Legislator Case Law & Legislation
200122L00184 DK

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. \n(Øget beboerdemokrati for almene boligafdelinger)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Lovforslag som fremsat 2001 184 Valid

§ 1

I lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 427 af 28. maj 2001, som ændret ved § 1 i lov nr. 75 af 12. februar 2002, foretages følgende ændring

1. Efter § 34 indsættes som ny paragraf

»§ 34 a. Boligtagerne i en almen boligafdeling kan på et afdelingsmøde træffe beslutning om, hvilken almen boligorganisation, jf. § 1, der skal administrere den pågældende almene boligafdeling.

Stk. 2. Beslutning om skift af almen boligorganisation kræver stemmeflerhed blandt de stemmeberettigede af afdelingens boligtagere. Opnår et forslag tilslutning fra et flertal på afdelingsmødet, men uden at dette flertal udgør det fornødne stemmeflertal blandt boligtagerne, sendes forslaget til skriftlig urafstemning blandt afdelingens boligtagere. Opnås absolut flertal gennem sådan urafstemning, er forslaget vedtaget.

Stk. 3. Ved skift af almen boligorganisation har de afgivende boligorganisationer krav på 6 måneders varsel til opsigelse til en 1. januar.

Stk. 4. Forslag om skift af almen boligorganisation kan tidligst behandles to år efter afdelingens ibrugtagelse eller to år efter, at der sidst er gennemført skift af almen boligorganisation.«

Lovforslag som fremsat 2001 184 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2002.

Bemærkninger til lovforslaget

Baggrund for lovforslaget

Socialistisk Folkeparti ønsker at give det lokale demokrati i boligforeningernes afdelinger friheden til i fællesskab at organisere det daglige arbejde. Med lovforslaget får den enkelte almene boligafdeling adgang til frit at kunne vælge almen boligorganisation uafhængigt af, hvilken organisation der har stået for opførelsen af det pågældende byggeri.

I den nuværende lovgivning er dette kun helt undtagelsesvis muligt, nemlig når den pågældende organisation kun har én almen boligafdeling i en given kommune. Det helt generelle er, at boligafdelingerne er stavnsbundne til for tid og evighed at skulle administreres af den almene boligorganisation, der har stået for opførelsen.

Der er en række væsentlige gener forbundne med dette stavnsbånd for beboerne i boligafdelingerne. Eksempelvis

De almene boligorganisationer har en absolut monopolstatus over for de afdelinger, de selv har opført. Ethvert konkurrenceelement med hensyn til pris og kvalitetsforhold er udelukket. Kun regelstyring og kontrolforanstaltninger (af begrænset effektivitet) sætter rammerne.

Der er i praksis, selv efter eventuel indførelse af almene bolignævn, kun meget langsommelig og tung adgang til at gribe ind og omstøde administrative beslutninger, som flertallet af beboerne i en afdeling er imod.

I tilfælde af uløselige samarbejdsproblemer mellem en afdelingsbestyrelse (eller et mindretal af afdelinger i en organisation) og forretningsfører/administration, er afdelingsbestyrelsens eneste udvej i dag at trække sig.

Lovforslaget vil have en udtalt effekt over for de anførte gener, idet den administrerende organisation bliver bragt i en konkurrencesituation, hvor man må være bevidst over for, at beboerne kan vælge at skifte organisation for at opnå bedre serviceforhold og/eller lavere administrationsomkostninger.

Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der i den gældende lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. tilføjes en bestemmelse, der giver den enkelte almene boligafdeling ret til frit at kunne vælge almen boligorganisation uafhængig af, hvilket selskab der har opført det pågældende byggeri.

Skriftlig fremsættelse

Morten Homann (SF)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte

Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. (Øget beboerdemokrati for almene boligafdelinger).

(Lovforslag nr. L 184).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lovforslag som fremsat 2001 184 Valid

Fremsat den 2. april 2002 af Morten Homann (SF), Aage Frandsen (SF) og Villy Søvndal (SF)

Forslag

til

lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.

(Øget beboerdemokrati for almene boligafdelinger)

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →