Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 74
Bilagsnr.
Titel
1
Høringsoversigt, høringsnotat og høringssvar, fra justitsministeren
2
Forslag til tidsplan
3
Spm. 1 om ændringsforslag om differentieret morarentesats, til justitsministeren
Spm. 2 om forholdet mellem § 9 a og § 9 b om rykkergebyrer, til justitsministeren
Spm. 3 om ændringsforslag om, at forbrugere ikke skal betale sædvanebestemt rentesats, til justitsministeren
4
Svar på spm. 1 om ændringsforslag om differentieret morarentesats, fra justitsministeren
Svar på spm. 2 om forholdet mellem § 9 a og § 9 b om rykkergebyrer, fra justitsministeren
Svar på spm. 3 om ændringsforslag om, at forbrugere ikke skal betale sædvanebestemt rentesats, fra justitsministeren
5
Ændringsforslag fra justitsministeren
6
Spm. 4 om bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte loft over inddrivelsesomkostninger, til justitsministeren
7
Svar på spm. 4 om bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte loft over inddrivelsesomkostninger, fra justitsministeren
8
1. udkast til betænkning
Betænkning afgivet af Retsudvalget den 2. maj 2002
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.)
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
1. Ændringsforslag
Der er stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. Justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 4. Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-3.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. januar 2002 og var til 1. behandling den 21. februar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 4. december 2001 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 22. Den 8. februar 2002 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et mindretal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af justitsministeren under nr. 4 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (S og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Skulle ændringsforslag nr. 1-3 ikke blive vedtaget, vil S og RV dog alligevel stemme for lovforslaget ved 3. behandling.
Et tredje mindretal i udvalget (SF og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Skulle ændringsforslag nr. 1-3 ikke blive vedtaget, vil EL stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF, RV, EL og KRF)
Til § 1
1) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 5, stk. 1, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum
»Ved fordringer i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, fastsættes den i 1. pkt. nævnte rente til referencesatsen med et tillæg på 5 pct.«
[Lavere rentesats i forbrugerforhold]
2) I den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 5, stk. 2, ændres »stk. 1« til: » stk. 1, 1. pkt.«
[Konsekvensændring]
3) I den under nr. 11 foreslåede § 9 a affattes stk. 1 og 2 således
»Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, jf. dog § 9 b.
Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Stk. 1, 2. pkt., kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale. «
[Begrænsning af inddrivelsesomkostninger i forbrugerforhold til rykker- og inkassogebyrer]
Til § 2
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget
4) Stk. 2 affattes således
»Stk. 2. Loven gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. august 2002 eller senere. § 1, nr. 5, gælder dog kun, hvis den pågældende betalingsanmodning er afsendt eller fremsat den 1. august 2002 eller senere.«
[Forfaldstidspunktet afgørende for lovens anvendelse]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene vil indebære, at morarentesatsen i forbrugerforhold stort set opretholdes på det nuværende niveau. I ændringsforslag nr. 1 er som referencesats anvendt den officielle udlånsrente og ikke som hidtil diskontoen. Dette indebærer imidlertid kun en lille forhøjelse af morarentesatsen i forbrugerforhold.
Til nr. 3
Ændringsforslaget vil medføre, at fordringshaveren i forbrugerforhold i modsætning til gældende ret ikke kan kræve nogen betaling af inddrivelsesomkostninger ud over rykker- og inkassogebyrer.
Til nr. 4
Den foreslåede nye affattelse af ikrafftrædelsesbestemmelsen indebærer, at de med lovforslaget foreslåede ændringer i reglerne om betaling af rente ved forsinket betaling (morarenter) vil gælde for pengekrav, som forfalder den 1. august 2002 eller senere.
Ændringsforslaget medfører således, at forfaldstidspunktet for det pågældende pengekrav bliver afgørende for, om de foreslåede ændringer af reglerne om morarenter skal finde anvendelse. Denne ikrafttrædelsesordning blev også anvendt i forbindelse med gennemførelsen af den gældende rentelov og er bevismæssigt lettere at håndtere. Med ændringsforslaget undgås det også, at der kan opstå tvivl om retsstillingen i tilfælde, hvor det pågældende pengekrav ikke beror på en aftale.
Det foreslås dog, at lovforslagets § 1, nr. 5 (den foreslåede ændring i rentelovens § 3, stk. 2), der går ud på at ophæve den såkaldte rentepåkravsregel, kun skal gælde, hvis den pågældende betalingsanmodning er afsendt eller fremsat den 1. august 2002 eller senere. I modsat fald ville ændringsforslaget betyde, at ændringen af rentelovens § 3, stk. 2, får en vis tilbagevirkende kraft, idet rentepåkravsreglen ville blive ophævet for betalingsanmodninger afsendt inden lovens ikrafttræden den 1. august 2002, hvis det pågældende pengekrav først forfalder til betaling den 1. august 2002 eller senere. Ændringsforslaget indebærer således, at rentepåkravsreglen ophæves for betalingsanmodninger, der afsendes eller fremsættes efter den 1. august 2002.
Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) nfmd. Karsten Nonbo (V) Jørgen Winther (V) Peter Skaarup (DF) Per Dalgaard (DF) Helge Adam Møller (KF) Lars Barfoed (KF) Jann Sjursen (KRF) Erling Christensen (S) Lissa Mathiasen (S) Morten Bødskov (S) Per Kaalund (S) Sandy Brinck (S) Anne Baastrup (SF) fmd. Elisabeth Arnold (RV) Line Barfod (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
57
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne