Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg vedrørende grønlandske forhold
Statutory Text (1 Articles)
Fremsat den 25. april 2002 af Kuupik Kleist (IA) og Lars-Emil Johansen (Siumut)
Forslag til folketingsbeslutning
om nedsættelse af et udvalg vedrørende grønlandske forhold
Folketinget beslutter, at der nedsættes et særligt udvalg på 17 medlemmer og stedfortrædere til at behandle forhold vedrørende Grønland ved hver samlings begyndelse samtidig med de stående udvalg.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne ønsker et udvalg vedrørende grønlandske forhold nedsat ved hver samlings begyndelse.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at der er behov for et forum, hvor mere generelle forhold vedrørende Grønland vil kunne drøftes.
Det er ligeledes forslagsstillernes opfattelse, at alle spørgsmål af betydning for en nyordning af forholdet mellem Grønland og Danmark, herunder forberedelse af en ny selvstyrelov for Grønland, med fordel vil kunne tages op til almen drøftelse i udvalget.
I forlængelse heraf finder forslagsstillerne det vigtigt, at udvalget medvirker til en velovervejet og ansvarlig parlamentarisk debat og et samarbejde om forholdet mellem Grønland og Danmark og dets fremtidige status.
I den forbindelse finder forslagsstillerne det hensigtsmæssigt, at udvalget følger forhandlingerne mellem den danske regering og det grønlandske landsstyre i selvstyreprocessen.
Skriftlig fremsættelse
Kuupik Kleist (IA)
Jeg tillader mig herved at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg vedrørende grønlandske forhold.
(Beslutningsforslag nr. B 106).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.