Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af lov om gennemførelse af deltidsdirektivet
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 104 omdelt efter afgivelse af tilføjelse til betænkning
Bilagsnr.
Titel
187
Tilføjelse til betænkning
188
Talepapir til brug for besvarelsen af samrådsspørgsmål A, fra beskæftigelsesministeren
189
Udkast til tillægsbetænkning
190
Spm. 221 om kommentar til ændringsforslag, til beskæftigelsesministeren
Spm. 222 om juridisk vurdering af bemærkninger i betænkningen, til beskæftigelsesministeren
Spm. 223 om beskyttelse i overenskomstens 37-timers-regel, til beskæftigelsesministeren
191
Spm. 224 om arbejdstid og aflønning, til beskæftigelsesministeren
Spm. 225 om fyreseddel eller deltid på grund af ordrenedgang, til beskæftigelsesministeren
Spm. 226 om accept af deltid, til beskæftigelsesministeren
Spm. 227 om eksempler på ønsker om deltid, som ikke er blevet opfyldt, til beskæftigelsesministeren
Spm. 228 om indklagelse til en faglig organisation, til beskæftigelsesministeren
Spm. 229 om elever i praktik, til beskæftigelsesministeren
192
Spm. 230 om teknisk bistand til ændringsforslag, til beskæftigelsesministeren
193
Spm. 231 om søfarende, langturschauffører og arbejdere på olieplatforme, til beskæftigelsesministeren
Spm. 232 om ordrenedgang, til beskæftigelsesministeren
Spm. 233 om deltid i forbindelse med ansættelse, til beskæftigelsesministeren
Spm. 234 om tillidsrepræsentanter med til samtaler, til beskæftigelsesministeren
Spm. 235 om deltid for erhvervsuddannelseselever, til beskæftigelsesministeren
Spm. 236 om høringssvar til ILO, til beskæftigelsesministeren
Spm. 237 om EU-retlige problemer, til beskæftigelsesministeren
Spm. 238 om organisationernes påtaleret, til beskæftigelsesministeren
Spm. 239 om forhandlingsret, til beskæftigelsesministeren
194
Svar på spm. 219 om kommentar til materiale fra SiD, Københavns Post, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 220 om kommentar til henvendelse fra Semco, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 225 om fyreseddel eller deltid på grund af ordrenedgang, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 227 om eksempler på ønsker om deltid, som ikke er blevet opfyldt, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 229 om elever i praktik, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 231 om søfarende, langturschauffører og arbejdere på olieplatforme, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 232 om ordrenedgang, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 235 om deltid for erhvervsuddannelseselever, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 236 om høringssvar til ILO, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 238 om organisationernes påtaleret, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 239 om forhandlingsret, fra beskæftigelsesministeren
195
Svar på spm. 221 om kommentar til ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 222 om juridisk vurdering af bemærkninger i betænkningen, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 223 om beskyttelse i overenskomstens 37-timers-regel, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 224 om arbejdstid og aflønning, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 226 om accept af deltid, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 228 om indklagelse til en faglig organisation, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 230 om teknisk bistand til ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
196
Ændringsforslag fra beskæftigelsesministeren
197
Svar på spm. 233 om deltid i forbindelse med ansættelse, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 234 om tillidsrepræsentanter med til samtaler, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 237 om EU-retlige problemer, fra beskæftigelsesministeren
198
2. udkast til tillægsbetænkning
199
Henvendelse af 21/5-02 fra RestaurationsBranchens Forbund
200
Spm. 240 om kommentar til henvendelse af 21/5-02 fra RestaurationsBranchens Forbund, til beskæftigelsesministeren
201
Spm. 241 om styrkelse af arbejdsmarkedet, til beskæftigelsesministeren
Spm. 242 om genansættelse, til beskæftigelsesministeren
Spm. 243 om hindring af aftale om deltid, til beskæftigelsesministeren
202
Spm. 244 om ansættelsesformer, til beskæftigelsesministeren
Spm. 245 om regelsæt for uddannelse på deltid, til beskæftigelsesministeren
203
Samrådsspm. B om implementering af lovforslaget, til beskæftigelsesministeren
204
Pressemeddelelse vedrørende åbent samråd den 28/5-02
205
Svar på spm. 240 om kommentar til henvendelse af 21/5-02 fra RestaurationsBranchens Forbund, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 241 om styrkelse af arbejdsmarkedet, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 242 om genansættelse, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 243 om hindring af aftale om deltid, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 244 om ansættelsesformer, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 245 om regelsæt for uddannelse på deltid, fra beskæftigelsesministeren
206
Referat af åbent samråd
207
Spm. 246 om ledsagelse af en rådgiver under forhandlinger, til beskæftigelsesministeren
Spm. 247 om tvistigheder på grund af individuelle aftaler, til beskæftigelsesministeren
208
Svar på spm. 246 om ledsagelse af en rådgiver under forhandlinger, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 247 om tvistigheder på grund af individuelle aftaler, fra beskæftigelsesministeren
209
Spm. 248 om aftaler i elevers 3 måneders prøvetid, til beskæftigelsesministeren
Spm. 249 om hindringer for at komme på deltid, til beskæftigelsesministeren
Spm. 250 om usaglig afskedigelse, til beskæftigelsesministeren
210
Spm. 251 om, i hvilket system det skal afklares, hvorvidt en overenskomsts bestemmelser er i overensstemmelse med deltidsloven, til beskæftigelsesministeren
Bilag 2
Udvalgets samrådsspørgsmål A og B og de til brug for beskæftigelsesministerens besvarelse heraf udarbejdede talepapirer
Beskæftigelsesministerens talepapir er optrykt efter ønske fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten.
Samrådsspørgsmål A
Ministeren bedes redegøre for konsekvenserne af de stillede ændringsforslag.
Talepapir
Formålet med lovforslaget om retten til at aftale deltid er, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, selvom der måtte være en overenskomstbestemmelse, som enten forhindrer eller begrænser adgangen til at aftale deltid.
Hvis lønmodtageren ønsker at arbejde på deltid, og det ønske harmonerer med hensynet til virksomhedens drift, er det ikke rimeligt, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst hindrer arbejdsgiveren i at følge lønmodtagerens ønske. Regeringen ser det som en grundlæggende rettighed, at den enkelte lønmodtager har mulighed for selv at aftale sig frem til en arbejdstid, som passer ind i den situation, lønmodtageren aktuelt befinder sig i.
Som det fremgår af regeringsgrundlaget, er det denne regerings mål, at der skal være bedre muligheder for at arbejde på deltid, og at de overenskomstmæssige indskrænkninger, der i dag er i retten til at gå på deltid, afskaffes. Regeringen ønsker således en lovfæstet ret til, at arbejdsgiverne og de ansatte frit kan aftale deltidsansættelse. Det vil forbedre den enkeltes frihed.
Regeringen har derfor fremsat lovforslaget om deltid for at sikre, at lønmodtageren har muligheden for at kunne arbejde på deltid, hvis lønmodtageren ønsker dette og arbejdsgiveren er enig heri.
I dag er der på en række overenskomstområder enten slet ikke adgang til eller hindringer eller begrænsninger i adgangen til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid.
Langt det største overenskomstområde på det private arbejdsmarked er DA/LO-området. Og her har kun ca. 35 procent af de ansatte fri adgang til deltid. Over 60 procent af de ansatte på DA/LO-området har altså ikke fri adgang til at aftale deltid.
Det gælder blandt andet på det store industriområde. Det følger af industrioverenskomsten, at hvis lønmodtageren allerede er ansat på fuld tid, kan lønmodtageren og arbejdsgiveren ikke uden videre aftale deltid, og hvis der endelig bliver indgået en aftale om deltid, må den ikke medføre, at antallet af fuldtidsstillinger reduceres.
Personalechefen på Coloplast udtalte i Kvindernes Fagblad nr. 2: Jeg citerer: »Vi ville da være nogle skurke, hvis vi som arbejdsgivere tvang vores ansatte ned i arbejdstid og dermed bidrog til at forringe deres økonomi. Vi har en deltidspolitik her på virksomheden, og den kan kun bruges af funktionærerne. Men da vi i produktionen også har medarbejdere, der ønsker at arbejde i færre timer det er typisk lidt ældre medarbejdere hilser vi regeringens forslag velkomment. Men der kan aldrig blive tale om at tvinge nogen ned på et lavere timetal.«
Nu har vi jo i andre sammenhænge diskuteret rigtigheden af dette udsagn. Uanset hvad er Coloplast omfattet af Industriens overenskomst, der ikke giver fri adgang til at aftale deltid. Derfor kan udtalelsen tages som et eksempel på industrioverenskomstens manglende mulighed for frit at aftale deltid.
Industriens overenskomst § 11, stk. 1, har følgende ordlyd
»Virksomheder og medarbejdere, der måtte være interesseret heri, kan træffe aftale om deltidsbeskæftigelse under forudsætning af, at de pågældende ikke i forvejen har beskæftigelse på fuld tid i den pågældende eller en anden virksomhed, medmindre særlige hensyn taler for en kortere arbejdstid end den normale (jf. § 30, stk. 1). «
En lønmodtager, der allerede er ansat på virksomheden, kan altså ikke uden videre aftale med arbejdsgiveren, at han eller hun gerne vil på deltid. Der skal være særlige hensyn, der taler for en kortere arbejdstid.
Og hvad er det så for særlige hensyn? Industrioverenskomstens § 30 handler kun om lønmodtagere, der enten varigt eller midlertidigt har nedsat arbejdsevne. Men det kunne jo være, at lønmodtageren gerne ville på deltid, fordi lønmodtageren vil være mere sammen med sine børn eller sin pensionerede ægtefælle. Men det er altså ikke nok, at lønmodtageren synes, at han eller hun i en periode har behov for deltid.
Også en anden af industrioverenskomstens bestemmelser hindrer muligheden for deltid. Det fremgår af Industriens overenskomst § 11, stk. 3
»Virksomheden må ikke reducere antallet af fuldtidsbeskæftigede medarbejdere i forbindelse med etablering af deltidsbeskæftigelse, for så vidt der er tale om medarbejdere med samme kvalifikationer.«
Det betyder reelt, at den lønmodtager, som ikke har nedsat arbejdsevne, men som har lyst til at arbejde 28 timer om ugen i en periode, for at være mere hjemme hos teenagesønnen, der er kommet i dårligt selskab, ikke kan få lov til det. For arbejdsgiveren har ikke råd til at give lønmodtageren lov, fordi arbejdsgiveren vil være nødt til samtidig at ansætte en ny lønmodtager på fuld tid for at leve op til overenskomstens regler.
Det er regler, som dem i Industriens overenskomst, som jeg ser som en unødig hindring i adgangen til at aftale deltid.
På de over 200 spørgsmål, der er stillet, og på de henvendelser forskellige forbund og især forbundsafdelinger har rettet til Arbejdsmarkedsudvalget og også mig, kan jeg forstå, at en række organisationer og politikere mener, at lønmodtagerne ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Tilsyneladende ved lønmodtagerne ikke bedst selv, hvad der er godt for dem. Og derfor må lønmodtagerne ikke selv bestemme, om de har lyst til eller behov for at arbejde på deltid.
Hvem er bedst til at vurdere, om lønmodtageren har lyst til eller behov for at gå på deltid i en periode? Er det lønmodtageren selv, eller er det fagforeningen? Jeg mener, at det er lønmodtageren.
Hvem er bedst til at vurdere, om lønmodtageren har råd til at gå på deltid i en periode? Er det lønmodtageren selv, eller er det fagforeningen? Jeg mener, at det er lønmodtageren.
Så skal det da stå lønmodtageren frit for at rådgive sig med nogen, før han eller hun tager beslutningen. Om det skal være med sin ægtefælle, banken eller fagforeningen eller alle tre det må lønmodtageren selv bestemme, og det skal jeg ikke blande mig i.
Jeg har svært ved at forstå, at nogen kan mene, at en lønmodtager, som går på arbejde dag efter dag, som møder til tiden hver dag, som løser sine arbejdsopgaver, og som betaler sine regninger til tiden, ikke selv skulle være i stand til at vurdere, om han eller hun vil gå på deltid.
Jeg har stor tiltro til den meget veluddannede arbejdskraft vi har på det danske arbejdsmarked.
Formålet med lovforslaget er alene at sikre, at lønmodtageren nu får ret til at aftale deltid med arbejdsgiveren, selvom bestemmelser i overenskomsten måtte være til hinder herfor. Det er kort og godt det, lovforslaget handler om.
Alligevel har jeg skullet svare på spørgsmål efter spørgsmål om forskellige bestemmelser om tilrettelæggelsen af arbejdstiden i blandt andet RBF’s overenskomster, i TeleDanmarks overenskomster og i Frisørfagets overenskomster. Og hver gang har svaret lydt: Lovforslaget ændrer ikke i disse bestemmelser. Mange af spørgsmålene er åbenbart så interessante, at jeg har skullet svare på dem flere gange, og derfor vil jeg godt for en sikkerheds skyld gentage
En overenskomstregel om, at den deltidsansatte er sikret en daglig arbejdstid på minimum 4 timer pr. dag, er ikke i strid med forslaget til § 4 a, stk. 1.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at den fastansatte på deltid lige som fuldtidsansatte har krav på at kende sin arbejdstids begyndelse og afslutning på en vagtplan, der minimum omfatter 4 uger.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at den daglige arbejdstid ikke kan deles i flere perioder med hjemsendelse uden løn.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at den deltidsansatte ligesom fuldtidsansatte har krav på to fridage pr. uge samt minimum 5 friweekender pr. kvartal, og at arbejdsgiveren skal betale lønkompensation, hvis dette ikke overholdes.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at deltidsansatte skal have overtidstillæg for timer ud over det aftalte garanterede timetal, der er angivet på ansættelsesbeviset, og fordelt på en vagtplan.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at fastansatte på deltid eller fuldtid i tidsbegrænsede stillinger skal være ansat på en kontrakt med minimum 22 dages arbejde, og at overenskomstens bestemmelser om fleksibel deltidsansættelse anvendes, hvis der er tale om færre dage.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at arbejdstiden skal placeres indenfor tidsrummet kl. 8.00 til 16.00 på ugens første hverdage. Bestemmelsen om arbejdstidens længde er noget andet end bestemmelsen om arbejdstidens placering.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at den daglige arbejdstid mindst skal udgøre 6 timer og højest 8 timer pr. vagt, da bestemmelsen vel ikke samtidig skal forstås således, at man skal være på arbejde hver dag. Selve tilrettelæggelsen og fordelingen af de arbejdstimer, der aftales, er ikke omfattet af lovforslaget.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at arbejdet tilrettelægges med mindst 3 timer og indtil 8 timer pr. vagt.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at en medarbejder maksimalt 52 gange årligt kan pålægges at arbejde indenfor tidsrummet kl. 16.00 til 18.00, da bestemmelsen er en maksimumstimeregel, hvor man må gå ud fra, at det er i overensstemmelse med den kollektive overenskomst at arbejde mindre end et angivet maksimum.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der skal udbetales tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter af døgnet, da dette spørgsmål intet har at gøre med muligheden for at arbejde mindre end fuld tid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der kan foretages timelønsansættelse som supplement til fastansat personale, men at timelønsansættelser maksimalt må udgøre 10 pct. af den samlede arbejdstid i den enkelte butik, og når det i øvrigt forudsættes, at det faste personale kan aftale deltid med arbejdsgiveren, da det i spørgsmålet forudsættes, at der er adgang til deltid for det faste personale.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at medarbejdere på deltid ved ekstra natkurser, seminarer, konferencer og lignende er forpligtet til op til 9 timers arbejde inklusiv rejsetid uden særskilt honorering, selvom pågældendes dagsnorm overskrides den pågældende dag, da dette spørgsmål ikke har noget at gøre med, hvor mange timer den enkelte lønmodtager kan aftale med sin arbejdsgiver om den faste ugentlige arbejdstid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at bestemte personalegrupper automatisk overgår til uden højeste arbejdstid med en ugentlig arbejdstid på principielt 37 timer, når den faste løn overstiger 300.000 kr. pr. år, da dette spørgsmål vedrører fastsættelsen af et ansættelsesvilkår for ansatte, der har indgået en aftale om fuld tid. Det har efter min vurdering intet at gøre med de lønmodtagere, der har indgået, eller vil indgå en aftale om en lavere arbejdstid.
Ja, der er egentlig ganske meget, som denne lov ikke ændrer på. Og jeg vil da også gerne understrege, at loven heller ikke ændrer på, at arbejdsmarkedets parter også fremover vil kunne indgå aftaler som de nævnte.
Loven ændrer kun på, at en lønmodtager og en arbejdsgiver fremover vil kunne aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, selvom lønmodtageren ikke efter overenskomstens regler må arbejde på deltid.
I dag er der så en række overenskomstbestemmelser, som forudsætter, at alle lønmodtagerne arbejder på fuld tid. Det gælder for eksempel holddriftsaftaler og aftaler om variabel ugentlig arbejdstid, og det gælder for særlige typer arbejder på boreplatforme, for søfarende og for langturschauffører.
Også her har det tilsyneladende ikke været tilstrækkeligt, at jeg skulle svare på spørgsmålet en enkelt gang.
Med hensyn til holddriftsaftaler vil jeg derfor med udgangspunkt i industriens holddriftsaftale gerne gentage
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser herom i overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op til 15 timer ugentligt kan dog opretholdes.
