Legislator Case Law & Legislation
20012BB00004 DK

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne om praktisk og personlig bistand i lov om social service

1 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (1 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 2001 4 Valid

Fremsat den 6. december 2001 af Line Barfod (EL) og Pernille Rosenkrantz-Theil ;(EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om ændring af reglerne om praktisk og personlig bistand i lov om social service

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af reglerne om praktisk og personlig bistand i lov om social service.

Lovforslaget skal indeholde

et retskrav på hjælp til basale funktioner for opretholdelse af en almindelig dagligdag, hvis man ikke kan gøre tingene selv,

mindsteregler for, hvor tit hjælp skal tildeles og i hvilket tidsmæssigt omfang, og

ret til erstatningsbesøg ved aflysning

Bemærkninger til forslaget

Ifølge § 71, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001 om social service sørger kommunen for tilbud om personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder. Disse tilbud skal ifølge lovens § 71, stk. 2, gives til personer med midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, som ikke selv kan udføre disse opgaver.

Intentionerne bag loven er, at mennesker, der har brug for personlig og praktisk bistand, skal have den hjælp, der er nødvendig for at få deres dagligdag til at fungere. Men i virkelighedens verden er serviceniveauet i kommunerne så svingende og forskelligt, at det, der for nogle opfattes som helt indlysende, f.eks. at få muligheden for at opretholde en passende personlig hygiejne og ordentlige forhold i ens hjem, ikke reelt er til stede. Der er derfor brug for en præcisering af, hvilke funktioner der er så basale for at få dagligdagen til at fungere, at man har et retskrav på hjælp, hvis man selv eller andre i ens husstand ikke kan udføre dem.

Fundamentalt basale funktioner er efter forslagsstillernes opfattelse: at kunne stå op om morgenen og gå i seng om aftenen, personlig hygiejne, tøj- og linnedvask, almindelig rengøring af hjem, indkøb og madlavning.

Ud over at fastsætte de basale funktioner, man skal have retskrav på hjælp til, er det også nødvendigt at fastsætte en minimumstildelingstid, så der bliver tid og rum til omsorg og til, at hjælpen (helt i tråd med intentionerne) ydes med forebyggende og aktiverende sigte, altså at hjælpmodtageren inddrages direkte i udførelsen af opgaverne og/eller i tilrettelæggelsen af arbejdet. Der bør ikke kunne tildeles hjælp mindre end 2 timer ugentlig.

At være afhængig af andres hjælp, måske også til mere intime ting som personlig hygiejne og toiletbesøg, er ikke nogen ønskesituation. Det er vigtigt, at man får mulighed for at bevare sin personlige integritet og værdighed. Derfor bør udgangspunktet være, at man har en fast hjemmehjælper/social- og sundhedshjælper, og at antallet af afløsere hos den enkelte er så få, at man ikke hele tiden skal have nye mennesker på besøg i ens hjem. Det kan i praksis løses ved, at hjemmehjælperne/social- og sundhedshjælperne er organiseret på en sådan måde, at også vikaren er en kendt person.

Er man bevilget hjælp, skal denne ydes.

Skriftlig fremsættelse

Line Barfod (EL)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne om praktisk og personlig bistand i lov om social service.

(Beslutningsforslag nr. B 4).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →