Forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område\n(Grundlaget for efterprøvelse af afgørelser på det sociale område)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 490 af 7. juni 2001, foretages følgende ændring
1. § 69 affattes således
»§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.«
§ 1
I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 490 af 7. juni 2001, foretages følgende ændring
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2002 og finder anvendelse på afgørelser, der indbringes for det sociale nævn eller Den Sociale Ankestyrelse denne dato eller senere.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Forslagets indhold og formål
Lovforslagets formål er at præcisere reglerne om, hvad det er, de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse efterprøver. Præciseringen har til formål at sikre, at prøvelsens omfang svarer til hensigten bag den gældende bestemmelse, således som det fremgår af lovforslagets bemærkninger og socialministerens svar til Folketingets Socialudvalg under behandlingen af det daværende lovforslag. Det fremgår heraf, at det er yderst vigtigt, at ankeinstansernes prøvelse ikke er snævrere end domstolenes.
Der henvises til forarbejderne til lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område (L 228 1996-97): Folketingstidende 1996-97, till. A 4904, till. A 4855, FF 6072, till. B 1176, FF 7861, till. B 1426, FF 8297, till. C 822.
Der er sket en udvikling i opfattelsen af domstolenes efterprøvelse i retning af en mere og mere intensiv prøvelse. Det er vigtigt, at grundlaget for prøvelsen i det sociale ankesystem præciseres, så det følger denne udvikling i domstolenes praksis. Dette sker ved at foreslå, at efterprøvelsen omfatter retlige spørgsmål. Det vil sige, at de sociale klageinstansers bedømmelsesgrundlag skal være gældende ret. Derved bliver prøvelsens omfang styret af samme retlige principper, som domstolene anvender. Forslaget medfører derfor ikke ændringer af gældende ret.
Baggrunden for forslaget
Den nuværende formulering af § 69: »Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen«, gav allerede efter bestemmelsens ikrafttræden anledning til tvivl om bestemmelsens rækkevidde. Det blev således fremført af blandt andet flere brugerorganisationer, at flere kommuner opfattede bestemmelsen således, at visse sager på grund af deres »skønsmæssige karakter« ikke kunne klagebehandles og at kommunerne videregav denne opfattelse i deres klagevejledning til borgerne. Ankestyrelsens blev derfor bedt om at foretage en opfølgning på ankeinstansernes anvendelse af § 69. Resultatet af denne opfølgning forelå i august 2000.
Ankestyrelsens undersøgelse viser, at flere kommuner og ankeinstanser fortolker formuleringen i § 69 som en skærpelse af begrænsningen i ankeinstansernes mulighed for at efterprøve og tilsidesætte skønnet, selv om dette ikke er hensigten med bestemmelsen.
Ankestyrelsen anfører i redegørelsen, at det ikke kan afvises, at formuleringen har medført en kommunal forventning om, at ankeinstanserne vil være mere tilbageholdende med at efterprøve skønnet i forhold til praksis efter den tidligere bestemmelse i bistandsloven, som § 69 er en videreførsel af. Dette viser sig i praksis ved, at kommuner i øget omfang synes at påberåbe sig § 69 over for ankeinstanserne også når det drejer sig om ikke-skønsmæssige afgørelser.
Nærmere om prøvelsens omfang
Det fremgår af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 69, at ankeinstansernes efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser i alt væsentlighed skal svare til den efterprøvelse, som domstolene og Folketingets Ombudsmand foretager af skønsmæssige afgørelser. Der er således altid en række forhold, som ankeinstanserne skal efterprøve, selv om en bestemmelse i større eller mindre grad giver kommunen eller amtskommunen mulighed for foretage et skøn, når den skal træffe en afgørelse. De sociale ankeinstanser skal altid efterprøve om kommunen eller amtskommunen har respekteret de almindelige forvaltningsretlige principper om lovlig forvaltning (fx magtfordrejningslæren, lighedsgrundsætninger m.v.). De sociale ankeinstanser efterprøver ligeledes fuldt ud, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, om sagens faktiske omstændigheder er rigtige, om der er sket fejl i sagsbehandlingen samt det almene juridiske grundlag for efterprøvelsen.
De sociale ankeinstansers efterprøvelse omfatter efter forslaget også en efterprøvelse af lovligheden af de kriterier, som kommunen eller amtskommunen har lagt til grund, og om kommunen eller amtskommunen har foretaget et individuelt skøn.
Forarbejdernes beskrivelse af disse prøvelsesmomenter er i realiteten et udtryk for, at det har været lovgivers intention, at ankeinstanserne skal foretage en retlig efterprøvelse af skønsmæssige afgørelser.
Det foreslås derfor, at det fremgår direkte af bestemmelsen, at de sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse kan efterprøve retlige spørgsmål. På denne baggrund fremsættes forslag til en ændret formulering af § 69, således at ordlyden harmonerer med lovgivers intention med bestemmelsen.
Den foreslåede præcisering af prøvelsesretten indebærer, at kommunernes og amtskommunernes ret til at fastlægge serviceniveauet fortsat respekteres.
Det skal bemærkes, at der sjældent i de bestemmelser, der giver myndigheden mulighed for at tale om et skøn, er tale om et »frit skøn «, men om et retligt bundet skøn. Ved et retligt bundet skøn forstås, at loven angiver en vis ramme for forvaltningens administration af bestemmelsen. Når der i loven er angivet en vis ramme for bestemmelsens anvendelse, er der også dermed angivet en vis binding i administrationen af bestemmelsen med hensyn til, hvilke momenter der skal inddrages i vurderingen, og det vil bero på fortolkning, hvor langt denne binding rækker. Skønsmæssige bestemmelser er således overvejende retligt normerende, og afgørelsen vil derfor være undergivet en intensiv retlig efterprøvelse.
Begrænsningen af de sociale ankeinstansers prøvelse til retlige spørgsmål medfører en begrænsning af instansernes adgang til at ændre en påklaget afgørelse til skade for borgeren. Formelle mangler vil således som hovedregel ikke kunne føre til annullation af begunstigende afgørelser.
Begunstigende afgørelser, der lider af hjemmelsmangler, må endvidere i en vis udstrækning opretholdes, hvis borgeren har været i god tro, og der i øvrigt foreligger momenter, der taler for at respektere borgerens indrettelse på at kunne fastholde begunstigelsen. Der kan fortsat ske ændringer til skade for borgeren, men kun når betingelserne for at statuere ugyldighed er opfyldt.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige og private
Forslaget har ikke administrative eller økonomiske konsekvenser.
Erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke erhvervsmæssige og miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Ligestillingsmæssige konsekvenser
Forslaget har ikke ligestillingsmæssige konsekvenser.
Høring
Lovforslaget sendes til høring samtidig med fremsættelsen for Folketinget. Lovforslaget sendes til høring hos
Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Den Sociale Ankestyrelse, Den Sociale Sikringsstyrelse, Arbejdsskadestyrelsen, Finansministeriet, Statsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Det Centrale Handicapråd, Center for Ligebehandling af Handicappede, Center for Små Handicapgrupper, Domstolsstyrelsen, Socialchefforeningen, Foreningen af Statsamtsmænd, Dansk Socialrådgiverforening, Advokatsamfundet, Ældremobiliseringen og ÆldreSagen.
Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås at loven træder i kraft den 1. juli 2002, og at loven finder anvendelse på afgørelser, der indbringes for det sociale nævn eller Den Sociale Ankestyrelse denne dato eller senere.
§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, efterprøve det skøn, der indgår i en afgørelse truffet af kommunen eller amtskommunen.
1. § 69 affattes således
»§ 69. Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål. «
Fremsat den 20. marts 2002 af socialministeren (Henriette Kjær)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
(Grundlaget for efterprøvelse af afgørelser på det sociale område)