Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2001) - L 36
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2001)
Skatteministeren (Frode Sørensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og af andre energiafgiftslove. (Ændringer af afgiftssatser, procesliste m.v.).
(Lovforslag nr. L 36).
Dette lovforslag fremsættes med henblik på at skabe balance i tilbageføringsregnskabet for energipakken, som blev vedtaget i 1995. På denne baggrund foreslår regeringen, at godtgørelsen af CO 2-afgiften på 10 pct. for de momsregistrerede virksomhedernes forbrug af energi til lette procesformål ophæves, samtidig med at CO2-afgiften sættes op fra 100 kr./t til 135 kr./t CO2. For at sikre, at husholdningernes energiforbrug og erhvervenes forbrug af rumvarme m.v. ikke netto bliver dyrere, foreslås energiafgifterne samtidig nedsat. Samtidig foreslås det, at lempe afgiften på erhvervenes rumvarmeforbrug til samme niveau som for husholdningernes forbrug af elvarme.
I forlængelse af forhøjelsen og omlægningen af kulioxidafgifterne og energiafgifterne foreslås det endvidere; at satserne for kuldixoidafgift på de enkelte brændsler og elektricitet justeres ud fra aktuelle tekniske oplysninger om den CO2-udledning energianvendelsen giver anledning til; at der foretages visse justeringer af proceslempelserne for energiintensive erhverv; at momsregistrerede virksomheder gives adgang til en i elektricitetsafgiftsloven fastsat lavere sats for elvarme; at små kraftvarmeværker, som er fritaget for at være registreret efter elafgiftsloven, fremover kan nøjes med at betale den lave brændselsafgift for såvel varme- som elektricitetsfremstilling; og at eldistributionsbidraget på 1 øre/kWh for virksomhedernes anvendelse af elektricitet til procesformål ophæves.
Det foreslås endvidere, at en del af benzinafgiften omlægges til en CO2-afgift, hvorved biobrændsler, der anvendes i stedet for benzin, og som ikke er omfattes af CO2-afgiften, gøres afgiftsmæssigt billigere end fossilt brændsel.
Endelig foreslås visse justeringer i svovlafgiftsloven, dels på baggrund af nyere undersøgelser om svovlindholdet i biobrændsler, dels på baggrund af ønsket om at sidestille visse virksomheder, der aftager procesdamp fra kraftvarmeenheder med virksomheder, der selv producerer procesdampen.
Det skønnes, at forslaget har begrænsede administrative konsekvenser og netto vil indbringe et årligt merprovenu på 250 mio. kr.. Hermed er der skabt balance mellem erhvervslivets indbetalinger og tilbageførelsen til erhvervslivet i energipakken fra 1995. Det skønnes endvidere, at forslaget har positiv miljømæssig indvirkning.
Visse af forslagets bestemmelser har karakter af statsstøtte og kan derfor ikke sættes i kraft, før de er blevet godkendt af Europa-Kommissionen. Det drejer sig om forslagene til ændring af kuldioxidafgiftslovens procesliste, samt dertil hørende ændringer i kuldioxidtilskudsloven. Forslaget indeholder derfor særlige bestemmelser om, at skatteministeren og miljø- og energiministeren kan sætte disse bestemmelser i kraft når Kommissionens godkendelse foreligger.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i lovforslaget, skal jeg anbefale det til tingets velvillige behandling.