Skriftlig fremsættelse (23. oktober 2001) - B 65
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (23. oktober 2001)
Udenrigsministeren (Mogens Lykketoft)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til folketingsbeslutning om dansk maritimt bidrag til NATO s flådeoperationer i den østlige del af Middelhavet.
(Beslutningsforslag nr. B 65).
Beslutningsforslaget skal skabe grundlag for, at et dansk maritimt bidrag stilles til rådighed for NATO s flådeoperationer i den østlige del af Middelhavet. Det danske bidrag udsendes efter anmodning fra NATO og som led i NATO s deltagelse i indsatsen mod den internationale terrorisme.
NATO-rådet fandt det den 2. oktober 2001 godtgjort, at terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 var af udenlandsk oprindelse. I overensstemmelse med NATO s erklæring af 12. september 2001 anså man derfor terrorangrebet som omfattet af Washington-traktatens artikel 5. Dette betyder, at øvrige allierede, herunder Danmark, under udøvelsen af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar skal bistå USA med at tage de skridt, der er nødvendige til at genoprette og bevare sikkerheden i det nordatlantiske område.
NATO har deployeret NATO s Stående Middelhavsstyrke (Standing Naval Force Mediterranean (STANAVFORMED)) til den østlige del af Middelhavet med det formål at udvise tilstedeværelse og demonstrere Alliancens handlekraft. Styrken skal konkret gennemføre overvågnings-, kontrol- og patruljeopgaver med henblik på at støtte NATO s eller individuelle allieredes operationer.
For at sikre en kontinuerlig tilstedeværelse af NATO s stående flådestyrker i den østlige del af Middelhavet, har NATO udarbejdet et rotationskoncept. Tilstedeværelsen varetages således på skift af henholdsvis STANAVFORMED og Den Stående Atlanterhavsstyrke (Standing Naval Force Atlantic (STANAVFORLANT)).
NATO har anmodet om, at bl.a. Danmark bidrager til STANAVFORLANT s operationer i den østlige del af Middelhavet. Danmark har tilmeldt en korvet til NATO s reaktionsstyrker, som vil kunne deltage i operationen fra medio november 2001. Korvetten skal støttes af et nationalt logistisk element, som forudses etableret på enten Cypern eller Kreta. Truslen mod en NATO flådestyrke og et eventuelt dansk bidrag i den østlige del af Middelhavet vurderes som værende lav. Trusselsvurderingen kan ændre sig afhængig af operationens karakter.
Regeringen finder, at et dansk bidrag med en korvet til operationen vil være et klart signal om, at man fra dansk side vedkender sig forpligtelserne i Washington-traktatens artikel 5 og på solidarisk vis er indstillet på at yde et konkret bidrag til indsatsen mod den internationale terrorisme.
Idet jeg i øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det Høje Tings velvillige behandling.