Industriens holddriftsaftale bygger øjensynligt på en forudsætning om, at de henholdsvis 37 timer på første skift og 34 timer på andet og tredje skift udgør den faste ugentlige arbejdstid.
Hvis holddriftsaftalen skal forstås således, at der ikke er adgang til at arbejde under henholdsvis 37 og 34 timer, sikrer lovforslaget en ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere arbejdstid dog ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan holddriftsaftalen videreføres. De tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til bestemmelserne i holddriftsaftalen, kan enten ske via den individuelle aftale om deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Så var der spørgsmålet om forskellige aftaler om variabel arbejdstid. Det gælder lokalaftalen mellem KAD og Axel Åkerman, mellem KAD og Riegens, lokalaftalen fra Micro Matic, fra Dantherm HMS og fra Bang og Olufsen. Lad mig gentage fra svarene
Lovforslaget er ikke til hinder for en aftale om variabel ugentlig arbejdstid.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser herom i overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op til 15 timer ugentligt kan dog opretholdes.
Aftalerne om variabel arbejdstid bygger øjensynligt på en forudsætning om, at den ansatte alene kan være fuldtidsansat.
Hvis aftalerne skal forstås således, at der ikke er adgang til at arbejde på deltid, sikrer lovforslaget en ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere arbejdstid dog ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan aftalerne videreføres. De tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til bestemmelserne i aftalerne, kan enten ske via den individuelle aftale om deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Det giver sig selv, at lovforslaget har betydning på visse overenskomstområder og for visse overenskomstbestemmelser. Nemlig de områder og bestemmelser, hvor der er hindringer eller begrænsninger for, at lønmodtageren og arbejdsgiveren under ansættelsen kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid.
Det gælder også for søfarende, for langturschauffører og for arbejdere på boreplatforme, hvilket jeg jo også er blevet spurgt om. Ja, hvis for eksempel en arbejder på en boreplatform godt vil på deltid, og arbejdsgiveren også kan leve med det, så skal de da have lov til at aftale det. At den aftale så i øvrigt skal leve op til deltidslovens bestemmelser om, at en deltidsansat ikke må behandles mindre gunstigt end en fuldtidsansat, giver sig selv. Hvis hele den øgede fritid skulle afvikles på boreplatformen vil det efter min mening være et vilkår, der ikke er i overensstemmelse med princippet om ikke-diskrimination i deltidsloven, men deltidsansættelsen kan jo også bestå i, at lønmodtageren får mere fritid i land.
I det lovforslag, som jeg fremsatte i februar, skulle der være ret til at aftale deltid også i ansættelsessituationen, uanset overenskomstens bestemmelser herom.
Debatten har vist, at der har været en udbredt frygt for rækkevidden af konsekvenserne af lovforslaget. Man har frygtet, at lovforslaget ville medføre, at virksomhedernes generelle ansættelsespolitik ville blive grundlæggende ændret. Det ville i givet fald have været en utilsigtet virkning af lovforslaget.
Jeg kan godt følge argumentet om, at det kan være så som så med lønmodtagerens frivillige valg af deltid, hvis arbejdsgiveren kun opslår deltidsstillinger. Formålet med lovforslaget har hele tiden været at sikre, at den enkelte lønmodtager får mulighed for at arbejde på deltid efter aftale med sin arbejdsgiver. Dette formål er fuldt tilgodeset med det nu fremsatte ændringsforslag.
Det følger af ændringsforslaget, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kun indgå en aftale om deltid under ansættelsen.
Det er altså sikret, at en arbejdsgiver ikke i strid med overenskomsten kan opslå stillinger på deltid. Arbejdsgiveren kan heller ikke lave en aftale om deltid med lønmodtageren til ansættelsessamtalen. Heller ikke selv om lønmodtageren selv beder om deltid.
Lovforslaget giver altså kun mulighed for den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver til under ansættelsen at aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid. Det får lønmodtageren og arbejdsgiveren mulighed for, selvom der er forskellige hindringer eller begrænsninger i overenskomsten, som fx at allerede fuldtidsansatte ikke kan blive deltidsansatte, at besættelse af en deltidsstilling ikke må betyde, at antallet af fuldtidsstillinger falder, eller at maksimalt 25 procent af de ansatte må arbejde på deltid.
Muligheden for at fravige overenskomstens bestemmelser gælder kun i forhold til den konkrete lønmodtager, der indgår aftalen med arbejdsgiveren. Hvis lønmodtageren selv siger op, eller lønmodtageren bliver sagt op, kan arbejdsgiveren ikke tilbyde deltidsstillingen til en anden. Aftalen om deltid kan altså ikke videreføres i forhold til en ny lønmodtager, og arbejdsgiveren kan derfor ikke opslå stillingen som en deltidsstilling, hvis overenskomsten er til hinder herfor.
Muligheden for at tage initiativ til at aftale deltid under ansættelsen gælder fortsat både for lønmodtageren og arbejdsgiveren. Og som ordet »aftale« mere end antyder, skal lønmodtageren og arbejdsgiveren altså fortsat være enige om, at lønmodtageren arbejder på deltid.
Det betyder også, at der skal være tale om et reelt valg mellem at sige ja og nej. Derfor skal en arbejdsgiver ikke i forbindelse med en ordrenedgangssituation spørge sine lønmodtagere, om de vil gå på deltid, men for eksempel holde sig til overenskomstens bestemmelser om arbejdsfordelingsordninger eller lignende.
I det fremsatte lovforslag foreslog jeg, at den ligefremme bevisbyrde skulle gælde, hvis en lønmodtager blev afskediget. Det er ikke i sig selv så underligt, for det er jo den bevisbyrde, der er den gængse i dansk ret også i dansk arbejdsret og i øvrigt også i den gældende deltidslov.
Men også på dette punkt har der været meget stor bekymring for, om lønmodtagerne var tilstrækkeligt beskyttede. Den bekymring er der blevet lyttet til. Derfor fremgår det nu af ændringsforslaget, at den delte bevisbyrde skal gælde, hvis lønmodtageren mener at være blevet afskediget efter at have afslået eller anmodet om at arbejde på deltid.
Formålet med forslaget er at gøre det lettere for lønmodtageren at løfte sin bevisbyrde. Der sker altså en forskydning af bevisbyrden til lønmodtagerens fordel på samme måde som den delte bevisbyrde blev indført i kønsligestillingssager for et år siden. Lønmodtageren vil skulle påvise de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at lønmodtageren er blevet afskediget, fordi lønmodtageren har afslået eller anmodet om at arbejde på deltid. Derefter skal arbejdsgiveren bevise, at afskedigelsen ikke skyldtes lønmodtagerens afslag på eller anmodning om deltid. Det vil så være domstolene, der bedømmer, hvornår lønmodtageren har løftet sin del af bevisbyrden, så bevisbyrden går over på arbejdsgiveren.
Det fremsatte lovforslag var tænkt til at skulle træde i kraft 31. marts 2002. Det kunne det i sagens natur ikke. Derfor er det foreslået, at lovforslaget i stedet træder i kraft den 1. juli 2002. På overenskomstområder, hvor der er hindringer eller begrænsninger i adgangen til at aftale deltid under ansættelsen, får loven fortsat først virkning fra det tidspunkt, til hvilket den pågældende overenskomst kan opsiges til ophør.
Samrådsspørgsmål B
Hvorledes skal arbejdsmarkedets parter implementere regeringens lovforslag for at undgå, at loven kommer til at gælde for deres overenskomstområde?
Talepapir
Først vil jeg gerne sige, at princippet om en fravigelse af loven til fordel for tilsvarende regler i en overenskomst, ville være det samme, når vi taler om deltidsregler, som hvis vi har fat i en af de andre love, der har subsidiær virkning.
Princippet om subsidiaritet kender vi fra en del af de ansættelsesretlige love.
Det gælder blandt andet en del af de love, der gennemfører EU-direktiver. For eksempel fremgår det af ansættelsesbevisloven, at hvis der i en overenskomst er den samme pligt som i direktivet til, at arbejdsgiveren skal give lønmodtageren oplysninger om vilkårene for ansættelsesforholdet, så finder loven ikke anvendelse.
Princippet kendes ligeledes fra ligebehandlings- og ligelønslovene. Her finder lovene ikke anvendelse, hvis de til lovene svarende pligter til ligebehandling og ligeløn følger af en kollektiv overenskomst.
Også andre love, der ikke er en følge af EU-direktiver, har bestemmelser om subsidiaritet. Hvis en overenskomst giver den samme beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering eller national, social eller etnisk oprindelse, som forskelsbehandlingsloven, er det overenskomsten, der finder anvendelse og ikke loven.
Også ferieloven indeholder bestemmelser om subsidiaritet. En række bestemmelser i ferieloven kan fraviges ved kollektiv overenskomst, hvis aftaleparten på lønmodtagersiden mindst er en lokal fagforening. På ferielovens område er der ved kollektiv overenskomst endda mulighed for at aftale andre ferieregler end, dem der følger af loven.
Når der i lovgivningen gives mulighed for subsidiaritet, stilles der ikke krav til ordvalget, eller hvordan arbejdsmarkedets parter vælger at gennemføre nogle bestemte regler. Men det er klart, at hvis en person ikke kan opnå en ret i henhold til overenskomsten, som den samme person ville kunne opnå ved at anvende loven, lever overenskomsten ikke op til loven.
Loven vil da skulle gælde forud for overenskomsten på de punkter, hvor overenskomsten ikke giver de samme rettigheder. Det følger af, at den subsidiære lovgivning gælder i det omfang en tilsvarende ret ikke kan opnås i henhold til overenskomsten.
Formålet med dette lovforslag er jo beskrevet nogle gange før, nemlig retten til at aftale deltid mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren.
Det betyder konkret, at fx følgende overenskomstbestemmelser skal ændres eller ophøre
1. Alle overenskomstbestemmelser om forbud mod deltid.
2. Alle overenskomstbestemmelser om forbud mod en mindstearbejdstid mellem 16 og 37 timer.
3. Alle overenskomstbestemmelser om, at antallet af fuldtidsstillinger ikke må reduceres ved deltid.
4. Alle krav om, at man kun kan arbejde på deltid, hvis man har en vis alder, eller hvis man har nedsat arbejdsevne.
5. Alle overenskomstbestemmelser om, at der kun må være deltid i en bestemt andel af fuldtidsstillingerne under ansættelsen.
6. Bestemmelser om, at tillidsrepræsentanten skal godkende oprettelse af deltidsstillinger, eller at det skal forhandles med tillidsrepræsentanten inden der oprettes deltidsstillinger.
I sidste samråd og under 2. behandlingen var jeg inde på, hvor mange bestemmelser, der kan opretholdes, så det vil jeg ikke gentage, medmindre nogen ønsker det.
Bilag 3
Nogle af udvalgets spørgsmål til beskæftigelsesministerens spørgsmål og dennes svar herpå
Spørgsmålene og beskæftigelsesministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten.
Spørgsmål 22
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 15. marts 2002 fra Vald. Birns Jernstøberi og Danspin A/S Holstebro, jf. L 104 bilag 29.
Svar
Tillidsmænd fra Vald. Birns Jernstøberi og Danspin A/S Holstebro har bedt om foretræde for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg og har i den forbindelse stillet nogle spørgsmål, som giver mig anledning til følgende kommentarer
Lovforslaget betyder alene, at den enkelte lønmodtager og arbejdsgiver altid har ret til at indgå en aftale om deltid, jf. også min besvarelse af spørgsmål nr. 7. Dette gælder uanset, hvor mange der allerede måtte være ansat på deltid.
Hvis lønmodtageren ikke ønsker at indgå en sådan aftale, falder situationen udenfor lovens anvendelsesområde. Det vil sige, at så finder overenskomstens bestemmelser om deltid anvendelse. Hvis overenskomsten ikke giver adgang til deltid, vil arbejdsgiveren heller ikke i strid med overenskomsten ensidigt kunne beslutte, at én eller alle de ansatte sættes ned i tid. Hvis overenskomsten giver begrænset adgang til deltid, vil arbejdsgiveren skulle følge overenskomstens regler med hensyn til deltid og vil ikke i strid med overenskomsten ensidigt kunne beslutte, at én eller alle de ansatte sættes ned i tid. Hvis overenskomsten giver fri adgang til deltid, vil arbejdsgiveren ensidigt kunne ændre arbejdstiden for de ansatte med det efter loven eller overenskomsten gældende varsel, jf. også min besvarelse af spørgsmål nr. 9.
Spørgsmål 23
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 15. marts 2002 fra Vald. Birns Jernstøberi, F.E. Støberiet, Kaj Bech A/S og Måbjerg Værket, jf. L 104 bilag 31.
Svar
Tillidsmænd fra Vald. Birns Jernstøberi, F.E. Støberiet, Kaj Bech A/S og Måbjerg Værket, Holstebro har bedt om foretræde for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg og har i den forbindelse stillet nogle spørgsmål om lovforslagets konsekvenser for tillids- og sikkerhedsrepræsentanter, som giver mig anledning til følgende kommentarer
Lovforslaget medfører, at en tillids- eller sikkerhedsrepræsentant ligesom andre lønmodtagere altid har ret til at indgå en aftale om deltid. Tillids- eller sikkerhedsrepræsentanter kan altså gå på deltid, hvis de bliver enige med arbejdsgiveren om det. Det er den eneste konsekvens, som lovforslaget har for tillids- eller sikkerhedsrepræsentanter.
Spørgsmål 51
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at overenskomstfastsatte lønbestemmelser ikke skal anses som hindringer for deltidsarbejde, ministeren bedes redegøre for udstrækningen af dette udsagn.
Svar
Det kan helt generelt fastslås, at overenskomstfastsatte lønbestemmelser ikke kan anses for at udgøre direkte eller indirekte hindringer eller begrænsninger i adgangen til at aftale deltid.
Overenskomstfastsatte lønbestemmelser skal dog være i overensstemmelse med deltidsloven i øvrigt. Det vil sige, at hvis den deltidsansattes løn også forholdsmæssigt er lavere end den sammenlignelige fuldtidsansattes, kan dette være i strid med deltidslovens og direktivets ikke-diskriminationsprincip, hvorefter deltidsansatte ikke må behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold.
Spørgsmål 61
Kan ministeren af- eller bekræfte, at det vil være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der skal udbetales tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter af døgnet?
Svar
Det kan ikke bekræftes, at det vil være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der skal udbetales tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter af døgnet, da dette spørgsmål intet har at gøre med muligheden for at arbejde mindre end fuld tid.
Spørgsmål 68
Hvilke formkrav forestiller ministeren sig, at der skal gælde ved aftaler om deltid mellem lønmodtager og arbejdsgiver, og i hvilket omfang er disse i forvejen reguleret af lovgivning?
Svar
I princippet gælder der ingen særlige formkrav til aftaler om deltid mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren. Den aftalte ugentlige arbejdstid skal fremgå af ansættelsesbeviset, jf. Lov om arbejdsgiverens pligt til at oplyse lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, § 2, stk. 2, nr. 9.
Spørgsmål 95
Kan ministeren bekræfte, at holddriftaftalen i overenskomsten mellem Dansk Industri og CO Industri ikke er i overensstemmelse med lovforslaget, da den ikke åbner mulighed for at afvige fra en fast ugentlig arbejdstid på 37 timer på første skift og 34 timer på andet og tredje skift?
Svar
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser herom i overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op til 15 timer ugentligt kan dog opretholdes.
Holddriftsaftalen bygger øjensynligt på en forudsætning om, at de henholdsvis 37 timer og 34 timer udgør den faste ugentlige arbejdstid.
Hvis holddriftsaftalen skal forstås således, at der ikke er adgang til at arbejde under henholdsvis 37 og 34 timer, sikrer lovforslaget en ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere arbejdstid dog ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan holddriftsaftalen videreføres. De tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til bestemmelserne i holddriftsaftalen, kan enten ske via den individuelle aftale om deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Spørgsmål 96
Kan ministeren bekræfte, at industrioverenskomstens bestemmelser om weekendarbejde ikke er i overensstemmelse med lovforslaget?
Svar
Så vidt jeg er bekendt følger det af industrioverenskomstens bestemmelser om weekend-arbejde, at weekend-arbejdere er ansat til at arbejde 24 timer pr. weekend.
Lovforslaget sikrer, at en lønmodtager, der ønsker at arbejde på deltid, har mulighed for dette, hvis arbejdsgiveren er enig, uanset modstridende bestemmelser herom i overenskomster. Ugentlige timegrænser på op til 15 timer kan dog opretholdes.
Aftalen om weekendarbejde bygger øjensynligt på en forudsætning om, at den faste ugentlige arbejdstid er på 24 timer.
Hvis industrioverenskomstens bestemmelse skal forstås således, at alle weekend-arbejdere har den samme arbejdstid og ikke kan gå under dette timekrav, sikrer lovforslaget en ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere arbejdstid. Alene timegrænser på op til 15 timer ugentligt kan opretholdes.
I øvrigt kan aftalen videreføres. De tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til bestemmelserne i aftalen, kan enten ske via den individuelle aftale om deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Spørgsmål 116
Der er i lokalaftale mellem KAD og Axel Åkerman, jfr. L 104 bilag 92, aftalt variabel ugentlig arbejdstid. Efter lovforslaget er alle direkte og indirekte hindringer for, at der kan laves individuelle aftaler mellem den enkelte medarbejder og arbejdsgiveren, er ugyldige. Ministeren bedes oplyse, om aftalen fortsat vil gælde efter en vedtagelse af lovforslaget og oplyse, om der er bestemmelser i aftalen, som vil være ugyldige.
Svar
Lovforslaget er ikke til hinder for en aftale om variabel ugentlig arbejdstid.
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, uanset eventuelle modstående bestemmelser herom i overenskomster. Overenskomstfastsatte timegrænser på op til 15 timer ugentligt kan dog opretholdes.
Aftalen bygger øjensynligt på en forudsætning om, at den ansatte alene kan være fuldtidsansat.
Hvis aftalen skal forstås således, at der ikke er adgang til at arbejde på deltid, sikrer lovforslaget en ret til, at lønmodtageren og arbejdsgiveren kan aftale en lavere arbejdstid dog ikke under 15 timer ugentligt.
I øvrigt kan aftalen videreføres. De tilpasninger som en aftale om deltid måtte kræve i forhold til bestemmelserne i aftalen, kan enten ske via den individuelle aftale om deltid, eller parterne kan aftale nye bestemmelser, der tager højde for lovens krav til at kunne aftale deltid.
Spørgsmål 123
I nogle aftaler er det forudsat, at der ikke kan indgås individuelle aftaler om deltid, hvis der samtidig forekommer overarbejde på området. Vil en vedtagelse af lovforslaget gøre sådanne aftaler ugyldige?
Svar
Lovforslaget sikrer, at en lønmodtager og en arbejdsgiver har ret til at aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid, og at direkte eller indirekte hindringer eller begrænsninger i denne ret, fx i medfør af kollektiv overenskomst, sædvane eller praksis, er ugyldige. På den baggrund ses den ovenfor nævnte aftale at være ugyldig.
Spørgsmål 124
Medfører lovforslaget, at aftaler, der giver bestemte lønmodtagergrupper fortrinsret til deltid, f.eks. som et led i senioraftaler, er ugyldige?
Svar
Lovforslaget sikrer, at alle lønmodtagere har ret til at aftale med deres arbejdsgiver, at de fremover arbejder på deltid. At specielle lønmodtagergrupper gennem aftaler er sikret en særlig ret til at gå på deltid ses ikke at være en hindring eller begrænsning i adgangen til at aftale deltid.
Spørgsmål 138
Vil Frisørfagets overenskomst være ugyldig, såfremt lovforslaget vedtages, når den deltidsansatte med 4 ugers varsel har ret til at vende tilbage til arbejde på fuld tid, jf. § 2, stk. 6? Der henvises til L 104 bilag 94.
Svar
Lovforslagets formål er at sikre, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid. At den deltidsansatte har ret til at vende tilbage til at arbejde på fuld tid kan ikke anses for at være en hindring herfor, jf. også besvarelsen af spørgsmål 18, ad 7.
Spørgsmål 140
Vil Frisørfagets overenskomst være ugyldig, når det i § 13, stk. 3 sikres, at deltidsansatte, der ikke tilbydes fuldtidsarbejde, ikke behøver at give noget opsigelsesvarsel? Der henvises til L 104 bilag 94.
Svar
Lovforslagets formål er at sikre, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid. At den deltidsansatte ikke behøver at give noget opsigelsesvarsel, hvis der ikke kan tilbydes fuldtidsarbejde kan ikke anses for at være en hindring herfor.
Spørgsmål 158
Ministeren bedes give en udtømmende beskrivelse af, på hvilke områder deltidsbegrebet (»arbejde på deltid«) i lovforslagets § 4 a adskiller sig fra deltidsbegrebet i direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde.
Svar
Der er ikke forskel på forståelsen af henholdsvis at arbejde på deltid og være deltidsansat. I direktivet er en deltidsansat defineret som »en ansat, hvis normale arbejdstid beregnet på en ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode på op til et år er lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig fuldtidsansat«, og at arbejde på deltid vil derfor sige, at den normale arbejdstid beregnet på en ugentlig basis eller i gennemsnit over en ansættelsesperiode på op til et år er lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig fuldtidsansat.
Spørgsmål 180
Ministeren anfører i svaret på spørgsmål 12, jf. L 104 bilag 24, at lovforslaget ikke er i strid med ratificerede ILO-konventioner. Ministeren bedes redegøre for baggrunden for, at regeringen har undladt at besvare henvendelsen fra ILO således, at ILO kunne have vurderet lovforslaget inden sommerferien. I forlængelse heraf bedes ministeren oplyse, om han vil afvente ILO’s behandling af sagen.
Svar
LO, FTF og AC rettede den 27. marts 2002 henvendelse til ILO med henblik på at få ILO’s forhåndstilkendegivelse af forholdet mellem L 104 og ILO-konventionerne nr. 87 og 98.
Af brev af 5. marts 2002 fremgår det, at ILO har valgt at betragte sagen som en formel klagesag, der vil blive behandlet efter de gældende regler i Fagforeningsfrihedskomitéen.
Den 12. marts 2002 gjorde LO ILO opmærksom på, at man fortsat ønskede en forhåndstilkendegivelse fra ILO.
På sit møde i marts udsatte Fagforeningsfrihedskomitéen sin behandling af sagen på modtagelsen af regeringens svar, hvilket er meddelt den 11. april 2002.
På denne baggrund må det konkluderes, at LO’s ønske om en forhåndstilkendegivelse fra ILO ikke vil blive imødekommet. Sagen bliver herefter betragtet som en almindelig klagesag, og ministeriet har meddelt ILO, at sagen fortsat behandles i Folketinget, og at ministeriet vil vende tilbage med sine bemærkninger, når lovforslaget er blevet vedtaget.
Spørgsmål 181
Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at lovforslaget ikke giver problemer i relation til EU-retten, hvilket imidlertid blev imødegået af professorerne Ruth Nielsen og Jens Kristiansen på ekspertmødet den 3. april 2002. På den baggrund bedes ministeren rette henvendelse til EU-Kommissionen med henblik på en afklaring af lovforslagets eventuelle problemer i forhold til EU-retten.
Svar
De faldne bemærkninger på høringen i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg giver mig ikke anledning til at rette en sådan henvendelse til EU-Kommissionen.
Spørgsmål 199
Kan forbuddet mod flere jobs i CO-overenskomsten opretholdes efter vedtagelsen af denne lov?
Svar
Industriens overenskomst forudsætter bl.a., at der ikke kan træffes aftale om deltidsbeskæftigelse, hvis lønmodtageren i forvejen er beskæftiget på fuld tid i en anden virksomhed. Et sådant forbud mod flere jobs ses ikke at være i strid med lovforslagets formål, der er at sikre, at lønmodtageren og arbejdsgiveren har ret til at aftale, at lønmodtageren arbejder på deltid.
Spørgsmål 222
Der ønskes en juridisk vurdering af den del af bemærkningerne i betænkningen over lovforslaget fra V, DF og KF, hvoraf det fremgår, at arbejdsgiveren ikke kan bruge lovforslaget som det tredje element til at regulere arbejdstiden ved ordrenedgang.
Svar
Jeg går ud fra, at henvisningen vedrører det afsnit i betænkningen, der har følgende ordlyd: »Ved ordrenedgang henvises arbejdsgiveren til gældende regler for afskedigelse eller arbejdsfordeling. I det hele taget understreger V, DF og KF, at alle hidtil gældende regler om beskyttelse mod afskedigelse naturligvis opretholdes, herunder f.eks. beskyttelsen af tillidsmænd. «
Det er vigtigt, at der er et reelt frit valg mellem at sige ja eller nej til deltid. Derfor skal en arbejdsgiver ikke spørge sine medarbejdere, om de vil på deltid i en situation med svigtende ordretilgang. I stedet kan han bruge overenskomstens bestemmelser om arbejdsfordeling eller tilsvarende ordninger.
I forbindelse med ordrenedgang på en virksomhed ser jeg heller ikke nogen grund til, at en arbejdsgiver skulle foretrække at spørge de ansatte om de vil gå på deltid. Hvis arbejdsgiveren i den situation har valget mellem at indgå en arbejdsfordelingsaftale eller at indgå en række individuelle aftaler om deltid, hvad skulle da være arbejdsgiverens incitament til at vælge den løsning, der fjerner retten til supplerende dagpenge fra de berørte medarbejdere, frem for at der blev indgået aftaler om arbejdsfordeling?
Formålet med arbejdsfordelingsaftaler er at undgå afskedigelser. Reglerne om supplerende dagpenge er rimeligt fleksible på dette punkt. Man kan aftale arbejdsfordeling i midlertidige perioder, og alle medarbejdere i en afdeling, en produktionsenhed eller på en hel virksomhed, der har ret til dagpenge, kan oppebære supplerende dagpenge i arbejdsfordelingsperioden. Hvis perioden strækker sig ud over 13 uger, skal det godkendes af det regionale arbejdsmarkedsråd. Hvor længe en arbejdsfordelingsordning længst kan løbe er bl.a. fastsat i de enkelte overenskomster.
Spørgsmål 224
I forlængelse af ministerens talepapir til samrådet i Arbejdsmarkedsudvalget den 15. maj 2002 bedes ministeren komme med en så udtømmende liste, som det er muligt over, hvilke overenskomstbestemmelser vedrørende arbejdstid og aflønning i den forbindelse, som loven ikke sætter ud af kraft.
Svar
Da jeg ikke er i besiddelse af alle overenskomster og aftaler, der er indgået, kan jeg ikke give en udtømmende beskrivelse af de bestemmelser, der ikke berøres af lovforslaget.
Men generelt berøres ingen bestemmelser om arbejdets tilrettelæggelse og aflønning, men kun bestemmelser om den ugentlige gennemsnitlige arbejdstid, der hindrer at en arbejdsgiver og en lønmodtager kan aftale at lønmodtageren arbejder på deltid.
Som eksempler på bestemmelser, der ikke berøres, kan jeg nævne nogle af de bestemmelser, jeg har fået forelagt i forbindelse med spørgsmålene fra Arbejdsmarkedsudvalget
Det kan helt generelt fastslås, at overenskomstfastsatte lønbestemmelser ikke kan anses for at udgøre direkte eller indirekte hindringer eller begrænsninger i adgangen til at aftale deltid.
En overenskomstregel om, at den deltidsansatte er sikret en daglig arbejdstid på minimum 4 timer pr. dag, er ikke i strid med forslaget til § 4 a, stk. 1.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at den fastansatte på deltid lige som fuldtidsansatte har krav på at kende sin arbejdstids begyndelse og afslutning på en vagtplan, der minimum omfatter 4 uger.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at den daglige arbejdstid ikke kan deles i flere perioder med hjemsendelse uden løn.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at den deltidsansatte ligesom fuldtidsansatte har krav på to fridage pr. uge samt minimum 5 friweekender pr. kvartal, og at arbejdsgiveren skal betale lønkompensation, hvis dette ikke overholdes.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at deltidsansatte skal have overtidstillæg for timer ud over det aftalte garanterede timetal, der er angivet på ansættelsesbeviset, og fordelt på en vagtplan.
Lovforslaget er ikke til hinder for en overenskomstbestemmelse om, at fastansatte på deltid eller fuldtid i tidsbegrænsede stillinger skal være ansat på en kontrakt med minimum 22 dages arbejde, og at overenskomstens bestemmelser om fleksibel deltidsansættelse anvendes, hvis der er tale om færre dage.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at arbejdstiden skal placeres indenfor tidsrummet kl. 8.00 til 16.00 på ugens første hverdage. Bestemmelsen om arbejdstidens længde er noget andet end bestemmelsen om arbejdstidens placering.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at den daglige arbejdstid mindst skal udgøre 6 timer og højest 8 timer pr. vagt, da bestemmelsen vel ikke samtidig skal forstås således, at man skal være på arbejde hver dag. Selve tilrettelæggelsen og fordelingen af de arbejdstimer, der aftales, er ikke omfattet af lovforslaget.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at arbejdet tilrettelægges med mindst 3 timer og indtil 8 timer pr. vagt.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at en medarbejder maksimalt 52 gange årligt kan pålægges at arbejde indenfor tidsrummet kl. 16.00 til 18.00, da bestemmelsen er en maksimumstimeregel, hvor man må gå ud fra, at det er i overensstemmelse med den kollektive overenskomst at arbejde mindre end et angivet maksimum.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der skal udbetales tillæg for arbejde på bestemte tidspunkter af døgnet, da dette spørgsmål intet har at gøre med muligheden for at arbejde mindre end fuld tid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at der kan foretages timelønsansættelse som supplement til fastansat personale, men at timelønsansættelser maksimalt må udgøre 10 pct. af den samlede arbejdstid i den enkelte butik, og når det i øvrigt forudsættes, at det faste personale kan aftale deltid med arbejdsgiveren, da det i spørgsmålet forudsættes, at der er adgang til deltid for det faste personale.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at medarbejdere på deltid ved ekstra natkurser, seminarer, konferencer og lignende er forpligtet til op til 9 timers arbejde inklusiv rejsetid uden særskilt honorering, selvom pågældendes dagsnorm overskrides den pågældende dag, da dette spørgsmål ikke har noget at gøre med, hvor mange timer den enkelte lønmodtager kan aftale med sin arbejdsgiver om den faste ugentlige arbejdstid.
Det vil ikke være en direkte eller indirekte hindring eller begrænsning i retten for en lønmodtager og en arbejdsgiver at aftale deltid, såfremt en kollektiv aftale indeholder bestemmelser om, at bestemte personalegrupper automatisk overgår til uden højeste arbejdstid med en ugentlig arbejdstid på principielt 37 timer, når den faste løn overstiger 300.000 kr. pr. år, da dette spørgsmål vedrører fastsættelsen af et ansættelsesvilkår for ansatte, der har indgået en aftale om fuld tid. Det har efter min vurdering intet at gøre med de lønmodtagere, der har indgået, eller vil indgå en aftale om en lavere arbejdstid.
Spørgsmål 229
Ministeren bedes kommentere, om loven kan bruges til indgåelse af aftaler om deltid mellem elever i praktik og praktikvirksomheden, ud over de i lov om erhvervsuddannelser § 58 nævnte grunde. Kan der således frit aftales deltid for elever i praktik?
Svar
Undervisningsministeriet oplyser, at retten til under ansættelsen at aftale deltid også vil finde anvendelse inden for erhvervsuddannelserne, jf. § 56 i erhvervsuddannelsesloven, hvorefter de bestemmelser, der ved kollektive overenskomster eller i lovgivningen er fastsat om arbejdstagers ansættelses- og arbejdsvilkår også gælder for elever med uddannelsesaftale, i det omfang det er foreneligt med uddannelsen.
Deltidspraktik anses iht. erhvervsuddannelseslovens § 58 og den hertil knyttede praksis for at være forenelig med uddannelsen efter loven. Det er dog forudsat, at skoledelen af uddannelsen gennemføres på fuld tid.
Hvis en elev har nedsat arbejdstid, kan eleven og virksomheden indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden med et bestemt tidsrum. Medfører en sådan aftale, at uddannelsestiden forlænges med mere end differencen mellem fuld arbejdstid og den aftalte arbejdstid i praktiktiden, er aftalen kun gyldig, hvis det faglige udvalg for uddannelsen godkender den. Der henvises til § 58, stk. 1 og stk. 2, i erhvervsuddannelsesloven.
Spørgsmål 230
Ministeren bedes yde teknisk bistand til ændringsforslag, der indebærer, at en lønmodtager, der under ansættelsen ønsker at få reduceret sin arbejdstid af helbredsmæssige, sociale eller andre vægtige velfærdsgrunde, får ret til deltid, medmindre arbejdsgiveren kan godtgøre, at det vil medføre særlige ulemper for virksomheden. Såfremt der er uenighed mellem arbejdsgiver og lønmodtageren, om der er særlige ulemper for virksomheden, behandles sagen fagretligt, og bevisbyrden skal ligge hos arbejdsgiveren. Nærmere retningslinjer for udmøntningen af denne ret skal aftales mellem overenskomstparterne.
Svar
Ændringsforslaget kan lyde således
»§ X. En lønmodtager, der under ansættelsen ønsker at få reduceret sin arbejdstid af helbredsmæssige, sociale eller andre vægtige velfærdsgrunde, har ret hertil, medmindre arbejdsgiveren kan godtgøre, at det vil medføre særlige ulemper for virksomheden.
Stk. 2. For lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst afgøres sager efter stk. 1 ad fagretlig vej.
Stk. 3. Ved kollektiv overenskomst kan det nærmere fastsættes, hvad der skal forstås ved »velfærdsgrunde« i stk. 1. «
Bemærkning: Formuleringen »-- medmindre arbejdsgiveren kan godtgøre --« er den sædvanlige måde at angive omvendt bevisbyrde.
Forslaget adskiller sig i øvrigt grundlæggende fra regeringens forslag. Dels er der tale om en ensidig ret for lønmodtageren og altså ikke om en adgang til at aftale deltid, hvis det passer begge parter, dels er det kun de grunde, som en domstol vil acceptere som velfærdsgrunde, der udløser retten. Hvis lønmodtageren har andre, private grunde til at ønske deltid, evt. grunde som han eller hun ikke ønsker at indvi andre i, kan retten ikke udnytte. Forslaget er øjensynlig bygget over den såkaldt norske model, som jeg tidligere har tilkendegivet ikke er acceptabel for regeringen.
Spørgsmål 231
Ministeren bedes uddybe udsagnet fra 2. behandling om søfarende, langturschauffører og arbejdere på olieplatforme
»Hvis hele den øgede frihed skulle afvikles på boreplatformen, vil det efter min mening være et vilkår, der ikke er i overensstemmelse med princippet om ikkediskrimination i deltidsloven. Men deltidsansættelsen kan jo også bestå i, at lønmodtageren får mere fritid i land.«
Svar
Deltidsloven og det bagvedliggende EU-direktiv går kort fortalt ud på, at deltidsansatte ikke må behandles mindre gunstigt end sammenlignelige fuldtidsansatte. Hvis en arbejdsgiver derfor i forbindelse med indgåelse af en deltidsaftale krævede, at den øgede fritid blev tilbragt ombord, ville det efter min opfattelse stille den deltidsansatte mindre gunstigt end den fuldtidsansatte. Diskussionen er i øvrigt temmelig abstrakt, fordi lønmodtageren jo blot kan afslå at indgå en sådan aftale. I øvrigt henvises til svaret på spørgsmål 221.
Spørgsmål 233
Ministeren bedes oplyse, hvor lang tid der skal gå efter en ansættelse, før en arbejdsgiver kan rejse spørgsmål om deltid. Kan spørgsmål herom f.eks. rejses
a) på første arbejdsdag
b) i prøvetiden.
I relation hertil bedes ministeren redegøre for, hvorledes omgåelse af lovbaserede krav kan udgøre »en omgåelse af overenskomsten «, sådan som ministeren gav udtryk for under 2. behandling.
Svar
Jeg kan henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. 228 og derudover tilføje, at hvis en arbejdsgiver dagen efter ansættelsen tilbyder et deltidsjob, vil der efter al sandsynlighed være tale om en omgåelse af overenskomsten og dermed et brud på denne. Det vil der helt åbenbart være tale om, hvis der er en hemmelig aftale mellem de to om at handle på denne måde, men selvom det ikke er tilfældet, kan arbejdsgiveren selvfølgelig ikke handle på denne måde i den hensigt at omgå overenskomsten.
Dette kan også være tilfældet, hvis der går længere tid. Men andre forhold vil også spille ind i en konkret afgørelse af, om der er tale om en omgåelse af overenskomstens regler om begrænsning eller forbud mod deltid. Hvis f.eks. en ansættelse er aftalt til at vare 2 måneder, kan arbejdsgiveren efter min vurdering ikke komme med forslag om deltid uden at komme i strid med overenskomsten. I den situation må man kunne stille krav om, at arbejdsgiveren kan vurdere arbejdskraftbehovet og tilrettelæggelsen af arbejdet i hvert fald de 2 måneder frem. Omvendt hvis ansættelsen er varig, og arbejdspladsen efter fx 2 måneder ændrer måden at tilrettelægge arbejdet på. I den situation vil der formentlig ikke være tale om omgåelse af overenskomstens forbud mod deltid, hvis arbejdsgiveren spørger en lønmodtager om denne vil arbejde på deltid.
Spørgsmål 237
I relation til ministerens svar på spørgsmål 182 bedes ministeren forholde sig konkret til de EU-retlige problemer, der blev rejst af 2 juridiske professorer på det åbne ekspertmøde den 3. april 2002.
Svar
Så vidt jeg kan se af udskriften fra høringen, var det alene professor Ruth Nielsen, der bragte egentlige EU-retlige problemstillinger op.
Professor Ruth Nielsen rejste bl.a. spørgsmålet om den ligefremme bevisbyrde i det oprindelige forslag ikke kunne komme i strid med EU-retten på den måde, at nogle sager om afskedigelse pga. et afslag om at gå på deltid samtidige kunne handle om indirekte forskelsbehandling pga. køn, hvor der iflg. EU-retten gælder delt bevisbyrde. Jeg deler ikke disse bekymringer, allerede fordi en sag, der samtidig handler om overtrædelse af ligebehandlingsloven, selvfølgelig ville skulle følge reglerne også i denne lov. Problemet er nu under alle omstændigheder bortfaldet, fordi jeg af helt andre grunde har foreslået indførelse af delt bevisbyrde.
Endvidere rejste professor Ruth Nielsen spørgsmålet om forholdet til reglerne om kollektive afskedigelser, der som bekendt også bygger på EU-regler. Hertil er kun at sige, at hvis en arbejdsgiver af den ene eller den anden grund foretager afskedigelser af et omfang, så de bliver omfattet af disse regler, skal reglerne selvfølgelig følges, herunder reglerne om forhandling med lønmodtagernes repræsentanter. Dette har intet at gøre med lovforslaget, som alene sikrer en lønmodtager og en arbejdsgiver ret til, hvis de begge ønsker det, at indgå aftale om ansættelse på deltid.
Spørgsmål 238
Ministeren bedes i relation til svaret på spørgsmål 142 redegøre for, om organisationernes påtaleret kan opretholdes.
Svar
Den påtaleret, som omtales i spm. 142 vedrører misbrug af en bestemmelse om adgang til at aftale deltid for personer, der er svagelige eller som ønsker delpension.
Jeg går ud fra, at det misbrug, der tænkes på i spørgsmålet vedrører pres eller lignende fra en arbejdsgiver til, at den ansatte går på deltid af andre grunde end svagelighed og delpensionsønsker, dvs. på baggrund af de muligheder, loven åbner.
En arbejdsgiver kan ikke med deltidsloven presse en lønmodtager til deltid. En lønmodtager må sige nej til deltid, hvis vedkommende ikke ønsker at arbejde på deltid. I den situation må organisationen bistå lønmodtageren i tilfælde af afskedigelse eller forflyttelse som følge af afslag på deltid.
Spørgsmål 240
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 21. maj 2002 fra RestaurationsBranchens Forbund, jf. L 104 bilag 199.
Svar
Ad A Er elever omfattet af loven?
Undervisningsministeriet har oplyst, at det er korrekt som antaget af RBF, at en uddannelsesaftale kan hæves af såvel elev som virksomhed under prøvetiden. Prøvetiden er på 3 måneder, som dog forlænges forholdsmæssigt, hvis der er aftalt deltidspraktik, jf. lovens § 60, stk. 3. Skoleophold medregnes ikke i prøvetiden. Det er også korrekt, at der efter erhvervsuddannelsesloven ikke er krav om begrundelse ved ophævelse i prøvetiden. Men ophævelsen kan efter omstændighederne være i strid med anden lovgivning på det ansættelsesretlige område, fx ligebehandlingslovgivningen.
Uden for prøvetiden kan aftalen ikke opsiges af aftaleparterne uden ved gensidig overenskomst. Det indebærere efter Undervisningsministeriets opfattelse, at aftalens parter heller ikke ensidigt kan kræve, at aftalen ændres til en deltidsaftale inden for den aftalte uddannelsestid.
Tvistigheder mellem aftaleparterne, f.eks. sager om misligholdelse eller ophævelse pga. bristede forudsætninger for aftalen, afgøres af Tvistighedsnævnet, som har afløst de tidligere lærlingevoldgiftretter.
Forinden en sag behandles i Tvistighedsnævnet, skal den behandles i det faglige udvalg for uddannelsen, som skal søge at opnå forlig. I det faglige udvalg er både arbejdsgiverorganisationen og arbejdstagerorganisationen på uddannelsesområdet repræsenteret. Behandlingen i det faglige udvalg og Tvistighedsnævnet svarer til fagretlig behandling.
Med hensyn til RBF’s forslag om at undtage elever fra deltidsloven, bemærker Undervisningsministeriet, at en sådan undtagelse ikke vil være uddannelsesmæssigt begrundet, i hvert fald ikke, hvis den hidtidige praksis, hvorefter skoleundervisningen altid er på fuld tid, vil kunne opretholdes.
M.h.t. fortolkningen af »særlige forhold« i erhvervsuddannelseslovens § 58 henvises til bemærkningerne til lovforslaget L 38, FT 1988-89, sp. 1183 ff., hvoraf det fremgår, at der med forslaget åbnes mulighed for, at elev og virksomhed kan aftale nedsat arbejdstid mod tilsvarende forlængelse af uddannelsestiden for elever, som på grund af særlige omstændigheder ikke vil kunne gennemføre uddannelsen på normal tid. Som et par eksempler på sådanne omstændigheder nævnes handicappede og eliteidrætsudøvere. Bestemmelsen har så vidt vides i Undervisningsministeriet ikke været anvendt i større omfang og i de tilfælde, som ministeriet er bekendt med, har den være anvendt for at kunne imødekomme ønsker fra elevernes side f.eks. i forbindelse med pasning af små børn i forlængelse af en barselsorlov.
Hvis deltidsloven vedtages, må et imidlertid antages, at betingelsen i erhvervsuddannelsesloven om, at den nedsatte arbejdstid skal være begrundet i særlige forhold, skal fortolkes så den ikke kommer i modstrid med deltidsloven.
Undervisningsministeriet kan endelig bekræfte, at det pågældende faglige udvalg ikke skal godkende aftalen om forlængelse af uddannelsestiden, hvis parterne er enige og holder sig inden for grænserne for forlængelsen iht. erhvervsuddannelseslovens § 58.
Ad B Ændringsforslaget om at deltidsloven ikke gælder ved nyansættelser
Der henvises til besvarelserne af spørgsmål nr. 228 og 233.
Ad C Frivillige aftaler og karantæneregler
RBF har i henvendelsen af 21. maj 2002 knyttet bemærkninger til mit svar på spørgsmål nr. 154, omkring reglerne i dagpengelovgivningen om selvforskyldt ledighed.
Jeg skal i den forbindelse understrege, at mit svar alene er baseret på allerede gældende regler og praksis på dagpengeområdet. Jeg er således uforstående overfor, at mit svar skulle indebære en nyskabelse.
I øvrigt er der angiveligt grund til at understrege, at mit svar angår dagpengereglerne ifølge arbejdsløshedsforsikringsloven. Svaret vedrører ikke de ansættelsesretlige regler om saglig afskedigelse m.v., hvilket RBF i sin henvendelse synes at lægge op til.
Nærværende lovforslag ses ikke at give grundlag for ændring af reglerne om adgang til dagpenge ved selvforskyldt ledighed.
Ad D Søfart og deltidsloven
Der henvises til besvarelserne af spørgsmål nr. 221 og 231.
Spørgsmål 244
Ministeren bedes besvare de spørgsmål vedrørende særlige ansættelsesformer, som blev rejst under lovforslagets 2. behandling af Grete Schødts.
Svar
De af Grete Schødt under 2. behandlingen nævnte løntilskudsordninger er alle karakteriseret ved, at indhold og betingelser for deltagelse i ordningen er reguleret i lov. Det betyder, at deltagerens rettigheder og pligter nøje er fastlagt og afgrænset i de relevante love.
L 104 omhandler alene forhold, der er dækket i overenskomst. Den lovgivning, der dækker de nævnte ordninger, bliver derfor ikke påvirket af L 104.
Spørgsmål 247
I fortsættelsen af besvarelsen af samrådsspørgsmål B den 28. maj 2002 bedes ministeren redegøre for, hvorledes tvistigheder opstået på baggrund af en individuel aftale om deltid indgået mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager skal behandles i det fagretlige system, og herunder for, hvorledes tillidsrepræsentantens rolle efterfølgende vil være.
Svar
Som det fremgår af lovforslaget, afgøres en tvist om, hvorvidt der er tale om en usaglig afskedigelse efter de fagretlige regler på den pågældende overenskomsts område, medmindre lønmodtageren ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, eller den kollektive overenskomst ikke beskytter lønmodtageren mod usaglig afskedigelse. Dette er tilfældet, uanset om tvisten er opstået på baggrund af ønsket om at indgå en aftale om deltid efter loven eller efter overenskomsten.
Hvis tvisten alene vedrører forståelsen af den individuelle aftale, og der ikke er tale om en afskedigelsessag, kan tvisten behandles i det fagretlige system, hvis retten til at aftale deltid mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren følger af en kollektiv overenskomst. Det er i øvrigt det samme, der gælder i dag, på de dele af det overenskomstdækkede arbejdsmarked, hvor der er fri adgang til at aftale deltid. Tillidsrepræsentantens rolle vil derfor være som den altid har været.
Hvis tvisten alene vedrører forståelsen af den individuelle aftale, og der ikke er tale om en afskedigelsessag, behandles tvisten i det civilretlige system, hvis retten til at aftale deltid mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren alene følger af loven. Det ændrer dog ikke ved, at tillidsrepræsentanten/lønmodtagerorganisationen kan føre sagen for lønmodtageren i det civilretlige system.
Tillægsbetænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 29. maj 2002
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om gennemførelse af deltidsdirektivet
[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget af beskæftigelsesministeren.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 20. februar 2002 og var til 1. behandling den 28. februar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 8. maj 2002. Den 15. maj 2002 afgav udvalget tilføjelse til betænkning. Lovforslaget var til 2. behandling den 16. maj 2002, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 4 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, modtaget en henvendelse fra RestaurationsBranchens Forbund, som beskæftigelsesministeren har kommenteret.
Deputationer
Følgende har mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget
Dansk Sø-Restaurations Forening,
RestaurationsBranchens Forbund,
Roulunds Fabriker/Braking og
Sømændenes Forbund i Danmark.
Samråd
Udvalget har stillet 1 samrådsspørgsmål til beskæftigelsesministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd den 28. maj 2002. Det talepapir, der var udarbejdet til brug for besvarelsen af dette samrådsspørgsmål, og det talepapir, der var udarbejdet til brug for beskæftigelsesministerens besvarelse af samrådsspørgsmål A den 15. maj 2002, er optrykt som bilag 2 til tillægsbetænkningen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 31 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse. Beskæftigelsesministeren har besvaret 27 af disse, og udvalget har anmodet om, at de sidste besvares inden lovforslagets 3. behandling. En række af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag 3 til tillægsbetænkningen.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet stemmer hverken for eller imod det stillede ændringsforslag.
Mindretallet beklager, at beskæftigelsesministeren ikke har ønsket at imødekomme tilbuddet om en fri og fair forhandling på arbejdsmarkedet om deltid i fremtidige overenskomster. Et sådant tilbud lå direkte i forlængelse af mindretallets ønske om, at der gennem det danske aftalesystem blev åbnet mulighed for at gøre deltid til en ret for lønmodtagere, der har sundhedsmæssige, sociale eller andre vægtige velfærdsgrunde til at få reduceret deres arbejdstid, såfremt arbejdstidsreduktionen kan gennemføres uden særlige ulemper for kollegerne.
Mindretallet konstaterer, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke ønsker at respektere eksisterende overenskomster og tilkendegivelserne fra parterne om, at der i forbindelse med fornyelse af overenskomsterne er vilje til at sikre deltid på områder, hvor der i dag ikke eksisterer deltidsbestemmelser. Regeringen og Dansk Folkeparti har heller ikke ønsket at imødekomme en lang række af de indvendinger, der er fremkommet fra arbejdspladserne. Her tænkes bl.a. på lovforslagets indgreb i weekendaftaler, aftaler om holddrift, mobile arbejdspladser og en række andre særlige tilfælde, hvor hensynet til faget eller tilrettelæggelsen af arbejdstiden gør, at deltidsarbejde vil give problemer.
Mindretallet finder, at det bør fremgå, at en lønmodtager har ret til at være ledsaget af en tillidsrepræsentant og at overenskomstbestemmelser, der har til formål at sikre, at tillidsrepræsentanten bliver inddraget i spørgsmål om deltidsaftaler, skal kunne opretholdes.
Mindretallet finder, at svaret på spørgsmål 247 om afgørelse af tvistigheder er for uklart. Mindretallet er af den opfattelse, at uenighed om, hvorvidt overenskomstbestemmelser om deltid opfylder lovens betingelser, skal afgøres i det fagretlige system.
Mindretallet henviser i øvrigt til mindretallets bemærkninger i betænkningen over lovforslaget.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (V, DF, KF og KRF)
Til § 1
1) I den i nr. 2 foreslåede § 4 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. Det står en lønmodtager frit for, om lønmodtageren under forhandlinger med arbejdsgiveren om en eventuel deltidsansættelse ønsker at være ledsaget af en rådgiver.«
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.
[Ledsagelse af rådgiver]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det har under debatten om regeringens forslag været diskuteret meget, om lønmodtageren har mulighed for at inddrage f.eks. sin tillidsrepræsentant i forhandlinger om eventuel deltidsansættelse.
Eftersom lovforslaget går ud på, at der skal indgås en frivillig aftale, og eftersom en aftale forudsætter, at begge parter indgår i forhandlingen herom, er der for regeringen ingen tvivl om, at lønmodtageren kan stille som betingelse for at indgå i sådanne forhandlinger, at lønmodtageren er ledsaget af en rådgiver.
For at udrydde enhver tvivl foreslås det imidlertid, at der i § 4 a, stk. 2, indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at lønmodtageren frit kan vælge, om lønmodtageren ønsker at være ledsaget af en rådgiver under forhandlinger med arbejdsgiveren om en eventuel deltidsansættelse.
Ændringsforslaget betyder, at hvis lønmodtageren ønsker at være ledsaget af en rådgiver under forhandlingerne, har lønmodtageren ret til dette. Hvis lønmodtageren ikke ønsker at være ledsaget af en rådgiver under forhandlingerne, har lønmodtageren også ret til dette.
Charlotte Antonsen (V) Anders Møller (V) Irene Simonsen (V) Jens Vibjerg (V) fmd. Kristian Thulesen Dahl (DF) Bent Bøgsted (DF) Lars Barfoed (KF) Charlotte Dyremose (KF) Ole M. Nielsen (KRF) Anne-Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jan Petersen (S) Mette Frederiksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF) Anders Samuelsen (RV) Søren Søndergaard (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
56
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
1
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne