Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001) - L 49
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001)
Trafikministeren (Jacob Buksti)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om Post Danmark. (Bevarelse af ret til tjenestemandspension m.v. ved overgang til overenskomstansættelse).
(Lovforslag nr. L 49).
Med lovforslaget indføres der hjemmel til, at Post Danmark kan tilbyde statstjenestemænd, som accepterer overgang til overenskomstansættelse, at de kan bevare deres ret til tjenestemandspension under forudsætning af, at betalingsforpligtelsen over for staten fortsat påhviler Post Danmark.
Baggrunden herfor er, at det i forbindelse med dannelsen af den selvstændige offentlige virksomhed Post Danmark blev bestemt, at Post Danmark skulle drives på forretningsmæssige vilkår og så vidt muligt sidestilles med private virksomheder. Der blev lagt vægt på, at Post Danmark skulle kunne oprette datterselskaber, erhverve ejerandele i andre virksomheder og selskaber samt indgå samarbejdsaftaler o. lign. i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed. For at øge fleksibiliteten i personaleanvendelsen i forbindelse med etablering af datterselskaber, indgåelse af alliancer og partnerskaber, har Post Danmark efter aftale med Finansministeriet indgået rammeaftale med tjenestemandsorganisationerne SiD-Post og HK/Post & Kommunikation om nye ansættelsesvilkår, som tilbydes statstjenestemændene i Post Danmark.
Det foreslås endvidere, at retten til pension kan bevares, uanset om der er tale om overenskomstansættelse i Post Danmark, i de med Post Danmark koncernforbundne selskaber, eller efter finansministerens bestemmelse i andre selskaber. Den enkelte tjenestemand kan i forbindelse med overgangen acceptere, at den til rådighedsløn eller ventepenge knyttede omplaceringsforpligtelse udvides mod en engangsbetaling fra Post Danmark. Endelig forslås indført mulighed for, at engangsbetalingen kan konverteres til køb af forhøjet pensionsalder.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.