Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001) - L 43
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (24. oktober 2001)
By- og boligministeren (Lotte Bundsgaard)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. og realkreditloven (Ny bofællesskabstype for unge - fælles 4´ere - samt midlertidige boliger for unge ved studiestart)
(Lovforslag nr. L 43).
Regeringens overordnede mål med by- og boligpolitikken er, at alle borgere i Danmark skal have et godt og trygt sted at bo. Der skal samtidig være et varieret udbud af boliger, som kan imødekomme de forskellige ønsker og behov, den enkelte har.
Regeringen har siden sin tiltræden i 1993 gennemført en række initiativer, der skal understøtte disse mål. Regeringen har bl.a. taget initiativer for at fremme byggeriet af boliger - ikke mindst til de svage grupper. Der er endvidere taget en lang række initiativer for at sikre en positiv udvikling i de socialt svage boligområder. Som eksempel kan nævnes kvarterløft, hvor der gennemføres en samlet og koordineret indsats for, at disse områder igen bliver attraktive. Derudover har regeringen taget initiativ til forbedring af effektiviteten og konkurrencen i byggeriet, som inden for få år vil resultere i, at boligbyggeriet bliver bedre og billigere.
Regeringens boligpakke fra den 14. maj 2001 skaber endnu bedre rammer for realiseringen af regeringens by- og boligpolitiske mål. Med øget fokus på mangfoldighed i boligområderne, bedre mobilitet på boligmarkedet og bedre økonomiske incitamenter for kommunerne og pensionskasser er det regeringens mål, at der i perioden 2002-2006 skal bygges i alt 10.000 flere boliger i Danmark.
Dette lovforslag har til formål at fremme byggeriet af boliger til unge. Der er behov for, at der i de kommende år gøres en ekstra indsats for at forøge udbuddet af boliger til unge væsentligt. Derfor vil regeringen indføre en ny bofællesskabstype til unge "fælles 4´eren", der kan etableres uden kommunal grundkapital og give kommunerne mulighed for at etablere et mere varieret udbud af ungdomsboliger. Forslaget ligger i forlængelse af regeringens forslag om at nedsætte grundkapitalen til alment byggeri. Dette forslag betyder, at også byggeriet af almindelige ungdomsboliger bliver mere attraktivt for kommunerne.
Lovforslaget indeholder derfor forslag om, at der i perioden 2002-2006 etableres fælles 4 ere på i alt 750 boenheder årligt. Kvoten udmeldes til de kommuner, der har det største behov for denne boligtype.
Fælles 4´eren vil bestå af bofællesskaber med mindst 4 værelser. For at få velfungerende enheder foreslås det derfor, at beboerne skal have indflydelse på beboersammensætningen. For at tilgodese behovet for boliger til udvekslingsstudenter foreslås, at disse får fortrinsret til mindst 1 boenhed i hver fælles 4´er.
Der er også behov for en særlig indsats i forbindelse med studiestart, hvor behovet for boliger til unge er stort. For at øge kommunernes boligberedskab ved studiestart 2002 vil regeringen give mulighed for økonomisk at understøtte og motivere kommunerne til at skaffe flere midlertidige boliger.
Lovforslaget indeholder derfor forslag om, at den nuværende forsøgsordning med alternative boliger til unge udvides, således at der kan ydes tilskud til etablering af midlertidige boliger til unge ved studiestart. Midlertidige boliger kan fx indrettes i eksisterende bygninger, som fx nedlagte plejehjem eller kaserner, eller ved at kommunen lejer sig ind hos fx vandrehjem og kursusejendomme og får værelser stillet til rådighed.
Lovforslaget indebærer samlede offentlige merudgifter til finansieringsstøtte på 82 mio. kr. pr. årgang opgjort til nutidsværdi i årene 2002-2006, med en fordeling på 64 mio. kr. til staten og 18 mio. kr. til kommunerne.
Forslaget vurderes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for det offentlige eller at have nævneværdige økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget vurderes endvidere ikke at have miljømæssige konsekvenser eller administrative konsekvenser for borgerne. Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter. Forslaget skønnes ikke at have ligestillingsmæssige konsekvenser. Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2002.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.