, hvad enten de foregår i afdelingens miljø (miljøterapi), ved individuelle samtaler eller i grupper af patienter, tilpasses den enkelte patient.
Her skal bemærkes, at patienter med alvorlige psykiske forstyrrelser (psykoser) ikke vil kunne gå ind i en psykoterapi, hvor effekten afhænger af, hvorvidt patienten formår i den akutte situation at indgå aktivt i behandlingen.
I mange amter har man organiseret sig med egentlige psykoterapeutiske afsnit eller selvstændige afdelinger, hvor man ved en psykoterapeutisk indfaldsvinkel behandler patienter med ikke psykotiske sygdomme.
Et sådan psykoterapeutisk afsnit findes eksempelvis på Sygehus Fyn, Psykiatrisk afdeling, som tilbyder behandling til forskellige målgrupper (familieterapi, ambulante patienter og patienter med dagligt fremmøde) i form af regelmæssig terapi i langvarige forløb, som strækker sig fra 6. mdr. til over et år.
Behandlingen gives af et tværfagligt personale og hovedvægten i behandlingen er af indsigtsgivende karakter for patienten. Behandlingen henvender sig specielt til patienter med personlighedsforstyrrelser, angst og lettere depressionstilstande samt patienter med afklingende psykoser.
Visiteringen til afdelingen foregår fra både psykiatriske afdelinger og praktiserende læger. Inden behandlingsstart afholdes der forsamtale med patienten. Svendborg psykoterapeutiske afsnit afholdt i 2001 i alt 168 forsamtaler, hvoraf ca. 38 % af patienterne af forskellige årsager ikke efterfølgende fik psykoterapeutisk behandling. Der foregår således en nøje udvælgelse af patienter til afsnittet.
Der er ikke lavet en egentlig evaluering af resultaterne af behandlingen. Der er således ingen opgørelse af, om patienterne anses for at være raske efter behandlingen, eller om de har brug for yderligere behandling f.eks. i form af medicin.
Psykoterapeutisk afsnit har foretaget en patienttilfredshedsundersøgelse af behandlingen, som viser at ca. 64 % af patienterne syntes, at de havde et godt eller tilfredsstillende udbytte af behandlingen. Personalet på afsnittet har lavet en lignende undersøgelse med deres vurdering af patientens forløb, med tilsvarende resultat uden at der dog var fastlagt kriterier for godt eller tilfredsstillende udbytte.««
Spørgsmålet er omdelt i 2. samling på alm. del bilag 143 og svaret på alm. del bilag 211.
3.5. § 4 a i psykiatriloven
Det følger af psykiatrilovens § 4 a, at bl.a. kravet om, at den ansvarlige overlæge træffer beslutning om en tvangstilbageholdelse, »ikke er til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.«
Folketingets Ombudsmand sendte den 3. december 2001 kopi af sin opfølgningsrapport nr. 4 vedrørende Ombudsmandens inspektion den 14. januar 1999 af Psykiatrisk afdeling, Holstebro Sygehus, til tilsynet.
Det fremgår af rapporten, at » der herefter er behov for en lovgivningsmæssig stillingtagen til om en fast rutine som den der anvendes på Psykiatrisk afdeling på Holstebro Centralsygehus, hvorefter der hver weekend kan gå op til to og et halvt døgn før beslutninger om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse godkendes af den behandlingsansvarlige overlæge, er acceptabel. «
På baggrund af opfølgningsrapporten bad tilsynet om indenrigs- og sundhedsministerens bemærkninger hertil.
Det fremgår af ministerens besvarelse af 26. februar 2002, at »Folketingets Ombudsmand har efter inspektion af Psykiatrisk afdeling på Holstebro Centralsygehus den 14. januar 1999 henstillet, at afdelingen i de situationer, hvor der vil gå mere end et døgn fra en tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse til det efterfølgende morgenmøde, tilvejebringer mulighed for og benytter sig af telefonisk forelæggelse for en behandlingsansvarlig overlæge.«
Ringkøbing Amt har i den forbindelse tidligere anmodet det daværende Sundhedsministerium om en udtalelse om, hvad der ligger i begrebet »snarest « i psykiatrilovens § 4 a, hvorefter overlægen snarest skal tage stilling til beslutninger, der i overlægens fravær træffes af en anden læge.
I den anledning udtalte ministeriet vejledende
»Det fremgår af forarbejderne til psykiatriloven, at udtrykket »snarest« indebærer, at overlægen skal tage stilling hurtigst muligt efter, at overlægen igen er mødt på sygehuset. Der kan således efter Sundhedsministeriets opfattelse ikke opstilles et generelt krav om, at den vagthavende læge telefonisk skal forelægge beslutningen for en behandlingsansvarlig overlæge ej heller selvom der vil gå mere end et døgn fra beslutningen om tvang til efterprøvelsen.
Det må bero på et konkret lægefagligt skøn i det enkelte tilfælde, hvor lang tid der må gå, før overlægen tager stilling til en beslutning om tvang, som en anden læge har truffet i overlægens fravær herunder om en hurtig telefonisk forelæggelse er nødvendig,«