Legislator Case Law & Legislation
200124L00296 DK

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs\n(Indførelse af promillegrænser til søs)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 2001 101 Valid

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 101

Bilagsnr.

Titel

1

Spm. 1 om oplysninger fra de enkelte politikredse vedrørende omfanget af problemet med spiritussejlads blandt fritidssejlere, til økonomi- og erhvervsministeren

Spm. 2 om oplysninger fra Søfartsstyrelsen vedrørende omfanget af spiritussejlads blandtfritidssejlere, til økonomi- og erhvervsministeren

2

Meddelelse om tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Spm. 3 om indførelse af registreringsnumre på både, til økonomi- og erhvervsministeren

4

1. udkast til betænkning

5

Svar på spm. 3 om indførelse af registreringsnumre på både, fra økonomi- og erhvervsministeren

6

Svar på spm. 1 om oplysninger fra de enkelte politikredse vedrørende omfanget af problemet med spiritussejlads blandt fritidssejlere, fra økonomi- og erhvervsministeren

Svar på spm. 2 om oplysninger fra Søfartsstyrelsen vedrørende omfanget af spiritussejlads blandt fritidssejlere, fra økonomi- og erhvervsministeren

Betænkning over lovforslag 2001 101 Valid

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren og dennes svar herpå

Udvalgets spørgsmål og økonomi- og erhvervsministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra Det Radikale Venstre.

Spørgsmål 1

Justitsministeren bedes indhente oplysninger fra de enkelte politikredse vedrørende omfanget af problemet med spiritussejlads for fritidssejlere samt en vurdering af, om lovforslaget vil kunne bidrage til at løse problemet.

Svar

Justitsministeriet har oplyst, at man til brug for besvarelsen af spørgsmålet har indhentet udtalelser fra Politidirektøren i København og Foreningen af Politimestre i Danmark.

Politidirektøren i København har oplyst, at Københavns politi inden for de seneste år kun har haft ganske få sager vedrørende spiritussejlads i fritidsfartøjer, og at ingen af disse har været forbundet med alvorlige uheld eller personskade.

Foreningen af Politimestre i Danmark har på baggrund af indhentede udtalelser fra politimestrene i Helsingør, Svendborg, Århus og Frederikshavn oplyst, at politiet kun er bekendt med ganske få sager om spiritussejlads for fritidssejlere. I de nævnte fire politikredse, hvor der er mange fritidsbåde og megen fritidssejlads, forekommer der således kun 2-3 sager om året vedrørende spiritussejlads med fritidsfartøjer, hvorfor omfanget af problemet må betegnes som værende begrænset.

Det er Politidirektøren i Københavns og Foreningen af Politimestre i Danmarks vurdering, at indførelse af en fast promillegrænse for den, der fører eller forsøger at føre et fritidsfartøj, umiddelbart vil kunne lette den bevisvurdering, der i dag må foretages i forhold til lovens krav om, at der er »nydt spiritus..... i et sådant omfang, at vedkommende er ude af stand til at udføre sin tjeneste på fuldt betryggende måde«.

Indførelse af en fast promillegrænse for førere af fritidsfartøjer vil imidlertid ikke kunne løse alle bevismæssige problemer på området, navnlig ikke for så vidt angår spørgsmålet om hvem der har ført fartøjet. Foreningen af Politimestre i Danmark har i den forbindelse bemærket, at politiet i almindelighed ikke har praktisk mulighed for at foretage kontrol til søs. Sammenfattende er det Foreningen af Politimestre i Danmarks opfattelse, at lovforslaget kun i mindre omfang vil bidrage til løsning af problemet, der som anført vurderes til at være af mindre omfang.

Justitsministeriet har oplyst, at man kan henholde sig hertil.

Spørgsmål 2

Økonomi- og erhvervsministeren bedes indhente oplysninger fra Søfartsstyrelsen vedrørende omfanget af problemet med spiritussejlads for fritidssejlere samt en vurdering af, om lovforslaget vil kunne bidrage til at løse problemet.

Svar

Søfartsstyrelsen har oplyst følgende

»Søfartsstyrelsen har kun kendskab til et begrænset antal sager med spiritussejlads blandt fritidssejlere og har lavet en optælling af de sager, man har behandlet, hvor spiritussejlads med fritidsfartøjer har været involveret. Opgørelsen må ses i relation til, at omkring 60.000 danske samt adskillige udenlandske fritidssejlere hvert år færdes i de danske farvande.

Optællingen omhandler afgørelser i perioden 1. januar 1996 til 1. januar 2002. Der har i denne periode været godt 30 sager med fritidssejlere, hvor der har været tale om spiritus, eller omkring 5 sager i gennemsnit pr. år. I en del af disse sager er der ikke forvoldt skade eller påvist årsagssammenhæng mellem ulykken og spirituspromillen hos føreren.

Spørgsmålet har tidligere været forelagt Søsportens Sikkerhedsråd, der oplyser, at ulykkesstatistikkerne for fritidsfartøjer ikke giver anledning til at indføre skærpede foranstaltninger mod spiritussejlads. Antallet af søsportsulykker og omkomne fritidssejlere til søs har igennem en årrække været faldende indtil 2001, hvor antallet af omkomne steg på ny. Dette forhold skyldes dog ikke spiritussejlads.

Søfartsstyrelsen skønner på denne baggrund, at indførelse af faste promillegrænser ikke vil medføre nogen væsentlig ændring af mængden af tilfælde, hvor spirituspåvirkede sejlere volder ulykker til søs.

En fast promillegrænse vil kunne gøre det administrativt og bevismæssigt lettere at vurdere, om en person har været under påvirkning af for meget alkohol. Der er imidlertid tale om meget få sager af denne type. I praksis vil lettelsen af myndighedernes arbejde derfor være helt ubetydelig. Den vil imidlertid accentuere en række afgrænsningsproblemer, dels i relation til hvornår en person har fungeret som fører af fritidsfartøjet eller blot har været passager, dels til situationer hvor skibet ligger fortøjet.«

Jeg kan henholde mig hertil.

Spørgsmål 3

Vil ministeren overveje at indføre registreringsnumre på både, så det f.eks. er muligt at se nummeret på en speedbåd, der sejler hensynslyst, for dermed at kunne finde frem til ejeren, eller det f.eks. er muligt at finde ejeren til en bortdreven jolle?

Svar

Spørgsmålet om registrering af fritidsfartøjer blev drøftet i Folketinget i 1998 under 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 40, jf. FF 1997/98 s. 3687-3691.

Dengang oplyste den daværende erhvervsminister, at Rigspolitichefen ikke havde kendskab til, at der skulle være et egentligt politimæssigt behov for en regel om påmærkning af både. Erhvervsministeren fulgte dette op med oplysning om, at der er ca. 60.000 bådpladser i Danmark og afviste at indføre en registreringsordning, idet dette ville medføre alt for meget bureaukrati.

Spørgsmålet om registrering og mærkning af hurtiggående motorbåde mv. har for nylig i anden anledning været forelagt Rigspolitichefen, Politidirektøren i København og Foreningen af Politimestre i Danmark, der bl.a. på baggrund af drøftelser med flere af landets politikredse har oplyst, at det politi- og ordensmæssige behov for en sådan ordning var meget begrænset. Rigspolitichefen kunne ikke anbefale, at der indføres et register for mindre hurtiggående fritidsbåde, idet omkostningerne herved ville stå i misforhold til nytteværdien for politiet.

I lyset heraf finder jeg ikke anledning til at tage yderligere initiativer til indførelse af en registreringsordning for både.

Betænkning over lovforslag 2001 101 Valid

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 18. april 2002

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs

(Indførelse af promillegrænser til søs)

[af Ole M. Nielsen (KRF) m.fl.]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 19. februar 2002 og var til 1. behandling den 27. februar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 3 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Spørgsmålene og ministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL og KRF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stor sympati for intentionerne bag lovforslaget, for man skal selvfølgelig altid være skikket til på ædruelig vis at føre et skib. Men Socialistisk Folkeparti mener ikke, at der endnu er fundet et rimeligt grundlag, hvorpå en lov kan administreres. Samtidig mener Socialistisk Folkeparti, at der er flere sikkerhedsproblemer til søs, der skyldes manglende sejlkundskaber. Det er baggrunden for, at Socialistisk Folkeparti tidligere har stillet forslag om indførelse af et duelighedsbevis, hvis man vil sejle i fritidsbåde over 9 fod. En gennemførelse af omtalte forslag ville også have været med til at forbedre sikkerheden til søs.

Et mindretal i udvalget (EL og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Else Winther Andersen (V) Kim Andersen (V) Rikke Hvilshøj (V) Erik Larsen (V) fmd. Colette L. Brix (DF) nfmd. Poul Fischer (DF) Carina Christensen (KF) Lars Barfoed (KF) Ole M. Nielsen (KRF) Frode Sørensen (S) Jan Trøjborg (S) Lissa Mathiasen (S) Ole Vagn Christensen (S) Peder Sass (S) Anne Grete Holmsgaard (SF) Marianne Jelved (RV) Pernille Rosenkrantz-Theil (EL)

Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

57

*

Enhedslisten (EL)

4

Socialdemokratiet (S)

52

Kristeligt Folkeparti (KRF)

4

Dansk Folkeparti (DF)

22

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

12

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

9

*

Heraf 1 medlem valgt på Færøerne

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →