Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø\n(Ændring af regler om sikkerhedsorganisation, aftalemodel i forhold til mobning, herunder seksuel chikane, ophævelse af gebyrbelagt tilsyn, begrænsning i Arbejdstilsynets adgang til en privat bolig m.v.)

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 149

Bilagsnr.

Titel

1

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens evaluering af et fokuspanels besvarelser vedrørende lovforslaget

2

Høringssvar og høringsnotat, fra beskæftigelsesministeren

3

Henvendelse af 7/3-02 fra SiD Silkeborg

4

Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 7/3-02 fra SiD Silkeborg, til beskæftigelsesministeren

5

Plan for udvalgets videre arbejde med lovforslaget

6

Spm. 2 om formel sikkerhedsorganisation i mindre virksomheder, til beskæftigelsesministeren

7

Spm. 3 om vejledning af små virksomheder, til beskæftigelsesministeren

8

Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 7/3-02 fra SiD Silkeborg, fra beskæftigelsesministeren

9

Henvendelse af 23/4-02 fra HK/Handel

10

Spm. 4 om kommentar til henvendelse af 23/4-02 fra HK/Handel, til beskæftigelsesministeren

11

Svar på spm. 2 om formel sikkerhedsorganisation i mindre virksomheder, fra beskæftigelsesministeren

12

Svar på spm. 3 om vejledning af små virksomheder, fra beskæftigelsesministeren

13

Henvendelse af 30/4-02 fra HK/Handel

14

Spm. 5 om kommentar til henvendelse af 30/4-02 fra HK/Handel, til beskæftigelsesministeren

15

Svar på spm. 4 om kommentar til henvendelse af 23/4-02 fra HK/Handel, fra beskæftigelsesministeren

16

Henvendelse fra HK MedieGrafisk, oplæg til foretræde den 10/4-02

17

Svar på spm. 5 om kommentar til henvendelse af 30/4-02 fra HK/Handel, fra beskæftigelsesministeren

18

Udkast til betænkning

Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 15. maj 2002

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø

(Ændring af regler om sikkerhedsorganisation, aftalemodel i forhold til mobning, herunder seksuel chikane, ophævelse af gebyrbelagt tilsyn, begrænsning i Arbejdstilsynets adgang til en privat bolig m.v.)

[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2002 og var til 1. behandling den 22. marts 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslag har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 17. januar 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 62. Den 28. februar 2002 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget. Den 27. februar 2002 sendte beskæftigelsesministeren Erhvervs- og Selskabsstyrelsens evaluering af et fokuspanels besvarelser vedrørende lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra HK/Handel og SiD Silkeborg. Beskæftigelsesministeren har kommenteret disse henvendelser.

Deputationer

Endvidere har HK/Handel og SiD Silkeborg mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF, KF og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten finder, at virksomhedernes incitamenter til at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø i væsentlig grad forringes med lovforslagene. Når den generelle arbejdsmiljøafgift og statstilskuddet til virksomheder med certifikat fjernes, er der ikke længere et økonomisk incitament for virksomhederne til at opnå et arbejdsmiljøcertifikat. For at opnå et arbejdsmiljøcertifikat er det ikke tilstrækkeligt at overholde arbejdsmiljøloven; virksomhederne skal derudover kunne dokumentere, at der arbejdes med sundhedsfremme og med at sikre rummelige arbejdspladser. Når virksomhedernes incitament til at fremme et godt arbejdsmiljø mindskes og dette kombineres med en udskydelse af bedriftssundhedstjenesten og en kraftig beskæring af bemandingen i Arbejdstilsynet, som skal centreres i 4 landsdækkende centre, er det et signal om, at virksomhederne ikke behøver at tage arbejdsmiljøet alvorligt.

De gode virksomheder har for længst indset, at et godt arbejdsmiljø med tilfredse medarbejdere giver større produktion og lettere adgang til arbejdskraft.

De mindre gode virksomheder, som ikke seriøst arbejder med arbejdsmiljø og forebyggelse, vil med nedskæringerne i bemandingen i Arbejdstilsynet opleve, at de sjældnere modtager besøg fra Arbejdstilsynet. S, SF og EL frygter, at det alt i alt vil medføre en forringelse af arbejdsmiljøet og et øget antal arbejdsskader på de danske virksomheder.

Når man ser på, hvordan virksomhederne har det med arbejdsmiljøet, kan man dele dem op i tre hovedkategorier: Næsten hver tredje virksomhed har et dårligt arbejdsmiljø og mangler viljen til at ændre det. Op mod halvdelen af virksomhederne vil gerne, men de har brug for at blive hjulpet i gang. Kun én ud af fire virksomheder har styr på arbejdsmiljøet.

Der er brug for rammer, regler og normer! Regeringen og myndighederne har tre vigtige opgaver: De skal sikre en fortsat udvikling af arbejdsmiljøindsatsens regelgrundlag, udføre effektiv og målrettet kontrol med, at loven bliver overholdt, og sikre, at der er et effektivt rådgivningssystem, som kan hjælpe virksomhederne i gang med den forebyggende indsats.

Målet er blandt andet, at myndighederne skal lægge et vedvarende pres på de mange virksomheder, hvor der er alvorlige arbejdsmiljøproblemer, og skabe et minimumsniveau for hele arbejdsmarkedet, så opnåede forbedringer ikke sælges ud i perioder med dårlige konjunkturer. Udviklingen skal bygge på velfærdsbetragtninger og dokumentation.

Men S, SF og EL ser i øjeblikket en hovedløs deregulering af arbejdsmiljøet, hvor man opskruer sundhedssystemets kapacitet til at behandle skader og sygdomme fra arbejdslivet frem for at forebygge. Mindretallets vision er det gode arbejdsliv, hvor alle mennesker har et sundt, sikkert og udviklende arbejde.

Regeringen har spillet hårdt ud på arbejdsmiljøområdet og har allerede gennemført og planlagt en række indgreb, der vil skade forebyggelsen af nedslidning og dårligt arbejdsmiljø i det hele taget, ved at

stoppe BST-udbygningen, som var planlagt pr. 1. januar 2002,

stoppe Arbejdstilsynets muligheder for at udstede administrative bøder til virksomheder, der ikke lever op til arbejdsmiljølovens formelle krav,

ophæve arbejdsmiljølovens regler om, at der skal vælges sikkerhedsrepræsentanter på arbejdspladser med fem ansatte og derover. Regeringen planlægger at hæve grænsen til ti ansatte,

ophæve loven om Arbejdstilsynets gebyrbelagte tilsyn,

ophæve loven om arbejdsmiljøafgiften,

ændre på kravene om arbejdspladsvurdering (APV) i år 2003 for virksomheder med under ti ansatte,

begrænse Arbejdstilsynets beføjelser ved ikkeerhvervsmæssigt arbejde i private hjem, og

lempe arbejdsmiljølovens bestemmelser om hviletid og fridøgn ved hjemmearbejde.

Indgrebene vedrører netop de elementer i de senere års arbejdsmiljøreformer, som bidrager mest til at forbedre arbejdsmiljøet. De reformer, som blev gennemført på arbejdsmiljøområdet under den forrige regering, og som altså nu er under pres, omfattede

initiativer, der skaber økonomiske incitamenter for virksomhederne til at udvikle arbejdsmiljøet og overholde gældende lovgivning og aftaler, og

initiativer, der tager sigte på at styrke samarbejdet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere om arbejdsmiljøet, især på de mindre arbejdspladser.

En deregulering på arbejdsmiljøområdet bremser de senere års fremskridt på arbejdsmiljøområdet. Den vil mærkbart forringe indsatsen på de små virksomheder og inden for de erhvervsområder, der har de væsentligste arbejdsmiljøproblemer.

Det enkelte menneske kan ikke holde til et dårligt arbejdsmiljø, som derfor må bekæmpes med forebyggende initiativer.

Samfundet kan heller ikke holde til det, hverken moralsk eller økonomisk, fordi det øger behovet for behandling og deraf følgende krav om ressourcer til sundhedssektoren. Det er endnu en grund til, at forebyggelse fortsat er i markant fokus.

Forebyggelsen vil også have en positiv effekt på andre store samfundsmæssige opgaver, som Danmark står over for, nemlig

De menneskelige omkostninger reduceres.

Problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Øget pres på de offentlige udgifter til social- og sundhedsområdet.

Stigende social ulighed i befolkningens sundhed.

Dårligt arbejdsmiljø koster mange penge omkring 12 mia. kr. om året i offentlige udgifter til social- og sundhedsvæsenet, vurderer Arbejdstilsynet i publikationen » Regningen for arbejdsskadede«. Hertil kommer virksomhedernes udgifter, som løber op i samme størrelsesorden.

Den politiske debat om fremtidens sundhedssektor har hidtil mest koncentreret sig om at skaffe ressourcer til at afkorte ventelister og foretage omstruktureringer. Det er ikke nok, da der er et generelt stigende behov for behandling i samfundet. Man må derfor supplere med en strategi, hvor målet er at reducere presset på sundhedsvæsenet og dermed de offentlige udgifter. Det kan man gøre ved at styrke forebyggelseselementet i arbejdsmiljøindsatsen.

Af de ca. 60.000 årlige anmeldelser af arbejdsskader er mere end 5.000 meget alvorlige arbejdsulykker og 15.000 arbejdsbetingede lidelser. Det er især den ergonomiske nedslidning, der kræver hospitalsindlæggelser, og den har de seneste fem år udgjort omkring halvdelen af de arbejdsbetingede lidelser, som anmeldes til Arbejdstilsynet.

Sundheden i Danmark er fordelt socialt skævt. De ikkefaglærte lønmodtagere har det dårligste helbred, og det hænger sammen med, at det er dem, der udfører de farligste job og udsættes for alvorlige, skadelige belastninger. I statistikken viser det sig ved en middellevetid, som ligger under gennemsnittet i Europa.

Danskernes middellevetid var i år 2000 74,3 år for mænd og 79,0 år for kvinder. I forhold til resten af Europa ligger Danmark fortsat i den bageste halvdel, selv om der er blevet rettet en del op på forskellen i løbet af de seneste fem år.

Derfor er det bydende nødvendigt at fastholde og udbygge den indsats, der blev sat i gang under den forrige regering, og ikke deregulere, som disse lovforslag er et udtryk for, og derfor er S, SF og EL imod og agter at tage en række initiativer for at rette op på disse nedskæringer.

Det Radikale Venstre bemærker, at skatteborgerne hvert år betaler op mod 20 mia. kr. for eftervirkninger af arbejdsulykker. Det Radikale Venstre ønsker en arbejdsmiljølovgivning, der tager udgangspunkt i et princip om, at virksomhederne skal betale i forhold til risikoen for arbejdsskader.

Derfor tager Det Radikale Venstre også afstand fra den tilbagerulning på arbejdsmiljøområdet som regeringen står for, og som Det Radikale Venstre finder er helt uforsvarlig. Når lovforslagene alligevel bliver vedtaget, ønsker Det Radikale Venstre fremover at arbejde for en forbedret lovgivning med udgangspunkt i følgende principper, som også var udgangspunkt for partiet i forbindelse med den regulering, der nu fjernes.

Grundlaget for en arbejdsmiljøafgift skal være en vurdering af virksomhedernes arbejdsmiljø. Men man bør forsøge at skabe et system, hvor virksomhederne deles op i tre grupper

Virksomheder med ingen eller meget ringe risiko. Disse skal friholdes fra en individuel vurdering. I stedet bør bruges branchevis vurdering.

Virksomheder med middelhøj risiko. På disse skal der gennemføres en individuel vurdering. Her kunne man bruge den nylig indførte arbejdspladsvurdering.

Virksomheder med høj risiko. Her skal foretages en egentlig vurdering af Arbejdstilsynet.

Alle skal så betale en grundafgift og et tillæg efter konstateret risiko. Virksomheder med høj risiko bør have et generaleftersyn hvert femte år. Det vil være hensigtsmæssigt at medinddrage den sundhedsfremmende indsats i vurderingen.

Nu kan det jo meget vel tænkes, at en virksomhed i lavrisikoklassen ikke opfører sig ordentligt og derfor bør belægges med en højere afgift. Den må så hales frem til vurdering af Arbejdstilsynet eventuelt efter en klage. Og omvendt: Hvis en virksomhed i højrisikobranchen hører til de dydige arbejdsmiljømæssigt, vil den individuelle vurdering sikre, at den undgår den høje afgift.

Systemet vil betyde, at man dækker de væsentlige risikoområder med et minimum af administrativ indsats og et maksimum af økonomisk motiveringseffekt. Det siger sig selv, at systemet skal omfatte både privat og offentlig virksomhed.

I de kommende år vil udbrændthed, nedslidning og herunder stressende arbejde blive nogle af de vigtige arbejdsmiljøemner.

Samfundet skal undgå, at arbejdsmarkedet har/får en tendens til at overudnytte enkelte og til gengæld lade svage grupper være ubeskæftiget. Overtid, stress og dobbeltarbejde er nedbrydende og skal bekæmpes. Hvis man afgiftsbelægger denne udnyttelse af både den enkeltes og samfundets ressourcer, kunne det påvirke den offentlige økonomi, beskæftigelsen og arbejdsmiljøet i gunstig retning.

Det vil være en kundevenlig løsning at samle tilsyn, rådgivning og de lægelige eksperter et sted i hvert amt. Det er de opgaver, som i dag udføres af bedriftssundhedstjenesten, Arbejdstilsynet og de arbejdsmedicinske klinikker. For at enhederne ikke skal blive for store, kunne man oprette lokalkontorer. Men det er vigtigt at fastholde, at der kun skulle være tale om bofællesskab. Tilsyn, vurdering efter et nyt afgiftssystem og kontrol skal varetages af en statslig myndighed og resten vejledning, administration, uddannelse m.v. administreres af et fælles servicesystem, som styres lokalt af parterne, kommuner og amt.

Et lokalt råd skal fungere som bestyrelse for den partstyrede del og rådgive den statslige del. Rådet skal repræsentere arbejdsmarkedets parter på stedet og kommunerne og amtskommunen. På den måde har man skabt en klar adskillelse mellem myndighedsrollen og servicerollen. Og virksomhederne kan få det hele på én adresse. Enkelt og ligetil.

Arbejdstilsynet, klagenævnet og Arbejdsmiljørådet skal på det centrale område bevares i deres nuværende funktioner. Der er imidlertid et stærkt behov for en årlig rapport om arbejdsmiljøets tilstand, som det kendes fra miljøområdet. Klagenævnet skal tage sig af klager over vurderingerne. Arbejdsmiljøinstituttet skal genoprettes. Branchearbejdsmiljørådene bør helt overgå til partsregi. Det betyder, at der ikke skal lovgives om dem.

Den statslige del af systemet bør betales af statskassen, suppleret med gebyrer for enkeltydelser og afgifter for vurderingerne, i det omfang vurderingerne går virksomhederne imod.

Servicesystemet skal finansieres af afgiftssystemet, suppleret med egenbetaling. I dag er der i en del brancher tvungent medlemskab af BST, hvad enten man bruger systemet eller ej.

Arbejdstilsynet bør i fremtiden i sine påbud henvise virksomheden til at søge professionel bistand, hvis det skønnes, at den ikke kan løse problemerne selv. Virksomheden kan derefter gå til servicecentret og få rådgivning, som den så skal betale efter regning, idet prisen dog reduceres som følge af tilskud fra afgiften. Arbejdsmiljørådets sekretariat, som udvides med de centrale serviceopgaver, skal ligeledes finansieres af afgiftssystemet. Der skal dog pålægges organisationerne en fast medfinansieringskvote. Forskningen bør også have tilskud fra afgiften, fordi forskning i arbejdsmiljø er en væsentlig forudsætning for en relevant forebyggende indsats.

Den model, der bør arbejdes hen imod, bør bestå af tre søjler

regler og kontrol,

rådgivning, undervisning og sundhedsfaglig indsats og

forskning.

I en sådan model vil 1) virksomhederne komme til at betale for den service, de får, 2) virksomhederne komme til at betale til service- og uddannelsessystemet alt efter, hvordan deres arbejdsmiljø bedømmes, 3) arbejdsmarkedets organisationer komme til at bidrage mere, 4) staten få en lille gevinst, ved at dele af Arbejdstilsynets virksomhed overflyttes til serviceområdet, 5) forskningen få et løft via et bidrag fra afgiften. 6) langt færre komme til skade og 7) samfundsudgifterne til lidelser og skader derfor falde.

Regler om farlige forhold som stoffer, materialer og maskinbeskyttelse skal der selvfølgelig være klare retningslinjer for. Men gode ideer om garderobeskabe, dagslys og andre detaljer bør ende i vejledninger og ikke i loven. På den måde kan man undgå omfattende regelkomplekser, som ingen kan hitte rundt i, og som er uforståelige for mange, når de endelig tror, de har fundet ud af det.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.

Charlotte Antonsen (V) Anders Møller (V) Irene Simonsen (V) Jens Vibjerg (V) fmd. Kristian Thulesen Dahl (DF) Bent Bøgsted (DF) Lars Barfoed (KF) Charlotte Dyremose (KF) Ole M. Nielsen (KRF) Anne-Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jan Petersen (S) Mette Frederiksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF) Anders Samuelsen (RV) Søren Søndergaard (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

57

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne