Betænkning over Forslag til lov om ophævelse af lov om Den Grønne Fond, lov om pulje til grøn beskæftigelse, lov om støtte til forureningstruede vandindvindinger og om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om Ørestaden m.v.\n[af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)]
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 133
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsoversigt, høringssvar og høringsnotat fra miljøministeren
2
Yderligere høringssvar, fra miljøministeren
3
Henvendelse af 13/3-02 fra Danske Vandværkers Forening
4
Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 13/3-02 fra Danske Vandværkers Forening, til miljøministeren
5
Yderligere høringssvar, fra miljøministeren
6
Yderligere høringssvar, fra miljøministeren
7
Ændringsforslag fra miljøministeren
8
Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 13/3-02 fra Danske Vandværkers Forening, fra miljøministeren
9
Meddelelse om lukning for spørgsmål m.v.
10
Spm. 2 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, til miljøministeren
11
Svar på spm. 2 om teknisk bistand til udarbejdelse af ændringsforslag, fra miljøministeren
12
1. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 24. april 2002
Betænkning
over
Forslag til lov om ophævelse af lov om Den Grønne Fond, lov om pulje til grøn beskæftigelse, lov om støtte til forureningstruede vandindvindinger og om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet og lov om Ørestaden m.v.
[af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget. Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-6 om deling af lovforslaget. Miljøministeren har stillet ændringsforslag nr. 7.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2002 og var til 1. behandling den 11. marts 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder.
Sammenhæng med andre lov- og beslutningsforslag
Udvalget har endvidere behandlet forslag til folketingsbeslutning om opretholdelse af Vandfonden (beslutningsforslag nr. B 61), forslag til folketingsbeslutning om at bevare Naturfonden (beslutningsforslag nr. B 69) og forslag til folketingsbeslutning om opretholdelse af Den Grønne Fond (beslutningsforslag nr. B 70).
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 13. februar 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 274. Den 7. marts 2002 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Danske Vandværkers Forening. Miljøministeren har over for udvalget kommenteret henvendelsen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 2 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (S, SF, RV, EL og KRF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for ændringsforslag nr. 1-6. Hvis ændringsforslag nr. 1-6 ikke vedtages, vil flertallet stemme for ændringsforslag nr. 7.
S, SF, RV og EL beklager den meget utilfredsstillende procedure, regeringen anvender i denne sag. At slå fem så forskellige ting som Den Grønne Fond, Den Grønne Jobpulje, Vandfonden, koordineringsudvalget for skibsrelaterede spørgsmål og Ørestadsrådet sammen i ét lovforslag virker som mangel på respekt for folkestyret. Det er jo helt tydeligt, at der eksempelvis ingen forbindelse er mellem Vandfonden og Ørestaden.
Det er lovsjusk, og samtidig virker det voldsomt generende og frustrerende, at det ikke er reelt muligt at støtte nogle af elementerne på grund af den valgte procedure. Partierne er tilhængere af og agter at støtte en nedlæggelse af koordinationsudvalget for skibsrelaterede spørgsmål, og partierne ønsker også at støtte en nedlæggelse af Ørestadsrådet, men partierne er imod nedlæggelsen af Den Grønne Fond og af Vandfonden.
Partierne er positive over for regeringens gennemgang af råd, nævn, udvalg m.v. for at vurdere, om der fortsat er gode grunde til at prioritere den enkelte ordning. Men den uigennemtænkte massakre på råd, nævn og puljer, som regeringen har gjort til sin mærkesag, tager mere form af et ideologisk opgør med den hidtidige miljøpolitik og ikke af en seriøs vurdering heraf.
Især med hensyn til Vandfonden og Den Grønne Fond vil det med de nedlæggelser, der foreslås, blive uhyre svært at leve op til de forpligtelser, Danmark har ifølge Rioerklæringen, Århuskonventionen og Agenda 21-programmet, og det oven i købet i 10-året for Rioerklæringen, hvor Danmark sidder med formandskasketten i EU under FN-topmødet i Johannesburg.
Partierne finder, at det er selvmodsigende, at regeringen vil fremme den enkelte danskers indsats for natur og miljø, når man nedlægger de initiativer, der kan være med til at fremme den. Det er et helt nødvendigt træk i et demokrati, at der er faglig kompetence uden for den lovgivende og den udøvende magt, som kan forholde sig kritisk til beslutninger, afgørelser og lignende, bl.a. gennem høringssvar. Folketingets medlemmer er ikke og skal ikke være eksperter og bestemmer naturligvis selv, i hvilket omfang de vil lytte til eksperter. Men med dette lovforslag fjerner regeringen helt denne mulighed på miljøområdet.
Den Grønne Fond
S, SF, RV og EL påpeger, at der i Danmark traditionelt har været bred politisk tilslutning til folkeoplysning og til at støtte et folkeligt engagement som det, vi ser i Den Grønne Fond. Regeringen lukker og slukker også for en række konkrete nyskabende miljøprojekter bredt over hele linjen f.eks. grundvandsbeskyttelse, miljøvenligt byggeri, affaldshåndtering, vedvarende energi, naturgenopretning osv. Over 600 konkrete projekter er det blevet til. Disse projekter har skabt en modvægt til de stærke lobbyister, der er tilknyttet landbrug og industri.
Partierne ønsker at videreføre store succeser som Grøn Information og de grønne guider og ønsker muligheden for et sted at søge fremtidig støtte, eksempelvis i 92-gruppen.
Regeringens fjernelse af finansieringen af Grøn Information er helt uforståelig. Grøn Information, som er det sted, hvor almindelige mennesker, der er bekymrede for deres helbred som følge af de mange kemikalier i alle mulige dagligdags produkter, har kunnet henvende sig. Her har de fået rådgivning om, hvordan de skulle købe ind, hvilke produkter de kunne bruge, og hvilke de ikke kunne. Det kan man nu ikke længere Grøn Information bliver skåret væk.
Regeringen trækker det økonomiske fundament væk under Det Økologiske Råd. Det er et sted, som virkelig har arbejdet intenst med at få forbedret kemikalielovgivningen. Derfor kan partierne ikke støtte den foreslåede nedlæggelse af Den Grønne Fond. Partierne opfordrer ministeren til at give tilsagn om at ville etablere andre offentlige finansieringskilder, hvor de organisationer, som i dag modtager støtte fra Den Grønne Fond, vil kunne søge støtte.
Vandfonden
S, SF, RV og EL påpeger, at Vandfonden i alt overvejende grad har givet støtte til, at enkeltindvindinger har kunnet retableres, når der var tale om forurening. Mennesker, som lige pludselig har opdaget, at deres drikkevand er forurenet med pesticider og andre forurenende stoffer, har hidtil kunnet få en hjælpende hånd fra samfundet, som jo dybest set har ansvaret for, at der er sket en forurening. De pågældende mennesker har intet ansvar. Den mulighed skærer man nu væk og siger til de mennesker, der uforskyldt bliver ramt af forurening, at det må de selv ligge at rode med. De må selv betale den fulde udgift for noget, som samfundet i virkeligheden har ansvaret for, nemlig den samfundsskabte forurening.
Med nedlæggelsen af Vandfonden mistes et uvurderligt redskab til at fastholde og udbygge den decentrale vandforsyning, samtidig med at alt forsknings- og udviklingsarbejde inden for vandforsyning lukkes. Det er ikke det, der er brug for. Tværtimod er der brug for yderligere ressourcer og udvikling af innovationen på området. Derfor er partierne klart imod nedlæggelsen af Vandfonden.
Den Grønne Jobpulje
S, SF og EL er imod nedlæggelsen af Den Grønne Jobpulje og finder generelt dette skridt helt uforståeligt. Man fjerner hele Den Grønne Jobpulje, som har gode evalueringer, som viser sig at skabe miljøresultater, som har haft den ønskede beskæftigelseseffekt, hvor der var en fornuftig revision i gang, og hvor man drejede beskæftigelsesindsatsen mod de grupper, som havde svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Den Grønne Jobpulje har således skabt mere end 1.000 varige jobs, styrket miljøarbejdet i en lang række virksomheder og styrket innovative miljøer, der på sigt kan øge den danske miljøeksport.
Den Grønne Jobpulje har haft en stor, positiv indflydelse i kraft af de lokale initiativer, der er støttet, eksempelvis inden for Danmarks Idrætsforbunds lokalafdelinger med blandt andet miljøvenlig transport i idrætten, kortlægning af gamle grusgrave, samarbejde mellem idrætten og de øvrige lokale aktører, rådgivning om miljøvenlige idrætsfaciliter, haller og sportsanlæg samt idrættens involvering i regionplaner. Kort sagt har det givet kræfter og overskud til at matche også de lokale myndigheder på en lang række områder, samtidig med at lokalafdelingerne har kunnet øge bevidstheden om miljøet i idrætten på en for samfundet nyttig måde.
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af miljøministeren under nr. 7 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af flertallet under nr. 1-6 stillede ændringsforslag.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af et flertal (S, SF, RV, EL og KRF)
a
Ændringsforslag om deling af lovforslaget
1) Lovforslaget deles i fem lovforslag med følgende titler og indhold
A. »Forslag til lov om ophævelse af lov om Den Grønne Fond« omfattende §§ 1, 6 og 7.
B. »Forslag til lov om ophævelse af lov om pulje til grøn beskæftigelse« omfattende §§ 2, 6 og 7.
C. »Forslag til lov om ophævelse af lov om støtte til forureningstruede vandindvindinger« omfattende §§ 3, 6 og 7.
D. »Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet. (Nedlæggelse af koordinationsudvalget for skibsrelaterede spørgsmål)« omfattende §§ 4 og 6.
E. »Forslag til lov om ændring af lov om Ørestaden m.v. (Nedlæggelse af Ørestadsrådet)« omfattende §§ 5 og 6.
[Deling af lovforslaget]
b
Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag
Til § 7
2) Ordene », lov nr. 434 af 10. juni 1997 om pulje til beskæftigelse, lov nr. 326 af 14. maj 1997 om støtte til forureningstruede vandindvindinger« udgår.
c
Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag
Til § 7
3) Ordene »lov nr. 295 af 27. april 1994 om Den Grønne Fond,« og », lov nr. 326 af 14. maj 1997 om støtte til forureningstruede vandindvindinger« udgår.
d
Ændringsforslag til det under C nævnte lovforslag
Til § 7
4) Ordene »lov nr. 295 af 27. april 1994 om Den Grønne Fond, lov nr. 434 af 10. juni 1997 om pulje til grøn beskæftigelse,« udgår.
e
Ændringsforslag til det under D nævnte lovforslag
Til § 6
5) Ordene », jf. dog § 7« udgår.
f
Ændringsforslag til det under E nævnte lovforslag
6) Ordene », jf. dog § 7« udgår.
Af miljøministeren, tiltrådt af et mindretal (V, DF og KF)
g
Ændringsforslag til det udelte lovforslag
Til titlen
7) Efter titlen indsættes som undertitel
»(Nedlæggelse af råd og ophævelse af tilskudsordninger m.v. vedrørende miljøområdet)«.
[Tilføjelse af undertitel]
Bemærkninger
Til nr. 1-6
Ved ændringsforslaget deles lovforslaget i fem selvstændige lovforslag svarende til de fem hovedlove, der foreslås ophævet eller ændret.
Til nr. 7
Ændringsforslaget er alene en redaktionel præcisering. Med tilføjelsen af undertitlen fremgår det tydeligere, hvad lovforslaget omhandler.
Søren Gade (V) Helga Moos (V) Eyvind Vesselbo (V) fmd. Jens Vibjerg (V) Freddie H. Madsen (DF) Jørn Dohrmann (DF) Helle Sjelle (KF) Lars Barfoed (KF) Ole M. Nielsen (KRF) nfmd. Inger Bierbaum (S) Nicolai Wammen (S) Pernille Blach Hansen (S) Svend Auken (S) Torben Hansen (S) Jørn Jespersen (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Keld Albrechtsen (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
57
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne