Forslag til Lov om Den Statslige Arbejdsløshedskasse
Table of Provisions (33)
Statutory Text (33 Articles)
Kapitel 1
Område og virksomhed
§ 1. Den Statslige Arbejdsløshedskasse er en selvejende institution, der alene har til formål at sikre tilsluttede forsikringstagere økonomisk bistand i tilfælde af ledighed efter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. med tilhørende administrative forskrifter og at administrere andre ordninger, som ifølge lovgivning er henlagt til de anerkendte arbejdsløshedskasser.
Stk. 2. Den Statslige Arbejdsløshedskasse er en tværfaglig arbejdsløshedskasse for lønmodtagere fra alle fagområder og selvstændige erhvervsdrivende fra alle erhvervsområder.
Stk. 3. Rettigheder og pligter, som efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., bortset fra lovens kapitel 7, og efter andre love samt efter regler udstedt i medfør heraf gælder for de anerkendte arbejdsløshedskasser, gælder tilsvarende for Den Statslige Arbejdsløshedskasse, medmindre andet følger af denne lov.
Stk. 4. Rettigheder og pligter, som efter den i stk. 3 nævnte lovgivning gælder for medlemmer af de anerkendte arbejdsløshedskasser, gælder tilsvarende for forsikringstagerne i Den Statslige Arbejdsløshedskasse, medmindre andet følger af denne lov.
Kapitel 2
Forsikringsretten
§ 2. Den Statslige Arbejdsløshedskasses forhold reguleres i en vedtægt, der udarbejdes af bestyrelsen og godkendes af beskæftigelsesministeren.
Stk. 2. Vedtægten skal bl.a. indeholde bestemmelser om institutionens formål, bestyrelsens sammensætning og funktionsperiode, kassens ledelse, forsikringstagernes rettigheder og pligter, om regnskabsvæsen, kasseeftersyn og revision, arbejdsløshedskassens kapitalforhold samt om vedtægtsændringer.
Stk. 3. Arbejdsløshedskassens bestyrelse kan ændre vedtægten. Ændring af vedtægten er først gyldig, når den er godkendt af beskæftigelsesministeren.
Kapitel 3
Ledelsen
§ 3. En person har ret til at blive forsikret i Den Statslige Arbejdsløshedskasse, hvis pågældende opfylder de almindelige betingelser for medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse.
Forsikringsbidrag
Kapitel 4
Finansiering
§ 4. Personer, der er arbejdsløshedsforsikret i Den Statslige Arbejdsløshedskasse, skal betale et forsikringsbidrag. Forsikringsbidraget omfatter et obligatorisk bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, et frivilligt bidrag til efterløn, et administrationsbidrag, jf. stk. 2, samt et bidrag til finansiering af indbetalinger til ATP.
Stk. 2. Bestyrelsen fastsætter bidraget til dækning af Den Statslige Arbejdsløshedskasses administrationsudgifter. Bidraget skal godkendes af beskæftigelsesministeren.
Kapitel 5
Kapitalforvaltning, regnskab og revision
§ 5. Den Statslige Arbejdsløshedskasse ledes af en bestyrelse.
Stk. 2. Bestyrelsen består af en formand og 4 andre medlemmer, som udpeges af beskæftigelsesministeren. Finansministeren og økonomi- og erhvervsministeren indstiller hver ét medlem.
Stk. 3. Bestyrelsen udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan finde sted.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen beslutte, at bestyrelsen udvides med 2 medlemmer, der vælges af og blandt forsikringstagerne.
Stk. 5. Hvis bestyrelsen skal udvides, jf. stk. 4, fastsættes nærmere regler om opstilling af kandidater, gennemførelse af valg, de valgte bestyrelsesmedlemmers funktionsperiode, supplering mv. ved ændring af kassens vedtægt, jf. § 2, stk. 3.
Stk. 6. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden.
Bestyrelsens opgaver
Kapitel 6
Omdannelse og nedlæggelse
§ 6. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af arbejdsløshedskassen og fastlægger retningslinjerne for kassens virksomhed og udvikling.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter og afskediger en direktør for arbejdsløshedskassen samt kassens øvrige personale.
Stk. 3. Bestyrelsen fastlægger det årlige budget efter indstilling fra direktøren og godkender arbejdsløshedskassens regnskab.
Stk. 4. Bestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinjer for direktørens virksomhed, og kan bemyndige direktøren til at udøve beføjelser, der er tillagt bestyrelsen.
Kapitel 7
Øvrige bestemmelser
Kapitel 7
Ikrafttrædelse
§ 7. Arbejdsløshedskassens direktør forestår tilrettelæggelsen af kassens virksomhed og har den faglige, administrative og økonomiske ledelse af arbejdsløshedskassen.
§ 8. Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal følge overenskomster og bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår, herunder om pensionsforhold, som gælder for det statslige område.
§ 9. Arbejdsløshedskassen kan yde bestyrelsen særskilt vederlag. Vederlaget fastsættes af beskæftigelsesministeren.
Bestyrelsens ansvar
§ 10. Bestyrelsen er overfor beskæftigelsesministeren ansvarlig for arbejdsløshedskassens drift, herunder for forvaltning af kassens formue og statslige lån, jf. § 11.
Stk. 2. Hvis bestyrelsen ikke efterkommer påbud om berigtigelse af nærmere angivne forhold, som efter lovgivningen kan afgives til arbejdsløshedskasserne, kan beskæftigelsesministeren beslutte,
1) at bestyrelsens opgaver eller dele heraf i en periode varetages af personer, der udpeges af beskæftigelsesministeren, eller
2) at bestyrelsen træder tilbage, og udpege en ny bestyrelse, jf. § 5, stk. 2.
Stk. 3. Hvis bestyrelsen ved sine dispositioner bringer arbejdsløshedskassens videreførelse i fare, kan beskæftigelsesministeren beslutte, at bestyrelsen straks træder tilbage, og kan i den forbindelse indsætte et midlertidigt styre, indtil der udpeges en ny bestyrelse.
§ 11. Den Statslige Arbejdsløshedskasses udgifter til administration finansieres af administrationsbidrag fra forsikringstagerne, jf. § 4.
Stk. 2. Staten yder arbejdsløshedskassen lån til kassens etablering og medfinansiering af driften.
Stk. 3. Lånet er afdragsfrit i 3 år fra stiftelsestidspunktet. Herefter afdrages lånet over 10 år. Der tilskrives og betales renter én gang årligt. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med arbejdsløshedskassen ændre afdragsperioden, når arbejdsløshedskassen har opnået et forsikringsgrundlag på 10.000 forsikringstagere.
§ 12. Hvis arbejdsløshedskassen kommer i en særlig vanskelig økonomisk situation, kan beskæftigelsesministeren efter anmodning fra arbejdsløshedskassen ændre lånevilkårene. Ændring af de eksisterende lån eller optagelse af nye lån kan betinges af, at arbejdsløshedskassen følger beskæftigelsesministerens krav om omlægning af arbejdsløshedskassens aktivitet med henblik på genopretning af arbejdsløshedskassens økonomi.
§ 13. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren de nærmere vilkår og betingelser for ydelse af de statslige lån efter §§ 11 og 12.
Stk. 2. Finansstyrelsen træffer afgørelser i forbindelse med afviklingen af lån efter §§ 11 og 12.
§ 14. Den Statslige Arbejdsløshedskasses midler må alene anvendes til kassens formål. Bestyrelsen skal forvalte arbejdsløshedskassens midler på en økonomisk forsvarlig måde.
Stk. 2. Arbejdsløshedskassen skal under hensyntagen til sikkerheden anbringe midlerne på følgende måder
1) I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant,
2) i fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, KommuneKredit eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn,
3) som indestående i pengeinstitutter i Danmark eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), eller
4) i værdipapirer fra et EU-/EØS-medlemsland, bortset fra aktier og investeringsforeningsbeviser, som efter deres art og sikkerhed kan sidestilles med de aktiver, der er nævnt i nr. 1 og 2.
§ 15. Arbejdsløshedskassens årsregnskab godkendes og underskrives af bestyrelsen.
Stk. 2. Arbejdsløshedskassens regnskaber revideres af rigsrevisor i samarbejde med en statsautoriseret revisor, som udpeges af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen.
Stk. 3. Rigsrevisor udfører revisionen efter § 3 i lov om revision af statens regnskaber m.m.
§ 16. Bestyrelsen kan med beskæftigelsesministerens godkendelse beslutte, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse omdannes til en forening i overensstemmelse med kapitel 7 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., når arbejdsløshedskassen opfylder betingelserne for anerkendelse efter § 32 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og lånet til staten er indfriet, eller kassen stiller betryggende sikkerhed for indfrielse af lånet inden for en nærmere bestemt årrække.
§ 17. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal nedlægges, hvis der ikke skønnes at være grundlag for, at den fortsætter sin virksomhed.
Stk. 2. Bestyrelsen kan med ministerens godkendelse træffe beslutning om nedlæggelse af arbejdsløshedskassen.
§ 18. Nedlægges arbejdsløshedskassen efter § 17, kan beskæftigelsesministeren bestemme, at forsikringstagerne skal have ret til overflytning til en anerkendt arbejdsløshedskasse.
§ 19. I tilfælde af Den Statslige Arbejdsløshedskasses nedlæggelse anvendes kassens midler efter betaling af gæld, herunder indfrielse af lån, til beskæftigelsespolitiske formål efter beskæftigelsesministerens bestemmelse.
§ 20. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at statens refusion helt eller delvis bortfalder for et regnskabsår, hvis kassens ledelse tilsidesætter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller bestemmelser, der er givet i henhold til loven, eller hvis kassens virksomhed ikke foregår under iagttagelse af fornøden påpasselighed og orden.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at statens refusion og forskud til kassen helt eller delvis tilbageholdes, indtil kassen har fulgt et påbud, som direktøren for Arbejdsdirektoratet har udstedt efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller bestemmelser, som er fastsat efter denne.
§ 21. Den Statslige Arbejdsløshedskasse kan deltage i direktøren for Arbejdsdirektoratets årsmøde, jf. § 96 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., med 2 repræsentanter, som er udpeget af bestyrelsen.
§ 22. Beslutning om at anlægge retssag mod bestyrelsesmedlemmer, ledere, revisorer eller andre i anledning af tab påført Den Statslige Arbejdsløshedskasse kan træffes af bestyrelsen eller af beskæftigelsesministeren.
§ 23. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 24. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I. Indledning
Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig hermed fremsatte lovforslag om oprettelse af tværfaglige arbejdsløshedskasser (Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.) L 122.
I regeringsgrundlaget har regeringen tilkendegivet, at det for at fremme fleksibilitet og bevægelighed på arbejdsmarkedet skal være muligt at oprette tværfaglige arbejdsløshedskasser, idet de kan forbedre muligheden for at give ledige medlemmer tilbud, der rækker uden for deres hidtidige fagområde. Regeringen har derfor stillet forslag om at ophæve forbudet mod etablering af tværfaglige a-kasser.
Samtidig foreslår regeringen med dette lovforslag, at der etableres en statslig, tværfaglig arbejdsløshedskasse. Hermed sikres det endvidere, at den enkelte opnår mulighed for at blive arbejdsløshedsforsikret i en uafhængig arbejdsløshedskasse.
Arbejdsløshedskassen etableres som en selvejende institution, og udgifterne til kassens drift skal dækkes af administrationsbidrag fra de forsikrede. Den Statslige Arbejdsløshedskasse får pligt til at forsikre enhver, som opfylder de sædvanlige krav for medlemskab af en arbejdsløshedskasse, jf. kapitel 8 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Lovforslagets hovedområder
Formålet med Den Statslige Arbejdsløshedskasse er i lighed med de anerkendte arbejdsløshedskasser at sikre personer, der er forsikret i kassen, økonomisk bistand i tilfælde af ledighed og at administrere andre ordninger, som ifølge lovgivning er henlagt til kasserne. Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., bortset fra lovens kapitel 7, og anden lovgivning med tilhørende administrative forskrifter, der finder anvendelse i forhold til de anerkendte arbejdsløshedskasser, vil derfor finde tilsvarende anvendelse i forhold til Den Statslige Arbejdsløshedskasse. Det betyder bl.a., at reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven om retten til forskud og refusion, ansvar for fejludbetalinger, tilsyn og klage samt vejledning finder tilsvarende anvendelse for Den Statslige Arbejdsløshedskasse.
På samme måde vil de rettigheder og pligter, der følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og anden lovgivning for medlemmer af a-kasser, gælde for personer, der forsikres i Den Statslige Arbejdsløshedskasse. De tilsluttede forsikringstagere har ret til dagpenge og andre ydelser fra arbejdsløshedskassen på samme betingelser som medlemmer af andre kasser. De skal bl.a. stå til rådighed for arbejdsmarkedet efter reglerne herom, og de har samme ret og pligt til fx aktivering som medlemmer af andre kasser. De tilsluttede forsikringstagere skal betale et forsikringsbidrag, der svarer til det medlemsbidrag, der betales af medlemmer af de øvrige arbejdsløshedskasser, jf. bemærkningerne til § 4.
Det foreslås, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal forsikre såvel lønmodtagere som selvstændige erhvervsdrivende, og at kassen skal være en tværfaglig kasse for lønmodtagere fra alle fagområder og selvstændige erhvervsdrivende fra alle erhvervsområder, jf. forslag til affattelsen af arbejdsløshedsforsikringslovens § 32, stk. 5, i L 122 (Tværfaglige arbejdsløshedskasser).
Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal finansieres af administrationsbidrag fra forsikringstagerne. Det foreslås, at staten til etablering og drift af arbejdsløshedskassen yder arbejdsløshedskassen lån, der skal afdrages og forrentes, jf. bemærkningerne til § 11. Lånet er afdragsfrit de første 3 år efter stiftelsen, og skal derefter afdrages over en periode på 10 år.
Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal ledes af en bestyrelse, som udpeges af beskæftigelsesministeren. Bestyrelsen skal have den overordnede ledelse af arbejdsløshedskassen og skal over for beskæftigelsesministeren være ansvarlig for kassens drift og forvaltning af kassens midler, herunder de statslige lån.
Arbejdsløshedskassens forhold reguleres i en vedtægt, der udarbejdes af bestyrelsen og godkendes af beskæftigelsesministeren, jf. bemærkningerne til § 2.
Etablering af Den Statslige Arbejdsløshedskasse har primært til formål at fremme udviklingen mod større valgfrihed mellem arbejdsløshedskasser og skal således ses som springbræt til at igangsætte en sådan udvikling. Det foreslås derfor, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse på sigt kan omdannes til en privat medlemsforening som de øvrige arbejdsløshedskasser, der anerkendes af beskæftigelsesministeren efter reglerne i kapitel 7 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. bemærkningerne til § 16.
II. Økonomiske konsekvenser
For det offentlige
Det skønnes, at Den Statslige Arbejdsløshedskasses lånebehov i forbindelse med etableringen beløber sig til maksimalt 30 mio. kr., som dækkes via lån fra staten. Kassens bestyrelse får til opgave at etablere kassen indenfor denne ramme. Staten yder lånet med en forrentning svarende til den gennemsnitlige effektive rente for samtlige statspapirer. Renten tilskrives og betales én gang årligt på baggrund af det faktiske træk på lånet. Efter en afdragsfri periode på 3 år tilbagebetales lånet inden for 10 år.
De økonomiske konsekvenser for det offentlige er et negativt bidrag til Drifts-, Anlægs- og Udgiftsbudgettet i de år, lånet ydes, mens det omvendte er tilfældet, når lånet tilbagebetales, idet statens renteindtægter fra udlånet forventes at svare til statens finansieringsomkostninger.
For Den Statslige Arbejdsløshedskasse
Vurderingen af økonomien hviler på blandt andet på en forventning om, at kassen inden for en relativ kort periode, 2 - 3 år, skal kunne betjene et antal forsikrede på ca. 20.000 for en samlet administrationsudgift på ca. 25 mio. kr. årligt. Til brug for vurderingen er anvendt regnskabsoplysninger fra to arbejdsløshedskasser med ca. 25.000 medlemmer.
Efter § 4, stk. 2, fastsætter bestyrelsen administrationsbidraget, som skal godkendes af beskæftigelsesministeren. Administrationsbidraget skal fastsættes under hensyn til dels omkostningerne ved at drive kassen, dels muligheden for at forrente og afdrage lånet til staten i overensstemmelse med lånevilkårene. Det forventes, at bidraget fastsættes til et niveau ca. svarende til gennemsnittet af administrationsbidragene for de anerkendte arbejdsløshedskasser.
III. Administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget skønnes at have administrative konsekvenser for det offentlige.
Arbejdsdirektoratet skal føre tilsyn med Den Statslige Arbejdsløshedskasse og være klagemyndighed i forhold til arbejdsløshedskassens afgørelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven.
Ifølge forslaget skal Den Statslige Arbejdsløshedskasses regnskaber revideres af rigsrevisor i samarbejde med en statsautoriseret revisor.
Herudover vil forslaget medføre en række opgaver for Beskæftigelsesministeriet i forbindelse med etableringen og i forhold til de dispositioner, der ifølge lovforslaget forudsætter beskæftigelsesministerens medvirken.
IV. Administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget skønnes ikke at have administrative og økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
V. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.
VI. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
VII. Forholdet til EU-retten
Selvom staten efter forslaget skal yde Den Statslige Arbejdsløshedskasse lån til etablering og drift, jf. forslagets § 11, stk. 2, og lånet i en periode på 3 år er afdragsfrit, findes forslaget ikke at indeholde elementer af statsstøtte, som skal anmeldes til Europa-Kommissionen.
Forslaget findes således ikke at kunne forvride konkurrencen eller påvirke samhandelen mellem EU-landene, da der ikke eksisterer et åbent marked i Danmark for arbejdsløshedsforsikring/arbejdsløshedskasser, og problemstillingen vedrørende arbejdsløshedskasser ikke inderholder et grænseoverskridende element, jf. herved betingelserne i arbejdsløshedsforsikringsloven for at opnå anerkendelse som arbejdsløshedskasse, opnå ret til refusion fra statskassen for udbetalte ydelser og kravet om, at en arbejdsløshedskasses formål alene må være at sikre medlemmerne økonomisk bistand i tilfælde af ledighed.
VIII. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Forslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser.
IX. Høring
Forslaget har været udsendt til høring i Landsarbejdsrådet inden fremsættelsen.
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
Positive
Konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Negative
Konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang)
Økonomiske konsekvenser
for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Op til 30 mio. kr. (lån fra staten)
Administrative konsekvenser
for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ja - i mindre omfang for Arbejdsdirektoratet, rigsrevisor og Beskæftigelsesministeriet
Økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser
for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Se ovenfor under pkt. VII
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen beskriver Den Statslige Arbejdsløshedskasses formål og virksomhed. Det er arbejdsløshedskassens formål at sikre tilsluttede forsikringstagere økonomisk bistand i tilfælde af ledighed efter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Herudover skal kassen administrere andre ordninger, som ifølge lovgivning er henlagt til de anerkendte arbejdsløshedskasser.
Det foreslås, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse bliver en tværfaglig arbejdsløshedskasse, som skal forsikre personer beskæftiget inden for alle fag- og erhvervsområder, som opfylder de almindelige betingelser for optagelse i en arbejdsløshedskasse efter reglerne i § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Arbejdsløshedskassen skal kunne forsikre såvel lønmodtagere som selvstændige erhvervsdrivende.
De rettigheder og pligter, som i forhold til de anerkendte arbejdsløshedskasser følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller anden lovgivning, fx lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, finder ligeledes anvendelse i forhold til Den Statslige Arbejdsløshedskasse, dog ikke arbejdsløshedsforsikringslovens bestemmelser om anerkendelse af arbejdsløshedskasser, jf. kapitel 7 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Det betyder bl.a., at Den Statslige Arbejdsløshedskasse på lige fod med de anerkendte arbejdsløshedskasser har ret til refusion fra statskassen for alle udgifter afholdt efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller anden lovgivning, jf. § 79 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Herudover finder reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. om statens tilsyn med anerkendte arbejdsløshedskasser ligeledes anvendelse på Den Statslige Arbejdsløshedskasse. Det er således direktøren for Arbejdsdirektoratet, der skal føre tilsyn med kassen, herunder eventuelt give kassen påbud om ændring af dens administration, og som, hvis forholdene inden for kassens område gør det påkrævet, efter forhandling med Landsarbejdsrådet kan iværksætte særlige foranstaltninger med henblik på at forhindre misbrug af reglerne om dagpenge mv.
Som følge af at lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og anden lovgivning, der finder anvendelse på de anerkendte arbejdsløshedskasser, også skal finde anvendelse i forhold til Den Statslige Arbejdsløshedskasse, vil arbejdsløshedskassen blive underlagt den samme ankestruktur som de anerkendte arbejdsløshedskasser. Klage over Den Statslige Arbejdsløshedskasses afgørelser efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. kan indbringes for direktøren for Arbejdsdirektoratet, med videre klagemulighed til Arbejdsmarkedets Ankenævn, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 98 og 99.
De tilsluttede forsikringstagere har samme rettigheder og pligter som medlemmer af de øvrige arbejdsløshedskasser, medmindre andet følger af loven. De tilsluttede forsikringstagere har således ret til ydelser fra arbejdsløshedskassen på de betingelser, som følger af arbejdsløshedsforsikringsloven og anden lovgivning, ligesom forsikringstagerne har de samme pligter, som medlemmer af arbejdsløshedskasserne har. Forsikringstagerne skal betale et forsikringsbidrag, der svarer til medlemsbidraget efter § 77 i arbejdsløshedsforsikringsloven.
Til § 2
Det foreslås, at Den Statslige Arbejdsløshedskasses forhold skal reguleres i en vedtægt, som skal udarbejdes af bestyrelsen. Beskæftigelsesministeren skal godkende vedtægten. Vedtægten skal i lighed med de anerkendte arbejdsløshedskassers vedtægter bl.a. indeholde regler om arbejdsløshedskassens hjemsted, administration, bestyrelsens sammensætning, virke og opgaver samt regler om regnskab, revision og tegningsret. Bestyrelsen i arbejdsløshedskassen kan ændre vedtægten. Ændringer skal godkendes af beskæftigelsesministeren.
Det er hensigten, at arbejdsløshedskassen skal etableres centralt med hjemsted i København, men at bestyrelsen kan bestemme, at der senere oprettes lokalkontorer. Dette vil blive nærmere reguleret i vedtægten.
Til § 3
Det foreslås, at personer, der har ret til at blive optaget i en a-kasse efter reglerne i § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., skal kunne forsikres i Den Statslige Arbejdsløshedskasse. Den Statslige Arbejdsløshedskasse foreslås, jf. § 1, oprettet som en tværfaglig a-kasse for både lønmodtagere og selvstændige, hvilket betyder, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse forsikrer lønmodtagere fra alle fagområder og selvstændige erhvervsdrivende fra alle erhvervsområder.
I Den Statslige Arbejdsløshedskasses vedtægt, jf. § 2, vil det blive fastsat, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse også tilbyder kombinationsforsikring og deltidsforsikring, jf. kapitel 8 a og kapitel 11 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det vil således være muligt at blive forsikret som enten fuldtidsforsikret, deltidsforsikret eller kombinationsforsikret i Den Statslige Arbejdsløshedskasse.
Til § 4
Det foreslås, at personer, der er arbejdsløshedsforsikret i Den Statslige Arbejdsløshedskasse, ligesom medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser skal betale et forsikringsbidrag, der omfatter et obligatorisk bidrag til arbejdsløshedsforsikringen, et frivilligt bidrag til efterløn, et administrationsbidrag samt et bidrag til finansiering af indbetalinger til ATP.
Administrationsbidraget fastsættes af bestyrelsen og skal godkendes af beskæftigelsesministeren. Ved fastsættelsen af bidraget skal der dels tages højde for omkostningerne ved at drive kassen, dels muligheden for at forrente og afdrage lånet til staten i overensstemmelse med lånevilkårene.
Bestemmelserne om indbetaling af medlemsbidrag mv. i kapitel 12 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. finder tilsvarende anvendelse for Den Statslige Arbejdsløshedskasse, jf. § 4, stk. 2, med den forskel, at beskæftigelsesministeren skal godkende det af kassen fastsatte bidrag til administrationsudgifter.
Til § 5
Det foreslås, at bestyrelsen for Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal bestå af 5 medlemmer, heraf en formand, som udpeges for en periode på 4 år. Medlemmerne, incl. formanden udpeges af beskæftigelsesministeren. Finansministeren og økonomi- og erhvervsministeren indstiller hvert ét af medlemmerne. Det foreslås, at medlemmerne kan genudpeges.
Det foreslås endvidere, at ministeren efter indstilling fra bestyrelsen kan bestemme, at bestyrelsen kan udvides med 2 medlemmer, der skal vælges af kassens forsikringstagere blandt deres midte. Dette kan fx tænkes, når arbejdsløshedskassen har opnået et tilstrækkeligt solidt forsikringsgrundlag. De nærmere regler om gennemførelse af valg mv. fastsættes ved ændring af arbejdsløshedskassens vedtægt.
Til § 6
Bestyrelsen har den overordnede ledelse af arbejdsløshedskassens virksomhed med ansvar for kassens samlede aktiviteter. Dette indebærer bl.a., at bestyrelsen skal træffe alle væsentlige beslutninger om arbejdsløshedskassens forhold, herunder låneoptagelse, langsigtede kontrakter og dispositioner over evt. lejemål.
Bestyrelsen har adgang til at delegere kompetence til arbejdsløshedskassens direktør. Kompetencen til at godkende budget og regnskab, jf. stk. 3, kan dog ikke delegeres. Det forudsættes, at ansættelse og afskedigelse af personer under lederniveau normalt varetages af direktøren, eventuelt af bestyrelsen efter indstilling fra direktøren.
Til § 7
Direktøren har over for bestyrelsen ansvaret for den daglige administrative og økonomiske ledelse. Direktøren påser bl.a., at arbejdsløshedskassen administrerer i overensstemmelse med gældende regler, at arbejdsløshedskassens budget, der er godkendt af bestyrelsen, overholdes, og at arbejdsløshedskassens virksomhed i øvrigt er i overensstemmelse med gældende regler og bestyrelsens beslutninger og retningslinier.
Til § 8
Da staten yder lån til etablering og drift af Den Statslige Arbejdsløshedskasse, foreslås det, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal følge de overenskomster og bestemmelser om løn- og ansættelsesvilkår, herunder om pensionsforhold, som gælder for det statslige område.
Til § 9
Vederlaget til bestyrelsesmedlemmerne vil blive fastsat i henhold til Finansministeriets cirkulære af 2. november 1998 om særskilt vederlag.
Til § 10
Bestemmelsen omfatter regler for bestyrelsens overordnede ansvar. For bestyrelsesmedlemmerne gælder dansk rets almindelige erstatningsregler. De hæfter ikke i øvrigt personligt for arbejdsløshedskassens økonomiske forpligtelser.
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren, hvis bestyrelsen ikke efterkommer påbud som efter lovgivningen kan afgives til arbejdsløshedskassen om berigtigelse af nærmere angivne forhold, kan beslutte at sætte arbejdsløshedskassen under administration i større eller mindre udstrækning. Beskæftigelsesministeren kan også beslutte, at bestyrelsen skal træde tilbage og herefter udpege en ny bestyrelse. Den ny bestyrelse udpeges efter reglerne i § 5. Det forudsættes, at den ny bestyrelse udpeges hurtigst muligt.
Påbud efter lovgivningen til arbejdsløshedskasserne, kan bl.a. afgives som led i Arbejdsdirektoratets og Arbejdsmarkedsstyrelsens tilsyn med arbejdsløshedskassernes administration mv. af lovbundne opgaver efter arbejdsmarkedslovgivningen. Det følger bl.a. af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at arbejdsløshedskasserne kan blive pålagt at ændre deres administration, hvis arbejdsløshedskassernes administration har medført fejludbetalinger eller sandsynlighed herfor, eller hvis kasserne administrerer på en for forsikringssystemet uhensigtsmæssig måde.
Hvis arbejdsløshedskassens økonomiske situation på grund af bestyrelsens handlinger eller undladelser har fået en sådan karakter, at arbejdsløshedskassen trues af lukning, vil beskæftigelsesministeren efter stk. 3 uden varsel kunne gribe ind og afsætte bestyrelsen. Ministeren vil have mulighed for at sætte arbejdsløshedskassen under direkte administration af ministeriet, således at ministeriet udøver bestyrelsens funktioner, indtil en ny bestyrelse er nedsat.
Anvendelsen af bemyndigelserne i § 10 udelukker ikke ministeren fra at træffe beslutning om anvendelse af lovgivningens øvrige sanktionsmuligheder, herunder forslagets § 20, hvorefter ministeren har mulighed for helt eller delvist at fratage kassen retten til refusion i visse situationer, bl.a. i tilfælde, hvor kassens ledelse tilsidesætter reglerne i arbejdsløshedsforsikringsloven eller regler udstedt med hjemmel i loven.
Til § 11
Da det er hensigten, at arbejdsløshedskassen, når det nødvendige forsikringsgrundlag er til stede, alene skal finansieres af forsikringstagernes administrationsbidrag, foreslås det, at staten til etablering og drift yder kassen et lån. Staten yder lånet med en forrentning svarende til den gennemsnitlige effektive rente for samtlige statspapirer. Renten tilskrives og betales én gang årligt på baggrund af det faktiske træk på lånet. Efter en afdragsfri periode på 3 år tilbagebetales lånet inden for 10 år. Herved sikres det, at arbejdsløshedskassen i startfasen har det nødvendige økonomiske fundament til at sikre en forsvarlig drift af arbejdsløshedskassen.
Det foreslås endvidere, at beskæftigelsesministeren kan ændre afdragsperioden efter forhandling med kassen, når kassen har 10.000 forsikringstagere. Bestemmelsen tænkes anvendt, hvis arbejdsløshedskassen har økonomisk mulighed for at afvikle lånet hurtigere end over en periode på 10 år.
Lånerammen for det statslige lån bliver op til 30 mio. kr. Lånet finansieres via finanslovens § 40, og forventes videre anvist via finanslovens § 17, Beskæftigelsesministeriet. Det er vurderingen, at arbejdsløshedskassens lånebehov vil kunne dækkes af lån fra staten.
Til § 12
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren i særlige tilfælde kan bestemme, at vilkårene for lånet fra staten tages op til forhandling, eller at arbejdsløshedskassen ydes økonomisk bistand i form af yderligere lån i tilfælde af, at arbejdsløshedskassen kommer ud i en vanskelig økonomisk situation, hvis ministeren skønner, at grundlaget for arbejdsløshedskassens videreførelse, evt. under en ny bestyrelse, er forsvarlig. Andre lånevilkår eller evt. nyt lån kan betinges af, at arbejdsløshedskassen omlægger sin administration med henblik på forbedring af økonomien. Bestemmelsen tænkes fx anvendt, hvis antallet af forsikringstagere bliver uventet lavt, eller i situationer, hvor arbejdsløshedskassen uforskyldt har fået økonomiske problemer.
Til § 13
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med finansministeren fastsætter de nærmere lånevilkår, herunder vilkår for udbetaling af lån og de nærmere vilkår for afdragsordningen.
I lighed med hvad der er gældende for andre statslige udlånsordninger, henlægges administrationen af de lån, som måtte blive ydet til arbejdsløshedskassen, til Finansstyrelsen, når lånene er ydet, og der alene resterer kontrol med den finansielle afvikling af lånene.
Til § 14
Bestemmelsen beskriver rammen for bestyrelsens økonomiske forvaltning, som omfatter alle økonomiske dispositioner fra beskedne enkeltstående driftsdispositioner til omfattende, langsigtede kapitaldispositioner. I lighed med de anerkendte arbejdsløshedskasser må Den Statslige Arbejdsløshedskasses indtægter og formue kun anvendes til opfyldelse af arbejdsløshedskassens formål, jf. § 1, og må hverken som lån, sikkerhedsstillelse eller gave tilflyde andre. Dette betyder endvidere, at kassens midler skal forvaltes på en økonomisk forsvarlig måde.
Hvis arbejdsløshedskassen skal kunne opfylde de overordnede hensyn til at sikre kassens forsikringstagere økonomisk dækning i tilfælde af ledighed, stiller dette store krav til arbejdsløshedskassens planlægning og langsigtede disponering af kassens midler. Da arbejdsløshedskassen skal etableres på grundlag af statslige lån, foreslås det, at der stilles præcise krav til arbejdsløshedskassens forvaltning af sin formue, jf. forslagets stk. 2.
Til § 15
Den Statslige Arbejdsløshedskasse er omfattet af lov om revisionen af statens regnskaber m.v. Efter lovens § 2, stk. 1, nr. 3, er regnskaber for selvstændige forvaltningssubjekter, der er oprettet ved lov, omfattet af Rigsrevisionens revision. Revisionen udføres efter lovens § 3.
Efter samme lovs § 2, stk. 2, 1. pkt., kan revisionen af arbejdsløshedskassens regnskaber udføres i samarbejde med andre revisorer, når dette er bestemt ved lov. Efter forslaget revideres arbejdsløshedskassens regnskaber således af rigsrevisor og af en statsautoriseret revisor udpeget af ministeren.
Det betyder, at de regler om regnskabsførelse og revision, der ifølge lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og anden lovgivning gælder for de anerkendte arbejdsløshedskasser, finder tilsvarende anvendelse i forhold til Den Statslige Arbejdsløshedskasse med de undtagelser, der følger af denne lov. Det indebærer, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse skal tilrettelægge sit regnskabsvæsen og udarbejde årsregnskab efter de regler, som gælder for de øvrige arbejdsløshedskasser. Årsregnskabet skal underskrives af bestyrelsen og en statsautoriseret revisor, der er udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen.
Til § 16
Det foreslås, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse kan omdannes til en privat medlemsforening i lighed med de anerkendte arbejdsløshedskasser, når arbejdsløshedskassen opfylder de almindelige regler for anerkendelse efter kapitel 7 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., herunder kravet om 10.000 medlemmer, jf. lovforslag L 122 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Tværfaglige arbejdsløshedskasser). Omdannelse til privat medlemsforening sker ved, at bestyrelsen med beskæftigelsesministerens godkendelse beslutter, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse som selvejende institution skal omdannes til en privat medlemsforening.
For at sikre staten mod økonomisk tab foreslås det, at det endvidere er en forudsætning for omdannelsen, at arbejdsløshedskassen enten har tilbagebetalt lån fra staten eller med den fornødne sikkerhedsstillelse vil kunne indfri lånet inden for en kortere årrække.
Bestyrelsen skal foretage sig det nødvendige for at omdanne arbejdsløshedskassen organisatorisk fra en selvejende institution til en privat medlemsforening, bl.a. skal bestyrelsen indkalde forsikringstagerne til en stiftende generalforsamling med henblik på at etablere arbejdsløshedskassen som medlemsforening.
Til § 17
Det foreslås, at ministeren får beføjelse til at nedlægge arbejdsløshedskassen. Ministeren vil bl.a. kunne nedlægge arbejdsløshedskassen, hvis der ikke længere er et aktivitetsmæssigt behov eller et økonomisk grundlag for arbejdsløshedskassens virksomhed, eller hvis arbejdsløshedskassen ikke lever op til kravene om korrekt administration af den lovgivning, der administreres af kasserne. Det er således en forudsætning for arbejdsløshedskassens virke, at den overholder fastsatte regler og påbud.
Ministeren har endvidere efter bestemmelsen i § 17, stk. 2, mulighed for at modsætte sig bestyrelsens beslutning om nedlæggelse af arbejdsløshedskassen. Bestemmelsen tager sigte på en situation, hvor kassens bestyrelse, fx af økonomiske årsager, har truffet beslutning om at nedlægge arbejdsløshedskassen, men hvor ministeren skønner, at der fortsat er behov for at opretholde kassen. I sådanne tilfælde vil ministeren kunne modsætte sig nedlæggelse, og det vil i denne forbindelse kunne være aktuelt at tilbyde arbejdsløshedskassen et ekstraordinært lån, jf. forslagets § 12, samt fastsætte eventuelle særlige vilkår for arbejdsløshedskassens videreførelse, herunder evt. en hel eller delvis reorganisering af kassen.
Til § 18
Det foreslås, at beskæftigelsesministeren i tilfælde, hvor Den Statslige Arbejdsløshedskasse nedlægges, kan bestemme, at alle kassens forsikringstagere skal have ret til overflytning til en anerkendt arbejdsløshedskasse.
Bestemmelsen svarer til reglerne i § 39 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. om overflytning ved bortfald af anerkendelse af en arbejdsløshedskasse efter reglerne i §§ 37 og 38 i samme lov.
Til § 19
Det foreslås, at staten sikres dispositionsret over formuen i tilfælde af arbejdsløshedskassens nedlæggelse efter forslagets § 17, og at formuen ved kassens nedlæggelse anvendes efter beskæftigelsesministerens bestemmelse til beskæftigelsespolitiske formål. Dispositionsadgangen omfatter den formue, der er tilbage, når samtlige kreditorer, herunder långiver, er fyldestgjorte.
Det bemærkes i den forbindelse, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse efter forslaget til § 16 tænkes omdannet til en medlemsforening, når det statslige lån er indfriet, og medlemstallet overstiger 10.000, jf. de almindelige bemærkninger.
Til § 20
Forslaget svarer til § 38, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som finder anvendelse i forhold til de anerkendte arbejdsløshedskasser.
Det foreslås, at ministeren kan bestemme, at statens refusion, jf. § 79, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., helt eller delvis bortfalder for et regnskabsår, hvis arbejdsløshedskassens ledelse tilsidesætter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller bestemmelser, der er givet i henhold hertil, eller hvis kassens virksomhed ikke foregår under iagttagelse af fornøden påpasselighed eller orden. For at give mulighed for at iværksætte sanktioner over for arbejdsløshedskassen i situationer, hvor reglerne i stk. 1 ikke kan tages i anvendelse, foreslås det, at ministeren kan tilbageholde kassens refusion og forskud helt eller delvis, indtil kassen har fulgt et af direktøren for Arbejdsdirektoratet udstedt påbud efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. eller bestemmelser, der er fastsat efter denne. Refusionen/forskuddet vil blive efterbetalt, når kassen har fulgt direktøren for Arbejdsdirektoratets påbud.
Til § 21
Ifølge § 96 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. afholder tillidsmænd for arbejdsløshedskasserne under forsæde af direktøren for Arbejdsdirektoratet et årligt møde, hvor der forhandles om kassernes virksomhed og samarbejde.
Da Den Statslige Arbejdsløshedskasse ikke har valgte tillidsmænd, foreslås det, at Den Statslige Arbejdsløshedskasse kan deltage i dette møde med 2 repræsentanter, der udpeges af bestyrelsen.
Til § 22
Bestemmelsen er alene en processuel regel og har derfor ingen indflydelse på vurderingen af bestyrelsen erstatningsansvar. Forslaget indebærer ikke en skærpelse af bestyrelsesmedlemmers ansvars- og hæftelsesforhold. For bestyrelsesmedlemmerne gælder dansk rets almindelige erstatningsregler, men de hæfter i øvrigt ikke for arbejdsløshedskassens økonomiske forpligtelser.
Fondslovene gælder ikke for Den Statslige Arbejdsløshedskasse. Det foreslås på den baggrund, at der indføres søgsmålskompetence for beskæftigelsesministeren. Reglen vedrører som i fondslovene alene søgsmål i anledning af tab, som er påført arbejdsløshedskassen.
Beskæftigelsesministeren vurderer på baggrund af tabets størrelse og bestyrelsens eller andres adfærd, om søgsmål skal anlægges i det enkelte tilfælde. Søgsmålsadgangen tænkes normalt kun anvendt i grovere tilfælde. Ministeren kan anlægge retssag mod enkelte medlemmer af bestyrelsen eller den samlede bestyrelse, afhængig af sagens karakter.
Bestemmelsen gælder ikke for tilfælde, hvor udenforstående eller ansatte har lidt et tab på grund af institutionens adfærd. Disse personer vil således - i det omfang de almindelige regler herom giver adgang hertil - selv kunne rejse krav over for den ansvarlige.
Til § 23
For at etableringen af arbejdsløshedskassen kan påbegyndes hurtigst muligt, foreslås det, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Den Statslige Arbejdsløshedskasse vil herefter skulle etableres med ministerens udpegning af en bestyrelse som det første. Det vil herefter være bestyrelsens opgave at etablere arbejdsløshedskassen, herunder finde egnede lokaler, ansætte personale, anskaffe driftsmidler og edb-udstyr mv. Det forventes, at arbejdsløshedskassen tidligst kan være i drift omkring 1. januar 2003.
Fremsat den 27. februar 2002 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov om Den Statslige Arbejdsløshedskasse