Betænkning over Forslag til lov om ændring af pensionsafkastbeskatningsloven (Skattefritagelse for afkast af pensionsinstitutters boligbyggeri)
Statutory Text (3 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 17
Bilagsnr.
Titel
1
Meddelelse om, at der er åbnet for spørgsmål m.v.
2
Meddelelse om tidspunkt for betænkningsafgivelse og frist for spørgsmål m.v.
3
Meddelelse om, at betænkningsafgivelse er udskudt indtil videre
4
Meddelelse om tidspunkt for betænkningsafgivelse og frist for spørgsmål m.v.
5
Kopi af Boligudvalgets udkast til betænkning over L 16
6
1. udkast til betænkning
7
Kopi af økonomi- og erhvervsministerens svar på Boligudvalgets spm. 2 vedrørende L 16, jf. L 16 bilag 7
8
Spm. 1, om forslaget om skattefritagelse indebærer statsstøtte til pensionsinstitutterne m.v., til skatteministeren
9
Svar på spm. 1, om forslaget om skattefritagelse indebærer statsstøtte til pensionsinstitutterne m.v., fra skatteministeren
Bilag 2
Spørgsmål 1 til skatteministeren og dennes svar herpå og Boligudvalgets spørgsmål 2 vedrørende L 16 til økonomi- og erhvervsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmålene og skatteministerens henholdsvis økonomi- og erhvervsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.
Boligudvalgets spørgsmål 2 vedrørende L 16
Kan ministeren bekræfte, at der ikke er EU-retlige aspekter i lovforslaget L 16, da skattefritagelsen eller nedslag i beskatning skal ses i forhold til hensyn til almenvellet, hvilket der ikke er EU-retligt perspektiv i, og i bekræftende fald, hvad forventes der at ske med pensionskassers boligbyggeri?
Økonomi- og erhvervsministerens svar
I bemærkningerne til L 16 er det anført, at forslaget er en stort set uændret genfremsættelse af lovforslag nr. L 44 fra folketingsåret 2001-02, 1. samling. I bemærkningerne anføres endvidere, at forslaget ikke indeholder EU-retlige aspekter. Det svarer til bemærkningerne i L 44.
I det omfang der er identitet mellem de to lovforslag, er det således vurderingen, at der ikke foreligger EU-retlige aspekter.
Det bemærkes, at det samtidigt fremsatte lovforslag nr. L 17, der svarer til det i folketingsåret 2001-02, 1. samling fremsatte L 60, og som vedrører ændringer af skattelovgivningen, angiver, at forslaget om skattefritagelse indebærer statsstøtte til pensionsinstitutterne, hvorfor forslaget skal notificeres over for Europa-Kommissionen.
Forsikring & Pension har i sit høringssvar til lovforslag nr. L 44 bl.a. anført, at det er organisationens vurdering, at initiativerne i forslaget i relation til livsforsikringsselskabers og pensionskassers nybyggeri af boligejendomme ikke vil få den ønskede effekt. Dette må antages at gælde tilsvarende for L 16 i det omfang, der foreligger identitet med L 44.
Spørgsmål 1
Ad økonomi- og erhvervsministerens besvarelse af spørgsmål 2 på L 16, hvoraf bl.a. fremgår, at L 17 angiver, at forslaget om skattefritagelse indebærer statsstøtte til pensionsinstitutterne, hvorfor forslaget skal notificeres over for Europa-Kommissionen.
a) Mener ministeren, at EU-reglerne kan give anledning til problemer i forhold til L 17, og i givet fald hvilke?
b) Er problemstillingerne i forhold til EU-reglerne anderledes i L 17 end i L 60, folketingsåret 2001-02, 1. samling?
c) Hvad er konsekvenserne for L 17 af, at lovforslaget skal notificeres over for Europa-Kommissionen, herunder i forhold til forslagets vedtagelse, ikrafttrædelse og det foreslåede virkningstidspunkt?
Skatteministerens svar
I L 17 foreslås det at fritage livsforsikringsselskabers, pensionskassers og pensionsfondes (pensionsinstitutters) formueafkast af visse boliginvesteringer for beskatning efter pensionsafkastbeskatningsloven for derved at forbedre rentabiliteten ved opførelse af lejeboliger. En sådan skattefritagelse indebærer statsstøtte til pensionsinstitutterne, hvorfor forslaget skal notificeres over for Europa-Kommissionen. Dette fremgår af lovforslagets bemærkninger.
Samme problemstilling gjorde sig gældende for så vidt angår L 60, folketingsåret 2001-02, 1. samling, hvorfor det også i bemærkningerne til L 60 er anført, at den foreslåede skattefritagelse indebærer statsstøtte til pensionsinstitutterne, og at forslaget skal notificeres over for Europa-Kommissionen.
Konsekvensen for L 17 af, at lovforslaget skal notificeres over for Europa-Kommissionen, er, som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at loven ikke kan træde i kraft, før forholdet til EU-retten er afklaret. Lovforslaget indeholder derfor en bestemmelse om, at lovens ikrafttrædelsestidspunkt skal fastsættes efter aftale mellem skatteministeren og økonomi- og erhvervsministeren.
Det fremgår af L 17, at loven skal have virkning fra og med indkomståret 2002, således at skattefritagelsen for byggeri, som får tilsagn i 2002, gælder for hele 2002. Lovforslaget lægger således op til, at den vedtagne lov, når skatteministeren og økonomi- og erhvervsministeren efter en afklaring af EU-retten har sat den i kraft, vil få virkning fra og med indkomståret 2002.
Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 8. maj 2002
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af pensionsafkastbeskatningsloven (Skattefritagelse for afkast af pensionsinstitutters boligbyggeri)
[af Jacob Buksti (S) og Anders Samuelsen (RV) ;m.fl.]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 11. december 2001 og var til 1. behandling den 15. januar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 10 møder.
Sammenhæng med andet lovforslag
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om investeringsramme for skattefritagelse af pensionsinstitutters boligbyggeri (lovforslag nr. L 16) af Lissa Mathiasen (S) og Elisabeth Arnold (RV) m.fl.
Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 60, 2001-02, 1. samling.
Høring
Lovforslaget har som en del af den tidligere by- og boligministers forslag til lov om ændring af lov om kommunal anvisningsret og lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) (Kommunal anvisningsret og skattefritagelse for afkast af pensionskassebyggeri) været sendt i høring. Hovedtrækkene af bemærkningerne i høringssvarene af relevans for lovforslag nr. L 17 samt kommentarer hertil er gengivet i bemærkningerne til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Spørgsmålet og svaret er optrykt som bilag til betænkningen. Endvidere er 1 spørgsmål stillet af Boligudvalget til økonomi- og erhvervsministeren vedrørende lovforslag nr. L 16 og økonomi- og erhvervsministerens besvarelse heraf optrykt som bilag til betænkningen.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
SF kan ikke støtte, at der gives særlige skattefordele til pensionsselskabernes byggeri. Pensionsselskaberne besidder i forvejen meget store formuer. Det er ikke rimeligt, at skatteyderne skal bidrage til at forøge disse. Statslige investeringsmidler er bedre brugt på at øge og forny det almene boligbyggeri, hvor der fås flere boliger for de samme penge.
Et mindretal i udvalget (S, RV og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et andet mindretal (EL) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.
Enhedslisten ønsker at styrke nybyggeriet af almene boliger.
Et incitament over for pensionskasserne kunne være en skattefritagelse, men Enhedslisten kan ikke på det foreliggende grundlag støtte lovforslagene nr. L 16 og L 17.
Enhedslisten har 3 minimumskrav til lovforslagene: maksimum på anskaffelsessummen, kommunal anvisningsret samt afskaffelse af udstykningsretten.
De to første betingelser ses opfyldt, hvorimod udstykningsretten burde være forhandlet yderligere, da det for Enhedslisten er et ufravigeligt krav, at boligerne forbliver lejeboliger for almindelige indkomstgrupper. Den katastrofale boligmangel løses ikke ved et kortvarigt udbud af lejeboliger for derefter at øge ejerboligandelen.
Enhedslisten kan derfor hverken støtte eller forkaste lovforslagene nr. L 16 og L 17 på det foreliggende grundlag.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Sven Buhrkall (V) Peter Christensen (V) Freddy Dam (V) Kristian Jensen (V) nfmd. Colette L. Brix (DF) Mikkel Dencker (DF) Charlotte Dyremose (KF) Else Theill Sørensen (KF) Jann Sjursen (KRF) Erik Mortensen (S) Henrik Sass Larsen (S) Jacob Buksti (S) Jens Peter Vernersen (S) fmd. Morten Bødskov (S) Aage Frandsen (SF) Anders Samuelsen (RV) Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
57
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne