Legislator Case Law & Legislation
200122L00202 DK

Forslag til Lov om ændring af vurderingsloven\n(Indsættelse af revisionsbestemmelse og forlængelse af vurderingsrådenes funktionsperiode)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Lovforslag som fremsat 2001 202 Valid

§ 1

I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 18. september 2001, foretages følgende ændring

1. Efter § 50 indsættes

»§ 50 A. Skatteministeren fremsætter forslag til revision af loven for Folketinget inden udgangen af 2002.«

Lovforslag som fremsat 2001 202 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Uanset § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 18. september 2001, genudnævnes medlemmer af vurderingsråd, der ifølge § 23 i den nævnte lov er udpeget for funktionsperioden 1. maj 1998 30. april 2002, for perioden 1. maj 2002 1. juli 2003.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Skatteministeren har den 20. marts 2002 fremsat lovforslag om ændring af vurderingsorganisationen og vurderingsprocessen m.v., jf. L 180. L 180 har ikke af Skatteministeriet været sendt i høring forud for fremsættelsen, men er alene sendt i høring samtidig med fremsættelsen. Dette uagtet, at der er tale om meget væsentlige ændringer, som består i, at den nuværende vurderingsorganisation nedlægges og erstattes af en helt anden organisationsform, som bl.a. indebærer, at lægmandselementet i vurderingerne fjernes. Dertil kommer væsentlige ændringer af den nuværende vurderingsproces.

Med de oplysninger, der allerede nu er fremkommet, vil en vedtagelse af L 180 medføre uoverskuelige konsekvenser. Efter forslagsstillernes opfattelse er der tale om så væsentlige ændringer, at forslagsstillerne ikke anser det for forsvarligt eller rimeligt, at lovforslaget færdigbehandles i denne folketingssamling. Efter forslagsstillernes opfattelse består der en lang række uafklarede spørgsmål i forhold til indholdet i og konsekvenserne af de i L 180 foreslåede ændringer, hvilket udvalgsbehandlingen af L 180 da også allerede på nuværende tidspunkt illustrerer. Dertil kommer, at det synes ganske problematisk at få den foreslåede ny vurderingsstruktur på plads inden for de foreslåede terminer.

En af de uoverskuelige konsekvenser er, at de 672 medlemmer af vurderingsrådene ophører med at fungere den 1. maj 2002. Det sker kort forinden, at der kan forventes 30.000-40.000 klager over vurderingen pr. 1. januar 2002 med klagefrist til den 1. juli 2002. Ved den seneste vurdering i 2001 indkom der ca. 32.000 klager. Vurderingsrådene afklarede ca. 26.000 af de indgivne klager til borgernes tilfredshed, således at under 6.000 klager blev videresendt til skyldrådene til en egentlig klagebehandling.

Uden deltagelse af vurderingsrådene med de erfarne vurderingsformænd og vurderingsmænd er det helt uoverskueligt, hvordan det vil være muligt at gennemføre klagebehandlingen i de kommunale vurderingssekretariater af de 30.000-40.000 klager, der kan imødeses inden klagefristens udløb den 1. juli 2002.

Vil man afskaffe vurderingsrådene, er det nødvendigt forinden at opbygge de instanser, der skal behandle klager og henvendelser fra borgerne.

Det er også utilfredsstillende, at de ca. 600 klager fra tidligere vurderinger, som efter skatteministerens oplysninger ikke kan færdigbehandles inden den 1. maj 2002, vil henligge ubehandlede, indtil der er etableret nye klagenævn, som tidligst vil være udpeget den 1. juli 2002 og med betydelig risiko for, at det sker væsentlig senere, da der skal indhentes indstillinger hertil fra de 14 amtsråd og Københavns og Frederiksberg Kommuner. Hele denne procedure kan først sættes i værk, når Folketinget har færdigbehandlet L 180.

Endelig skal der meget hurtigt etableres en helt ny vurderingsorganisation i Told- og Skattestyrelsen til at forestå fremtidige vurderinger, da vurderingsrådene efter L 180 afskaffes pr. 1. maj 2002 og de kommunale vurderingssekretariater nedlægges ved udgangen af året, men i praksis med risiko for, at de erfarne medarbejdere forsvinder langt tidligere.

Blandt andet på den baggrund mener forslagsstillerne ikke, at det er forsvarligt at gennemføre skatteministerens lovforslag i den foreslåede form.

Forslagsstillerne indgår derimod gerne i drøftelser om tilpasning af vurderingsorganisationen til den moderne, dynamiske samfundsudvikling, som det blev tilkendegivet af alle ordførere under førstebehandlingen af L 180. Vedtagelse af nærværende lovforslag lægger ikke op til at pålægge hverken skatteministeren eller de enkelte partier bindinger i forhold til indholdet i den fremtidige vurderingsorganisation. Det er dog tilstræbelsesværdigt, at de kommende ændringer af vurderingsorganisationen til sin tid kan vedtages af et bredt flertal i Folketinget. En bred tilslutning blandt Folketingets partier vil sikre, at der ikke blot bliver tale om kortsigtede ændringer til skade for den enkelte borger, kommunerne og erhvervslivet.

På denne baggrund stilles der forslag om, at den 4-årige funktionsperiode for de nuværende medlemmer af vurderingsrådene, som udløber med udgangen af april 2002, forlænges frem til den 1. juli 2003. Sigtet hermed er at skabe tid til nødvendige forhandlinger og gennemgang af høringssvar m.v. for en ny og holdbar vurderingsorganisation og vurderingsproces. Endvidere bliver der tid til at forberede de meget omfattende ændringer, som en ny organisation kan give anledning til, hvis der tages udgangspunkt i L 180. Forslaget om indsættelse af en revisionsbestemmelse i vurderingsloven skal ses i lyset heraf. Sigtet er således, at skatteministeren på baggrund af de kommende forhandlinger og en nøje gennemgang af høringssvar m.v. inden udgangen af 2002 fremsætter et nyt lovforslag om forenkling og modernisering af vurderingsorganisationen og vurderingsprocessen. Fremsætter skatteministeren eksempelvis sit lovforslag i oktober 2002, vil det med en grundig behandling i Folketinget kunne vedtages senest i første kvartal 2003.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Ændringsforslaget indebærer, at skatteministeren pålægges at fremsætte et nyt lovforslag om ændring af vurderingsorganisationen og -processen inden udgangen af 2002. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsens stk. 1, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det følger af stk. 2, at funktionsperioden for medlemmer af vurderingsråd, der er udpeget for perioden 1. maj 1998 30. april 2002, forlænges til 1. juli 2003.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Skriftlig fremsættelse

Jacob Buksti (S)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til lov om ændring af vurderingsloven. (Indsættelse af revisionsbestemmelse og forlængelse af vurderingsrådenes funktionsperiode).

(Lovforslag nr. L 202).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lovforslag som fremsat 2001 202 Valid

Fremsat den 19. april 2002 af Jacob Buksti (S), Morten Homann (SF), Anders Samuelsen (RV),

Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Ole M. Nielsen (KRF)

Forslag

til

Lov om ændring af vurderingsloven

(Indsættelse af revisionsbestemmelse og forlængelse af vurderingsrådenes funktionsperiode)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →