Legislator Case Law & Legislation
20012BB00010 DK

Forslag til folketingsbeslutning om selvstændig ret til 6 ugers fleksibel fædreorlov

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2001 10 Valid

Fremsat den 7. december 2001 af Jan Petersen (S), Ole Vagn Christensen (S), Anne-Marie Meldgaard (S), Anders Samuelsen (RV) og Margrethe Vestager (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om selvstændig ret til 6 ugers fleksibel fædreorlov

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om, at fædreorloven udvides med 2 uger gældende fra 2003, og om fri placering og mulighed for ugevis afholdelse af den nuværende fædreorlov på 4 uger. Lovforslaget skal fremsættes i forbindelse med den varslede reform af barselorloven.

Bemærkninger til forslaget

Også efter valget den 20. november 2001 tegner der sig bred enighed i Folketinget om forbedring af forældres vilkår ved barsel. Det fremgår da også af regeringsgrundlaget for den netop tiltrådte regering, at der i forbindelse med den kommende finanslov sigtes på at gennemføre sådanne forbedringer.

Forslagsstillerne støtter som før valget en udvidelse af barselorloven. Det vil naturligvis indgå i finanslovforhandlingerne, hvordan udvidelsen mere præcist skal udformes. Uanset hvordan og hvor meget barselorloven udvides, er det imidlertid afgørende, at der samtidig sker en forbedring af fædres vilkår.

Fædrene bør sikres selvstændig ret til 6 ugers fleksibel fædreorlov. I dag har fædre ret til to gange 2 ugers fædreorlov i forlængelse af henholdsvis fødslen og moderens orlov. Desværre udnyttes denne mulighed kun af et mindretal.

En årsag til den manglende udnyttelse kan være manglende fleksibilitet i ordningen. Derfor bør fædrene sikres ret til fri placering og ugevis afholdelse af fædreorloven, enten samtidig med moderens barselorlov eller i forlængelse af denne.

Samtidig forekommer det rimeligt, at fædrene sikres en del af de forbedrede orlovsmuligheder, der nu lægges op til. Fædreorloven bør derfor udvides med 2 uger. Lovforslag om disse forbedringer bør fremsættes i forbindelse med forhandlingerne om en reform af barselorloven.

Skriftlig fremsættelse

Jan Petersen (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om selvstændig ret til 6 ugers fleksibel fædreorlov.

(Beslutningsforslag nr. B 10).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →