Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler\n(Nedsættelse af miljøbidrag m.m.)
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 132
Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren
2
Henvendelse af 6/3-02 fra BGD, Bil Genbrug Danmark
3
Spm. 1 om kommentar til henvendelse af 6/3-02 fra BGD, Bil Genbrug Danmark, til miljøministeren
4
Spm. 2 om at redegøre for virkning og konsekvenser af en eventuel godtgørelse på henholdsvis 2.000 kr. og 2.250 kr., til miljøministeren
Spm. 3 om at redegøre for muligheder for at forbedre indsatsen for at fjerne bilvrag på offentlige arealer, til miljøministeren
5
Henvendelse af 22/3-02 fra Forsikring & Pension
6
Spm. 4 om kommentar til henvendelse af 22/3-02 fra Forsikring & Pension, til miljøministeren
7
Henvendelse af 22/3-02 fra Dansk Autogenbrug og Genvindingsindustrien
8
Spm. 5 om kommentar til henvendelse af 22/3-02 fra Dansk Autogenbrug og Genvindingsindustrien, til miljøministeren
9
Spm. 6 om nedsættelse af miljøbidraget, til miljøministeren
Spm. 7 om en merudgift for forsikringsselskaberne, til miljøministeren
10
Svar på spm. 1 om kommentar til henvendelse af 6/3-02 fra BGD, Bil Genbrug Danmark, fra miljøministeren
11
Svar på spm. 2 om at redegøre for virkning og konsekvenser af en eventuel godtgørelse på henholdsvis 2.000 kr. og 2.250 kr., fra miljøministeren
Svar på spm. 3 om at redegøre for muligheder for at forbedre indsatsen for at fjerne bilvrag på offentlige arealer, fra miljøministeren
12
Svar på spm. 4 om kommentar til henvendelse af 22/3-02 fra Forsikring & Pension, fra miljøministeren
13
Svar på spm. 5 om kommentar til henvendelse af 22/3-02 fra Dansk Autogenbrug og Genvindingsindustrien, fra miljøministeren
14
Meddelelse om lukning for spørgsmål m.v.
15
Svar på spm. 6 om nedsættelse af miljøbidraget, fra miljøministeren
Svar på spm. 7 om en merudgift for forsikringsselskaberne, fra miljøministeren
16
Ændringsforslag fra miljøministeren
17
Supplerende svar på spm. 7 om en merudgift for forsikringsselskaberne »Resumé af møde med Forsikring & Pension den 15. april 2002«, fra miljøministeren
18
1. udkast til betænkning
19
Spm. 8 om forklaring af indholdet af »Resumé af møde med Forsikring & Pension den 15. april 2002«, til miljøministeren
20
Spm. 9 om en uddybende begrundelse for ændringsforslaget til § 7 c, til miljøministeren
21
Spm. 10, om omkostningerne ved nedsættelse af præmien står mål med gevinsten, til miljøministeren
22
Spm. 11 om kommentar til ideen om, at miljøbidraget kun nedsættes med 20 kr., til miljøministeren
23
Svar på spm. 8 om forklaring af indholdet af »Resumé af møde med Forsikring & Pension den 15. april 2002«, fra miljøministeren
Svar på spm. 9 om en uddybende begrundelse for ændringsforslaget til § 7 c, fra miljøministeren
Svar på spm. 10, om omkostningerne ved nedsættelse af præmien står mål med gevinsten, fra miljøministeren
Svar på spm. 11 om kommentar til ideen om, at miljøbidraget kun nedsættes med 20 kr., fra miljøministeren
Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 24. april 2002
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler
(Nedsættelse af miljøbidrag m.m.)
[af miljøministeren (Hans Christian Schmidt)]
1. Ændringsforslag
Miljøministeren har stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2002 og var til 1. behandling den 11. marts 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 8. februar 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 265. Den 28. februar 2002 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra
BGD, Bil Genbrug Danmark,
Dansk Autogenbrug,
Forsikring & Pension og
Genvindingsindustrien.
Miljøministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputationer
Endvidere har Forsikring & Pension mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 11 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget kan støtte lovforslaget, idet bilskrotningsordningen er en selvbærende ordning, hvor der med visse mellemrum kan være tale om at nedsætte eller hæve bidraget i forhold til ordningens udgifter.
Partierne finder dog, at en sænkning af bidraget til ordningen med 30 kr. årligt sker på et meget svagt grundlag, idet ordningen kun har eksisteret i 1½ år. Navnlig finder partierne, at man før en sænkning af bidraget burde have overvejet at anvende flere penge på en forbedring af ordningen. Det er beklageligt, at ministeren ikke har kunnet medvirke positivt til sådanne overvejelser, f.eks. med henblik på, at en del af merprovenuet kunne indgå i en ordning med det formål at få indsamlet og skrottet de estimerede 50.000 udtjente biler, der er afmeldt før den 1. juli 2000.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget
Til titlen
1) Undertitlen affattes således
»(Nedsættelse af miljøbidrag og opkrævning af skotningsbidrag m.m.)«
[Præcisering af lovforslagets undertitel]
Til § 1
2) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. Lovens titel affattes således
»Lov om miljøbidrag, godtgørelse og skrotningsbidrag i
forbindelse med ophugning og skrotning af biler«.«
[Præcisering af hovedlovens titel]
3) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
»02. I § 7, stk. 1 og 2, ændres »§ 6, stk. 3« til: » § 6, stk. 5«.«
[Konsekvensrettelse]
4) Det under nr. 6 foreslåede § 7 b, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. Skrotningsbidraget indbetales til miljøministeren.«
[Ændring af opkrævningsmyndighed]
5) Den under nr. 6 foreslåede § 7 c affattes således
»§ 7 c. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af skrotningsbidraget, herunder om opkrævning og indbetaling.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at administrationen af skrotningsbidraget henlægges til private organisationer, foreninger, virksomheder eller lignende. Miljøministeren kan herunder fastsætte regler om
1) kontrol og tilsyn med private organisationer, foreninger, virksomheder eller lignende, som administrerer skrotningsbidraget, herunder om regnskab, regnskabsinstruks og beretning samt revision i henhold til en af miljøministeren fastsat revisionsinstruks,
2) private organisationers, foreningers, virksomheders eller lignendes opbevaring af materiale om administration af skrotningsbidraget, herunder om opkrævning og indbetaling, og
3) tilvejebringelse og videregivelse af oplysninger og dokumentation af enhver art om administration af skrotningsbidraget, herunder om opkrævning og indbetaling, til brug for myndighedernes kontrol med ordningen.
Stk. 3. Miljøministeren kan i forbindelse med, at administrationen af skrotningsbidraget henlægges til private organisationer, foreninger, virksomheder eller lignende, fastsætte regler om, at den, der erhvervsmæssigt importerer eller i Danmark fremstiller motorkøretøjer i form af personbiler eller varebiler, jf. § 7 a, skal lade sig registrere hos de private organisationer, foreninger, virksomheder eller lignende, der administrerer skrotningsbidraget.«
[Administration af og kontrol med opkrævning og indbetaling af skrotningsbidrag]
6) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer
»03. Efter § 8 indsættes som ny paragraf
»§ 8 a. Miljøministeren fører tilsyn med, at reglerne i kapitel 3 a om skrotningsbidraget og de regler, der er fastsat med hjemmel i § 7 c, overholdes.
Stk. 2. Afgørelser, der træffes i henhold til reglerne i kapitel 3 a om skrotningsbidrag og de regler, der er fastsat med hjemmel i § 7 c, kan påklages til miljøministeren.
Stk. 3. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser, der er tillagt ministeren.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 3, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.««
[Tilsyn, klageadgang og delegation]
Til § 2
7) Paragraffen affattes således
»§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 1, nr. 3, træder dog i kraft den 1. oktober 2002, og § 1, nr. 5, træder i kraft den 1. juli 2002.«
[Nye ikrafttrædelsesdatoer]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene er præciseringer, der tydeliggør, hvad hovedloven og lovforslaget omhandler.
Til nr. 3
Ændringsforslaget er en konsekvensrettelse.
Til nr. 4
Det foreslås, at miljøministeren (Miljøstyrelsen efter bemyndigelse) i stedet for de statslige told- og skattemyndigheder skal administrere skrotningsbidraget. Ændringsforslaget er blevet til efter modtagelse af høringssvar fra Told- og Skattestyrelsen og efterfølgende møde med myndigheden, hvor det stod klart, at der vil være færre udgifter forbundet med administrationen af skrotningsbidraget for Miljøstyrelsen end for Told- og Skattestyrelsen.
Til nr. 5
Ændringsforslaget skal ses i sammenhæng med ændringsforslag nr. 4, hvorefter miljøministeren skal administrere skrotningsbidraget. Ændringsforslaget skaber hjemmel til at etablere en ordning, hvorefter ministeren kan fastsætte regler om, at administrationen af skrotningsbidraget henlægges til private organisationer, foreninger, virksomheder eller lignende. Under virksomhedsbegrebet hører eksempelvis også revisionsfirmaer.
Det foreslås, at ministeren får mulighed for at fastsætte regler om kontrol med en ordning, der er henlagt til en privat organisation, forening, virksomhed eller lignende. Ministeren vil efter forslaget eksempelvis kunne fastsætte regler om, at de indbetalte skrotningsbidrag skal holdes adskilt fra den private organisations, forenings, virksomheds eller lignendes øvrige midler på særskilte konti, og at den private organisation, forening eller virksomhed skal aflægge regnskab i henhold til instruks fastsat af miljøministeren (Miljøstyrelsen efter bemyndigelse).
Med henblik på kontrol kan der tilsvarende være behov for at stille krav om opbevaring, tilvejebringelse og videregivelse af oplysninger og dokumentation af enhver art om administration af skrotningsbidraget, og det foreslås derfor, at ministeren skal kunne fastsætte regler herom.
Det er hensigten at lade brancheforeningen De Danske Bilimportører opkræve og indbetale skrotningsbidraget til miljøministeren (Miljøstyrelsen efter bemyndigelse). De Danske Bilimportører står for importen af ca. 99,9 pct. af de person- og varebiler, der indregistreres som fabriksnye køretøjer i Danmark. For at sikre, at der betales et skrotningsbidrag for samtlige erhvervsmæssigt importerede biler i Danmark, skaber ændringsforslaget hjemmel til at fastsætte regler om, at alle, der erhvervsmæssigt importerer eller i Danmark fremstiller biler, skal lade sig registrere hos De Danske Bilimportører med henblik på betaling af skrotningsbidraget.
Til nr. 6
Det foreslås, at tilsynet med reglernes overholdelse skal føres af miljøministeren. Det er hensigten at henlægge ministerens beføjelser efter loven, herunder tilsynet, til Miljøstyrelsen. Endvidere fastsættes bestemmelser om klageadgang.
Til nr. 7
Det var oprindelig foreslået, at loven skulle træde i kraft den 21. april 2002 i overensstemmelse med art. 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer.
Ændringsforslaget fastsætter en ny ikrafttrædelsesdato for lovforslaget, hvorefter loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Der vil således blive tale om en mindre forsinkelse i den nationale gennemførelse af direktivet. Ifølge direktivets art. 12, stk. 2, skal reglerne om skrotningsbidrag senest finde anvendelse på køretøjer markedsført fra den 1. juli 2002, og loven sikrer, at der fra dette tidspunkt er etableret en ordning, der opfylder direktivets krav.
For så vidt angår lovforslagets § 1, nr. 3, som vedrører nedjustering af miljøbidraget, er den nye ikrafttrædelsesdato fastsat ud fra hensynet til forsikringsselskabernes mulighed for at foretage nedjusteringen i praksis. Lovforslagets § 1, nr. 5, som vedrører godtgørelse til politi og kommuner, kræver en ændring i den eksisterende bekendtgørelse om opkrævning af miljøbidrag og udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler. Det foreslås, at loven på dette punkt træder i kraft den 1. juli 2002, således at en ændring af bekendtgørelsen kan træde i kraft samtidig hermed.
Søren Gade (V) Helga Moos (V) Eyvind Vesselbo (V) fmd. Jens Vibjerg (V) Freddie H. Madsen (DF) Jørn Dohrmann (DF) Helle Sjelle (KF) Lars Barfoed (KF) Ole M. Nielsen (KRF) nfmd. Inger Bierbaum (S) Nicolai Wammen (S) Pernille Blach Hansen (S) Svend Auken (S) Torben Hansen (S) Jørn Jespersen (SF) Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Keld Albrechtsen (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
57
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne