Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.

Artikel 1

Pligt til fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre

1. Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse udstedt af en medlemsstat med det formål at lade en anden medlemsstat anholde og overgive en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

2. Medlemsstaterne forpligter sig til, på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse, at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre.

3. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er knæsat ved artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.

Bilag 1

Udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem medlemsstaterne.

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Den Europæiske Union, særlig artikel 31, litra a) og b), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger

(1) Konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999, særlig punkt 35, kommer ind på spørgsmålet om hurtigere afvikling af procedurerne for udlevering eller overgivelse af personer, der er blevet domfældt, eller som mistænkes for lovovertrædelser.

(2) Programmet for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager, som Rådet vedtog den 30. november 2000, omhandler spørgsmålet om gensidig fuldbyrdelse af arrestordrer.

(3) Alle eller nogle af medlemsstaterne har tiltrådt en række af de eksisterende konventioner på dette område. Det gælder f.eks. den europæiske konvention om udlevering af 13. december 1957 og den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme. De nordiske lande har identiske udleveringsregler.

(4) Endvidere er følgende tre konventioner, der helt eller delvis omhandler udlevering, blevet godkendt af medlemsstaterne og er en del af gældende EU-ret, nemlig: konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (for de medlemsstater, der har tiltrådt denne konvention), konventionen af 10. marts 1995 om en forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater.

(5) EU's erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed har skabt et ønske om at afskaffe udlevering mellem medlemsstaterne og erstatte den med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder. Endvidere vil indførelsen af en ny forenklet ordning for overgivelse af personer med henblik på retsforfølgning og straffuldbyrdelse gøre det muligt at fjerne den kompleksitet og den risiko for forsinkelser, der er en følge af de nuværende udleveringsprocedurer. De traditionelle samarbejdsrelationer, som hidtil har bestået mellem medlemsstaterne, bør erstattes af en ordning med fri bevægelighed for afgørelser på det strafferetlige område, både afgørelser før domsafsigelsen og endelige afgørelser, i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(6) Den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første konkretisering på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som Det Europæiske Råd har udråbt til en »hjørnesten« i det retlige samarbejde.

(7) Da målet om at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne, hvis de handler unilateralt, og derfor kun kan gennemføres på EU-niveau, kan Rådet for Den Europæiske Union vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet som omhandlet i artikel 2 i EU-traktaten og artikel 5 i EF-traktaten. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet som omhandlet i sidstnævnte artikel går denne rammeafgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(8) Beslutninger om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal underkastes tilstrækkelig kontrol, hvilket betyder, at en judiciel myndighed i den medlemsstat, hvor den eftersøgte er blevet anholdt, skal træffe beslutning om dennes overgivelse.

(9) De centrale myndigheders rolle i fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre skal begrænses til praktisk og administrativ støtte.

(10) Den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne. Anvendelsen af en sådan mekanisme kan kun suspenderes, hvis en af medlemsstaterne groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket skal fastslås af Rådet i henhold til samme traktats artikel 7, stk. 1, og efter proceduren i artikel 7, stk. 2.

(11) Den europæiske arrestordre skal i forbindelserne mellem medlemsstaterne erstatte alle hidtidige instrumenter om udlevering, herunder de bestemmelser i afsnit III i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, der vedrører udlevering.

(12) Denne rammeafgørelse overholder de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i artikel 6 i TEU og afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes som et forbud mod at nægte at overgive en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæiske arrestordre er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde

Denne rammeafgørelse er ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

(12a) Personer bør ikke overføres, udsendes eller udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

(13) Alle medlemsstater har ratificeret Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med automatisk databehandling af personoplysninger. De personoplysninger, der behandles som led i gennemførelsen af denne rammeafgørelse, vil blive beskyttet efter principperne i denne konvention.

VEDTAGET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE

Kapitel 1 (artikel 1 9): Almindelige principper, herunder anvendelsesområde.

Kapitel 1 Almindelige principper

Artikel 2 i forslaget til rammeafgørelse fastlægger anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre. Arrestordren kan udstedes med henblik på

a) Fuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag eller en udeblivelsesdom, der medfører frihedsberøvelse, eller en sikkerhedsforanstaltning af mindst fire måneders varighed i det land, der har udstedt arrestordren (straffuldbyrdelse)

b) Fuldbyrdelse af andre eksigible retsafgørelser i straffesager, der medfører frihedsberøvelse og vedrører en lovovertrædelse, der straffes med frihedsberøvelse eller en sikkerhedsforanstaltning af mindst tolv måneders varighed i det land, der har udstedt arrestordren (strafforfølgning).

Den europæiske arrestordre kan således udstedes både med henblik på fuldbyrdelse af en dom og med henblik på strafforfølgning, på samme måde som udlevering i dag kan ske med henblik på strafforfølgning og straffuldbyrdelse.

Efter 1957-konventionen, som suppleret ved 1996-konventionen, gælder der både for så vidt angår udlevering til strafforfølgning og udlevering til straffuldbyrdelse et strafferammekrav på et år i den begærende medlemsstat. Herudover er der et krav om, at udlevering til straffuldbyrdelse kun kan ske, hvis der er idømt en frihedsstraf på mindst fire måneders varighed. Forslaget til rammeafgørelse indebærer, at det for så vidt angår straffuldbyrdelse alene er den idømte straf, der har betydning for, om der kan udstedes en europæisk arrestordre.

Herudover sondres der for så vidt angår anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre mellem forbrydelser på en såkaldt positiv-liste og alle andre forbrydelser.

Positiv-listen omfatter en lang række forbrydelser, herunder bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, deltagelse i en kriminel organisation, miljøkriminalitet, manddrab, sabotage, pengeafpresning, røveri, bortførelse, racisme, tyveri og forfalskning af betalingsmidler. Listen er udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er omfattet af Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.

En række af de nævnte forbrydelser er omfattet af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere nærmere opregnede strafbare handlinger. Endvidere vil Rådet i en erklæring i tilknytning til rammeafgørelsen tilkendegive, at der i Rådet er enighed om i overensstemmelse med TEU artikel 31, litra e, at fortsætte arbejdet med den indbyrdes tilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er omfattet af artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen med henblik på at opnå den samme retlige forståelse blandt medlemsstaterne. Endvidere vil der i en rådserklæring blive medtaget præciserende forklaringer for så vidt angår bl.a. sabotage, pengeafpresning, racisme og fremmedhad.

Hvis arrestordren er udstedt i forhold til eller i forbindelse med en forbrydelse på listen, og denne forbrydelse kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den begærende medlemsstat, gælder der ikke noget krav om dobbelt strafbarhed, d.v.s. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i den anmodede medlemsstat. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af udkastet til rammeafgørelse på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages en indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat.

Rådet kan med enstemmighed beslutte at tilføje yderligere lovovertrædelser på positiv-listen.

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil der skulle gennemføres en kontrol af, om forholdet også er strafbart i den medlemsstat, som skal gennemføre udleveringen. Der lægges imidlertid op til en fleksibel anvendelse af kravet om dobbelt strafbarhed, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i den anmodede medlemsstat.

Reglerne i artikel 2 betyder f.eks, at hvis en dansk statsborger, der ved en dansk domstol idømmes fængselsstraf i 4 år for et seksuelt overgreb på et barn, flygter fra fængslet og undslipper til en anden medlemsstat, hvor forholdet ikke er strafbart, vil den pågældende i modsætning til i dag skulle udleveres til straffuldbyrdelse i Danmark.

Artikel 2

Anvendelsesområde for den europæiske arrestordre

1. Der kan udstedes en europæisk arrestordre for strafbare handlinger, der efter udstedelseslandets lovgivning medfører en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er blevet idømt en straf eller pålagt en sikkerhedsforanstaltning, for sanktioner af en varighed på mindst fire måneder.

2. Følgende lovovertrædelser medfører overgivelse på grundlag af en europæisk arrestordre på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse, og uden kontrol af dobbelt strafbarhed, hvis de i udstedelseslandet straffes med en frihedsstraf af en maksimal varighed på mindst 3 år som defineret i udstedelseslandets lovgivning

deltagelse i en kriminel organisation

terrorisme

menneskehandel

seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi

ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer

ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer

bestikkelse

svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser i henhold til konventionen af 26. juli 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser

hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold

falskmøntneri og forfalskning af euroen

internetkriminalitet

miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter

sluserkriminalitet

forsætligt manddrab, grov legemsbeskadigelse

ulovlig handel med menneskevæv og -organer

bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning

racisme og fremmedhad

organiseret eller væbnet tyveri

ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande

bedrageri

afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning

efterligninger og fremstilling af piratudgaver af produkter

forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter

forfalskning af betalingsmidler

ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer

ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer

ulovlig handel med stjålne motorkøretøjer

voldtægt

brandstiftelse

strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed

skibs- eller flykapring

sabotage.

3. Rådet kan til enhver tid med enstemmighed og efter høring af Europa-Parlamentet på betingelserne i artikel 39, stk. 1, i TEU beslutte at tilføje andre kategorier af overtrædelser på listen i stk. 2. Rådet overvejer i lyset af den rapport, som Kommissionen forelægger det i medfør af artikel 27, om listen skal udvides eller ændres.

4. For andre end de i stk. 2 nævnte lovovertrædelser kan overgivelse være betinget af, at de forhold, der ligger til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre, udgør lovovertrædelser efter fuldbyrdelseslandets lovgivning, uanset gerningsindholdet eller den retlige beskrivelse af dette.

Kapitel 2 (artikel 10 20): Overgivelsesprocedure

Kapitel 2 Overgivelsesprocedure

Artikel 3 i udkastet til rammeafgørelsen indeholder tre obligatoriske afslagsgrunde. Medlemsstaterne er forpligtede til at afslå gennemførelsen af en europæisk arrestordre og dermed udlevering, hvis en eller flere af disse afslagsgrunde foreligger.

Den anmodede medlemsstat skal således nægte udlevering, hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, er begået på den anmodede medlemsstats område, og der i denne stat er truffet beslutning om amnesti.

Herudover skal udlevering afslås, hvis den anmodede medlemsstat er bekendt med, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i den anmodede eller en tredje medlemsstat for de samme handlinger, som ligger til grund for arrestordren, og straffen i tilfælde af domfældelse - er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne bestemmelse omhandler princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning ("ne bis in idem").

Endelig skal udlevering afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter den anmodede stats lovgivning.

Artikel 3 og artikel 4 i udkastet til rammeafgørelse indeholder en række udtømmende obligatoriske og fakultative afslagsgrunde. Efter bestemmelserne vil det ikke være muligt at slå en europæisk arrestordre under henvisning til, at det bevismæssige grundlag må anses for utilstrækkeligt.

Gennemførelsen af rammeafgørelsen kræver derfor ændringer af udleveringslovens § 3, stk. 5, således at bestemmelsen ikke finder anvendelse i forhold til udlevering til et andet EU-land. Det tilføjes, at bestemmelsen allerede i dag skønnes at være uden selvstændig praktisk betydning i forhold til udlevering til andre EU-lande.

5.1.6. Politiske lovovertrædelser

Efter udleveringslovens § 5 må udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Der kan dog ske udlevering for en politisk lovovertrædelse til et andet EU-land, når handlingen er omfattet af artikel 1 og artikel 2 i den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme. Endvidere kan udlevering finde sted, når handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger.

I lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.) foreslås det yderligere, at udlevering skal kunne ske, hvis handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme.

Udkastet til rammeafgørelse indebærer, at det ikke længere vil være muligt at afslå en udleveringsbegæring til et andet EU-land under henvisning til, at sagen vedrører en politisk lovovertrædelse. Gennemførelsen af rammeafgørelsen vil derfor forudsætte, at artikel 5 i udleveringsloven ændres, således at den ikke finder anvendelse ved udlevering til andre EU-lande. Det tilføjes, at bestemmelsen efter gældende praksis er uden betydning ved udlevering til andre EU-lande.

5.1.7. Særlige tilfælde

Efter udleveringslovens § 6 må udlevering ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Det følger af præambelbetragtning nr. 12, at intet i udkastet til rammeafgørelse kan fortolkes som et forbud mod at nægte at overgive en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at anmodningen om udlevering er fremsat med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde.

Det følger endvidere af artikel 1, stk. 3, i udkastet til rammeafgørelse, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af pligten til at respektere grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er knæsat ved artikel 6 i TEU. I artikel 6 i TEU nævnes bl.a., at unionen bygger på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet, og at unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Forbudet mod forfølgelse er en af de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

På denne baggrund nødvendiggør udkastet til rammeafgørelse ikke ændringer af udleveringslovens § 6.

Udleveringslovens § 7 indebærer, at udlevering ikke må finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn.

Efter artikel 18 i udkastet til rammeafgørelse vil udlevering undtagelsesvis kunne udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at udlevering klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Udlevering skal i givet fald ske, så snart disse grunde ikke længere foreligger.

Artikel 3

Grunde til obligatorisk ikke-fuldbyrdelse

Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet afviser at fuldbyrde en europæisk arrestordre i følgende tilfælde

1) hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er omfattet af amnesti i fuldbyrdelseslandet og dette er kompetent til at retsforfølge lovovertrædelsen i medfør af sin egen straffelov;

2) hvis det fremgår af de oplysninger, som den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet har til sin rådighed, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt af en medlemsstat for de samme handlinger, på betingelse af at sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning;

3) hvis den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, efter fuldbyrdelseslandets lovgivning endnu ikke kan gøres strafferetligt ansvarlig for de handlinger, der ligger til grund for den europæiske arrestordre på grund af sin alder.

Kapitel 3 (artikel 21 23): Virkninger af overgivelsen

Kapitel 3 Virkninger af overgivelsen

Artikel 4 indeholder en række fakultative afslagsgrunde. Medlemsstaterne har således mulighed for men ikke pligt til at afslå at gennemføre en europæisk arrestordre og dermed udlevering, hvis en eller flere af disse afslagsgrunde foreligger.

Udlevering kan for det første afslås i det tilfælde, hvor en europæisk arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der ikke er omfattet af positiv-listen i artikel 2, og den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, ikke er strafbar efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat (kravet om dobbelt strafbarhed).

Dernæst kan udlevering afslås, hvis den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, allerede retsforfølges i den anmodede medlemsstat for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for arrestordren.

Herudover kan udlevering afslås, hvis den anmodede medlemsstat allerede har besluttet ikke at indlede retsforfølgning eller at opgive retsforfølgning af den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren. Denne bestemmelse indebærer, at danske myndigheder bl.a. kan afslå udlevering, hvis påtale er opgivet i medfør af retsplejelovens § 721.

Udlevering kan endvidere afslås, hvis lovovertrædelsen eller adgangen til at fuldbyrde en frihedsstraf er forældet i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat, og denne stat har kompetence til at retsforfølge lovovertrædelsen.

Herudover kan udlevering afslås, hvis den anmodede medlemsstat er i besiddelse af oplysninger om, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et tredjeland for den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, og straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne bestemmelse udvider området for princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning til ligeledes at omfatte sanktioner, der er idømt i lande uden for EU.

For så vidt angår statsborgere eller personer med bopæl i den anmodede medlemsstat kan udlevering afslås, hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelsen af en dom, og den anmodede medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen. Denne bestemmelse har således betydning for udlevering af danske statsborgere til andre EU-lande, idet danske myndigheder kan afslå udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, hvis danske myndigheder til gengæld overtager fuldbyrdelsen af straffen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 5, stk. 3, i udkastet til rammeafgørelse, der indebærer, at udlevering af egne statsborgere til strafforfølgning i de andre EU-lande kan betinges af, at den pågældende tilbageføres med henblik på at fuldbyrde en eventuel straf i den anmodede medlemsstat.

Endelig indeholder artikel 4 en mulighed for at afslå udlevering, hvis den lovovertrædelse, der er omfattet af arrestordren, efter den anmodede medlemsstats lovgivning helt eller delvist anses for at være begået på dette lands territorium. Udlevering kan ligeledes nægtes, hvis lovovertrædelsen er begået uden for den begærende medlemsstats territorium, og den anmodede medlemsstats lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for dette lands territorium. Bestemmelsen giver således mulighed for at nægte udlevering i visse tilfælde, hvor den begærende medlemsstat udøver eksterritorial jurisdiktionskompetence.

Danske myndigheder kan således afslå udlevering, hvis et andet EU-land retsforfølger lovovertrædelser, der helt eller delvist er begået her i landet. Endvidere kan danske myndigheder efter denne bestemmelse afslå udlevering, hvis et andet EU-land retsforfølger en lovovertrædelse, der er begået i et tredjeland, og danske myndigheder ikke i en tilsvarende situation kunne retsforfølge lovovertrædelsen.

Artikel 4

Grunde til fakultativ ikke-fuldbyrdelse

Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet kan afvise at fuldbyrde en europæisk arrestordre

1) hvis det forhold, der ligger til grund for en europæisk arrestordre i et af de tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 4, ikke udgør en lovovertrædelse efter fuldbyrdelseslandets lovgivning; for så vidt angår skatter, afgifter, told og valutahandel kan fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre dog ikke afslås med den begrundelse, at fuldbyrdelseslandets lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme type skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som udstedelseslandets lovgivning;

2) hvis den person, der er genstand for den europæiske arrestordre, retsforfølges i fuldbyrdelseslandet for det samme forhold som det, der ligger til grund for den europæiske arrestordre;

3) hvis de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der er genstand for den europæiske arrestordre, eller at bringe en sådan til ophør, eller når den eftersøgte i en medlemsstat har været genstand for en anden endelig afgørelse for de samme forhold, som er til hinder for yderligere retsforfølgning.

4) hvis der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i fuldbyrdelseslandet, og denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov;

5) hvis det fremgår af de oplysninger, som den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet har til sin rådighed, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt af et tredjeland for de samme forhold, på betingelse af at sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning;

6) hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller sikkerhedsforanstaltning, dersom den eftersøgte fortsat er statsborger eller bosat i fuldbyrdelseslandet og dette forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen eller sikkerhedsforanstaltningen i henhold til sin egen nationale lovgivning;

7) når den europæiske arrestordre omfatter lovovertrædelser, som

1) efter fuldbyrdelseslandets lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på dettes territorium eller på et sted, der ligestilles med dets territorium;

2) er begået uden for udstedelseslandets territorium, og fuldbyrdelseslandets lovgivning ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende lovovertrædelser, når de er begået uden for fuldbyrdelseslandets område.

Kapitel 4 (artikel 24 28): Afsluttende bestemmelser

Det bemærkes i den forbindelse, at den endelige sproglige udformning af udkastet og den endelige nummerering af de enkelte bestemmelser i udkastet afventer en nærmere juridisk-sproglig gennemgang forud for vedtagelsen af rammeafgørelsen.

Udover de enkelte artikler indeholder præamblen til rammeafgørelsen en række betragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af rammeafgørelsen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med udlevering af lovovertrædere.

Efter præambelbetragtning nr. 12 kan intet i rammeafgørelsen fortolkes som et forbud mod at nægte at udlevere en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, hvis der er objektive grunde til at formode, at den europæiske arrestordre er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af vedkommendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, eller at den pågældendes situation kan blive skadet af en af disse grunde. Endvidere anføres det, at rammeafgørelsen ikke er til hinder for, at medlemsstaterne anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier.

I præambelbetragtning 12a anføres det endvidere, at personer ikke bør overføres, udsendes eller udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Efter artikel 1 forpligter medlemsstaterne sig til på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med reglerne i rammeafgørelsen at gennemføre en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse.

Som nævnt ovenfor er det hensigten med forslaget at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse inden for udleveringsområdet med henblik på at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne.

Det fremgår imidlertid udtrykkeligt af artikel 1, stk. 3, at rammeafgørelsen ikke indebærer nogen ændring af medlemsstaternes pligt til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, der er fastlagt i artikel 6 i TEU.

Kapitel 4 Almindelige og afsluttende bestemmelser

Artikel 5 omfatter de garantier, som den begærende medlemsstat skal give i visse særlige tilfælde. Hvis arrestordren er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, kan udlevering betinges af, at den begærende medlemsstat garanterer, at sagen kan genoptages, og at der gennemføres en ny domsforhandling, hvor den tiltalte er tilstede. I de tilfælde, hvor arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel på livstid, kan udlevering betinges af, at den begærende medlemsstats lovgivning tillader regelmæssig prøvelse af, om der er grundlag for at fortsætte fuldbyrdelsen af dommen.

Hvis arrestordren er udstedt med henblik på retsforfølgning af en person, der er statsborger i den anmodede medlemsstat, kan udlevering betinges af, at den pågældende kan tilbageføres til denne medlemsstat med henblik på fuldbyrdelsen af en eventuel straf.

Efter artikel 6 skal medlemsstaterne udpege de judicielle myndigheder, som er kompetente til at udstede og gennemføre en europæisk arrestordre.

Udpegningen af kompetente nationale myndigheder sker i overensstemmelse med national ret.

Artikel 5

Garantier, som udstedelseslandet skal give i særlige tilfælde

Fuldbyrdelseslandets lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser

1) hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller sikkerhedsforanstaltning, der er idømt ved en afgørelse truffet in absentia, og den berørte person ikke er blevet indkaldt personligt eller på anden måde er blevet underrettet om tid og sted for det retsmøde, som førte til afgørelsen in absentia, kan overgivelsen gøres betinget af, at den judicielle myndighed i udstedelseslandet giver garantier, der skønnes tilstrækkelige til at sikre, at den person, der er genstand for den europæiske arrestordre, får lejlighed til at appellere eller gøre indsigelse i udstedelsesstaten og til at være til stede ved domsafsigelsen;

2) hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, kan straffes med livsvarig fængselsstraf eller en livsvarig sikkerhedsforanstaltning, kan fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre gøres betinget af, at udstedelseslandet i sin lovgivning har bestemmelser om, at den idømte straf - enten på anmodning eller senest efter 20 år - kan tages op til fornyet prøvelse, eller om anvendelse af lempeligere foranstaltninger, som den pågældende er berettiget til i henhold til landets nationale lovgivning og praksis, med det formål ikke at fuldbyrde en sådan straf;

3) hvis den person, der er genstand for en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning, er statsborger eller bosat i fuldbyrdelseslandet, kan overgivelsen gøres betinget af, at den pågældende, efter at være blevet hørt, sendes tilbage til fuldbyrdelseslandet for der at afsone den straf eller sikkerhedsforanstaltning, han er blevet idømt i udstedelseslandet.

Artikel 6

Fastlæggelse af kompetente myndigheder

1. Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i udstedelseslandet, der er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre i henhold til dette lands ret.

2. Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet, der er kompetent i medfør af dette lands ret.

3. Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken myndighed der er kompetent efter dens ret.

[Artikel 7 udgået]

Artikel 7 er udgået.

I henhold til artikel 8 kan medlemsstaterne udpege en eller flere centrale myndigheder til at bistå de judicielle myndigheder. Medlemsstaterne kan pålægge den centrale myndighed at forestå modtagelse og fremsendelse af en europæisk arrestordre.

Efter forslaget vil det således ikke være den centrale myndighed, der træffer afgørelse vedrørende udlevering.

Artikel 8

Brug af den centrale myndighed

1. Hver medlemsstat kan udpege en central myndighed eller, hvis det foreskrives i dens retssystem, flere centrale myndigheder til at bistå de kompetente judicielle myndigheder.

2. En medlemsstat kan, hvis det er nødvendigt på grund af dens interne retssystem, overdrage fremsendelsen og den administrative modtagelse af europæiske arrestordrer samt al anden officiel korrespondance i den henseende til sin centrale myndighed.

Medlemsstater, der ønsker at gøre brug af denne mulighed, meddeler Generalsekretariatet for Rådet oplysninger vedrørende den centrale myndighed. Disse angivelser forpligter alle myndigheder i udstedelseslandet.

Artikel 9 fastlægger indholdet og formen af en europæisk arrestordre. En europæisk arrestordre skal indeholde følgende oplysninger

den eftersøgte persons identitet

angivelse af den judicielle myndighed i udstedelseslandet

angivelse af, hvorvidt arrestordren omfatter overgivelse med henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse

lovovertrædelsens art og de relevante lovbestemmelser

en beskrivelse af sagens omstændigheder, herunder den eftersøgte persons deltagelse i lovovertrædelsen

den idømte straf, hvis arrestordren er udstedt med henblik på straffuldbyrdelse, eller den foreskrevne strafferamme, hvis arrestordren er udstedt med henblik på strafforfølgning

eventuelle andre konsekvenser af lovovertrædelsen

En række af de oplysninger, som en europæisk arrestordre skal indeholde, er identiske med de oplysninger, der efter artikel 95 i Schengen-konventionen skal fremgå af en efterlysning med henblik på optagelse i Schengen-informationssystemet.

Artikel 9 i udkastet til rammeafgørelse vedrører den europæiske arrestordres indhold og form. Som nævnt udgør den europæiske arrestordre efter udkastet til rammeafgørelse en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering. Den europæiske arrestordre skal indeholde de samme oplysninger, som fremgår af udleveringslovens § 11, men der vil ikke længere kunne stilles krav om, at selve beslutningen om anholdelse, fængsling eller den dom, der danner grundlag for anmodningen, fremsendes samtidig med arrestordren. Derimod vil en repræsentant for den judicielle myndighed i den begærende medlemsstat skulle bekræfte de oplysninger, der fremgår af arrestordren, og den europæiske arrestordre vil indeholde de samme oplysninger, som normalt fremgår direkte af beslutningen om anholdelse eller fængsling eller af dommen.

Reglerne svarer i det væsentligste til de gældende regler om den forenklede udleveringsprocedure, hvorefter udlevering kan ske på grundlag af en eftersøgning, der indeholder oplysning om den eftersøgtes identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik på udlevering, jf. herved udleveringslovens § 18a. Indholdet af den europæiske arrestordre svarer endvidere i det væsentligste til de oplysninger, der efter artikel 95 i Schengen-konventionen, indberettes til Schengen-informationssystemet.

Det vil imidlertid være nødvendigt at tilpasse udleveringsloven til bestemmelserne i udkastet til rammeafgørelse, således at udleveringslovens regler svarer til indholdet af artikel 9 i udkastet til rammeafgørelse.

En anmodning om udlevering sendes efter § 12 i udleveringsloven til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold, medmindre justitsministeren allerede på grundlag af anmodningen og de oplysninger, der foreligger, finder at burde nægte udlevering. Efter modtagelsen af anmodningen iværksætter politiet uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Undersøgelsen foretages i overensstemmelse med retsplejelovens regler.

De retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse kan anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, jf. § 13 i udleveringsloven. I forbindelse med udleveringssager vil det navnlig være bestemmelserne om anholdelse og varetægtsfængsling, som anvendes med henblik på at sikre den pågældendes fortsatte tilstedeværelse under udleveringssagens behandling.

Når undersøgelsen iværksættes, skal der efter § 14 beskikkes en forsvarer for den, som søges udleveret.

Efter afslutningen af undersøgelsen, forelægges spørgsmålet om udlevering efter § 15 for justitsministeren til afgørelse. Hvis der træffes beslutning om udlevering, skal den pågældende samtidig med, at han gøres bekendt med afgørelsen, gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse og med fristen for at fremsætte begæring herom.

Efter § 16 kan den, der skal udleveres, forlange, at spørgsmålet om beslutningens lovlighed indbringes for retten. En anmodning om domstolsprøvelse skal fremsættes inden tre dage efter, at beslutningen er meddelt den pågældende. Rettens afgørelse kan indbringes for landsretten inden tre dage efter afgørelsen.

Hvis beslutningen ikke indbringes for retten, gennemføres udleveringen snarest muligt, jf. § 17. For at sikre udleveringens gennemførelse kan den pågældende anholdes og varetægtsfængsles. Varetægtsfængslingen skal dog ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden 30 dage efter, at det er blevet klart, at den pågældende ikke ønsker spørgsmålet om udlevering prøvet for retten.

Efter de gældende regler i udleveringsloven træffes afgørelse om udlevering således af Justitsministeriet med mulighed for at indbringe denne afgørelse for domstolene.

Efter artikel 6 i udkastet til rammeafgørelse er den udstedende judicielle myndighed den judicielle myndighed i den begærende medlemsstat, der efter national ret i denne medlemsstat er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre. Tilsvarende er den judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat den judicielle myndighed, som efter national ret i denne medlemsstat er kompetent til at træffe afgørelse om udlevering.

Definitionen af en judiciel myndighed afgøres af national ret, og udkastet til rammeafgørelse indeholder derfor ikke regler om, hvilke myndigheder medlemsstaterne udpeger som kompetente myndigheder, men det er en betingelse, at myndighederne efter national ret i den begærende og den anmodede medlemsstat er judicielle myndigheder. I praksis betragtes domstolene og anklagemyndigheden som judicielle myndigheder, mens politimyndigheder normalt ikke vil være omfattet af betegnelsen. I forbindelse med udleveringsbegæringer vil anholdelsesbeslutningen og fængslingskendelsen i de fleste tilfælde være afsagt af en domstol, mens beslutningen om at anmode om udlevering enten træffes af justitsministerierne eller af den myndighed, som har truffet afgørelse om fængsling. For Danmarks vedkommende anses domstolene og anklagemyndigheden, d.v.s. Justitsministeriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene for judicielle myndigheder.

Efter artikel 15 i udkastet til rammeafgørelse træffer den judicielle myndighed i den begærende medlemsstat afgørelse om udlevering af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelsen. Denne bestemmelse gælder både i de tilfælde, hvor den pågældende modsætter sig udlevering, og i de tilfælde, hvor den pågældende har meddelt samtykke til udleveringen.

Udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør således på dette punkt efter sin ordlyd ikke ændringer af de gældende regler i udleveringsloven. Justitsministeriet vil dog i forbindelse med gennemførelse af rammeafgørelsen overveje, herunder ved drøftelse med de berørte myndigheder, om der kan være anledning til at gennemføre ændringer af reglerne for behandling af anmodninger om udlevering.

Artikel 9

Den europæiske arrestordres indhold og form

1. Den europæiske arrestordre skal indeholde følgende oplysninger i overensstemmelse med formularen i bilaget

a) den eftersøgtes identitet og nationalitet

b) navn, adresse, telefon- og faxnummer samt e-mailadresse på den judicielle myndighed i udstedelseslandet

c) angivelse af, om der foreligger en eksigibel dom, en arrestordre eller en anden eksigibel afgørelse med samme retskraft, og som er omfattet af artikel 1 og 2

d) lovovertrædelsens karakter og retlige beskrivelse, navnlig i relation til artikel 2

e) en beskrivelse af de omstændigheder, under hvilke lovovertrædelsen er begået, herunder tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i lovovertrædelsen

f) den idømte straf, hvis der er tale om en endelig dom, eller den strafferamme, der er foreskrevet i loven for den pågældende lovovertrædelse

g) så vidt muligt andre konsekvenser af lovovertrædelsen.

2. Formularen ledsages af en oversættelse til fuldbyrdelseslandets officielle sprog. En medlemsstat kan i forbindelse med vedtagelsen af denne rammeafgørelse eller senere, ved indgivelse af en erklæring til Generalsekretariatet for Rådet, meddele, at den accepterer en oversættelse til ét eller flere andre af de officielle sprog ved De Europæiske Fællesskabers institutioner.

Artikel 10 vedrører fremsendelse af den europæiske arrestordre. Bestemmelsen indebærer, at i de tilfælde, hvor opholdsstedet for den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, er kendt, kan de judicielle myndigheder i den begærende medlemsstat fremsende arrestordren direkte til de kompetente judicielle myndigheder i den anmodede medlemsstat. I alle tilfælde, herunder når opholdsstedet er ukendt, kan den eftersøgte person dog indberettes til Schengen-informationssystemet. Denne indberetning foretages i overensstemmelse med artikel 95 i Schengen-konventionen, og indberetningen har samme gyldighed som den europæiske arrestordre ledsaget af de oplysninger, der er nævnt i artikel 9, stk. 1. For tiden kan Schengen-informations-systemet imidlertid ikke indeholde alle de oplysninger, der fremgår af artikel 9, stk. 1. Indberetningen vil dog i en overgangsperiode have samme gyldighed som en europæisk arrestordre, for så vidt angår efterlysning og anholdelse, indtil den judicielle myndighed i den anmodede stat har modtaget den originale arrestordre.

Artikel 10

Fremsendelse af den europæiske arrestordre

1. Når stedet, hvor personen opholder sig, er kendt, kan den judicielle myndighed i udstedelseslandet sende den europæiske arrestordre direkte til den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet.

2. Den judicielle myndighed i udstedelseslandet kan i alle tilfælde beslutte at indberette den eftersøgte person til Schengen-informationssystemet.

3. En sådan indberetning foretages i overensstemmelse med artikel 95 i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser. En indberetning til Schengen-informationssystemet har samme gyldighed som den europæiske arrestordre ledsaget af de i artikel 9, stk. 1, omtalte oplysninger.

Indberetningen vil i en overgangsperiode, så længe SIS ikke er i stand til at fremsende alle de i artikel 9 omtalte oplysninger, have samme gyldighed som den europæiske arrestordre, indtil den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet forskriftsmæssigt har modtaget originalen.

Artikel 10a omhandler en række praktisk spørgsmål i forbindelse med fremsendelsen af en europæisk arrestordre.

Artikel 10a

Nærmere regler for fremsendelse af en europæisk arrestordre

1. Hvis den judicielle myndighed i udstedelseslandet ikke ved, hvilken judiciel myndighed i fuldbyrdelseslandet der er kompetent, foretager den de nødvendige undersøgelser, navnlig gennem det europæiske retlige netværks kontaktpunkter, for at indhente denne oplysning fra fuldbyrdelseslandet.

2. Hvis den judicielle myndighed i udstedelseslandet ønsker det, kan fremsendelsen foregå ved hjælp af det europæiske retlige netværks sikre telekommunikationssystem.

3. Hvis det ikke er muligt at anvende Schengen-informationssystemet, kan den judicielle myndighed i udstedelseslandet anmode Interpol om at fremsende den europæiske arrestordre.

4. Den judicielle myndighed i udstedelseslandet kan fremsende den europæiske arrestordre på en hvilken som helst sikker måde, der kan efterlade et skriftligt spor, og som giver fuldbyrdelseslandet mulighed for at efterprøve ægtheden.

5. Alle vanskeligheder i forbindelse med fremsendelsen eller ægtheden af dokumenter, der er nødvendige for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre løses ved direkte kontakter mellem de berørte judicielle myndigheder eller, i givet fald, med hjælp fra medlemsstaternes centrale myndigheder.

6. Hvis den myndighed, der modtager en europæisk arrestordre, ikke er kompetent til at efterkomme den, sender den straks den europæiske arrestordre videre til den kompetente myndighed i sin medlemsstat og underretter den judicielle myndighed i udstedelseslandet herom.

[Artikel 11 udgået]

Artikel 11 er udgået.

Efter artikel 12 skal den eftersøgte person anholdes, og den anmodede medlemsstat skal underrette den pågældende om, at der foreligger en europæiske arrestordre og indholdet heraf. Endvidere skal den pågældende orienteres om muligheden for at give samtykke til udleveringen, jf. artikel 14. Underretningen sker i overensstemmelse med national ret. Den anholdte har ret til at lade sig bistå af en advokat og om nødvendigt en tolk i overensstemmelse med national ret i den anmodede stat.

Artikel 12 i udkastet til rammeafgørelse vedrører den eftersøgtes rettigheder. Efter bestemmelsen skal en eftersøgt person, der anholdes, i overensstemmelse med national lovgivning i den anmodede medlemsstat informeres om, at der foreligger en europæisk arrestordre, indholdet af denne samt om muligheden for, at den pågældende kan meddele samtykke til udlevering. Den pågældende har ret til at lade sig bistå af en advokat og en tolk i overensstemmelse med national lovgivning i den anmodede medlemsstat.

Efter Justitsministeriets opfattelse nødvendiggør udkastet til rammeafgørelse ikke ændringer af de relevante danske regler på dette område, herunder udleveringslovens § 14 om bl.a. advokatbeskikkelse. Udleveringsloven indeholder ikke specifikke regler om tolkebistand, men efter gældende regler vil der altid blive anvendt tolk, hvis den person, der søges udleveret, ikke forstår eller taler dansk. Reglerne i udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør derfor ikke ændringer af udleveringsloven på dette punkt. Det bør imidlertid administrativt præciseres, at politiet i forbindelse med iværksættelsen af undersøgelsen om, hvorvidt udlevering bør finde sted, orienterer den eftersøgte i overensstemmelse med reglerne i udkastet til rammeafgørelse, herunder om muligheden for at meddele samtykke til udlevering.

Artikel 12

Den eftersøgtes rettigheder

1. Når en eftersøgt person anholdes, informerer den kompetente myndighed i fuldbyrdelseslandet, i overensstemmelse med sin nationale lovgivning, den pågældende om den europæiske arrestordre og om dens indhold samt om muligheden for at samtykke i at blive overgivet til den judicielle myndighed i udstedelseslandet.

2. En eftersøgt person, der anholdes med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, har ret til at lade sig bistå af en juridisk rådgiver og en tolk i overensstemmelse med den nationale lovgivning i fuldbyrdelseslandet.

Artikel 13 indebærer, at den judicielle myndighed i den anmodede stat i overensstemmelse med national ret skal afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet i forbindelse med undersøgelsen af, om en europæisk arrestordre skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret, dog under forudsætning af at den kompetente myndighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den pågældende ikke flygter.

Det er grundtanken i forslaget, at den anmodede medlemsstat på grundlag af de oplysninger, der fremgår af en europæisk arrestordre, skal kunne træffe afgørelse om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering af den eftersøgte person. Den anmodede medlemsstat vil således normalt ikke have behov for yderligere oplysninger fra den begærende stat end de oplysninger, der følger af den europæiske arrestordre.

Efter de nuværende regler vil en udleveringssag i almindelighed blive indledt ved, at den mistænkte person efterlyses via Interpol eller Schengen-informationssystemet, idet der samtidig anmodes om foreløbig anholdelse af den eftersøgte person med henblik på udlevering. Når den eftersøgte person er blevet anholdt, skal der indenfor en nærmere angiven frist fremsendes en udleveringsbegæring. Udkastst til rammeafgørelse indebærer, at den europæiske arrestordre får karakter af såvel efterlysning som anmodning om pågribelse, frihedsberøvelse og udlevering af den eftersøgte person. Det indebærer endvidere, at myndighederne i den anmodede medlemsstat i modsætning til i dag allerede ved afgørelsen af, om der er grundlag for frihedsberøvelse med henblik på udlevering, vil være i besiddelse af alle relevante oplysninger med henblik på udleveringssagen.

Efter den europæiske arrestordre er den anmodede medlemsstat således forpligtet til at eftersøge og anholde den pågældende person. Herefter skal en judiciel myndighed som hidtil træffe afgørelse om varetægtsfængsling med henblik på udlevering til den begærende stat, ligesom en judiciel myndighed skal træffe afgørelse om udlevering, herunder i de tilfælde hvor den eftersøgte person giver samtykke til udleveringen.

Hvis den anholdte giver samtykke til udleveringen, skal dette samtykke efter artikel 14 meddeles den judicielle myndighed i overensstemmelse med national ret. Samtykket kan i princippet ikke tilbagekaldes, men medlemsstaterne kan dog fastsætte, at samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret. Medlemsstater, der ønsker at fastholde, at et samtykke kan tilbagekaldes, skal meddele dette til Rådssekretariatet i forbindelse med vedtagelsen af udkastet til rammeafgørelsen, ligesom det skal angives, hvordan samtykket kan tilbagekaldes.

Hvis den anholdte ikke giver samtykke til udleveringen, skal den pågældende ifølge artikel 14a have lejlighed til at udtale sig om arrestordren. Dette er ligeledes i overensstemmelse med gældende regler, hvorefter politiet gennemfører en undersøgelse af, om betingelserne for udlevering er opfyldt. I den forbindelse får den pågældende lejlighed til at udtale sig om sagen. Hvis den person, der begæres udleveret, indbringer Justitsministeriets afgørelse om udlevering for retten, vil der blive gennemført et retsmøde om udleveringsbegæringen, hvor den pågældende ligeledes får lejlighed til at udtale sig.

Efter artikel 15 afgør den judicielle myndighed i den begærende medlemsstat inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i rammeafgørelsen, om der er grundlag for udlevering. Den judicielle myndighed kan anmode om yderligere oplysninger fra den begærende medlemsstat, og den kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelse af disse supplerende oplysninger.

Medlemsstaterne kan beslutte, at den afgørelse, som den judicielle myndighed træffer, kan appelleres i henhold til national ret.

Artikel 13 i udkastet til rammeafgørelse vedrører varetægtsfængsling af den eftersøgte person. Efter bestemmelsen er det den judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat, der i overensstemmelse med national lovgivning i dette land skal beslutte om en person, der er anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre, skal varetægtsfængsles. Den pågældende kan løslades i overensstemmelse med national lovgivning, hvis den anmodede medlemsstat træffer de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at undgå, at den eftersøgte flygter, før der er truffet afgørelser om udlevering. Disse regler svarer som udgangspunkt til de gældende regler om frihedsberøvelse med henblik på udlevering. Det bør imidlertid i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen i dansk ret overvejes, om det i udleveringsloven bør præciseres, at de nævnte retsmidler skal kunne anvendes for ethvert forhold, der efter rammeafgørelsen kan medføre udlevering.

1995-konventionen indeholder regler om en forenklet behandling af sager om udlevering mellem medlemsstaterne i de tilfælde, hvor den, der kræves udleveret, har givet samtykke til udleveringen.

Reglerne om forenklet behandling af sager om udlevering er gennemført i udleveringslovens kapitel 3a.

Efter § 18a kan udlevering til et andet EU-land ske på grundlag af en eftersøgning i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3a. Eftersøgningen skal indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt den beslutning om anholdelse eller fængsling eller den dom, der danner grundlag for eftersøgningen med henblik på udlevering.

Bestemmelsen indebærer, at der ikke skal foreligge den i § 11 nævnte udleveringsbegæring, når den forenklede udleveringsprocedure anvendes.

Når eftersøgningen er modtaget, iværksætter politiet i henhold til § 18b uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Bestemmelserne i § 13, herunder om anholdelse og varetægtsfængsling, og i § 14 om beskikkelse af forsvarer, finder også anvendelse i forbindelse med den forenklede udleveringsprocedure.

Efter § 18c kan udlevering på grundlag af en eftersøgning kun ske, hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til udlevering. Hvis den pågældende ikke meddeler samtykke til udlevering, finder de almindelige regler anvendelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at Danmark i forbindelse med ratifikationen af 1995-konventionen har tilkendegivet, at samtykke til udlevering kan tilbagekaldes efter reglerne i dansk ret.

Den, som begæres udleveret, kan endvidere give afkald på specialitetsreglen, ligesom vedkommende kan give samtykke til videreudlevering til et tredje EU-land. Et sådant samtykke kan ligeledes tilbagekaldes efter reglerne i dansk ret, jf. herved Danmarks ovennævnte erklæring i forbindelse med ratifikationen af 1995-konventionen.

Hvis den, som begæres udleveret, meddeler samtykke til udlevering, forelægges spørgsmålet om udlevering for justitsministeren til afgørelse. Finder justitsministeren, at betingelserne for udlevering utvivlsomt er opfyldt, kan udlevering iværksættes af politiet.

I henhold til § 18d kan der iværksættes anholdelse og varetægtsfængsling med henblik på at sikre udleveringens gennemførelse. Varetægtsfængsling skal som udgangspunkt ophæves, hvis udleveringen ikke har fundet sted inden 20 dage efter justitsministerens beslutning om udlevering.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder i artikel 14 regler om, at den person, der begæres udleveret, kan meddele samtykke til udleveringen. Uanset om der er meddelt samtykke til udlevering, skal der imidlertid som hidtil træffes afgørelse om udleveringen, idet den judicielle myndighed i overensstemmelse med artikel 15 skal tage stilling til, om betingelserne for udlevering er opfyldt.

En europæisk arrestordre behandles derfor som udgangspunkt efter samme regler, uanset om der er meddelt samtykke til udlevering. Som nævnt ovenfor vil Justitsministeriet i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen overveje, om der kan være anledning til at ændre reglerne om behandlingen af anmodninger om udlevering. I de tilfælde, hvor der meddeles samtykke til udlevering, gælder der imidlertid særlige frister for, hvornår afgørelsen skal træffes, og hvornår udleveringen skal gennemføres, jf. nedenfor.

De gældende regler i udleveringslovens kapitel 3a, hvorefter der kan gives afkald på anvendelse af specialitetsreglen, kan fastholdes uændret. Endvidere nødvendiggør udkastet til rammeafgørelse ikke ændringer af reglerne om, at samtykke kan tilbagekaldes.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder i artikel 17 en række fakultative frister for behandlingen af anmodninger om udlevering. Hvis en eftersøgt har givet samtykke til udlevering, bør afgørelsen om udlevering træffes senest 10 dage efter, at samtykke er afgivet. I andre tilfælde bør afgørelsen om udlevering træffes senest 60 dage efter anholdelsen. Fristerne kan dog forlænges med yderligere 30 dage.

Formålet med udkastet til rammeafgørelser er bl.a. at effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne, således at udlevering kan ske hurtigere, og strafforfølgning kan gennemføres inden for en rimelig tid. Formålet er således ligeledes at søge at forhindre, at en person, der begæres udleveret, på grund af lang sagsbehandlingstid i den anmodede medlemsstat, forbliver frihedsberøvet i en meget lang periode, før der træffes afgørelse om udlevering.

Da tidsfristerne ikke er obligatoriske, nødvendiggør disse ikke ændringer af udleveringsloven. Det vil imidlertid i forbindelse med gennemførelsen af udkastet til rammeafgørelse skulle overvejes, om det vil være hensigtsmæssigt, at fristerne indsættes i loven, således at afgørelse om udlevering træffes inden for de frister, der fremgår af udkastet til rammeafgørelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Når afgørelsen om udlevering er truffet, indeholder udkastet til rammeafgørelse i artikel 18 frister for udleveringens gennemførelse. Udlevering skal således som hovedregel ske senest 10 dage efter, at afgørelsen er truffet. Denne frist vil nødvendiggøre ændringer af udleveringsloven, idet udlevering efter § 17 skal gennemføres snarest muligt.

5.3. Foreløbige foranstaltninger

Efter udleveringslovens § 19 kan bl.a. de retsmidler, der omtales i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes i samme omfang, som hvis en anmodning om udlevering forelå, hvis en person er efterlyst af myndighederne i et andet land som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter udleveringsloven. Foranstaltninger, der er iværksat efter retsplejelovens regler, skal som udgangspunkt ophæves, hvis en anmodning om udlevering ikke er modtaget senest 30 dage efter anholdelsen.

En person, der er eftersøgt, og som er omfattet af en europæisk arrestordre, skal ifølge udkastet til rammeafgørelse kunne anholdes og varetægtsfængsles, hvorfor denne del af § 19 kan fastholdes uændret. Den europæiske arrestordre udgør imidlertid en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering, og derfor vil den 30 dages frist, der følger af udleveringsloven ikke længere have betydning i forhold til udlevering i EU-lande.

5.4. Transit

Efter § 21 i udleveringsloven kan Justitsministeriet tillade, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem riget, hvis bestemmelserne i § 2 (forbud mod udlevering af danske statsborgere) eller §§ 4 6 (militær lovovertrædelse, politisk lovovertrædelse, forbudet mod udlevering ved risiko for forfølgelse) i udleveringsloven ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet af den pågældende.

I henhold til artikel 20 i udkastet til rammeafgørelse skal medlemsstaterne som udgangspunkt tillade transit, hvis der er modtaget oplysninger om personens identitet og nationalitet, om der foreligger en europæisk arrestordre, lovovertrædelsens art og en retlig beskrivelse heraf og omstændighederne ved lovovertrædelsen. Bestemmelsen finder anvendelse på udlevering mellem EU-landene og på udlevering fra et tredjeland til et EU-land.

Medlemsstaterne kan dog afslå transit af egne statsborgere, hvis udleveringen vedrører fuldbyrdelse af en straf, ligesom medlemsstaterne for så vidt angår egne statsborgere kan gøre tilladelse til transit i forbindelse med udlevering til strafforfølgning betinget af, at den pågældende tilbageføres til transitlandet med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf. Der er efter udkastet ikke andre muligheder for at nægte transit.

Gennemførelsen af udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør således ændringer af udleveringsloven for så vidt angår transit i forbindelse med udlevering mellem EU-landene og udlevering fra et tredjeland til et EU-land.

5.5. Overgivelse af genstande

I henhold til artikel 23a i udkastet til rammeafgørelse skal de judicielle myndigheder i den anmodede medlemsstat i overensstemmelse med national ret og efter anmodning fra den begærende medlemsstat eller på eget initiativ i forbindelse med udleveringssagen beslaglægge og overgive genstande, der er påkrævet som bevis, eller som udgør udbytte fra lovovertrædelsen. Enhver rettighed som den anmodede medlemsstat eller tredjemand måtte have erhvervet, bevares, og det begærende land er i givet fald forpligtet til hurtigst muligt at tilbagelevere genstandene til den anmodede medlemsstat.

Efter udleveringslovens § 18 kan det i forbindelse med udlevering besluttes, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering.

Gennemførelsen af udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør således ikke ændringer af udleveringslovens § 18.

5.6. Afhøring

Artikel 13

Varetægtsfængsling af personen

Når en person anholdes på grundlag af en europæisk arrestordre, skal den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet afgøre, om den pågældende fortsat skal være varetægtsfængslet i overensstemmelse med landets nationale lovgivning. Den pågældende kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med den nationale lovgivning, under forudsætning af at den kompetente myndighed i fuldbyrdelseslandet træffer enhver foranstaltning, den måtte finde nødvendig for at undgå, at vedkommende flygter.

Artikel 14

Samtykke til overgivelse

1. Hvis den anholdte person oplyser, at han giver sit samtykke til overgivelse, meddeles dette samtykke og i givet fald det udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen, jf. artikel 22, stk. 2, den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet i overensstemmelse med dette lands nationale lovgivning.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, for at samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den anholdte ret til at lade sig rådgive.

3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, føres til protokol i overensstemmelse med den nationale lovgivning i fuldbyrdelseslandet.

4. Samtykke kan i princippet ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan fastsætte, at samtykke og i givet fald afkald kan kaldes tilbage i henhold til landets interne retsregler. I så fald medregnes perioden mellem datoen for samtykke og datoen for tilbagekaldelsen ikke ved fastlæggelsen af fristerne i artikel 17. En medlemsstat, som ønsker at benytte denne mulighed, underretter Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union herom samtidig med vedtagelsen af denne rammeafgørelse og angiver, hvordan samtykket kan kaldes tilbage, ligesom det meddeler enhver senere ændring af betingelserne.

Artikel 14a i udkastet til rammeafgørelse fastsætter udtrykkelige bestemmelser om, at den eftersøgte, hvis der ikke meddeles samtykke til udlevering, skal kunne afhøres af den judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat. Udleveringslovens indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser herom, men hvis den pågældende ønsker at udtale sig, afhøres vedkommende af politiet i forbindelse med undersøgelsen af, om udlevering bør finde sted, ligesom den pågældende i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler har lejlighed til at udtale sig i forbindelse med domstolenes behandling af udleveringsbegæringen. Der findes derfor ikke behov for, at der udtrykkeligt fastsættes bestemmelser herom i udleveringsloven.

Artikel 14a

Afhøring af den eftersøgte person

Hvis den anholdte ikke giver sit samtykke til overgivelse som omhandlet i artikel 14, skal han kunne afhøres af den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet i overensstemmelse med dette lands nationale lovgivning.

Artikel 15

Afgørelse om overgivelse

1. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

2. Hvis den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet finder, at de oplysninger, udstedelseslandet har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den straks om de nødvendige supplerende oplysninger i forbindelse med navnlig artikel 3-5 og artikel 9, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendelsen af sådanne oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristen i artikel 17.

3. Den judicielle myndighed i udstedelseslandet kan til enhver tid fremsende alle supplerende nyttige oplysninger til den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet.

Artikel 16 vedrører de situationer, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger. Hvis flere medlemsstater har udstedt en europæisk arrestordre i forhold til den samme person, skal de judicielle myndigheder i den begærende stat afgøre, hvilken anmodning der skal imødekommes. Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de foreliggende oplysninger, herunder om lovovertrædelsernes grovhed, gerningsstederne samt tidspunktet for udstedelsen af arrestordrerne

Hvis der foreligger en europæisk arrestordre og tillige en udleveringsbegæring fra et tredjeland, skal den anmodede stat træffe afgørelse om, hvilken anmodning der skal imødekommes under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder, herunder de omstændigheder, der følger af den relevante konvention eller udleveringsaftale.

Det fastlægges i bestemmelsen, at rammeafgørelsen ikke berører medlemsstaternes forpligtelser i henhold til statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvis anmodninger i visse tilfælde vil have forrang.

Artikel 16

Afgørelse i tilfælde af konkurrerende anmodninger

1. Hvis flere medlemsstater har udstedt en arrestordre for den samme person, træffer den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet afgørelse om, hvilken europæisk arrestordre der skal fuldbyrdes, under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder navnlig lovovertrædelsernes relative grovhed og gerningsstedet, de respektive datoer for udstedelsen af de europæiske arrestordrer samt det forhold, om arrestordrerne er udstedt med henblik på retsforfølgning eller med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning.

2. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet kan anmode Eurojust om en udtalelse for at kunne træffe den i stk. 1 nævnte afgørelse.

3. Hvis der opstår konflikt mellem en europæisk arrestordre og en udleveringsanmodning fra et tredjeland, afgør den kompetente myndighed i fuldbyrdelseslandet, om det er den europæiske arrestordre eller udleveringsanmodningen, der skal have forrang, under behørig hensyntagen til alle forhold, herunder navnlig de forhold, der er omhandlet i stk. 1, samt dem, der er nævnt i den konvention, der finder anvendelse.

4. Denne bestemmelse berører ikke medlemsstaternes forpligtelser i henhold til statutten for Den Internationale Straffedomstol.

Artikel 17 indebærer, at den endelige afgørelse om udlevering bør træffes så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder senest 10 dage efter, at den anholdte har givet samtykke til udleveringen. I andre tilfælde bør afgørelsen træffes senest 60 dage efter anholdelsen af den pågældende. Denne frist kan dog i særlige tilfælde forlænges med 30 dage. Den anmodede medlemsstat skal sikre, at den pågældende forbliver i dette land, indtil der er truffet en endelig afgørelse.

Artikel 17

Frister og nærmere vilkår for afgørelsen

1. En europæisk arrestordre behandles og fuldbyrdes som en hastesag.

2. I de tilfælde, hvor den eftersøgte giver sit samtykke til overgivelse, bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 10 dage efter, at dette samtykke er givet.

3. I andre tilfælde bør der træffes endelig afgørelse om fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre senest 60 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.

4. I specifikke tilfælde, hvor arrestordren ikke kan fuldbyrdes inden for de i stk. 2 og 3 fastsatte frister, underretter den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet straks den judicielle myndighed i udstedelseslandet herom og om grundene hertil. I så fald kan fristerne forlænges med yderligere 30 dage.

5. Så længe den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet ikke har truffet endelig afgørelse om fuldbyrdelse af arrestordren, skal dette land sikre sig, at de materielle betingelser for en faktisk overgivelse fortsat er opfyldt.

6. Ethvert afslag på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre skal begrundes.

7. Hvis en medlemsstat undtagelsesvis ikke kan overholde fristerne i denne artikel, underretter den Eurojust og angiver grundene til forsinkelsen. Desuden underretter en medlemsstat, der har været udsat for gentagne forsinkelser i fuldbyrdelsen af en arrestordre fra en anden medlemsstats side, Rådet herom med henblik på en vurdering af gennemførelsen af denne rammeafgørelse i medlemsstaterne.

Artikel 17a og 17b indebærer, at i de tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølgning, skal den anmodede medlemsstats judicielle myndigheder efter anmodning enten give samtykke til, at der gennemføres afhøring af den eftersøgte person, eller at den eftersøgte person midlertidigt overføres til den begærende medlemsstat.

Hvis den person, der begæres udleveret, f.eks. nyder immunitet i den anmodede medlemsstat, løber fristen for afgørelse af udleveringsspørgsmålet efter artikel 17c først fra det tidspunkt, hvor den judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat er blevet underrettet om, at immuniteten i givet fald er ophævet.

Artikel 17a og 17b i udkastet til rammeafgørelse indebærer, at i de tilfælde, hvor en arrestordre er udstedt med henblik på strafforfølgning, skal den anmodede medlemsstats judicielle myndigheder efter anmodning i overensstemmelse med national ret enten give samtykke til, at der gennemføres afhøring af den eftersøgte person, eller at den eftersøgte person midlertidigt overføres til den begærende medlemsstat.

Forpligtelsen til at kunne gennemføre afhøring af den eftersøgte person nødvendiggør efter Justitsministeriets opfattelse ikke lovændringer i Danmark. Sådanne anmodninger vil kunne gennemføres efter reglerne om gensidig retshjælp i straffesager. Afhøringen gennemføres i givet fald på grundlag af en analog anvendelse af de relevante bestemmelser i retsplejeloven, d.v.s. at afhøringen enten kan gennemføres ved politiets foranstaltning eller i form af en indenretlig afhøring.

For så vidt angår spørgsmålet om midlertidig overførelse af en eftersøgt person til den begærende stat, finder Justitsministeriet ikke umiddelbart, at der er behov for at fastsætte sådanne regler i udleveringsloven. Anmodninger om udlevering bør som hovedregel kunne afgøres inden for den frist, der er fastsat i udkastet til rammeafgørelse, og der vil derfor ikke være grundlag for midlertidig overførelse.

5.7. Udlevering mellem de nordiske lande

Artikel 17a

Forholdsregler i afventen af afgørelsen

1. Hvis en europæisk arrestordre er udstedt på grundlag af en anden eksigibel afgørelse end en endelig dom, skal den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet

enten acceptere, at den eftersøgte afhøres i overensstemmelse med artikel 17b

eller acceptere, at den eftersøgte overføres midlertidigt.

2. Betingelserne for den midlertidige overførelse og dens varighed aftales mellem den judicielle myndighed i udstedelseslandet og den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet.

3. I tilfælde af midlertidig overførelse skal den eftersøgte kunne vende tilbage til fuldbyrdelseslandet for at overvære de retsmøder, der vedrører ham, inden for rammerne af overgivelsesproceduren.

Artikel 17b

Afhøring af personen i afventen af afgørelsen

1. Den eftersøgte afhøres af en judiciel myndighed bistået af en anden person, der udpeges i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den anmodende myndighed er hjemmehørende.

2. Den eftersøgte afhøres i overensstemmelse med lovgivningen i fuldbyrdelseslandet og de betingelser, der er aftalt mellem den judicielle myndighed i udstedelseslandet og den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet.

3. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelseslandet kan udpege en domstol i sin medlemsstat til at deltage i afhøringen af den eftersøgte med henblik på at sikre korrekt anvendelse af denne artikel og af de fastsatte betingelser.

Artikel 17c

Privilegier og immuniteter

1. Når den eftersøgte person nyder et privilegium eller en immunitet i fuldbyrdelseslandet, løber den i artikel 17 nævnte frist først fra det tidspunkt, hvor den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet er blevet underrettet om, at privilegiet eller immuniteten er ophævet, hvis det er tilfældet. Nyder personen ikke immunitet med hensyn til fuldbyrdelse eller retsforfølgning, sikrer fuldbyrdelseslandet sig, at de materielle betingelser for en faktisk overgivelse fortsat er opfyldt.

2. Når det påhviler en myndighed i fuldbyrdelseslandet at ophæve privilegiet eller immuniteten, anmoder den kompetente judicielle myndighed i dette land straks derom. Når det påhviler en myndighed i et andet land eller i en international organisation at ophæve privilegiet eller immuniteten, fremsætter den judicielle myndighed i udstedelseslandet anmodning herom.

Artikel 17d fastlægger, at rammeafgørelsen ikke påvirker de forpligtelser, som medlemsstaterne har over for et land uden for EU, når en person er udleveret fra et sådant tredjeland. Medlemsstaterne skal således respektere eventuelle forbud mod videreudlevering, herunder til et andet EU-land.

Efter artikel 17e skal den judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat straks meddele den begærende medlemsstat, om den europæiske arrestordre vil blive imødekommet, og dermed om udlevering kan finde sted.

Efter artikel 18 udleveres den eftersøgte person hurtigst muligt efter aftale mellem de berørte medlemsstater. Udleveringen skal dog finde sted senest ti dage efter, at der er truffet afgørelse om udlevering. Udleveringen kan midlertidigt udsættes, hvis den anholdtes alder, helbred eller andre humanitære grunde taler herfor. Hvis udleveringen ikke kan finde sted inden den angivne frist, løslades den pågældende.

I medfør af artikel 19 kan den judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat efter at have truffet afgørelse om udlevering beslutte, at udleveringen udsættes med henblik på, at den pågældende retsforfølges eller fuldbyrder en straf i den anmodede medlemsstat.

Efter artikel 20 skal medlemsstaterne tillade transit gennem deres områder af en eftersøgt person, der skal udleveres fra et EU-land til et andet EU-land eller fra et tredjeland til et EU-land, hvis de bl.a. har modtaget oplysning om identiteten på den pågældende person, om pågældendes statsborgerskab og lovovertrædelsens karakter. Der er mulighed for at gøre transit af egne statsborgere betinget på samme måde, som udlevering af egne statsborgere kan gøres betinget.

I henhold til artikel 21 skal den begærende medlemsstat fratrække enhver frihedsberøvelse, herunder frihedsberøvelsen i den anmodede stat, i den samlede straf.

Artikel 17d

Konkurrerende internationale forpligtelser

Denne rammeafgørelse anfægter ikke fuldbyrdelseslandets forpligtelser, når den eftersøgte er udleveret til denne medlemsstat fra et land uden for Den Europæiske Union, og den pågældende er beskyttet af specialitetsreglerne i den ordning, i henhold til hvilken udleveringen fandt sted. Fuldbyrdelseslandet skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til straks at anmode om samtykke fra det land, hvorfra den eftersøgte er udleveret, således at den pågældende kan overgives til udstedelsesstaten. Den i artikel 17 nævnte frist løber først fra den dato, hvor disse specialitetsregler bortfalder. Så længe det land, hvorfra den eftersøgte person er udleveret, ikke har truffet afgørelse, skal fuldbyrdelseslandet sikre sig, at de materielle betingelser for den faktiske overgivelse fortsat er opfyldt.

Artikel 17e

Meddelelse af afgørelsen

Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet giver straks den judicielle myndighed i udstedelseslandet meddelelse om, hvorvidt den europæiske arrestordre vil blive fuldbyrdet.

Artikel 18 i udkastet nødvendiggør således en ændring af udleveringslovens § 7 i forhold til udlevering til andre EU-lande, således at udlevering kun udsættes, men ikke afslås, under henvisning til humanitære grunde, herunder de grunde der er nævnt i den gældende § 7.

5.1.8. Forbud mod dobbelt strafforfølgning

Efter udleveringslovens § 8 kan udlevering ikke ske, når den, der søges udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. Hvis tiltale mod den pågældende er frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder som nævnt i artikel 3 og artikel 4 en række obligatoriske og fakultative afslagsgrunde.

Udlevering skal efter artikel 3 afslås, hvis den anmodede stat er bekendt med, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i den anmodede medlemsstat eller i en tredje medlemsstat for de samme forhold, som er omfattet af arrestordren, og i tilfælde af domfældelse, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Efter artikel 4 i udkastet til rammeafgørelse kan udlevering på samme betingelser afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et tredjeland for de samme forhold, som er omfattet af arrestordren.

Udkastet til rammeafgørelse indebærer endvidere efter artikel 4, at udlevering kan afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, allerede retsforfølges i den anmodede medlemsstat for det forhold, der ligger til grund for arrestordren. Endelig kan udlevering afslås, hvis de judicielle myndigheder i den anmodede medlemsstat har besluttet ikke at indlede eller at afslutte retsforfølgning for den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren.

Udkastet til rammeafgørelse indebærer, at medlemsstaterne får videre adgang til at afslå udleveringsbegæringer, end tilfældet er i dag, under henvisning til forbudet mod dobbelt strafforfølgning. Det vil i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen skulle overvejes, om dette bør føre til ændringer af udleveringsloven.

5.1.9. Forældelse

Udleveringslovens § 9 indebærer, at der kan ske udlevering til et andet EU-land, selv om strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

Udkastet til rammeafgørelse indebærer, at udlevering kan afslås, hvis strafansvaret eller muligheden for at fuldbyrde en straf er forældet i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat, og dette land har jurisdiktionskompetence.

Efter 1996-konventionen er hovedreglen, at medlemsstaterne ikke kan afslå udlevering under henvisning forældelse. Medlemsstaterne har dog mulighed for af afslå udlevering under henvisning til de samme regler, som nu fremgår af udkastet til rammeafgørelse.

I forbindelse med gennemførelsen af 1996-konventionen fulgte Danmark hovedreglen i 1996-konventionen, således at en udleveringsbegæring fra et andet EU-land ikke kan afslås under henvisning til, at strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

Gennemførelsen af udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør således ikke ændringer af udleveringsloven for så vidt angår forældelse.

5.1.10. Specialitetsreglen

Udleveringslovens § 10 vedrører den såkaldte specialitetsregel. Bestemmelsen indebærer, at udlevering kun kan ske på vilkår af, at den udleverede ikke må drages til ansvar eller udleveres videre til et tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, han er udleveret for. Specialitetsreglen kan dog fraviges i visse tilfælde, herunder hvis justitsministeren giver tilladelse hertil.

Der gælder efter udleveringslovens § 10a særlige regler i forbindelse med udlevering til andre EU-lande. Efter § 10a kan specialitetsreglen således uden justitsministerens tilladelse yderligere fraviges i to tilfælde ved udlevering til et andet EU-land. Den udleverede kan efter bestemmelsen drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Endvidere kan den udleverede drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udleveringen er sket.

Efter § 10a kan den udleverede uden justitsministerens tilladelse endvidere videreudleveres fra en anden medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Videreudlevering til en anden medlemsstat forudsætter således i de fleste tilfælde enten samtykke fra justitsministeren, eller at den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering.

Efter 1995-konventionen er udgangspunktet, at et samtykke til afkald på specialitetsreglen og samtykke til videreudlevering ikke kan tilbagekaldes. Danmark har imidlertid i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet en erklæring om, at samtykke kan tilbagekaldes i overensstemmelse med reglerne i dansk ret.

Udkastet til rammeafgørelse indebærer, at medlemsstaterne kan vælge at opretholde de gældende regler vedrørende specialitetsreglen og videreudlevering eller meddele Rådssekretariatet, at man giver afkald herpå.

Gennemførelsen af udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør således ikke ændringer af udleveringsloven på dette punkt, og den danske retstilstand, hvorefter et samtykke kan tilbagekaldes, vil i den forbindelse kunne opretholdes.

5.1.11. Andre bestemmelser

Udkastet til rammeafgørelse indeholder i artikel 3 yderligere to obligatoriske afslagsgrunde, som ikke i dag er indeholdt i udleveringsloven. Udlevering skal således efter udkastet afslås, hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, er omfattet af amnesti i den anmodede medlemsstat og denne medlemsstat har jurisdiktionskompetence.

Endvidere indeholder udkastet i artikel 3 en bestemmelse, hvorefter en udleveringsbegæring vedrørende en person, der er under den kriminelle lavalder efter national ret i den anmodede stat, skal afslås. Efter Justitsministeriets opfattelse bør der på denne baggrund indsættes en udtrykkelig bestemmelse herom i udleveringsloven.

Efter artikel 4 i udkastet til rammeafgørelse har medlemsstaterne mulighed for at afslå begæringer om udlevering, der vedrører handlinger, som helt eller delvist er foretaget på den anmodede medlemsstats område. En udleveringsbegæring kan ligeledes afslås, hvis anmodningen vedrører handlinger, der er foretaget uden for den begærende medlemsstat, og den anmodede medlemsstats lovgivning ikke giver mulighed for retsforfølgning i tilsvarende situationer.

Danmark har således efter bestemmelsen mulighed for at afslå anmodninger om udlevering, hvis anmodningen omfatter handlinger, der er foretaget helt eller delvist her i landet. Det indebærer f.eks., at Danmark kan afslå udlevering til Tyskland af en dansk statsborger, der i Danmark eventuelt via Internettet fremkommer med ytringer, der efter tysk ret, men ikke efter dansk ret, anses for racistiske.

Endvidere har Danmark mulighed for at afslå anmodning om udlevering, hvis anmodningen omfatter handlinger, der er foretaget i et tredjeland, og Danmark ikke i en tilsvarende situation efter straffelovens jurisdiktionsregler ville have mulighed for at foretage retsforfølgning.

I henhold til artikel 5 i udkastet til rammeafgørelse kan udlevering på grundlag af en udeblivelsesdom gøres betinget af, at den judicielle myndighed i den begærende stat afgiver en garanti for, at sagen kan genoptages, og at der gennemføres en ny domsforhandling, hvor den tiltalte er til stede. Bestemmelsen indebærer, at hvis sådanne garantier afgives, kan udlevering ikke afslås, medmindre der i øvrigt efter bestemmelserne i udkastet til rammeafgørelse foreligger en afslagsgrund.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør udleveringsloven udformes således, at udlevering skal afslås, hvis udleveringsbegæringen omfatter handlinger foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Justitsministeriet vil i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelsen overveje, om der i tilknytning til artikel 3, 4 og 5 i udkastet til rammeafgørelse vil være behov for at fastsætte yderligere bestemmelser om, i hvilke tilfælde anmodninger om udlevering skal eller kan afslås.

5.2. Behandling af sager om udlevering

Udkastet til rammeafgørelse indeholder en række bestemmelser om behandlingen af anmodninger om udlevering og om indholdet af en europæisk arrestordre. Disse bestemmelser nødvendiggør visse ændringer af udleveringslovens kapitel 3 og 3a i forhold til behandlingen af anmodninger om udlevering til andre EU-lande.

Efter § 11 i udleveringsloven kan udlevering som udgangspunkt kun ske på baggrund af en anmodning, der indeholder oplysninger om tid og sted for den strafbare handling, om handlingens beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Der skal samtidig med anmodningen fremsendes en udskrift af den beslutning om anholdelse eller fængsling eller af den dom, der danner grundlag for anmodningen.

Artikel 18

Frist for overgivelse af den eftersøgte

1. Den eftersøgte overgives så hurtigt som muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder indbyrdes.

2. Den pågældende overgives senest ti dage efter, at afgørelsen om at fuldbyrde den europæiske arrestordre er truffet.

3. Hvis det på grund af omstændigheder, der ikke kan tilskrives nogen af de implicerede medlemsstater, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 2 fastsatte frist, kontakter den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet og den judicielle myndighed i udstedelseslandet straks hinanden og aftaler en ny dato for overgivelse. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

4. En overgivelse kan undtagelsesvis udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære grunde, f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at den klart ville bringe den eftersøgtes liv eller helbred i fare. Den europæiske arrestordre skal fuldbyrdes, så snart disse grunde ikke længere foreligger. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet underretter straks den judicielle myndighed i udstedelseslandet herom, og de aftaler en ny dato for overgivelsen. I så fald finder overgivelsen sted senest ti dage efter den således aftalte nye dato.

5. Hvis den pågældende stadig er varetægtsfængslet efter udløbet af de i de foregående stykker nævnte frister, løslades han.

Artikel 19

Udsættelse af overgivelsen eller betinget overgivelse

1. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet kan efter at have besluttet at fuldbyrde den europæiske arrestordre udsætte overgivelsen af den eftersøgte, for at vedkommende kan retsforfølges i fuldbyrdelseslandet, eller, hvis den pågældende person allerede er dømt, for at vedkommende kan afsone en straf for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, på dens territorium.

2. I stedet for at udsætte overgivelsen kan den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet midlertidigt overgive den eftersøgte til udstedelseslandet på betingelser, der skal aftales mellem de judicielle myndigheder i fuldbyrdelseslandet og de judicielle myndigheder i udstedelseslandet indbyrdes. Aftalen skal være skriftlig, og betingelserne er bindende for alle myndighederne i udstedelseslandet.

Artikel 20

Transit

1. Hver medlemsstat tillader, undtagen når det benytter sig af muligheden for afslag, når der anmodes om transit for en statsborger eller en bosat med henblik på fuldbyrdelse af en straf, transit gennem sit territorium af en eftersøgt person, der skal overgives, forudsat at den har modtaget oplysning om

identiteten og nationaliteten på den person, der er genstand for den europæiske arrestordre

hvorvidt der foreligger en europæisk arrestordre

lovovertrædelsens art og en retlig beskrivelse heraf

omstændighederne ved lovovertrædelsen, herunder tid og sted.

Når den person, der er genstand for en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning, er statsborger eller bosat i transitlandet, kan transit være betinget af, at personen, efter at være blevet afhørt, sendes tilbage til transitlandet for der at afsone den straf eller sikkerhedsforanstaltning, han er blevet idømt i udstedelseslandet.

2. Hver medlemsstat udpeger en myndighed, der er ansvarlig for at modtage transitanmodninger og de nødvendige dokumenter samt anden officiel korrespondance vedrørende transitanmodninger. Medlemsstaterne meddeler Rådets Generalsekretariat, hvilken myndighed der er udpeget.

3. Transitanmodningen og de i stk. 1 nævnte oplysninger kan meddeles den myndighed, der er udpeget i medfør af stk. 2, på en hvilken som helst måde, der kan efterlade et skriftligt spor. Transitmedlemsstaten meddeler sin afgørelse på samme måde.

4. Denne rammeafgørelse finder ikke anvendelse på flyrejser uden planlagt mellemlanding. Finder der imidlertid i forbindelse med en sådan flyrejse en uforudset landing sted, giver den anmodende medlemsstat den myndighed, der er udpeget i medfør af stk. 2, de i stk. 1 nævnte oplysninger.

5. Når en person, der skal udleveres fra et tredjeland til en medlemsstat, befinder sig i transit, finder denne artikel tilsvarende anvendelse. Navnlig skal udtrykket »europæisk arrestordre« anses for erstattet med »udleveringsanmodning«.

Artikel 21

Fratrækning af varigheden af varetægtsfængslingen i fuldbyrdelseslandet

1. Udstedelseslandet trækker enhver periode, hvor den eftersøgte har været varetægtsfængslet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, fra den samlede varighed af den frihedsberøvelse, som skal afsones i udstedelseslandet som følge af idømmelsen af en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning.

2. I den forbindelse fremsender den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet eller den centrale myndighed, der er udpeget i medfør af artikel 8, alle oplysninger om varigheden af den eftersøgtes varetægtsfængsling på grundlag af den europæiske arrestordre, til den judicielle myndighed i udstedelseslandet samtidig med overgivelsen.

Artikel 22 omhandler den såkaldte specialitetsregel. Medlemsstaterne kan meddele Rådssekretariatet, at en person, der er blevet udleveret fra denne medlemsstat på grundlag af en europæisk arrestordre, i den begærende stat kan retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre lovovertrædelser, end den lovovertrædelse, for hvilken den europæiske arrestordre var udstedt, medmindre den judicielle myndighed i den anmodede medlemsstat i særlige tilfælde anfører andet i sin beslutning. Hvis en medlemsstat ikke har afgivet en sådan erklæring overfor Rådssekretariatet, finder de gældende specialitetsregler fortsat anvendelse. Dette indebærer, at en person, der er udleveret, som hovedregel ikke kan retsforfølges, dømmes eller tilbageholdes for andre lovovertrædelser begået forud for udleveringen. Der gælder dog visse undtagelser i forhold til denne hovedregel, som svarer til de gældende regler i udleveringsloven, herunder hvis den pågældende har givet samtykke, eller hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse.

Efter artikel 23 kan medlemsstaterne meddele Rådssekretariatet, at den person, der udleveres, kan videreudleveres til en anden medlemsstat, medmindre den judicielle myndighed i det land, der har udleveret den pågældende, i særlige tilfælde anfører andet. Hvis en sådan erklæring ikke afgives, kan videreudlevering som udgangspunkt ikke finde sted. Der gælder dog visse undtagelser, herunder hvis den person, der er udleveret, har givet samtykke til videreudlevering, eller hvis det land, der har udleveret den pågældende, har givet samtykke til videreudlevering. Disse regler svarer til de gældende regler i udleveringsloven.

Videreudlevering til et land uden for EU må alene finde sted, hvis det land, der har udleveret den pågældende, har givet samtykke hertil.

Artikel 22

Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser

1. Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en sikkerhedsforanstaltning for andre forud for overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet i et særligt tilfælde anfører andet i sin beslutning om overgivelse.

2. Bortset fra det i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre forud for overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.

3. Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde

a) Hvis den eftersøgte efter at have haft mulighed for at forlade den medlemsstat, som han er overgivet til, ikke har gjort dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse, eller er vendt tilbage til dette lands territorium efter at have forladt det.

b) Hvis lovovertrædelsen ikke kan straffes med frihedsberøvelse.

c) Hvis retsforfølgningen ikke medfører anvendelse af en foranstaltning, der begrænser den pågældendes personlige frihed.

d) Hvis den eftersøgte vil blive pålagt at efterkomme en straffedom eller en foranstaltning, der ikke indebærer frihedsberøvelse, herunder bødestraf eller en anden foranstaltning, der måtte træde i stedet for bøde, også selv om den begrænser hans personlige frihed.

e) Hvis den eftersøgte har givet sit samtykke til overgivelse, eventuelt samtidig med at vedkommende giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen i henhold til artikel 14.

f) Hvis den eftersøgte efter overgivelsen udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen for specifikke lovovertrædelser, begået forud for overgivelsen. Afkald meddeles de kompetente judicielle myndigheder i udstedelseslandet og føres til protokol i overensstemmelse med dette lands nationale lovgivning. Afkaldet skal indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet det frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne. Med henblik herpå har den eftersøgte ret til juridisk bistand.

g) Hvis den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet, der har overgivet den pågældende, giver sit samtykke i henhold til stk. 4.

4. Anmodningen om samtykke skal indgives til den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet med de i artikel 9, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. For så vidt angår situationerne i artikel 5 skal udstedelseslandet give samme garantier. Afgørelsen træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.

Artikel 23

Overgivelse eller senere udlevering

1. Hver medlemsstat kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til overgivelse til en anden medlemsstat end fuldbyrdelseslandet i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse begået forud for overgivelsen, , medmindre den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet i et særligt tilfælde anfører andet i sin beslutning om overgivelse.

2. En person, der er overgivet til udstedelseslandet i henhold til en europæisk arrestordre, kan under alle omstændigheder uden fuldbyrdelseslandets samtykke overgives til en anden medlemsstat end fuldbyrdelseslandet i henhold til en europæisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse begået forud for overgivelsen, i følgende tilfælde

a) hvis den eftersøgte efter at have haft mulighed for at forlade det land, som han er overgivet til, ikke har gjort dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse, eller er vendt tilbage til dette lands territorium efter at have forladt det;

b) hvis den eftersøgte giver sit samtykke til at blive overgivet til en anden medlemsstat end fuldbyrdelseslandet i henhold til en europæisk arrestordre. Samtykke skal meddeles den kompetente judicielle myndighed i udstedelseslandet og føres til protokol i overensstemmelse med dette lands nationale lovgivning. Samtykket skal gives på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet det frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne. Med henblik herpå har den eftersøgte ret til juridisk bistand.

c) Hvis den eftersøgte ikke er omfattet af specialitetsreglen i overensstemmelse med artikel 22, stk. 3, litra a), e), f) og g).

3. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet, giver sit samtykke til overgivelsen til en anden medlemsstat i henhold til følgende regler. Anmodningen om samtykke skal indgives i henhold til artikel 10 ledsaget af de i artikel 9, stk. 1, omhandlede oplysninger og af en oversættelse som anført i artikel 9, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til denne rammeafgørelses bestemmelser. Afgørelsen træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen. Samtykke nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3 og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. For så vidt angår situationerne i artikel 5 skal udstedelseslandet give samme garantier.

4. Uanset stk. 1 må en person, der er overgivet i henhold til en europæisk arrestordre, ikke udleveres til et tredjeland uden samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvorfra den eftersøgte er blevet overgivet. Samtykke skal gives i overensstemmelse med de konventioner, som den medlemsstat, hvorfra den eftersøgte er blevet overgivet, er bundet af, samt i overensstemmelse med dens nationale lovgivning.

Artikel 23a indeholder regler om overgivelse af genstande i forbindelse med udlevering. Bestemmelsen fastslår, at den anmodede medlemsstat i overensstemmelse med national ret skal beslaglægge og overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen.

Artikel 23a

Overlevering af ejendom

1. Den judicielle myndighed i fuldbyrdelseslandet skal i overensstemmelse med landets nationale lovgivning og efter anmodning fra den judicielle myndighed i udstedelseslandet, eller på eget initiativ, beslaglægge og overlevere ejendom, som

a) er påkrævet som bevismateriale, eller

b) som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen.

2. De i stk. 1 nævnte genstande skal udleveres, selv om den europæiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes på grund af den eftersøgtes død eller undvigelse.

3. Hvis de i stk. 1 nævnte genstande beslaglægges eller konfiskeres på fuldbyrdelseslandets område, kan dette land i forbindelse med verserende strafforfølgning midlertidigt tilbageholde eller udlevere dem til udstedelseslandet på den betingelse, at de senere tilbageleveres.

4. Enhver rettighed, som fuldbyrdelseslandet eller tredjemand måtte have erhvervet over de i stk. 1 nævnte genstande, bevares. Hvis der findes sådanne rettigheder, skal udstedelseslandet så hurtigt som muligt efter retsforfølgningen tilbagelevere genstandene til fuldbyrdelseslandet vederlagsfrit.

Artikel 23b vedrører omkostninger.

Artikel 23b

Udgifter

1. Fuldbyrdelseslandet afholder de udgifter, der måtte følge af fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre på dens territorium.

2. Alle andre udgifter afholdes af udstedelseslandet.

Artikel 24 er udgået.

Da rammeafgørelsens regler skal erstatte de gældende regler om udlevering af lovovertrædere mellem medlemsstaterne, indebærer rammeafgørelsen efter artikel 25, at bestemmelserne i rammeafgørelsen den 1. januar 2004 træder i stedet for de gældende konventioner om udlevering mellem medlemsstaterne. Bestemmelsen indebærer således bl.a., at 1957-konventionen og de tilhørende protokoller samt 1995-konventionen og 1996-konventionen ikke længere finder anvendelse mellem medlemsstaterne. Derimod berører rammeafgørelsen ikke anvendelsen af forenklede procedurer eller betingelser, der følger af bilaterale eller multilaterale aftaler, eller som er aftalt mellem medlemsstaterne på grundlag af ensartet eller gensidig lovgivning, i det omfang de er mere vidtrækkende end udkastet til rammeafgørelse. Dette gælder bl.a. de særlige regler for udlevering mellem de nordiske lande, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og lov nr. 433 af 31. maj 2000, om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige.

Medlemsstaterne kan endvidere indgå bilaterale eller multilaterale aftaler efter rammeafgørelsens ikrafttræden, hvis sådanne aftaler er mere vidtrækkende end rammeafgørelsen, men aftalerne må ikke påvirke forbindelserne i forhold til de øvrige medlemsstater. Sådanne aftaler må f.eks. ikke give forrang til begæringer om udlevering fra visse medlemsstater eller lande udenfor EU.

Medlemsstaterne skal inden tre måneder efter rammeafgørelsens ikrafttræden meddele Rådet og Kommissionen, hvilke gældende aftaler de fortsat ønsker at anvende.

Artikel 24

Beskyttelsesklausul

[udgået]

Artikel 25 i udkastet til rammeafgørelse indebærer, at medlemsstaterne fortsat kan anvende eksisterende bilaterale og multilaterale aftaler om udlevering, herunder udleveringsordninger der bygger på fælles lovgivning, i det omfang de er mere vidtrækkende end målet med rammeafgørelsen og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er genstand for en europæisk arrestordre.

Bestemmelsen indebærer, at de særlige regler om udlevering mellem de nordiske lande, kan fastholdes uændret, i det omfang de nordiske udleveringsregler er videregående end reglerne i udkastet til rammeafgørelse.

Artikel 25

Forholdet til andre juridiske instrumenter

1. Uden at dette berører anvendelsen heraf mellem medlemsstaterne og tredjelande, træder bestemmelserne i denne rammeafgørelse den 1. januar 2004 i stedet for de tilsvarende bestemmelser i de gældende konventioner om udlevering mellem medlemsstaterne.

a) Den europæiske konvention om udlevering af 13. december 1957, tillægsprotokollen hertil af 15. oktober 1975, anden tillægsprotokol af 17. marts 1978 og den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme af 27. januar 1977, for så vidt angår udlevering;

b) Aftalen mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forenkling og modernisering af metoderne for fremsendelse af anmodninger om udlevering af 26. maj 1989;

c) Konventionen af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union;

d) Konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater;

e) Afsnit III, kapitel 4, i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser.

2. Medlemsstaterne kan fortsat anvende de bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger, der er gældende ved denne rammeafgørelses vedtagelse, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes mål og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er genstand for en europæisk arrestordre.

Medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttrædelse, i det omfang de er mere vidtrækkende end dennes forskrifter og bidrager til at yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er genstand for en europæisk arrestordre, navnlig ved at fastsætte kortere frister end de i artikel 17 fastsatte, ved at udvide listen over lovovertrædelser i artikel 2, stk. 2, ved at begrænse grundene til afslag i artikel 3 og 4, eller ved at sænke grænsen i artikel 2, stk. 1 eller 2.

Aftaler som nævnt i foregående afsnit må under ingen omstændigheder påvirke forbindelserne med de medlemsstater, der ikke er parter i dem.

Medlemsstaterne meddeler inden tre måneder efter denne rammeafgørelses ikrafttrædelse Rådet og Kommissionen, hvilke gældende aftaler som nævnt i første afsnit de ønsker fortsat at anvende.

Medlemsstaterne giver ligeledes, senest tre måneder efter undertegnelsen, Rådet og Kommissionen meddelelse om nye aftaler som omhandlet i andet afsnit.

3. I det omfang de i stk. 1 omhandlede konventioner finder anvendelse på medlemsstaters territorier eller på territorier, hvis udenrigsanliggender varetages af en medlemsstat på hvilke denne rammeafgørelse ikke finder anvendelse, regulerer de pågældende konventioner fortsat forbindelserne mellem disse territorier og de øvrige medlemsstater.

Artikel 26 indebærer, at de gældende konventioner om udlevering fortsat finder anvendelse på anmodninger, der er fremsat før den 1. januar 2004. Anmodninger, der modtages efter dette tidspunkt, behandles efter reglerne i rammeafgørelsen. Medlemsstaterne kan dog på tidspunktet for Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen fremsætte en erklæring om, at anmodninger, der vedrører handlinger begået før en af medlemsstaten nærmere angivet dato, dog senest ikrafttrædelsesdatoen efter artikel 28, vil blive behandlet i overensstemmelse med de gældende udleveringsregler.

Artikel 26

Overgangsbestemmelse

1. Anmodninger om udlevering, der modtages før den 1. januar 2004, vil fortsat være omfattet af de eksisterende instrumenter vedrørende udlevering. Anmodninger, der modtages efter den 1. januar 2004, vil være omfattet af de regler, som medlemsstaterne har vedtaget i henhold til denne rammeafgørelse. Enhver medlemsstat kan dog på tidspunktet for Rådets vedtagelse af denne rammeafgørelse fremsætte en erklæring om, at den som fuldbyrdelsesland fortsat vil behandle anmodninger vedrørende handlinger, der er begået før en af den nærmere angivet dato, efter den ordning for udlevering, der var gældende før den 1. januar 2004. Den pågældende dato må ikke ligge senere end datoen for denne rammeafgørelses ikrafttræden i henhold til artikel 28. Enhver sådan erklæring offentliggøres i EF-Tidende. Den kan til enhver tid trækkes tilbage.

2. Så længe Østrig ikke har ændret artikel 12, stk. 1, i »Auslieferungs- und Rechtshilfegesetz«, dog senest indtil den 31. december 2008, kan Østrig tillade sin judicielle myndighed at nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis den eftersøgte er østrigsk statsborger, og hvis den handling, der ligger til grund for den europæiske arrestordre, ikke er strafbar i henhold til østrigsk ret.

Artikel 27 og 28 vedrører rammeafgørelsens ikrafttræden og iværksættelse. Bestemmelserne indebærer, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre rammeafgørelsen senest den 31. december 2003. Rammeafgørelsen træder i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i EF-Tidende.

5. De lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse

Udleveringsloven vedrører alene udlevering fra Danmark til udlandet, idet det af § 1 i lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001, fremgår, at den, der i udlandet er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, kan udleveres efter lovens regler.

Udkastet til rammeafgørelse vil ikke nødvendiggøre ændringer af udleveringslovens § 1, idet udlevering fortsat vil skulle ske enten til strafforfølgning af en person, der er sigtet eller tiltalt i en straffesag, eller straffuldbyrdelse, d.v.s udlevering af en person, der allerede er dømt, jf. herved artikel 2 i udkastet til rammeafgørelse.

Loven omfatter ikke udlevering fra Danmark til de øvrige nordiske lande, idet udlevering mellem de nordiske lande sker på grundlag af ensartet lovgivning, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og lov nr. 433 af 31. maj 2000. Forslaget til rammeafgørelse om indførelse af den europæiske arrestordre m.v. vil ikke i sig selv nødvendiggøre ændringer i samarbejdet mellem de nordiske lande om udlevering af lovovertrædere, jf. dog afsnit 5.7.

Ved ændringer af udleveringsloven henholdsvis ved lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 417 af 10. juni 1997 blev de to EU-udleveringskonventioner (1995- og 1996-konventionerne) gennemført i dansk ret. Udleveringsloven indeholder således allerede en række særlige regler om udlevering fra Danmark til de øvrige EU-lande.

5.1. Betingelser for udlevering

5.1.1. Strafferammekrav

Efter 1957-konventionen som suppleret med 1996-konventionen gælder der både for så vidt angår udlevering til strafforfølgning og udlevering til straffuldbyrdelse et strafferammekrav på et år i den begærende medlemsstat. I henhold til 1957-konventionen er strafferammekravet i det anmodede land et år, mens det efter 1996-konventionen er 6 måneder. Herudover er der et krav om, at udlevering til straffuldbyrdelse kun kan ske, hvis der er idømt en frihedsstraf af mindst fire måneders varighed.

Det er derfor i udleveringslovens § 3 fastsat, at udlevering til et andet EU-land kan ske, hvis en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Udlevering til straffuldbyrdelse kan kun ske, hvis dommen lyder på frihedsstraf i mindst 4 måneder, eller hvis den dømte i henhold til dommen eller en beslutning, der er truffet med hjemmel i dommen, skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed.

Udkastet til rammeafgørelse fastlægger i artikel 2, at en europæisk arrestordre kan udstedes med henblik på strafforfølgning for strafbare handlinger, der efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre en frihedsstraf af mindst 12 måneders varighed, eller med henblik på straffuldbyrdelse, når der er blevet idømt en straf m.v. af en varighed på mindst fire måneder.

Udlevering efter udkastet til rammeafgørelse er således alene afhængig af strafferammekravet i den begærende medlemsstat.

I udkastet til rammeafgørelse sondres der efter artikel 2 mellem de lovovertrædelser, der fremgår af en positiv-liste og lovovertrædelser uden for listen.

Positiv-listen omfatter en række alvorlige lovovertrædelser, herunder terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn, ulovlig handel med narkotika, manddrab og racisme, for så vidt de kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den begærende medlemsstat. Der gælder derimod ikke noget krav om dobbelt strafbarhed i forhold til disse forbrydelser, d.v.s. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i den anmodede medlemsstat. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af udkastet til rammeafgørelse på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages en indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat.

Gennemførelsen af artikel 2 i udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør ændringer af udleveringsloven, herunder lovens § 3, således at der ikke længere efter udleveringslovens stilles et strafferammekrav i henhold til dansk ret i forbindelse med udlevering til andre EU-lande.

5.1.2. Danske statsborgere

Efter § 2 i lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001, kan danske statsborgere ikke udleveres til strafforfølgning og straffuldbyrdelse i udlandet. Dette forbud mod udlevering af danske statsborgere fraviges i den nordiske udleveringslov, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og lov nr. 433 af 31. maj 2000, hvorefter en dansk statsborger kan udleveres til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i et andet nordisk land, hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Endvidere er forbudet mod udlevering af danske statsborgere fraveget i lov nr. 1099 af 21. december 1994 om strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, der - efter omstændighederne - giver mulighed for at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning ved tribunalet. Loven om Jugoslavien-tribunalet finder i medfør af bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 også anvendelse på strafforfølgning ved Rwanda-tribunalet.

Endelig er forbudet mod udlevering af danske statsborgere ligeledes fraveget ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol, hvorefter der i visse tilfælde kan træffes beslutning om udlevering af danske statsborgere, mod hvem Den Internationale Straffedomstol har indledt strafforfølgning.

Efter artikel 7 i konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem EU s medlemsstater (1996-konventionen) kan udlevering ikke afslås alene under henvisning til, at den person, der ønskes udleveret, er statsborger i den anmodede medlemsstat. En række medlemsstater, herunder Danmark, har taget forbehold over for denne bestemmelse. Det følger af bestemmelsen, at sådanne forbehold er gyldige i fem år med mulighed for forlængelse. Danmarks forbehold udløber den 9. marts 2003.

Det fremgår af forarbejderne til 1997-ændringen af udleveringsloven, der gennemførte 1996-konventionen i dansk ret, at spørgsmålet om udlevering af danske statsborgere skal tages op til fornyet overvejelse i forbindelse med vurderingen af, om forbeholdet efter artikel 7 eventuelt bør søges forlænget. Det anføres endvidere, at de regler, der fastsættes herom i de andre EU-lande, herunder Finland og Sverige, bør inddrages i disse overvejelser.

På nuværende tidspunkt har 11 medlemsstater ratificeret 1996-konventionen, og af disse 11 medlemsstater udleverer Spanien, Belgien, Holland, Portugal, Sverige og Finland på nærmere angivne betingelser egne statsborgere til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i de øvrige medlemsstater. Østrig, Tyskland, Luxembourg og Grækenland har i lighed med Danmark taget generelt forbehold om ikke at udlevere egne statsborgere.

I lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.) foreslås den eksisterende ordning, hvorefter danske statsborgere kan udleveres til de øvrige nordiske lande, udvidet til at omfatte udlevering af danske statsborgere til andre EU-lande. Det foreslås således, at udlevering af danske statsborgere bør kunne ske til strafforfølgning i andre EU-lande, hvor der er tale om grove lovovertrædelser, der kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, eller hvor der er tale om, at den danske statsborger, der ønskes udleveret, har tilknytning til den begærende stat i form af bopæl i de sidste to år forud for den strafbare handling. Dette svarer til kravene for udlevering af danske statsborgere til de øvrige nordiske lande, jf. § 2 i den nordiske udleveringslov. I sager om udlevering af en dansk statsborger, der har haft bopæl i den EU-medlemsstat, der anmoder om udlevering, er det dog en betingelse, at handlingen efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udkastet til rammeafgørelse sondrer som hovedregel ikke mellem udlevering af egne statsborgere og andre borgere. Danmark vil således efter udkastet til rammeafgørelse være forpligtet til at udlevere danske statsborgere, nordiske statsborgere samt andre statsborgere med fast bopæl her i landet til andre EU-lande efter samme regler og på samme vilkår, som Danmark er forpligtet til at udlevere andre personer. Medlemsstaterne kan dog efter artikel 4 og artikel 5 stille særlige betingelser i forbindelse med udlevering af egne statsborgere og personer med fast bopæl i det anmodede land. Udlevering til straffuldbyrdelse af en dansk statsborger eller en person, der er bosat her i landet, kan således afslås, hvis Danmark forpligter sig til at fuldbyrde straffen. Endvidere kan udlevering til strafforfølgning gøres betinget af, at den pågældende, hvis denne måtte ønske det, kan tilbageføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf.

Som eksempel på de nye reglers betydning kan nævnes, at to danske statsborgere begår røveri i Tyskland. Den ene pågribes af tysk politi, mens det lykkes den anden at flygte til Danmark. Den første gerningsmand bliver ved en tysk domstol straffet med fængsel i 8 år, mens medgerningsmanden retsforfølges i Danmark og straffes efter danske regler med fængsel i 4 år. Efter de nye regler, vil medgerningsmanden i stedet for kunne udleveres til strafforfølgning i Tyskland, således at der gennemføres en samlet og ensartet retsforfølgning.

Reglerne betyder omvendt, at andre EU-lande ligeledes vil blive forpligtet til at udlevere egne statsborgere til strafforfølgning her i landet. F.eks. vil en fransk statsborger, der begår røveri her i landet, og som efterfølgende flygter til Frankrig, ikke efter de gældende regler kunne udleveres til strafforfølgning i Danmark. Efter de nye regler vil Frankrig imidlertid ligesom Danmark være forpligtet til at udlevere egne statsborgere til strafforfølgning i de andre EU-lande, og gerningsmanden vil derfor skulle udleveres til Danmark med henblik på straffeforfølgning her i landet.

Gennemførelsen af rammeafgørelsen for så vidt angår udlevering af danske statsborgere vil således kræve, at adgangen til at udlevere danske statsborgere til andre EU-lande udvides i forhold til den ordning, der er foreslået i lovforslag nr. L 35. Efter Justitsministeriets opfattelse bør udlevering imidlertid i lighed med det i bemærkningerne til lovforslag nr. L 35 anførte kunne gøres betinget af, at den pågældende kan overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf her i landet.

5.1.3. Fængslingskendelse

Udlevering til strafforfølgning kan efter udleveringslovens § 3 kun ske, hvis der i den medlemsstat, der anmoder om udlevering, er truffet beslutning om, at den eftersøgte person, skal anholdes eller fængsles for den pågældende handling.

Udkastet til rammeafgørelse indebærer ingen ændringer i, at udlevering kan ske til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse. Det følger i øvrigt af artikel 9 i udkastet, der vedrører den europæiske arrestordres indhold og form, at der skal foreligge en eksigibel dom (straffuldbyrdelse) eller en anholdelsesbeslutning (strafforfølgning) i forbindelse med fremsendelsen af den europæiske arrestordre.

Udkastet til rammeafgørelse nødvendiggør således ikke ændringer af denne bestemmelse i udleveringsloven.

5.1.4. Flere lovovertrædelser

Efter § 3, stk. 4, kan udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold finde sted, selv om betingelserne vedrørende strafferammen, anholdelsesbeslutningen eller varigheden af en frihedsstraf i en endelig dom, alene er opfyldt med hensyn til et af de strafbare forhold.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder ikke bestemmelser om, hvordan medlemsstaterne skal forholde sig, hvis der foreligger flere overtrædelser, og udkastet nødvendiggør derfor ikke ændringer af denne bestemmelse i udleveringsloven.

5.1.5. Bevismæssigt grundlag

Hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at sigtelsen eller dommen vedrørende en handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag, må udlevering for handlingen ikke finde sted, jf. udleveringslovens § 3, stk. 5.

Hovedreglen efter 1957-konventionen er, at det anmodede lands myndigheder er forpligtet til uden nærmere bevismæssig prøvelse at lægge den udenlandske dom eller beslutning om anholdelse eller fængsling til grund ved udleveringssagens afgørelse.

Det følger således af artikel 12 i 1957-konventionen, at en anmodning om udlevering skal være ledsaget af bl.a. udskrift af en retskraftig straffedom eller beslutning om sikkerhedsforanstaltning eller af en arrestordre eller anden beslutning med samme virkning, der er udstedt i overensstemmelse med den i den begærende stats lovgivning foreskrevne fremgangsmåde.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af 1957-konventionen afgivet en erklæring om, at danske myndigheder, når særlige omstændigheder skønnes at gøre det påkrævet, kan anmode det land, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågældende er skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt. Denne erklæring finder også anvendelse i forbindelse med udlevering til andre EU-lande.

Artikel 27

Gennemførelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne rammeafgørelse senest den 31. december 2003.

De meddeler Rådet og Kommissionen teksten til de retsforskrifter, som de udsteder for at efterkomme denne rammeafgørelse. I forbindelse hermed kan de enkelte medlemsstater tilkendegive, at de straks vil anvende denne rammeafgørelse i deres forbindelser med de medlemsstater, der har givet samme meddelelse.

Generalsekretariatet for Rådet meddeler medlemsstaterne og Kommissionen de oplysninger, det har modtaget i medfør af artikel 8, stk. 2, artikel 9, stk. 2, artikel 14, stk. 4, og artikel 20, stk. 2. Det sørger ligeledes for offentliggørelse i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Kommissionen fremsender senest den 31. december 2004 en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af rammeafgørelsen, eventuelt ledsaget af lovgivningsmæssige forslag.

Rådet undersøger i andet halvår af 2003, hvordan gennemførelsen af denne rammeafgørelse forløber i medlemsstaterne, og hvordan Schengen-informationssystemet fungerer.

Rådet vurderer, i hvilken udstrækning medlemsstaterne har efterkommet denne rammeafgørelse.

Artikel 28

Ikrafttræden

Denne rammeafgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i EF-Tidende.

Fremsat den 10. april 2002 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag til folketingsbeslutning

om udkast til rammeafgørelse om den europæiske

arrestordre m.v.

»Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark i Rådet for Den Europæiske Union medvirker til vedtagelsen af udkastet til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.«

Bemærkninger til forslaget

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Formålet med fremsættelse af forslaget til folketingsbeslutning

2

2.

Forslagets hovedpunkter

3

3.

Baggrunden for udkastet til rammeafgørelse

4

4.

Indholdet af udkastet til rammeafgørelse

5

5.

De lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse

11

5.1.

Betingelser for udlevering

12

5.1.1.

Strafferammekrav

12

5.1.2.

Danske statsborgere

12

5.1.3.

Fængslingskendelse

14

5.1.4.

Flere lovovertrædelser

14

5.1.5.

Bevismæssigt grundlag

14

5.1.6.

Politiske lovovertrædelser

14

5.1.7.

Særlige tilfælde

15

5.1.8.

Forbud mod dobbelt strafforfølgning

15

5.1.9.

Forældelse

16

5.1.10.

Specialitetsreglen

16

5.1.11.

Andre bestemmelser

16

5.2.

Behandling af sager om udlevering

17

5.3.

Foreløbige foranstaltninger

20

5.4.

Transit

20

5.5.

Overgivelse af genstande

20

5.6.

Afhøring

21

5.7.

Udlevering mellem de nordiske lande

21

1. Formålet med fremsættelse af forslaget til folketingsbeslutning

Formålet med fremsættelse af forslaget til folketingsbeslutning er efter grundlovens § 19 at opnå Folketingets samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne medvirker til Rådet for Den Europæiske Unions vedtagelse af et udkast til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.

Udkastet til rammeafgørelse er på grundlag af et forslag fra Kommissionen udarbejdet bl.a. med hjemmel i artikel 34, stk. 2, litra b), i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU), hvorefter Rådet på initiativ af en medlemsstat eller Kommissionen med enstemmighed kan vedtage rammeafgørelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser.

Rammeafgørelser er et retsinstrument, som Den Europæiske Union efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden den 1. maj 1999 kan benytte sig af inden for det mellemstatslige samarbejde på det politimæssige og strafferetlige område (TEU afsnit VI). Rammeafgørelser er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Rammeafgørelser indebærer ikke umiddelbar anvendelighed.

Rammeafgørelser har således karakter af en folkeretlig bindende forpligtelse for medlemsstaterne, der indtræder ved Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen. Medlemsstaterne vil være forpligtede til at sikre gennemførelsen af rammeafgørelsen i national ret, herunder om nødvendigt i kraft af lovgivningsmæssige initiativer.

På den baggrund forudsætter Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelser, der kræver ændringer af dansk lovgivning, Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1.

Denne fremgangsmåde blev i øvrigt anvendt i forbindelse med Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri ved hjælp af strafferetlige og andre sanktioner, i forbindelse med indførelsen af euroen, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, spalte 7738-7747.

Udkastet til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v. indeholder en række bestemmelser, der nødvendiggør ændringer af lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved lov nr. 280 af 25. april 2001. Det bemærkes i den forbindelse, at udkastet til rammeafgørelse går videre end de ændringer af udleveringsloven, der er forslået ved lovforslag nr. L 35 af 13 december 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.).

Danmarks medvirken til Rådets vedtagelse af rammeafgørelsen forudsætter derfor Folketingets forudgående samtykke, jf. grundlovens § 19, stk. 1.

På den baggrund fastholdt Danmark på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6. 7. december 2001, hvor der blev opnået politisk enighed om udkastet til rammeafgørelse, et parlamentarisk forbehold over for udkastet til rammeafgørelse.

Det spanske formandskab sigter mod, at udkastet til rammeafgørelse vil kunne vedtages på et rådsmøde under spansk formandskab i løbet af første halvår af 2002, og formålet med beslutningsforslaget er at gøre det muligt for Danmark at hæve det parlamentariske forbehold og medvirke til vedtagelsen af rammeafgørelsen.

Det forventes, at et lovforslag om ændring af udleveringsloven vil kunne fremsættes i løbet af den kommende folketingssamling.

2. Forslagets hovedpunkter

Udleveringsprocedurerne mellem EU-landene er komplicerede, og det tager ofte meget lang tid, før der træffes afgørelse om udlevering. I konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober måned 1999 er det forudset, at de nuværende udleveringsprocedurer skal afløses af en europæisk arrestordre med det formål, at EU-landene i højere grad skal anerkende hinandens retsafgørelser og dermed også begrænse mulighederne for at afslå udleveringsbegæringer. Udarbejdelsen af reglerne om en europæisk arrestordre blev fremskyndet på baggrund af terrorangrebene i USA den 11. september 2001.

Målsætningen med udkastet til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v. er at forenkle og effektivisere udleveringsprocedurerne, således at en person, der har begået en alvorlig forbrydelse, hurtigt kan udleveres til strafforfølgning i det land, hvor forbrydelsen er begået. Det bliver hovedreglen, at den person, der har begået en alvorlig forbrydelse, som udgangspunkt retsforfølges i det land, hvor forbrydelsen er begået. Medlemsstaterne forpligtes i den forbindelse til ligeledes at kunne udlevere egne statsborgere til strafforfølgning i andre EU-lande. Dermed vil det bl.a. kunne undgås, at de samme straffesager, hvor flere gerningsmænd er involveret til stor ulempe for vidner - skal gennemføres i flere lande og efter omstændighederne med forskelligt resultat, alene på grund af forbudet i flere medlemsstater mod udlevering af egne statsborgere.

De forenklede udleveringsprocedurer vil endvidere medvirke til, at lange udsættelser af straffesager og lange varetægtsfængslingsperioder kan undgås, fordi der hurtigere kan træffes afgørelse om udlevering.

Udkastet til rammeafgørelse indeholder bestemmelser, der fastlægger i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være forpligtede til at udlevere en lovovertræder til en anden medlemsstat, og udkastet fastlægger herudover bestemmelser om, i hvilke tilfælde medlemsstaterne skal eller kan afslå udlevering af en lovovertræder.

Endvidere fastlægger udkastet til rammeafgørelse, hvilke lovovertrædelser der kan medføre udlevering. Der sondres i den forbindelse mellem lovovertrædelser på en såkaldt positiv-liste og andre lovovertrædelser.

Positiv-listen omfatter en række alvorlige lovovertrædelser, herunder terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn, ulovlig handel med narkotika, manddrab og racisme, for så vidt de kan medføre frihedsstraf inden for en strafferamme på mindst tre år i den begærende medlemsstat. Der gælder derimod ikke noget krav om dobbelt strafbarhed for disse forbrydelser, d.v.s. at forholdet ikke nødvendigvis skal være strafbart i den anmodede medlemsstat. Da de lovovertrædelser, der er omfattet af positiv-listen, som udgangspunkt vil være strafbare i alle medlemsstater, er betydningen af udkastet til rammeafgørelse på dette punkt navnlig, at der ikke skal foretages en indgående kontrol af, om lovovertrædelsen ligeledes er strafbar i den anmodede medlemsstat.

Herudover indeholder udkastet til rammeafgørelse en række obligatoriske og fakultative afslagsgrunde, der begrænser pligten til at udlevere en lovovertræder, selvom lovovertrædelsen er omfattet af positiv-listen. Det vil bl.a. være muligt at afslå udlevering, hvis den lovovertrædelse, der er omfattet af udleveringsbegæringen, helt eller delvist er begået i Danmark.

Med hensyn til lovovertrædelser uden for positiv-listen vil der som hidtil kunne stilles krav om, at forholdet er strafbart efter dansk ret, ligesom de obligatoriske og fakultative afslagsgrunde ligeledes begrænser pligten til udlevering for disse lovovertrædelser.

De væsentligste lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse er, at udleveringsloven skal ændres for så vidt angår udlevering af egne statsborgere. Det bemærkes i den forbindelse, at udkastet til rammeafgørelse går videre end de ændringer af udleveringsloven, der er foreslået i lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme m.v.). Derudover vil der ikke efter udleveringsloven kunne stilles krav om dobbelt strafbarhed, hvis udleveringsbegæringen vedrører en lovovertrædelse, der er omfattet positiv-listen. Endvidere vil udleveringsbegæringer fra andre medlemsstater ikke kunne afslås under henvisning til, at anmodningen vedrører en politisk lovovertrædelse, ligesom det heller ikke vil være muligt at afslå en udleveringsbegæring under henvisning til, at anmodningen savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. Endelig vil det fremover alene være muligt at udsætte og ikke nægte udlevering til et andet EU-land under henvisning til humanitære grunde.

Derimod indebærer udkastet til rammeafgørelse ingen ændringer for så vidt angår domstolsprøvelsen i den anmodede medlemsstat. Det vil således fortsat være nationale regler om domstolsprøvelse i den anmodede medlemsstat, der finder anvendelse for så vidt angår afgørelser om frihedsberøvelse i forbindelse med udlevering og i forbindelse med afgørelsen af selve udleveringssagen.

3. Baggrunden for udkastet til rammeafgørelse

Det følger af artikel 29 i TEU, at Unionen har som mål at give borgerne et højt tryghedsniveau i et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det følger endvidere af artikel 29, at dette mål skal nås både ved at forebygge og bekæmpe organiseret og anden kriminalitet, især terrorisme, menneskehandel og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig våbenhandel, korruption og svig, gennem tættere samarbejde mellem medlemsstaternes retlige og andre kompetente myndigheder.

Efter TEU artikel 31, litra a og b, omfatter det strafferetlige samarbejde bl.a. initiativer til fremme af samarbejdet vedrørende retspleje og fuldbyrdelse af afgørelser samt lettelse af udlevering mellem medlemsstaterne.

Den 10. marts 1995 vedtog Rådet en konvention om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i EU (1995-konventionen), ligesom Rådet den 27. september 1996 vedtog en konvention om udlevering mellem EU s medlemsstater (1996-konventionen). Formålet med konventionerne er bl.a. at supplere og lette anvendelsen mellem medlemsstaterne af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (1957-konventionen) samt de to tillægsprotokoller til konventionen af henholdsvis 15. oktober 1975 (1975-protokollen) og 17. marts 1978 (1978-protokollen). Endvidere skal EU-udleveringskonventionerne lette anvendelsen af Schengen-konventionen, der i artikel 59 - 66 indeholder bestemmelser om udlevering.

På sit møde i december måned 1998 godkendte Det Europæiske Råd en handlingsplan udarbejdet af Rådet og Kommissionen med henblik på gennemførelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Et af formålene med planen er, at der gennem fælles handling inden for det politimæssige og strafferetlige samarbejde skal iværksættes en intensiveret indsats for bl.a. at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig terrorisme, menneskehandel, overgreb mod børn, ulovlig våbenhandel, korruption samt svig.

Målet skal bl.a. nås gennem et tættere samarbejde mellem medlemsstaternes politimyndigheder og de retlige myndigheder.

I forbindelse med Det Europæiske Råds møde i Tampere den 15. - 16. oktober 1999 blev rammerne for det fremtidige arbejde med henblik på gensidig anerkendelse af retsafgørelser i straffesager fastlagt, jf. konklusionernes pkt. 35, der har følgende indhold

»35. På det strafferetlige område opfordrer Det Europæiske Råd medlemsstaterne til snarest at ratificere EU-udleveringskonventionerne fra 1995 og 1996. Det finder, at den formelle udleveringsprocedure bør afskaffes medlemsstaterne imellem for så vidt angår personer, der unddrager sig straffuldbyrdelse efter at være blevet endeligt domfældt, og erstattes af en overførelse af sådanne personer under overholdelse af artikel 6 i TEU. Der bør ligeledes overvejes hurtige udleveringsprocedurer, uden at dette berører princippet om retten til en retfærdig rettergang. Det Europæiske Råd opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag herom på baggrund af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen.«

På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 20. november 2000 godkendte Rådet et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager.

Det følger af programmet, at medlemsstaterne skal undersøge mulighederne for i det mindste for så vidt angår de groveste lovovertrædelser at indføre en udleveringsordning, som skal bygge på princippet om anerkendelse og øjeblikkelig fuldbyrdelse af den arrestordre, som den judicielle myndighed i det begærende land har udstedt. Ordningen skal især fastsætte, på hvilke betingelser arrestordren vil udgøre et tilstrækkeligt grundlag for, at de kompetente myndigheder i det anmodede land kan træffe afgørelse om at udlevere den pågældende person, således at der kan skabes et fælles retsområde for udlevering.

På baggrund af terrorangrebene i USA den 11. september 2001 opfordrede EU-landenes stats- og regeringschefer i en fælles erklæring af 14. september 2001 til en styrkelse af samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme, herunder ved vedtagelsen af foranstaltninger med henblik på gensidig anerkendelse af anholdelsesbeslutninger.

På denne baggrund fremsatte Kommissionen den 19. september 2001 et forslag til en rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem medlemsstaterne (KOM(2001) 522).

I konklusionerne fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 21. september 2001 er det anført, at Det Europæiske Råd i overensstemmelse med konklusionerne fra Tampere-mødet tilslutter sig indførelsen af en europæisk arrestordre. Det fremgår endvidere af konklusionerne, at arrestordren skal træde i stedet for den nuværende ordning for udlevering mellem medlemsstaterne.

For så vidt angår forslaget om indførelse af en europæisk arrestordre bekræftede Det Europæiske Råd på sit møde i Gent den 19. oktober 2001 på ny, at det er fast besluttet på at ophæve princippet om dobbelt strafbarhed for en lang række forhold, der giver anledning til en anmodning om umiddelbar udlevering, navnlig terrorhandlinger.

Europa-Parlamentet har den 29. november 2001 afgivet udtalelse om udkastet til rammeafgørelse. Endvidere har Europa-Parlamentet den 6. februar 2002 afgivet fornyet udtalelse om det udkast til rammeafgørelse, der blev opnået politisk enighed om på rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6. 7. december 2001.

Udkastet til rammeafgørelse har løbende været forelagt for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg til orientering.

4. Indholdet af udkastet til rammeafgørelse

Formålet med udkastet til rammeafgørelse er at gennemføre forenklede regler om udlevering mellem medlemsstaterne. Den nye udleveringsordning vil betyde, at princippet om gensidig anerkendelse gennemføres på udleveringsområdet, d.v.s. at når en medlemsstat anmoder om at få en person udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne anmodning imødekommes, medmindre der foreligger en af de afslagsgrunde, som fremgår af udkastet til rammeafgørelse. Med henblik på at forenkle de administrative procedurer vedrørende udlevering erstattes de traditionelle udleveringsbegæringer med den europæiske arrestordre, som har karakter dels af en anmodning om fængsling med henblik på udlevering, dels af en anmodning om udlevering.

For at understrege princippet om gensidig anerkendelse og forskellen mellem udlevering mellem medlemsstaterne og udlevering mellem tredjelande anvender udkastet til rammeafgørelse en række nye begreber. I udkastet anvendes begrebet "overgivelse" i stedet for "udlevering", selv om begge begreber omfatter den fysiske overgivelse af en eftersøgt person til den begærende medlemsstat. Endvidere anvendes "den udstedende medlemsstat" i stedet for "den begærende medlemsstat" og "den fuldbyrdende medlemsstat" i stedet for "den anmodede medlemsstat". Da ingen af disse nye begreber har en anden indholdsmæssig betydning, anvendes de gældende begreber i forbindelse med gennemgangen af udkastet til rammeafgørelse og de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet. Den begærende medlemsstat er således den medlemsstat, der udsteder en europæisk arrestordre, og den anmodede medlemsstat er den medlemsstat, der skal gennemføre en europæisk arrestordre.

Udkastet til rammeafgørelse fastlægger, i hvilke tilfælde medlemsstaterne vil være forpligtede til at udlevere en lovovertræder til en anden medlemsstat, og udkastet fastlægger herudover, i hvilke tilfælde medlemsstaterne skal eller kan afslå udlevering af en lovovertræder.

Forslaget til rammeafgørelse er opdelt i følgende fire kapitler