Betænkning over Forslag til lov om ophævelse af lov om servicejob
Statutory Text (2 Articles)
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 69
Bilagsnr.
Titel
1
Tentativ køreplan for udvalgets arbejde med lovforslaget
2
Spm. 1 om arbejdsløshedsprocenten blandt ældre, til beskæftigelsesministeren
Spm. 2 om bemærkninger vedrørende de økonomiske konsekvenser, til beskæftigelsesministeren
3
Spm. 3 om muligheden for at indgå aftaler om servicejob, indtil den endelige vedtagelse af finansloven, til beskæftigelsesministeren
4
Svar på spørgsmål S 660 om servicejobordningen
5
Henvendelse af 22/2-02 fra Ældre Sagen
6
Spm. 4 om kommentar til henvendelse af 22/2-02 fra Ældre Sagen, til beskæftigelsesministeren
7
Svar på spm. 1 om arbejdsløshedsprocenten blandt ældre, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 2 om bemærkninger vedrørende de økonomiske konsekvenser, fra beskæftigelsesministeren
Svar på spm. 3 om muligheden for at indgå aftaler om servicejob, indtil den endelige vedtagelse af finansloven, fra beskæftigelsesministeren
8
Høringssvar fra Landsarbejdsrådet
9
Ændringsforslag til 2. behandling, fra beskæftigelsesministeren
10
Udkast til betænkning
11
Svar på spm. 4 om kommentar til henvendelse af 22/2-02 fra Ældre Sagen, fra beskæftigelsesministeren
Betænkning afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget den 6. marts 2002
Betænkning
over
Forslag til lov om ophævelse af lov om servicejob
[af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)]
1. Ændringsforslag
Beskæftigelsesministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. januar 2002 og var til 1. behandling den 7. februar 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.
Høring
Lovforslaget blev samtidig med fremsættelsen sendt i høring i Landsarbejdsrådet og i Økonomi- og Erhvervsministeriets testpanel.
Beskæftigelsesministeren har den 25. februar 2002 sendt Landsarbejdsrådets bemærkninger til lovforslaget og beskæftigelsesministerens kommentar hertil til udvalget og den 26. februar 2002 meddelt, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har vurderet, at lovforslaget ikke har nogen administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Ældre Sagen. Beskæftigelsesministeren har over for udvalget kommenteret henvendelsen.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 4 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF og KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.
Socialdemokratiet finder, at en afskaffelse af servicejobordningen vil ramme uhensigtsmæssigt skævt og vil skabe social ubalance i det danske samfund.
Servicejobordningen har i stigende grad vist sig at være et velegnet arbejdsmarkedspolitisk redskab for ældre langtidsledige, der ikke på andre måder kunne opnå en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Forslaget om at afskaffe ordningen sker således samtidig med, at tilgangen af nyoprettede servicejob har været markant stigende.
Problemerne med de ældres arbejdsmarkedstilknytning er ikke løst. De ældre udgør, uanset den uddannelsesmæssige baggrund, fortsat en uforholdsmæssig stor del af den samlede ledighed, og de ældre har fortsat svært ved at skaffe sig beskæftigelse, når de er blevet ledige.
Ophævelsen af servicejobordningen forværrer de ældre lediges muligheder for at opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Afskaffelsen af servicejobordningen øger dermed behovet for at komme med effektive forslag til, hvorledes man kan skaffe flere ældre i arbejde.
Socialdemokratiet finder det urealistisk, når det i lovforslaget forudsættes, at halvdelen af de personer, der ville have haft mulighed for ansættelse i servicejob, i stedet ansættes i ustøttet arbejde.
Efter Socialdemokratiets opfattelse skal virksomhederne i højere grad inddrages og forpliges i forhold til at fastholde og ansætte også den ældre del af arbejdsstyrken, hvis det » grå guld« skal have en chance på arbejdsmarkedet igen.
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 2
1) I stk. 1 ændres datoen »1. marts 2002« til: »1. april 2002«.
[Ændret ikrafttræden]
Bemærkninger
Til nr. 1
Lovforslaget bliver tredjebehandlet i Folketinget den 19. marts 2002. Der stilles derfor af ordensmæssige årsager forslag om, at lovforslaget træder i kraft den 1. april 2002.
Ansættelsesforhold, som har opnået tilsagn om tilskud inden det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt, kan opretholdes efter de hidtil gældende regler. Ansættelsesforhold, som er påbegyndt inden det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt, kan fortsætte efter de hidtil gældende regler.
Det indebærer bl.a., at der fortsat vil kunne ydes et årligt tilskud på 100.000 kr. pr. helårsstilling, og at ansættelsen fortsat vil være på ordinære løn- og ansættelsesvilkår. Ansættelsesforholdet kan desuden fortsætte, hvis den ansatte overgår til efterløn.
Charlotte Antonsen (V) Anders Møller (V) Irene Simonsen (V) Jens Vibjerg (V) fmd. Kristian Thulesen Dahl (DF) Bent Bøgsted (DF) Lars Barfoed (KF) Charlotte Dyremose (KF) Ole M. Nielsen (KRF) Anne-Marie Meldgaard (S) Bjarne Laustsen (S) nfmd. Jan Petersen (S) Mette Frederiksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Ole Sohn (SF) Anders Samuelsen (RV) Søren Søndergaard (EL)
Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
57
*
Enhedslisten (EL)
4
Socialdemokratiet (S)
52
Kristeligt Folkeparti (KRF)
4
Dansk Folkeparti (DF)
22
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
12
Siumut (SIU)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
*
Heraf 1 medlem valgt på Færøerne