Skriftlig fremsættelse (10. oktober 2001) - L 37
Statutory Text (1 Articles)
Skriftlig fremsættelse (10. oktober 2001)
Skatteministeren (Frode Sørensen)
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte
Forslag til lov om ændring af pensionsafkastbeskatningsloven, aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og andre skattelove. (Friholdelse for pensionsafkastskat, ejendomsdatterselskaber, akkumulerende investeringsforeninger, opdeling af udloddende investeringsforeninger m.v.).
(Lovforslag nr. L 37).
Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række tekniske ændringer af bl.a. pensionsafkastbeskatningsloven, aktieavancebeskatningsloven og selskabsskatteloven. Med lovforslaget opfylder regeringen tilsagn, der blev afgivet i forbindelse med L 93 fra efteråret 1999 og L 71 fra efteråret 2000.
Det foreslås at ændre reglerne for den skematiske friholdelse for pensionsafkastskat af livrenter uden ret til bonus og opsparing foretaget før 1983. De gældende regler bygger på den matematiske kursopskrivning, der fra og med indkomståret 2002 ikke længere skal anvendes. Fra dette tidspunkt skal de pensionsafkastskattepligtige medregne gevinst og tab på danske obligationer efter lagerprincippet, ligesom det allerede er tilfældet for andre værdipapirer.
Det foreslås derfor at indføre nye regler for beregning af friholdelse for pensionsafkastskat, så reglerne ikke længere bygger på den matematiske kursopskrivning. For livrenter uden ret til bonus foreslås friholdelsen beregnet på grundlag af forsikringsmæssige hensættelser, som det allerede sker med livsforsikringsselskabernes øvrige friholdelser. For opsparing foretaget før realrenteafgiftslovens indførelse i 1983 foreslås det, at danske obligationer ligesom andre aktiver skal medregnes til handelsværdi ved opgørelsen af formuen eller værdien af værdidepoter ved udgangen af indkomståret. Forslaget indebærer, at der ikke mere skal beregnes en afkastprocent. I forbindelse hermed foreslås at indføre en anden rente end afkastprocenten ved regulering af formueafkast i forbindelse med genforsikring.
Det foreslås endvidere
at justere værnsregler, der tilsigter at neutralisere utilsigtede skattefordele,
at give indeksobligationsbaserede investeringsforeninger mulighed for at eje aktier i egne administrationsselskaber,
at give livsforsikringsselskaber mulighed for ved indkomstopgørelsen 2002 at medregne et større beløb, end de er pligtige til efter de gældende regler. Dette foreslås med henblik på, at beskatningsgrundlaget efter pensionsafkastbeskatningsloven skal kunne rumme fradraget for de store selskabsskattepligtige indkomster, der forventes i indkomståret 2002,
at præcisere og justere reglerne om ejendomsdatterselskaber, der fuldt ud ejes af pensionsafkastskattepligtige pensionsinstitutter,
at give pengeinstitutter mulighed for at eje en handelsbeholdning af beviser i akkumulerende investeringsforeninger, der udelukkende henvender sig til pensionsafkastskattepligtige, og
at forlænge tidsfristen for opdeling af udloddende investeringsforeninger og at give mulighed for grenopdeling.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.