Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001) - L 54
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001)
Erhvervsministeren (Ole Stavad)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om visse betalingsmidler.
(Lovforslag nr. L 54).
Lovforslaget vedrører en udskydelse af revisionen af betalingsmiddellovens § 14.
Folketinget forudsatte ved vedtagelsen af betalingskortloven (lov nr. 217 af 13. april 1999), at et forslag til revision af den dagældende betalingskortlovs § 20, stk. 1, nu betalingsmiddellovens § 14, skal fremsættes for Folketinget senest den 1. november 2001. Da loven blev revideret ved lov nr. 414 af 31. maj 2000 om visse betalingsmidler, blev revisionsbestemmelsen videreført, jf. lovens § 24, stk. 4.
Betalingsmiddellovens § 14 indeholder et forbud mod, at kortudsteder og kortindløser opkræver et gebyr hos betalingsmodtager til dækning af deres omkostninger ved drift af et betalingssystem. Forbudet gælder kun, når en kortholder betaler med et hævekort eller betalingskort i den fysiske handel.
En ophævelse af § 14 forudsætter ifølge bemærkningerne til betalingsmiddelloven, at der er skabt fulde forudsætninger for konkurrence på markedet for betalingskort. Der er i bemærkningerne opstillet fire konkrete forhold som en forudsætning for at opnå en konkurrencesituation.
Herudover skal det yderligere vurderes, om opfyldelsen af disse forudsætninger er tilstrækkelige for at opnå reel konkurrence på betalingskortmarkedet.
Konkurrencestyrelsen og betalingskortpanelet, der følger dette marked, har vurderet, at disse forudsætninger er opfyldt efter deres ordlyd, men at dette ikke er tilstrækkeligt for fuld konkurrence. Bl.a. er de nye kortterminaler, der skal sikre opfyldelsen af en af betingelserne, endnu ikke fuldt afprøvede. Der er derfor ikke sikkerhed for, at de virker efter hensigten.
Derfor fremsætter jeg dette forslag om, at betalingsmiddellovens bestemmelse om forslag til revision af § 14 i lovens § 24, stk. 4, udskydes fra den 1. november 2001 til senest den 1. november 2002.
Folketingets vedtagelse af dette lovforslag betyder alene en udskydelse af fristen for revision. Der ligger heri ikke en stillingtagen til indholdet af selve revisionen af betalingsmiddellovens § 14.
Regeringen ønsker at afvente Konkurrencestyrelsens og betalingskortpanelets endelige vurdering, forinden der tages stilling til, om § 14 bør ophæves. Den endelige udtalelse fra de to instanser kan forventes i 2. kvartal 2002.
Idet jeg i øvrigt henviser til de udførlige bemærkninger til lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.